Midnight Miracle

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Midnight Miracle Tag: Midnight's Nymphadora Det var ikke første gang Ava havde været igennem denne tur. Det var anden gang, og selvom Ariel var et bevis på at det var noget tid siden hun havde været igennem denne omgang, så havde hun ikke glemt hvordan det var. Hun var dog bedre forberedt denne gang og vidste hvad der ville ske, så på en eller anden måde havde det været lettere. Det var ikke kommet bag på hende, og hun havde haft tid til at søge væk fra flokkens område i god tid. Det virkede ikke så stressende denne gang.   I mellem træerne på Chibale, havde Ava fundet ro. Der var ikke andre omkring hende, og sådan ønskede hun det også. Hun havde fået støtte fra både Mindraper og Leonora da Ariel kom til verdenen, men denne gang ville hun klare det selv. Hun så også lidt anderledes på tingene denne gang, og havde ingen forventninger. Hun forventede ikke et føl med blå øjne og mørk pels som de fleste hopper havde, der hvor hun kom fra. De gamle traditioner havde hun lagt fra sig, og denne gang ville hun have alt fokus på føllet.   Omringet af træer følte hun sig mere sikker, og stilheden omkring hende afslørede at ingen andre var i nærheden. De fik hende til at slappe af. Fra veerne begyndte og til der lå et lille føl hos hende, gik der ikke lige så lang tid som første gang. Alt var også nemmere når man havde prøvet det en gang, og derfor håbede Ava også, at hun ville have bare en smule lettere ved at tage sig af føllet denne gang. Hun vidste nu at de kunne finde på at smutte, og hun ville holde øje med det. Være sikker på det ikke skete igen. Hun ville var mere forberedt denne gang.   Uden andre omkring hende, end det lille føl, kunne hun også give det alt hendes opmærksomhed. Den sorte hoppe brummede træt, men mildt og gav sig til at rengøre det lille hoppeføl, og forsøgte at holde det varmt. Vejret var jo omkring det koldeste det ville blive inden foråret ville komme snigende. Midt vinter. En forfærdelig årstid, men det var også den årstid hun selv var blevet født ind i. word count, 370

[/td][/tr][/table][/center]

