Two's a Crowd

Forbeholdt Shannon/Matthew

Engang havde Kali ladet sig fortrylle af den rene, urørte sne, der lå som en dyne omkring skoven. Hun havde betragtet de høje, majestætiske træer og set enkle solstråler bryde frem foroven, så den skyggehenlagte skovbund blev oplyst for en stund. Og når enkelte fugle kvidrede i trækronerne, for sig selv og til hinanden, følte hun sig ikke nær så ensom og forladt.
Men fascinationen over skønheden af dette nye sted varede ikke evigt. Kendsgerningerne sneg sig ind på hende og de ramte hårdt. Hun var aldeles alene i et ukendt land. Hun vidste ikke hvor hun var, eller hvorfor hun var her, og der var kun hende selv til at besvare de mange spørgsmål, som hurtigt hobede sig op.
I starten havde forvirringen været total. Hun havde tilbragt mange timers vandring igennem skoven i håbet om, at noget ville give mening, hvis hun gik langt nok. Der måtte være andet end hende og de efterhånden fordømte træer, hun lod sig omgive af.
Efter niogtyve dage og tre timer følte hun sig vanvittig. Hun havde langt om længe indset, at hun havde ført sig selv rundt i store, flotte cirkler, for denne del af skoven virkede så sært bekendt. Men hun kunne ikke længere huske hvad hun havde prøvet og ikke prøvet. Det lignede vel alt sammen hinanden.

Hoppen ænsede ikke meget omkring sig. Der havde været for mange tanker, som eksploderede i hendes sind. Kaotiske, uorganiserede tanker, der alle krævede plads, hvor der ingen plads var. Alt sammen fordi hun ikke forstod.
Sneen knitrede under hende. Kviste og grene knækkede af, når hun stødte ind i dem. Hun var ikke klar over det pacende tempo, hun havde sat for dagen, men der var intet lydløst over hendes vandring. Med ét standsede hun. Foran hende tyndede træerne ud, der var åbent og lyst. Et spinkelt håb om, at hun havde fundet vej ud af den uendelige skov optog hende et kort øjeblik. Så indså hun, at det blot var en lysning.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,430,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/TywwNr9.png] Two's a Crowd Matt gled frem mellem de tyste graner som en høj, mørk skygge. Hvert skridt blev solidt, men noget nær lydløst plantet på det lag af sne som dækkede den ellers bløde skovbund. Han var i sit roligere lune, det havde han været i et stykke tid nu, men det ville ikke vare evigt. Måske var det øen der gjorde det, det skovtætte Chibale var altid ualmindeligt stille og forladt. Der var ikke megen plads at bevæge sig på for en hingst på hans størrelse. Hans ellers flammende energi blev dæmpet af de tavse træer og følelsen af, at intet levende befandt sig her. Det var et mærkeligt land. Selv nu, efter alt han efterhånden havde erfaret, fandt han det besynderligt. Men han var ved at gro sammen med det, hans fortid var visket væk her, ingen havde genkendt hans ansigt. Han var pludselig blevet til ingenting og hvad som helst, den dag han vågnede i græsset. Minderne gav dog aldrig slip. Den mørkebrune hingst prustede lavmælt ud, mens de kastanjebrune, i dette øjeblik udtryksløse øjne søgte hvilket som helst tegn på bevægelse mellem granerne. En anelse fraværende. Hans tanker vandrede. Undgik de minder, han undlod at prikke til og gemte dybt nede på bunden af sit sind. Men han var aldrig uopmærksom, det ville være et uklogt træk. Så da lyden af hovslag nåede hans spidsede ører, reagerede han med det samme. Matt standsede op med den mørke mule i en respektabel højde og virrede kortfattet på næseborene, da den fremmedes duft hurtigt fulgte lyden. Personen lagde bestemt ikke skjul på, at den var til stede. Han hørte grene knække, og forstod at hesten ikke var langt borte. Faktisk ganske tæt på. Og det var en hoppe, med en duft han ikke genkendte. Den mørkebrune blev stående lidt endnu, skjult af granernes skygger, mens han ventede på at se bevægelse mellem de tætte træer. wordcount 314

