Der var engang.. (Seth)

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Der var engang en hoppe, der var fuld af mod, stædighed og gåpåmod. En hoppe der havde haft en barndom som hun ikke ønskede for andre. En hoppe, der levede uden forældre i sine følår, og som dermed led en stor sorg og ensomhed. Men den hoppe havde rejst sig, og da hun blev 3 år, havde hun fundet sin fader, Djange. Den hoppe, havde båret sig frem med en stor stædighed, og hun bukkede ikke under for andres pres eller muskler. Hoppen havde dog en gang i sit liv, ladet sin stædighed falde, og sin krop ligeså; for hun var kommer under pres fra en stærkere og mere stædig hingst, end hun selv var; Seth. Hoppen havde åbnet sig langsomt for denne sorte skabning, og han for hende; og dette til trods for at han havde skabt liv i hende, uden hun ønskede dette. Men hun fødte et hoppeføl, smuk og velskabt; elskelig, og elsket højt af hoppen selv. Men da tingene så ud til endelig at gå hende i medgang, forsvandt det hele. Faderen forsvandt, plejemoderen forsvandt, den sorte hingst forsvandt; og hoppeføllet ligeså, død og borte, ville alle mene.. Den stædige hoppe, rejste sig ikke mere, hun forsvandt blot ind i sig selv. Indædt og ensom, det var det eneste hoppen blev; indelukket og bitter. Denne ensomme, indædte, bitre og indelukkede hoppe, kom nu gående, med de sorte hove plantet tungt ned imod den våde dog halvfrosne jord, der var at finde på øen Chibale. Den grå hoppe havde før i tiden båret en stor muskulatur, men nu var musklerne langsomt forsvundet mere og mere, og fedtet på hendes grålige krop ligeså. Musklerne var der ganske vidst stadig, men godt gemt og ubrugt, det var de. Asira havde tilbragt det meste af sin tid på Chibale, efter at Saphira var forsvundet som dug for solen. Og hun havde heller ikke i sinde at forlade øen endnu. Hun lod de mørke øre falde helt ned i hendes sorte man, inden hun da slog et slag med den sorte hale bag hende, inden hun i et ryk stoppede op. Hun lod den grå mule sænke sig ned til den småfrosne vandpyt, undersøgende, inden hun i en voldsom bevægelse smadrede sin sorte hov i overfladen af isen, så isen splintredes og knækkede i mange stykker. Hendes spejlbillede, det ville hun aldeles ikke se, aldrig mere. Det vand der nu kom til syne under isen, lod hun sin mule røre, og tog et par langtrukne slurke, inden hun da hev hovedet op, og fortsatte sin færd, længere og længere ind i skoven, så træerne næsten til sidst stod så tæt, at det ville være svært for større heste, at bevæge sig ind mellem dem. Og da forsvandt den grå Asira, ind imellem de tætte træer, til hun kom til den lille åbning, det krat, hvor hun havde født Saphira. Her lod hun sin mule falde ned imod de visne blade, inden hun med et bump lagde sin krop ned, med et langtrukkent suk. Hun kunne knapt kende sig selv mere, for de mange følelser hun bar rundt på. Had, sorg, ensomhed, tvivlsomhed, og følelsen af at være blevet skuffet og svigtet, af alt for mange sjæle, på én gang. Ja, Asira rejste sig normalt altid, og lod stædigheden sejre; men ikke denne gang. For hvad var der at sejre eller kæmpe for? Word Count 561

Var der noget, man altid kunne være sikker på, så var det, at tiden gik. Tiden gik, uanset om man ville det eller ej. Tiden gik, og den gik i sit eget tempo. Tiden gik, og det ville den altid gøre; tiden var vel nok en af de få ting, der aldrig ville få en ende, selvom alt andet ville. Seths forsvinden var en af de ting, der ikke ville vare evigt. For ham var det naturligvis ikke en forsvinden, men derimod en lille rejse, og skulle tingene være, som han ville have det, så var der heller ikke nogen, der havde bemærket hans fravær. Og hvis det alligevel var tilfældet, så måtte det hellere end gerne være en god ting i deres øjne og ikke en dårlig ting. Det var ikke meningen, at nogen skulle savne ham. Faktisk måtte de alle sammen bare gerne glemme alt om ham. At den mening så ikke rigtigt hang sammen med den mening, der inderst inde i hans lille forvirrede hoved, var så en anden side af sagen, som den sorte Seth absolut ikke brød sig om at tænke på. For selvom han havde klare meninger om, at andre bestemt ikke skulle nære bekymrede tanker over hans fravær, så betød det ikke, at han ikke stadigvæk skænkede visse andre en tanke af og til. Ikke at han ville kendes ved det, men på den anden side var det virkelig svært at overbevise sig selv om, at man ikke tænkte de tanker, man gjorde.