Trygheden var overdådig i de sikre rammer. Det lille sorte hoppeføl havde ligget gemt fra verden udenfor i mange måneder nu, vokset sig større og længere. Man kan sige, meget var sket, og selvom det spæde hoppeføl ikke havde nogen minder, var forestillingen om tryghed der. Den var dominerende, den vær nærende; og mest af alt holdbar. Intet ville kunne ruske hende ud i usikkerhed, så længe hun lå her. Men ting skulle ændre sig, for pludselig havde hendes moder, som havde båret rundt på hende længe, lagt sig. Væggene i hendes vugge blev skubbet sammen, hun blev vendt og drejet, for da at blive skubbet ud på noget ufatteligt koldt underlag. Så snart det lille hoved havde ramt jorden, gjorde hun sig de første nærmest paniske ryk; kulden var chokerende. Aldrig havde hun følt noget lignende, og trangen efter hendes moders varme var ufattelig. Dog skete der noget, som kun varede få sekunder; et lys bredte sig nærmest, i det hun slog de blå øjne op for første gang. Et lys, der gav en varme hun ikke havde forudset. Dette var nok den første gang hoppeføllet reagerede på tanker; for indtil da havde det kun været instinkter der havde fået hende til at bevæge sig. En tanke, en spæd og uforstående tanke skød gennem hendes hoved, kort før hendes moders mule ramte hende. Varm, tryg, og med et var tanken væk. Dog ikke helt, for gemt var den, bagerst i hendes sind. Lyset.
Hendes mors tunge gjorde hende ren, med blide og rolige strøg. Det var ufatteligt rart, og så snart den lille hoppe havde fået bare en anelse kontrol over det dinglende hoved, begyndte hun at smaske. De tandløse kæber blev åbnet og lukket, hvilket var tegn på mange ting. Underkastelse, sult, glæde; og hvad der var gældende ligenu, kunne ingen vide, for den unge hoppe vidste bare, at det var noget hun skulle. Det sagde hendes instinkter hende.
Snart efter var hendes ben strakt, og efter rigtig mange forsøg, hvor hun tumlede lige luks på hovedet igen, stod hun vaklende op, nærmest klistret til sin moders side. Hendes tryghed, hendes vugge. Der stod det smaskende føl og prøvede endnu at holde styr på både hoved og ben på samme tid, hvilket synede nærmest en umulig opgave, imens hendes blå øjne forsøgte at finde hoved og hale i alt det hun kunne se. Det var overvældende; men mest af alt var det overvældende at se hendes moder; hoppen, der havde båret hende, skabt hende.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Midnight Miracle Ava fortsatte med at rengøre føllet til det var helt rent, og selv bagefter det lod hun den blød mule pusle lidt om det. Det virkede mindre end Ariel. Eller også var det fordi hun aldrig havde haft helt så lang tid med sin første datter, at hun kunne huske hvor lille hun var. Denne var også mørkere, dog ikke med den samme brede blis. Det gjorde dog ikke hende noget. Hendes moder havde heller ikke haft helt samme brede blis. Leonora havde slet ingen blis. Men hun havde stadig de blå øjne, og det bragte glæde hos Ava.   Det smaskende føl fik Ava til at smile. Et oprigtigt smil der nåede helt op til blå øjne. Det var længe siden hun havde haft trang til at smile så meget, men hvordan kunne hun andet? Hun kunne næsten ikke vente med at vise Mindraper, deres lille mirakel, men hun måtte vente til føllet var lidt ældre, og større, så hun kunne krydse vandet – med mindre hun var så heldig at Mindraper ville lede efter dem på Chibale. Dog regnede hun ikke med den sandsynlighed var særlig stor, for det var ikke et sted hun befandt sig ret tit, og når man leder efter nogen leder man jo de steder de ofte bliver set.Den sorte hoppe kom på benene, og brummede opmuntrende til det lille føl, da det selv prøvede på at komme op at stå. Hun lod det dog prøve selv i stedet for at hjælpe, men betragtede hende med et mildt smil.   ”Kom, Nymphadora.”   Sagde hun med en mild tone, opmuntrende og en lille smule kaldende på samme tid. Hun ville gerne længere ind mellem træerne, hvor ingen andre ville falde over dem ved en tilfældighed. Hun ville gemme sig væk i et år eller to hvis hun kunne, men indtil videre, ville det være nok, så længe føllet var så lille, og så længe vejret var så koldt. Jo flere træer – jo mere læ. word count, 326

[/td][/tr][/table][/center]