Kali rystede på det smalle, fine hoved og trådte ud i lyset. Hendes ben sank længere ned i snedækket, for det var dybere her i lysningen. Stadig fraværende sænkede hun sit hoved og begravede mulen i den våde sne, imens hun gik fremad. Næsten som om hun søgte noget.
Kontakten med den kolde overflade gjorde hende opmærksom på omgivelserne. Det var som om, hun kunne ånde igen, da hun langt om længe var på kort afstand af de fængslende træer, der tårnede sig op over hende fra alle tænkelige sider. Hun havde ikke set, hvordan det ensformige landskab havde leget med hendes forstand. Ikke før nu, hvor hendes tanker atter faldt på plads.
I et øjeblik stod hun og nød den fred, der var gledet over hende, men snart blev hun klar over, at hun ikke længere var alene. Den kølige brise bar den velkendte, skarpe duft af gran, harpiks og bark med sig, men så tiltrådte en andens fremmede duft. Hun hævede sit hoved opmærksomt og spidsede ørerne. Alt hun kunne udlede var, at en hingst var i hendes nærhed. Hendes blik flakkede rundt mellem træerne, men vedkommende var ikke let at få øje på i den tætte granskov.

Imens forsøgte hun at forholde sig til denne nye opdagelse. Så mærkeligt det var at se tegn på liv, når hun netop havde overbevist sig selv om, at der ingen var. Men det var en glædelig overraskelse, for hendes hjerte længtes sådan efter selskab.
Da hun endelig fik øje på den anden, undrede det hende, hvordan hun overhovedet kunne have overset ham. Han tegnede sig som en stor, mørkebrun silhuet i vinterlandskabet og det strejfede hende, om det nu var klogt at opsøge ham.
Selvfølgelig lyttede hun ikke. I stedet forlod hun lysningen med et gennemtrængende vrinsk til hilsen og gik hingsten i møde. De glasblå øjne strålede i en hvis lettelse over, at ensomheden langt om længe var brudt. Alligevel lod den brogede hoppe ikke til at forhaste sig, da hun nærmede sig sit mål. Hingsten ville vente, det vidste hun.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,430,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/TywwNr9.png] Two's a Crowd Der gik ikke mange sekunder, før hans øjne fangede bevægelse mellem træerne. Hoppen bevægede sig stadig tydeligt uforsigtigt, nærmest med en hvis forvirring. Den mørkebrune virrede tavst på mulen mens det kastanjebrune blik fulgte hendes bevægelser. Det var en lysning hun havde begivet sig ud i, en af de få på Chibale. Han kendte den godt, havde været her før. På trods af træernes tæthed, af manglen på variation i landskabet, så vidste han præcis hvor han befandt sig. Det var ikke den ø han befandt sig mest på, grundet den manglende plads at udfolde sig på og den tunge stilhed mellem granerne der kunne drive ham til randen af vanvid på de værste dage, men han havde brugt mange dage på at orientere sig i det underlige land. Hver ø var en verden for sig selv. Denne var klart den mindste af dem, men det var ikke noget nemt landskab at finde rundt i. Han rørte knap på sig, da han fornemmede at hoppen havde lagt mærke til ham. Endnu nærmede han sig ikke, observerede blot, det var for ham som sådan intet tab hvis hun valgte at fordufte. Men han undrede sig alligevel en smule. Over kropssproget, over uforsigtigheden. Det mindede ham en anelse om en anden skabning, han havde tidligere havde mødt en mørk aften. Matt drejede ørerne frem da et lyst vrinsk gjaldede ud i stilheden og gjorde hans undring større. De fleste heste i Andromeda var forholdsvis forsigtige, de vidste at skyggerne kunne rumme mere end blot mørke. Men ikke denne hoppe. Hun nærmede sig, mens den mørkebrune for et kort øjeblik overvejede. Hvorefter han gav et kort prust fra sig og valgte at gå hoppen i møde, med lange skridt gled han videre mellem træerne i retningen af denne fremmede. Det var underligt så stille han var. Hans slanke krop var varm, men den higede ikke efter at danse, efter at mærke musklerne arbejde. Der var kun tavshed i ham, men undringen over den anden spirrede. Måske var det en dårlig dag for selskab, måske var det ikke. Han ville gerne vide, hvorfor hoppen tumlede sådan gennem skoven, som hun gjorde. wordcount 357

