Post by Deleted on Jan 5, 2014 20:11:02 GMT 1
Den sorte hoppe, Aviaja, var i store smerter. Hun havde i den sidste tid udforsket landet, blot for at få tiden til at gå imens den udbulende mave voksede. Hun lignede efterhånden en ballon eller sådan noget. Selv var hun ufatteligt mager, så den store mave stod meget tydeligt frem. Hun havde næsten ikke spist de sidste par dage og fosteret, som havde vidst sig at hælde mod sin faders højde, var så stort, at hun praktisk talt var uigenkendelig. Hun var en alt for lille hoppe til så stort et foster.
Hun vidste at fødslen var nært forestående, for smerterne kom allerede rullende ind over hende, som pinende bølger. Med stive ben havde hun søgt et sted, hvor hun kunne blive sig selv, men uden held. Nu sneglede hun sig frem ved denne ø, Leventeras, eneste sø. Solnedgangen var forstående og malede søen i rødlige nuancer, som blev brudt af de få bølger, den nu engang besad. Ligepludselig faldt den sorte hoppe sammen med et blødt dump og en udmattet lyd kom fra hende, inden vandet gik og det virkelige smerter for alvor kom...
Hun vidste at fødslen var nært forestående, for smerterne kom allerede rullende ind over hende, som pinende bølger. Med stive ben havde hun søgt et sted, hvor hun kunne blive sig selv, men uden held. Nu sneglede hun sig frem ved denne ø, Leventeras, eneste sø. Solnedgangen var forstående og malede søen i rødlige nuancer, som blev brudt af de få bølger, den nu engang besad. Ligepludselig faldt den sorte hoppe sammen med et blødt dump og en udmattet lyd kom fra hende, inden vandet gik og det virkelige smerter for alvor kom...