Der var Illana. Den gyldne hoppe havde vel et eller andet sted gjort et indtryk på Seth, for selvom han var klar over, at hun ikke brød sig om ham, og han absolut heller ikke brød sig om hende, så var hun absolut ikke som alle andre. Så var der hans døtre. Han havde aldrig rigtig haft noget med nogen af dem at gøre, og selv hvis de stadigvæk var i live, hvad var chancen så for, at han alligevel skulle lære dem at kende? Og til sidst var der Asira. Det var længe siden, den slanke, sorte hingst sidst havde sat sine hove på Chibale. Med den karakteristiske, rolige gang med de lange skridt bevægede han sig fra kysten og ind mellem træerne for at søge ly - ikke at han var særlig synlig alligevel, eftersom han var så sort som natten selv. Ørerne var rettet en anelse bagud og, og alt i alt var der ikke en finger at sætte på ham. Musklerne var som altid ikke fremtrædende på grund af hans bygning, men de var der, og han havde indtil videre ikke tabt sig meget over vinteren. En kølig brise snoede sig mellem træerne og greb forsigtig fat i spidserne af den lange, sorte man, som den forsøgte at trække med sig. Afstanden mellem træerne blev kortere og kortere, jo længere ind i skoven han bevægede sig, og da han mente, at han havde nået en tilpas dybde i skoven, drejede han ind på en lille lysning længere fremme. Og der stoppede han brat op og lod begge ører falde om mod hans nakke, mens det fintformede hoved blev hævet betydeligt i vejret. Først da han havde betragtet den grå, lettere kantede klump, der lå på den lettere frosne skovbund, knejsede han galant op i nakken og rynkede svagt på mulen, inden han ganske stille trådte et enkelt, lille skridt frem mod skikkelsen. Var det virkelig hende?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Til tider ville den grå Asira, ønske at hun blot havde været et ikke eksisterende væsen. At hun aldrig havde været noget, der kom til live, og som kom til at bevæge sig af sted, på sine fire spinkle ben. Men dette ville skæbnen hende altså anderledes. For et liv, det var hun blevet til. Men hvilket liv; det kunne enhver så nok diskutere, uden at komme til enighed. Asira var ikke som mange andre i dette land; åbne, smilende, glade, godmodige, snaksagelige og med ønsket om kærlighed og familie. Nej, den grå hoppe var slet ikke som dem. Faktisk, var hun vel stortset alt det modsatte, og så dog alligevel ikke. Men Asira var altså i live endnu, men hvorfor hun var det, ja, det havde hun skam ikke nogen som helst idé om. De mørkegrå øre vippede stille rundt, lyttende til den stilhed der altid var omkring hendes krop, for hun søgte aldrig selskab. Ikke mere. Og de få selskaber hun senest havde haft, havde ført til kampe, og dermed flere synlige ar, end dem hun allerede havde haft inden mødet med dem. Et tungt prust gled fra den grå hoppe, mens ørene stille vippede rundt, inden hun da lod sine øjenlåg falde tungt ned, så søvnen langsomt ville kunne tage imod hende. Og der gik ikke længe, før søvnen greb om hende, med de tunge og mørke fangearme; og drømmene kunne nu starte forfra, som de gjorde hver eneste nat. En drøm, om Saphira og Seth, Taia og Djange, én efter én, blev de revet væk fra hende, og ned i jorden, væk fra de levendes overflader, til hun til sidst stod helt alene, på Chibale, hvor træerne omkring hende brændte ubarmhjertigt, og hurtigt. Hun havde ikke andre valg, end at sætte i galop, flygte for sit liv, og forlade det tomme hul, som de alle, hver og en var forsvundet ned i, med hvinende