Hun havde læst en manglende interesse hos den mørkebrune hingst. I lang tid stod han helt stille uden at foretrække en muskel, som om hendes tilstedeværelse var ham ligegyldig. Så svarede han hende alligevel og skridtede hen mod hende, men af hvilke grunde vidste hun ikke. Det kunne have været lignende hendes egne. At ensomheden drev ham frem, at han manglede afbræk fra sin egen, lille verden.
Den lysbrogede hoppe stoppede abrupt et par meter fra ham, som var der ud af ingenting en grænse, hun ikke kunne træde henover. Hendes ører vendte sig bagud, hun kiggede sig tilbage, som om der var noget at se. Men det var blot for at konstatere, at hun var trådt ud af lysningen og igen stod indelukket under grantræerne. Denne gang rørte det hende ikke og grunden var udelukkende hans.
Hun drejede hovedet mod ham. Så ham an, som han stod foran hende. Han var smuk, netop fordi han udstrålede en indre ro, som hun straks sansede og nød godt af.

”Hingst, du aner ikke, hvor jeg har brug for dig,” sagde hun.

De næsten hvidblå øjne hvilede på ham, men de lyste ikke med samme intensitet, som da hun gik ham i møde. Hendes ordvalg var mærkeligt og mystisk, selv tonefaldet klang at noget usammenhængende, der gav en særlig mening i hendes hoved. Det var ikke sådan, man hilste hinanden, men Kali var ikke hvem som helst. Ikke når hun var alene og forvirret, ikke her i denne verden, der gemte på så mange spørgsmål og så få svar.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,430,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/TywwNr9.png] Two's a Crowd Det var en hoppe med et lidt specielt udseende. Broget, med grå man og de lyseste blå øjne han havde set. Hun var både hvid og lysebrun, og forvirringen strålede fra det fine ansigt. Hun standsede brat op nogle meter fra ham, inden han selv lod sine skridt ophøre. Han virkede nærmest afslappet ved siden af denne hoppe. De isblå øjne, der nu blev rettet mod ham, virkede nærmest en anelse fortabte. Uden at foretrække en mine lod han sit uudgrundelige, kastanjebrune blik møde hendes. Indtil hun åbnede munden, og hendes ord fik ham til at dreje begge ører frem mod hende. Det var ikke ligefrem hvad han ville kalde en hilsen, men han forstod så meget, at hun måtte være i en uønsket situation. Han lod et kort blik falde ind mellem grantræerne, mens han hurtigt fastslog, at hun nok ikke blev forfulgt. Nok var hun uforsigtig, men hun var ikke på flugt. Hans blik fandt snart tilbage til den spinkle hoppe, og der gik et øjeblik mere, inden han selv lod sin karakteristiske stemme lyde. En dyb bas helt nede fra brystet. ”Er du faret vild, lille dame?" Hun mindede ham stadig lidt om den hvide Dune. Han havde aldrig set hende igen efter at han fandt hende i selv samme skov, mindst ligeså omtumlet som denne hoppe. Hun havde ligefrem været bange for ham, ment at noget lurede i mørket. Matt udstødte et hingstet prust. Hvis den brogede søgte beroligelse, var hun rendt ind i den forkerte hingst. wordcount 251

Hendes hoved var opmærksomt hævet imod ham. Det lignede næsten, at hun var stivnet i samme bevægelse, som hun endnu fastholdt. Tavst.
Han måtte ikke have høje tanker om denne hoppe, tilsyneladende fortabt midt ude i skoven. Hun kunne mærke på ham, at han til gengæld var bekendt med dette sted. Han udstrålede en ro og en vished om, hvor han var. Det var meningen, at han skulle befinde sig her.
Og hun forstod det ikke. Hun forstod ikke, hvorfor hun stod foran de kastanjebrune, undersøgende øjne, for det var ikke her, hun havde valgt at være.
Langsomt og dvælende lænede hun sig frem og trådte atter et skridt frem mod ham. På en næsten truende facon, havde det været en anden end hende. Om hun var faret vild?
De glasblå øjne lynede i latter. Hun kunne ikke lade være med at more sig, for af ukendte årsager var det et overraskende spørgsmål. Faret vild?