Den spæde start på livet, som den lille hoppe nu havde oplevet, havde været skræmmende, tryg, skræmmende igen. Nu hvor hun stod dinglende på alle 4 ben, og var begyndt at fryse igen, fordi hendes moders varme mule havde forladt hende, tyggede hun om end endnu mere for at tilkalde sig sin moders opmærksomhed. Det skulle dog snart vise sig, at hun havde den, og nok ville have den uafbrudt de næste mange dage; for hvis ikke hendes moder ville klistre sig ti hende, klistrede hun sig til. Den unge hoppe, ja, kun en halv time gammel hvis det kunne gøre det, havde ikke rigtig for øje at søge efter detaljer. Hendes moders smil lagde hun mærke til, men hvad det betød, var en anden sag, og det samme da hun formulerede sig i toner, som ikke var magen til dem, hun havde udskilt indtil nu, men stadig med hendes stemme. Hun registrerede det, men forstod det ikke.
Et kort panisk øjeblik oprandt, da hendes moder trådte de første skridt frem, efter at have udsendt toner som hun med tiden ville forstå som ord – for hvordan i al verden skulle den lille Nymfe dog kunne bevæge sig med? Hun udsendte det, man nok ville kalde et hvin, men eftersom hendes luftveje endnu var lidt fyldt med væske, blev det mere til en slags sprutten. Forundret over den underlige lyd hun lige selv havde sagt, og sin længsel efter moderens side, hoppede hun meget kluntet frem. Det lykkedes hende at forblive på alle 4, til hun ramte moderens side, hvor hun da tumlede op. Det tog hende ikke mange øjeblikke at kæmpe sig op igen, for hun havde allerede lært hvordan hun skulle gøre det.
1, 2, 3 og hun var oppe og efter sin mor; med en dinglende gang, hvor bagpart og forpart skiftevis nærmest hoppede til siderne. Yndigt så det ikke ud, men hun skulle nok lærer det, det var sikkert. Derpå klamrede hun sig blot til siden af sin mor, fulgte hende med en begyndende uro i maven. En .. sulten fornemmelse.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Midnight Miracle Allerede nu havde hun set og hørt mere til dette lille hoppeføl, end hendes anden datter, Ariel. Hun havde ikke oplevet hende komme op at stå, eller været lige så meget opmærksom på hende fra starten af, på grund af tilskuerne og den diskussion der var opstået. Dette var bedre. Dette var meget bedre. Og denne gang skulle det nok lykkes hende ikke at miste føllet af syne. Hendes smasken fik Ava til at smile. Hun skulle nok sørge for at holde et tempo hvor det lille stadig ikke mest jævnt gående føl ville kunne følge med. Men hun skulle aller først have dem begge to væk fra stedet hvor det lille føl blev bragt ud i denne kolde verden. I sikkerhed.   Lang tid gik de dog ikke før den sorte hoppe med den brede hvide blis, stoppede op. Omringet af træer og buske, og med både mos og blade som underlag, var det et okay sted, syntes Ava. Der var der nok ikke nogen der tilfældigt ville komme forbi, på en vandretur hen over Chibale. Der var jo andre der også opholdt sig på den ø.   Ava blev stående og lyttede rundt i alle retninger. Det eneste hun behøvede at være opmærksom på nu, var skyggerne. Og skygger var der ikke så mange af her. Der kunne vel ikke være skygger, hvis der ingen lys var? Eller betød det bare at det var en kæmpe skygge bestående af mange? Nej! De var her ikke og det var hun sikker på. De blå øjne fandt frem til det lille føl, og med en lille opmuntrende brummen, kaldte hun føllet til sig. Der var ingen grund til at benytte højere lyde end at de begge ville kunne høre dem. Et hvin kunne måske høres længere væk af andre. Ingen behøvede at vide hvor de befandt sig. Heller ikke Mindraper. Hun skulle nok finde ham, når tiden var inde. Ham og Leonora. word count, 320

[/td][/tr][/table][/center]

Verden omkring den lille hoppe var nærmest som en stor sløret tåge. Hun lagde ikke mærke til noget, ud over de bevægelser hendes moder gjorde sig; hun fulgte den vej, som hun viste, uden at vige fra den et sekund. Hendes moders tiltrækningskræft var så stor, at hun nærmest ikke havde noget valg om at vige, selv hvis hun ville, for da kunne hun ikke.
Hendes isblå øjne, som kun kort forinden havde åbnet sig, var begyndt at kunne fornemme mere end blot former foran hende, men hun var egentlig slet ikke interesseret i det nu. To gange, under det alligevel korte gå-forløb, prøvede hun at søge med den spæde mule rundt på hendes moders krop efter mad. Hun var simpelthen så sulten nu, en følelse hun slet ikke havde følt før, for altid havde hun haft hvad hun havde behov for. Inde i hendes moders krop, havde mad ikke været en mangelvare, som hun lige i dette øjeblik følte. Men som det spæde føl hun var, var der ikke andet end instinkter at reagere på, og ligenu var det instinkt der skreg højest det, der krævede hun spiste. Hendes mule øvede sig allerede på bevægelserne, imens de gik.
Endelig stoppede hendes kulsorte mor, og derpå søgte hun nærmest øjeblikkeligt rundt efter maden. Først ved forbenet – nej, der var det ikke. På maven? Heller ikke. Der gik vel nogle minutter før det endelig gik op for hende hvor hun skulle tage fat, og derpå slugte hun nærmest alt hun kunne komme til. Hendes mors yver var spændt, hårdt, men så snart den lille mule fik fat, kunne hun ligesom ælte det blødere, og få mere mælk ud samtidig. Helt forgabt i dette, glemte hun alt andet, og viftede blot lystigt med halen imens.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Midnight Miracle Da det lille hoppeføl fandt hen til maden, vrikkede den sorte hoppe med ørerne og blev ved med at iagttage omgivelserne. Først da hun var helt sikker på de var alene, lod hun sin opmærksomhed søge mod andre ting og sager. Halsen blev strakt mod jorden, hvor hun med mimrende mule undersøgte underlaget, og skrabede en smule i bladene med den ene forhov for at se om der skulle være noget spiseligt under dem. Det var dog ikke med ret meget held, og hun var ved at være sulten, ligesom føllet. Det måtte dog vente, for hun kom selv i anden række nu. Da der ikke var så meget andet at gøre end at stå stille, drejede hun halsen så hun kunne betragte den lille og pjuskede logrende hale. Det fik hende til at smile og hun mimrede med mulen igen. Hun kunne ikke helt nå det lille føl, men hun strakte stadig halsen for at nå. Hvor længe der stadig ville være helt mørkt var hun ikke sikker på. Men i hvert fald var det langt over hendes egen sengetid. Det måtte vel også være meget for det lille føl med alt det nye. Lydene og omgivelserne. Og ikke mindst det at hun også måtte gå for at følge med sin mor til et andet skjulested. Ave vidste dog godt, at selvom føllet måske ville sove på et tidspunkt, så ville hun ikke selv komme til det. Hvile måske, men ikke sove. Ikke hvis hun skulle være sikker på at føllet ikke ville forsvinde for mulen af hende, som Ariel. word count, 261