og smertende stemmer, mens hun blot havde stået der, lamslået og lænket af.. ingenting, og alting. Den grå Asira rystede svagt i søvne, og ørene veg helt ned i den mørke man, mens kroppen spændte op og derefter blev slap igen. Disse bevægelser skete mange gange, i løbet af den drøm, der for igennem hendes indre nethinde, og ødelagde hendes søvn hver eneste nat. For drømmen var med til at sørge for, at den unge Asira ikke kunne glemme deres ansigter, deres stemmer og lyde.. ,,Nej.. De.. Nej!" Hendes stemme lød, tung, træt og skinger. Men det var ikke henvendt til nogen; kun hende selv, i sin drøm. Hvad der foregik omkring Asira i den virkelige verden, ja, den ænsede den grå hoppe ikke.. Word Count 442

Seth havde aldrig glemt Asira. Om end hans stolthed umådeligt gerne ville, så var der andre sider af ham, der i dette tilfælde var bedre til at banke i bordet og råbe endnu højere og gennemtrængende end den pokkers stolthed. Det havde aldrig været let mellem de to, og selvom det egentligt aldrig var simpelt for Seth at være i selskab med nogen, så var der noget helt særligt over lige netop det selskab, som Asira skænkede ham. Hun forventede intet. Ønskede intet af ham - for det meste kun, at han skulle lade hende være, men det havde han efterhånden lært at se ud over, og hun havde lært, at hun lige så godt kunne lade være med at bede ham om det. Til sidst havde det dog ændret sig. Til sidst havde de begge måttet erkende, hvad der foregik. Og nu? Nu havde Seth ikke den fjerneste anelse. Faktisk havde han ikke en gang kunnet vide sig sikker på, om hun stadigvæk ville være i live, når og hvis han engang vendte tilbage. Det var først, da han nu med forsigtige skridt nærmede sig den grå skikkelse på jorden. Normalt var Asira ikke typen, der lod sine sanser falde til jorden, men det var tydeligt for Seth, at hun end ikke ænsede ham. Hun lå bare der. Og var det ikke fordi, at man kunne ane, hvordan hendes bug hævede og sænkede sig ved hendes vejrtrækning, kunne man i et øjeblik godt have frygtet, at naturen endelig havde fået sit kram på hende, for det var sandt, når det var sagt, at tingene aldrig var sket til Asiras fordel.

For en stund havde den sorte, slanke hingst placeret sig ved hendes side, hvor han fortsat med ørerne vippet om mod nakken og nakken let knejset lod de store, mørke øjne hvile mod hendes gråbrogede skikkelse. Hun var absolut ikke i god stand, og flere ar tegnede sig over hendes spinkle, kantede krop. Noget, der fik Seth til at bide tænderne en anelse sammen. Først kunne det forekomme som et underligt syn, at hun sådan lå og bevægede sig, men uden at bemærke, at hun ikke var alene. Svagt rynkede han brynene over de ord, der forlod hende, og et lavmælt, dæmpet suk lød fra ham. Hvad gik hende sådan på? Hvad var det, der udspillede sig i hendes sind? Efter en kort tids kamp med sig selv trådte han de få skridt frem, som endnu var imellem dem, inden han med stor forsigtighed sænkede sin mule ned mod hendes skulder og trykkede ganske forsigtigt mod den. ,,Asira," lød det fra ham i en dæmpet, men klar tone. Hun var nødt til at vågne op.