”Nej,” lo hun.

Mange kunne have mistænkt hende for en krænket stolthed. At hun benægtede, fordi det var for flovt at indrømme. Men hun morede sig mest af alt, fordi hun ikke havde overvejet det før nu. Hun havde været forvirret og ensom, tilmed desperat, men aldrig havde hun spurgt sig selv, om hun var blevet væk i skoven. Det måtte hun overveje, før hun svarede ham. Denne fremmed, hvis navn hun ikke kendte, og hvis hjælp hun ikke var sikker på at modtage.

”Nej,” gentog hun med antydningen af endnu et smil. ”Men jeg har det som om, jeg går rundt i en drøm.”

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,430,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/TywwNr9.png] Two's a Crowd Han virrede på mulen, da hun kom nærmere. Hun var i hvert fald ikke bange af sig, så meget var sikkert. Selv blev han stående, med den mørke mule respektabelt placeret og det mørke blik endnu rettet mod hende. En hvislen lød da han gav et svirp med den ravnsorte hale. Udtrykket i de isblå øjne skiftede og blev nærmest muntert, hvilket udløste en brummen hos den mørkebrune. Han spidsede igen ørerne, da hoppen brød stilheden med sin stemme, kun for at give udtryk for det, øjnene fortalte ham. "En drøm… Det er en interessant teori," Han betragtede hende i et kort øjeblik. Det gik efterhånden op for ham, hvad det var, der gik den brogede hoppe på. Noget sagde ham, at hun i en eller anden grad virkelig var faret vild, hun var i hvert fald blevet væk. Ligesom han selv var blevet det, og som de fleste andre her. Han var næsten lige ved at smile ad hendes ord, men det nåede aldrig frem til hans mund. "Det er et mærkeligt land, men jeg ville ikke ligefrem kalde det en drøm. Mere en anden verden." Matt var klar over, at han måtte tale i gåder for den fremmede hoppe. Han var næsten sikker på at hun ikke helt var klar over, hvor hun virkelig befandt sig. Men hendes reaktioner var interessante, og så igen, man kunne aldrig være helt sikker.. Måske havde hun blot vandret for længe mellem granerne. wordcount 245

Kali betragtede årvågent den mørkebrune hingst. Han syntes at have givet hende sin fulde opmærksomhed, i hvert fald for nu, og det var vigtigt. Det var vigtigt at han ikke overvejede at vende om og forlade hende, før hun kunne nå til bunds i sin situation.
Men han var ikke til megen hjælp. Hun måtte virkelig koncentrere sig for at forstå, hvad han sagde til hende. Der var så mange antydninger i de få ord, han gav hende, men de var ikke nok. Hun vippede hovedet let på skrå, næsten som en nysgerrig fugl på sin gren. Der var forundring malet i alle hendes træk.

”Jeg har set mange verdener, hingst. Men modsat denne, kan jeg huske, hvordan jeg fandt dem.”

Det var stadig som om, hun kunne vågne på hvilket som helst tidspunkt og finde sig selv i mere bekendte omgivelser. Men hans ord trængte alligevel ind efter noget tid, for hun var langsomt sunket sammen i sin holdning. Tanken om, at dette var virkeligheden, gjorde hende en anelse bedrøvet. Hun sukkede.

”Det er i sandhed et mærkeligt land. Du må fortælle mig mere.”

