Two's a Crowd

Two's a Crowd

Lyden af hendes hovslag afslørede hurtigt, at hoppen havde andre tanker, end det tempo han egentlig havde sat dem for. Matt så efter hende et øjeblik, da hendes spinkle skikkelse fortsatte forbi ham. Hun forsvandt hurtigt mellem granerne. Han gav hende et forspring, bare nogle sekunder. Så han havde noget at indhente.. Han brummede af sig selv og overvejede kort, om hun rent faktisk udfordrede ham, eller om hun blot pludselig var livet op. Hendes skridt var mindre ulykkelige end før. Det smittede.

Hans slank krop skød fremad i et kraftigt spring, som blev til en smidig, men behersket galop. Der var ikke meget plads for ham at bevæge sig på mellem de flere meter høje graner, men det var ikke noget uvant terræn. Hans lemmer livede op med det samme, som ild flød hans blod hurtigere gennem kroppen og varmede musklerne op. Og han nød det. Fornemmelsen. Men den tog aggressivt fat og holdt ved, den krævede koncentration hvis ikke den skulle løbe løbsk, som den oftest gjorde alligevel. Han indhentede hende snart, men holdt sig bag hende. De skulle ligeud et godt stykke endnu, de var ikke langt fra kysten her. Hans mørke næseborer dirrede en anelse.

Jo, han ville vise hende kysten, hvorfra man kunne se Leventera og Enophis’ bredder. Den vestlige kyst. Så ville hun se, at her var mere end blot grantræer.

word count 227

Kali smøg sig ubesværet ind og ud mellem de slanke, dybgrønne grantræer. Selv her, i skovens indelukke, mærkede hun brisen danse henover det brogede skind, der hvirvlede den lange, sandbrune man rundt. Hun strakte sig i galoppen og nød fornemmelsen af at være i bevægelse for alvor.

Hun kunne høre den mørkebrune bag sig, men han gjorde intet forsøg på at indhente hende. I stedet holdte han sig bagved, og det var på ingen måde hendes intention. Da muligheden bød sig, sprang hun til siden for ham og dundrede gennem skoven i sin egen bane.

De glasblå øjne fangede hans, i dét hun drejede hovedet, og der lå en stiltiende udfordring i det blik, hun sendte ham. Om hvad var en anden sag. Hun havde startet dette spontane, vanvittige løb, for at fremprovokere den vildskab, der måske fandtes i hans årer. I stedet havde hun fremkaldt sin egen og der var intet hun gjorde, for at bremse den. Tværtimod. Kali satte farten op, for selvom hun på ingen måde havde håb om at løbe hingsten træt, skadede det ikke at prøve.

Two's a Crowd

Den mørkebrune gav et fnys fra sig, da den brogede, slanke hoppe han af mystiske grunde havde valgt at vise vej gennem skoven skiftede bane i et pludseligt spring. Det var noget af et træk, grantræerne stod høje og tæt omkring de to, lyden af dundrende hovslag brød den gennemtrængende stilhed som var karakteristisk for Chibale. Og så det blik hun sendte ham. Hvad ville hun have fra ham? Det var tydeligt at hun udfordrede ham, hvorfor havde han ingen idé om, men det trak i ham, dybt inde, nede fra dybet af hans mørke ville det buldre frem. Det havde slumret i nogle dage, han havde vandret alene og ikke ønsket det anderledes, havde søgt den stilhed han ellers fandt helt og aldeles ulidelig. Energien var vågnet, men han var ikke hidsig, det var ikke den voldsomme energi som normalt løb gennem ham.

Så han strakte sine stærke ben en smule mere og gled op på siden af den brogede, hvorefter han brummede hingstet ad hende. Musklerne spillede under den selv om vinteren glatte pels over hans hals, han sørgede for at hver eneste af dem var i gang, at de arbejdede under ham. Der var altid mere styrke at vinde, mere udholdenhed at finde, grænser at flytte. Men han havde ingen grænser, der var dage hvor han ville blive ved selvom hans lemmer rystede af anstrengelse. Det var ikke sådan en dag. Han havde kysten i tankerne, han overvejede, hvor hun mon kom fra, hvilken verden.

Uden et ord drejede han retningen en anelse, selvom det gik stærkt havde han styr på, hvor de var. Det var som sådan en overskuelig ø, på trods af at alt lignede hinanden. Men man lærte hurtigt at se efter de rigtige pejlemærker. Og først da valgte han at sætte farten yderligere op.

word count 301

Den lysbrogede fulgte ham med lethed, da han skiftede retning, eftersom hun var mere opmærksom på ham end sine omgivelser. Selv da han øgede farten yderligere, reagerede hun blot et splitsekund senere og gjorde det samme. Det blev snart klart for hende, at hun ikke var nogen konkurrent til de spillende muskler og den udholdenhed, som han tilsyneladende besad. Men det hæsblæsende tempo, de havde presset hinanden op i, var ej heller hvad hun søgte.
Hendes mange frustrationer, der ubemærket havde bygget sig op over de sidste mange dage, var begyndt at ophobe sig og krævede frit løb.
Det var ikke svar om sit nye hjem hun ledte efter i hingstens selskab, men snarere en at drive lige så skør, som hun følte sig og havde følt sig i lang tid. Det beklagelige var bare, at hingsten forblev upåvirket.