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Den lysegrå hoppe, var aldeles ikke en skabning der før i tiden lod fremmede komme til hende, uden hun med stor sikkerhed havde opdaget deres tilnærmelser, før de nærmest selv havde opdaget, at de bevægede sig tættere på hende. Men hendes sind og sanser var svækkede, og de ville ikke længere samarbejde med hendes ellers stædige hoved, der stadig til tider ønskede, at hun ville rejse sig som hun altid havde gjort, stærkere end hun før var, da hun var faldet. Men Asira havde ikke ’rejst’ sig i lang tid. Jo, i bogstavelig forstand, men ikke mentalt eller i sindet. Der havde hun ligget ned, i rigtig, rigtig, rigtig lang tid. For hun havde ikke haft mere at rejse sig op for, ikke mere at kæmpe for. Nej, ikke ifølge hende selv i hvert fald. Asiras sind var dybt inde i den tilbagevendende drøm, så dybt inde, at hun slet ikke ænsede at hovslag kom hende helt tæt på, for derefter at stoppe. Og det lignede aldeles ikke den grå hoppes sanser, sådan at svigte hende; men sådan havde det været igennem en længere periode, måtte hun jo nok indrømme. Men en berøring på hendes skulder, og en svag stemme, fik hende til at slå øjnene op i en hurtig og panisk bevægelse, inden hun da tvang sit hoved op i en sådan kraft, mens hun blottede sine hvide tænder, for at snappe direkte imod det, der havde vovet at røre hendes grå krop. Men så hurtigt som hun havde rejst sit hoved, og snappet imod det fremmede, ligeså hurtigt forsvandt energien og velviljen fra hendes sind, at hun blot lod sit hoved falde bagud med et bump imod den frosne jord, mens et langtrukkent prust forlod hendes udspilede næsebor. Tanker om at lade sig dræbe, for igennem hendes hoved. For måske var det bare det nemmeste? Så hun ville i sidste ende måske bare, lade den fremmede dræbe hende, hvis det var det, vedkommende ønskede. Hendes udspilede næsebor, vibrerede stille, mens hun langsomt begyndte at opfatte lugten fra den fremmede der havde vovet at røre hendes spinkle skulder. Lugten.. var bekendt. Og alligevel så uvant. Det kunne ikke være rigtigt. Nej.. Asira nægtede at dreje sine tomme øjne imod vedkommende, for at se, om det kunne være rigtigt at det var Ham. For det kunne det umuligt være. Og hun ville ikke mærke skuffelsen strømme ind over hende, hvis hun kiggede på vedkommende; og derfor lod hun simpelthen være. Hendes grå øre faldt ned i nakken, mens hun lå der på siden på den frosne jord, med hovedet på jorden ligeså, mens hun fortsat havde blottede tænder, og kroppen let anspændt. Nok var hun svag, og lettere opgivende; men den gamle Asira ville aldrig nogensinde forsvinde helt. Word Count 458

Den sorte Seth havde absolut ingen problemer med at erindre, hvordan Asira havde været til at starte med. Ligesom ham selv var hun stort set utilnærmelig, og skulle man tæt på, ville man i hvert fald blive slemt skuffet, hvis man regnede med, at det ville kunne lade sig gøre uden at være... ekstra overtalende. Dér havde Seth været, og det var Saphira et ganske godt eksempel på. Om datteren havde den sorte hingst dog svagt ændret mening. Det var en skam, at det var sådan, hun blev skabt, men han ville heller ikke have været foruden hende. Hun havde lært Asira, at hun var i stand til at holde af andre og yde omsorg for dem, og i den sorte Seths optik var det vigtigt, at den svigtede, grå hoppe fik øjnene op for det. At han så for sig selv mente, at ingen nogensinde skulle få lov at nærme sig hans indre var så en anden sag, og man kunne nok ikke benægte, at hingsten til tider var en anelse dobbeltmoralsk. Omvendt var den ide jo tydeligvis heller ikke gået, som han så fint havde udtænkt sig; han stod jo her ved siden af Asira. Ganske roligt, og han havde hverken intentioner om at forsøge at gøre skade på hende eller blot ignorere hende. Tværtimod. Det kunne han ikke. Ikke nu, hvor han først havde fundet hende igen.