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,430,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/TywwNr9.png] Two's a Crowd Himlen begyndte at gråne over dem, mens eftermiddagen svandt ind og efterhånden blev til mørke. Der ville dog nok gå en times tid endnu, og den lysbrogede hoppe skilte sig tydeligt ud mellem de grønne grantræer. Han bemærkede hendes undersøgende blik, nærmest afventende, men vidste ikke hvad det mon var, hun forventede af ham. Hendes næste ord gjorde det dog klart, at hun virkelig var blevet væk. Hun var dumpet ned her, og han tvivlede på at nogen af dem nogensinde ville få deres gamle verden at se igen. Medmindre man selvfølgelig valgte at tage chancen og krydse havet, men der var næppe store overlevelseschancer. Han brummede af hende endnu en gang, nok var hun forvirret, men hun virkede ikke ulykkelig over tabet af hendes tidligere liv. Lige indtil hendes udtryk skiftede igen, og nu virkede mere håbløs. Han var heller ikke meget af en redning, i stedet for at forklare fra start havde han sat sin egen teori på en prøve. "Jeg kan ikke svare dig på, hvordan du er endt her," Endnu et mysterium ved landet, som ventede på at blive løst. Det var fuld af gåder, og så alligevel meget simpelt. De var alle sammen endt i et mystisk land med såkaldte magiske væsener uden nogen anseelig grund til, hvorfor. Og hvordan forklarede man det? Der var meget han endnu ikke selv vidste, mange heste han ikke havde mødt. Men han havde set det lys, der havde bragt dem alle sammen hertil. Og det ventede på ham. "Du befinder dig i Andromeda, et land bestående af fem øer." Han lagde praktisk ud. Han kunne have præsenteret sig selv, men han var ikke specielt interesseret i etikette på trods af hans tidligere stand, og hoppen virkede tilfreds med at have fastslået hans køn. wordcount 295

Hingsten indså endelig, at Kali havde brug for viden. Før talte han i gåder, nu fortalte han hende sandheden. Trods at det ikke var guldgruber, han gav hende, følte hun sig alligevel taknemmelig. Det var lettere at acceptere denne verden, hvis hun vidste, hvad hun kunne kalde den.
Andromeda lød så eventyrligt, men dog så fængslende på samme tid. Det lovede intet andet end oplevelser på godt og ondt, og derfor anede hun ikke, hvad hun skulle tænke.

Hun kastede et blik på den grånende himmel over dem. Snart ville solen forsvinde helt og tage endnu en dag med sig. Tredive dage havde hun tilbragt i denne skov og hun havde aldrig været så afklaret som nu.
Blandt grantræerne kunne hun stadig fornemme sit fortvivlede sind, der havde hærget skoven og været blind for den idylliske skønhed, landskabet besad. Nu så hun endelig de første glimt af den, men hun følte sig stadig ikke tilpas. Spørgsmålet var, om hun nogensinde ville.

"Jeg vil gerne se det smukkeste sted på hele øen."

Netop som hun fik sagt ordene, indså hun det rigtige i dem. Denne skov var tvivlsomt kilden til hendes lykke. Den var grim og dunkel i hendes øjne, til tider så omklamrende, at hun ikke kunne få luft. Men der måtte være noget ved dette sted, som havde fået hingsten til at blive. Han virkede ikke ulykkelig og det gav hende en smule håb.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,430,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/TywwNr9.png] Two's a Crowd De kastanjebrune øjne studerede hende nøje, tavst. Han var ikke lige frem snakkesalig og han havde efterhånden stået stille længe. Det rykkede en anelse i ham, ganske svagt. Energien der boblede et eller andet sted langt inde, ventende på at bryde ud. Men hans opmærksomhed var rettet mod den lysbrogede hoppe, hvis ansigtsudtryk blev ved med at skifte. Han havde ikke givet hende mange tråde at gå efter. Alligevel overraskede hendes ord ham. Det var i hvert fald ikke et ønske, han før havde hørt, eller end selv havde tænkt. "Det smukkeste sted på Chibale?" Et svirp med den ravnsorte hale fulgte, og han slog kort med mulen inden hans blik plantede sig på hende igen. Sikke en spøjs hoppe. Hvor mange dage havde hun mon egentlig befundet sig her? Han tvivlede stærkt på, at hun havde været på nogle af de andre øer. Så det undrede ham, at hun ville se mere af denne, nu da hun vidste at der fandtes andre. Matt vrikkede med ørerne. Han kunne sådanset bare fordufte, men hun var på sin egen måde interessant. Og han havde selv været i hendes situation. Så han blev stående. "Skønhed afhænger af øjnene der ser, ved du. Jeg kan vise dig den største af søerne, det tætteste af skoven. Eller jeg kan vise dig kysten." Det var mange ord på én gang. Og så hjælpsom han var. Han var lige ved at brumme. wordcount 236

Et langt øjeblik var tavsheden total. Hendes blik blev fjernere, da hun sank ind i sig selv, ind i tankerne. Hvilken skønhed ønskede hun at se? Hvad kunne overbevise hende? Hun anede det ikke. Uden svar mødte hun de nøddebrune øjne igen.