Kali snappede ud efter ham, halvt i leg og halvt i irritation. Et fnys stod fra den irriterede sjæl, men alligevel prydede et smil hendes mule. Hun kunne se for sig, hvordan de dundrede afsted mellem grantræerne uden nogen egentlig grund. Det var på sin vis latterligt og fjollet.
Men hoppen var udenfor fornuftens rækkevidde, så hun satte farten om muligt mere op som det eneste middel til at vinde den udfordring, hun havde indledt og stadig ikke anede, hvordan hun kunne vinde. Simpelthen fordi hun ikke anede, hvad den gik ud på, andet end at fremtvinge en mindre kontrolleret side af hendes nye bekendtskab. Det virkede som en håbløs mission, specielt fordi kysten ikke kunne være langt væk på denne lille ø.

Two's a Crowd

Hun fulgte hans bevægelser uden overhovedet at lægge mærke til, om hendes omgivelser var til det. Også det undrede den mørkebrune, som fornemmede en ophobende frustration hos hoppen hvis navn han end ikke kendte. Han kunne fornemme den fordi han genkendte den. Det var dog ikke af frustration, når han selv buldrede afsted, når han pressede sin krop til dets yderste og længere endnu. Det var ganske simpelt et behov, som han var nødt til at opfylde for ikke at blive vanvittig, det var hans stræben efter at blive stærkere og bedre. Men han vidste hvordan frustration så ud. Alligevel følte han på ingen måde, at han havde regnet hende ud, og gjorde ingen yderligere forsøg. Hvad hun ville med ham var ham et mysterium, men han ville give hende den hjælp hun havde brug for, om hun ønskede den eller ej. Hvorfor var han ikke sikker på, han kunne som sådan være ligeglad. Men han var mere social end man skulle tro, normalt var han også mere frisk på en udfordring, han ville have hevet hende med og slidt dem begge op. Det var ikke sådan i dag. Han undgik hendes snappen og slog skarpt med sin natsorte hale i et hårdt smæld. De mørkebrune ører gled automatisk en anelse ned i nakken, men han fnøs blot endnu en gang. Og så hævede hun tempoet. Det virkede usikkert, det krævede stor dygtighed at bevæge sig med så stor fart mellem så tætte træer, og selvom hun var elegant så var det dristigt.

Han fulgte ikke med selvom han kunne, selvom hans muskler var ivrige, mest af alt fordi øen snart hørte op og blev til et brusende hav. Lugten af salt hang allerede i hans let opspilede næseborer, og modsat hende så smed han forhovene hårdt i jorden og bremsede skarpt op. En hingstet vrinsken steg op fra hans strube, en dyb tone som kom helt nede fra brystet uden at hans bevidsthed ville det. Det var en skarp markering, et tegn som krævede den brogede hoppes opmærksomhed. Måske ville hun standse, måske ville hun fortsætte direkte ud i bølgerne, det var op til hende. Med lange skridt satte Matt frem igen i samme retning, og han skulle ikke langt før træerne døde ud og blev til få og så til ingen, erstattet af sand under hovene.

word count 388

Den lysbrogede stormede gennem skoven. Det var ikke længere et spørgsmål om at udfordre den kastanjebrune hingst, for den skarpe lugt af havsalt og tang fik hendes næsebor til at dirre og de vanvittige øjne til at lyse i ny iver. Et vrinsk undslap hende.
Ørerne drejede sig bagud, da hingsten markerede advarende og satte farten ned. Men nu kunne hun høre de piskende bølger og næsten mærke det hvide havskum, der kærtegnede de lange ben. Hun kunne umuligt stoppe nu.
Jorden blev blødere og mere eftergivende, da den hårde skovbund blev erstattet af fine sandkorn og snart mærkede hun havvandet under sine hove. Med ét standsede hun op i vandkanten. Hendes puls hamrede afsted, hun pustede voldsomt og små svedperler var begyndt at forme sig i den delvist hvide pels. Det var nærmest stresssymptomer.

Men nu stod hun fuldkommen stille. Det var tydeligt, at roen havde sænket sig over hende, og hvad end der havde drevet hende fremad, var forsvundet ud af den blå luft. Hun så udover det smukke, mørkeblå hav. Her var hun fri, her havde hun plads. Det var langt fra som de klaustrofobiske, tætomsluttende træer, der omgav hende på alle sider. Med et enkelt prust drejede hun hovedet mod hingsten, der efterhånden havde indhentet hende. Hun smilede.

”Hingst, mit navn er Kali.”

Som alt andet blev det sagt i en pludselig indskydelse. Det slog hende, at hun skyldte ham tak for at føre hende hertil og på sin vis fortjente han en præsentation.