Den slanke, sorte hingst mindedes ikke, at han før havde oplevet, at den unge Asira havde været så afskåret fra verden før. Men kunne man bebrejde hende det? Det var mere end tydeligt at se, at hun var afkræftet. Hun var tynd, og hun føltes kold mod hans bløde, sorte mule, som han ganske forsigtigt trykkede mod hendes skulder. I hvert fald lige indtil hun pludselig reagerede på hans tilstedeværelse og forsøgte at hakke ud efter ham - noget, der fik ham til at knejse nakken og hæve hovedet en anelse, inden han med sammenbidte tænder brugte få øjeblikke på at få lagt roen over sig selv igen. At Seth bar på et meget iltert temperament, var det de færreste, der vidste, og egentligt først noget de bemærkede, når de fik det at føle, efter at have trådt forkert. Et lavmælt, hvislende fnys undslap den sorte hingst, da hun sådan lod sit hoved dumpe ned mod jorden igen, som om hun vitterligt ikke havde nogen kræfter til at undgå det. Efter en kort tids overvejelse trådte han et par skridt sidelæns, inden han i stedet placerede sin mule mod hendes kæbe. ,,Asira. Se på mig." Var der ingen genkendelse? Havde hun glemt ham?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] De grå øre, var klistret imod den sorte man, som Asira bar. Farverne på hendes skind og pels, var arvet fra hendes moder, som allerede havde forladt hende stortset samme dag, som Asira var kommet til verdenen, men aftegnene, som var en anelse særprægede, ja, dem havde den grå arvet fra sin fader, som også var forsvundet, for da at komme tilbage, forsvinde igen, og atter engang vende tilbage. Og nu, ja nu vidste Asira egentlig ikke om han stadig var at finde i Andromeda, eller om han endnu engang var forsvundet; var dette tilfældet, da ville det ikke komme bag på den grå hoppes sind. Hendes lyse hoved lå imod jorden, som var hun borte allerede nu, død; afgået og forsvundet. Men det var ikke sandheden. Hun var stadig i live, hjertet bankede stadig i hendes bryst; men det var ikke længere stærkt, og det var hverken hendes krop eller sind heller. Men i live, det var hun dog. Vejrtrækningen hos den grå, var svagt, en anelse hoppende og ikke regelmæssigt, for hun forsøgte at kvæle den svagt genkendelige lugt, som hun aldeles ikke ville lade sit sind genkende; for hendes sind skulle IKKE bilde hende noget ind, der ikke var sandt. Han var jo væk. Borte. Forsvundet med blæsten. Men hovslag blev opfanget i hendes tilbagelagte øre, og en pludselig berøring ramte nu hendes kæbe, som var det et slag fra et svirpende blad. For berøring, det var hun bestemt slet ikke vant til mere, overhovedet. Og endnu engang lød stemmen, som blev fremført med hendes navn, og en befaling om at kigge på vedkommende. Asiras indre kæmpede en indædt kamp, som sekunderne gik. En kamp, hun nok ikke ville vinde. Hun kæmpede for at holde følelserne indenbords, og ikke uden på pelsen. Men denne kamp, var svær, selv for hende i disse sekunder. Langsomt lod hun de tomme og matte øjne glide ned til sin egen mule, og derefter en anelse op. Og der var hans ansigt. Den Sorte Hingst ansigt, som hun i evigheder ikke havde set. Den grå hoppe sank en tør klump, mens hendes øjne hvilede i hans, uden af stand til at fjerne sine matte og ellers tomme øjne, som i nogle sekunder blev våde, inden hun blinkede, og tvang det væk, som havde det aldrig eksisteret. Hendes næsebor blev udspilede, langsomt, som var det pinefuldt for hende at se på ham; og det var det måske også, i en eller anden forstand. Hun ville gerne sige noget, men ordene kom ikke nemt til hende, og det havde de aldrig gjort. Men da slet ikke i disse sekunder, som nok var blevet til minutter. Men han stod der. Virkelig. Gjorde han ikke? Hun løftede helt svagt sit hoved, kæmpende, for kort at lade sin mulespids røre imod hans næseryg, og jo. Hun følte hans skind imod hendes. Forvirret blev hendes blik kort, men genkendelsen var tydelig at se på hende. Om hun ville det eller ej, havde hendes ene øre fundet vej en smule fremad, imod ham og hans vejrtrækning, inden hun da måtte lade hovedet dumpe tilbage til jorden igen. Hun lod sit ene forben skrabe langs jorden, i en bevægelse der nok mest virkede opgivende. Men dette var nu ikke helt tilfældet. Hun ville op.. Et langtrukkent brum gled tungt fra hendes spinkle krop, inden hun atter rev sit hoved en smule op i højde, og forsøgte lige så at skubbe benene på plads under sig, for at komme op. Men dette lykkedes dog ikke ligefrem. Hendes næsebor var udspilede, og dirrede, inden hun igen måtte lade manglen på energi vinde, og hovedet faldt atter engang bagud, imod jorden. Word Count 608