Kali var forbavset over hingsten. Han virkede stille og afklaret med sig selv, men alligevel var han så urolig, når han stod foran hende. Han brummede, svirpede med den natsorte hale, virrede med hovedet og ørerne i en konstant, stillestående dans. Noget sagde hende, at øjet bedrog hende, hvad angik denne – stadig – fremmede. Der var noget, hun overså.
Hendes ører vippede i hans retning. Hun måtte formode, at han var kommet hertil af egen fri vilje. Han virkede kendt i området og han afskyede ikke øen som sådan.

“Men jeg vil se, hvad du ønsker at vise mig. Der må være noget, du finder smukkest.”

Hun kunne umuligt opleve Chibale gennem sine egne øjne længere. Hvis hun ønskede at værdsætte dette mærkelige sted, måtte en anden bane hende vejen.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,430,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/TywwNr9.png] Two's a Crowd Noget han fandt smukkest? Den mørkebrune så tavst på hende i et langtrukkent øjeblik. Han havde undersøgt mange af øernes afkroge, men det var ikke fordi han havde ledt efter skønhed. Han havde søgt viden. Han var en hingst med overblik. Eller det bildte han sig i hvert fald ind, selvom han et eller andet sted var udmærket klar over at han var en utæmmet sjæl. Der var grænser for hans selvdisciplin. Men skønhed? Han vippede med de bløde ører. Og nappede så uventet ud i luften efter den lysbrogede, idet han havde bestemt sig. Hendes ønske forekom ham lidt for personligt, og han så i hendes isblå øjne hvordan hun håbede på, at han kunne gøre noget for hende. Han var ikke sikker på hvad, men det lå i luften. Sikke en underlig hoppe. Men ikke kedelig. "Kysten." Det kom kortfattet, og samtidig med at han allerede havde taget de første skridt ind mellem træerne. Han havde stået stille længe, dvælet, men hun havde livet op i hans tanker og nu havde de brug for plads. Så det glædede ham, at han endelig kunne bevæge sig igen. Men nogen vild galop blev det ikke til. Han skridtede ind mellem granerne med lange skridt, hovedet opmærksomt hævet, mens han forventede at høre lyden af hendes hovslag bag sig. wordcount 218

Hun blev overrasket, da han nappede ud i luften efter hende. Hendes reaktion var at trække hovedet en anelse tilbage, men kun som en naturlig refleks. Egentlig generede det hende ikke. Det var tydeligt, at han havde stået stille for længe og han var åbenbart ikke typen, der kunne.

Hun blev stående et stykke tid og benyttede muligheden for at beskue ham, uden at han kunne se hende. Da han havde stået lige foran hende, var der andre ting i fokus. Hun havde haft mere brug for at vide, hvor hun var end hvem der var i hendes nærhed.
Han var stor og slank mellem de sneprydede grannåle, men som mørket faldt på, sank den mørkebrune skikkelse også mere i et med sine omgivelser. Det gik op for hende, at hun end ikke havde fået hans navn. Men der var generelt så meget, hun ikke vidste. Og hun tillagde det ikke den største betydning.

Med et svagt prust satte hun i galop efter ham. De lange skridt han tog, havde allerede fået ham et godt stykke på vej, men i hendes tempo fik hun hurtigt indhentet ham. Et kort øjeblik overvejede hun at stoppe, da hun nåede op til ham, men i stedet strøg hun forbi ham. Det var vel hendes egen lille teori, der skulle sættes på en prøve. Om han virkelig var så behersket som han gav udtryk for.

Hun smilede næsten. Det skulle blive interessant at opleve dette land, hun i øjeblikket ikke ønskede sig. Der var grænser, hun skulle udforske, før hun vendte hjem.