[/td][/tr][/table][/center]

Følelsen af at få mad I maven var helt ny for det lille hoppeføl. Hun havde ikke prøvet at spise selv før, og fornemmelsen af at maven bliver fyldt op gjorde hende et øjeblik nervøs. Tænk nu hvis det ikke var godt at spise så meget, som hun gjorde? Tanken var kort, nærmest øjeblikkelig, inden den forsvandt igen. Der ville gå tid, før den lille hoppe ville kunne fastholde og gemme de tanker der poppede op i hendes hoved, for indtil nu var det rent instinkter. Det hun lærte og huskede, satte sig på hendes instinkter, indtil hun var klar til andet.
Da hun havde spist så meget, at hun følte der ikke var plads til mere, slap hun forsigtigt sin mors yver. Hun fumlede lidt med at føre hovedet tilbage, for den bevægelse havde hun ikke prøvet før; to gange vippede hun hovedet op i hendes mors mave, inden det lykkedes hende at få trykket hovedet ud. Med et lille fnys, kunne man vel kalde det, rystede hun hovedet godt igennem så de sidste rester af mælkeskæg blev tværet helt ud omkring mulen på hende. Generet af det var hun ikke, og så snart hun havde styr på hvad vej hun vendte, fik hun på usikre ben møvet sig omkring, så hendes hoved var i samme retning som hendes moders. Her strakte det lille hoppeføl den utroligt lille mule op imod sin mor, måske for at søge accept for at det hun havde gjort var rigtigt, måske for at undersøge hvad udtryk der var at finde i hendes moders ansigt og måske bare for at vise at hun nu ikke behøvede mere mad – maven var fuld! Den instinktive smasken kom igen frem, noget hun nok ville gøre en del de næste dage, indtil hun havde fået styr på hvordan hun skulle agere på de indtryk hun fik. Men indtil nu, måtte hun bare prøve sig frem, og mon ikke hendes mor ville hjælpe hende, hvis hun gjorde noget forkert?

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Midnight Miracle En lille mild brummen som alligevel ikke helt kunne betragtes som en brummen, men i stedet en blanding mellem det, og et lavt skingert hvin, der stadig ikke var højere end de to sjæle lige kunne høre det, kunne høres fra den sorte hoppe, henvendt til den lille hoppe, som nu var færdig med at spise. Ava strakte sin hals fremad mod det lille hoppeføl da hun fik vendt sig rundt så de vendte samme vej, og hendes mule søgte den lille pandelok, som hun blidt nippede til da hun kunne nå. Hun ville helst ikke være længere væk fra føllet end at hun stadig ville kunne nå det – eller i hvert fald ville kunne komme til at nå det inden for ganske kort tid. Ava ville ikke kunne tilgive sig selv, hvis der skete hende noget. De var trods alt også omgivet af træer – og et træ havde taget livet af hendes bror. Dog var hendes valgmuligheder få, da hun søgte efter sit lille skjulested, for valget stod mellem den træ beplantede ø eller en grotte. Dem der kendte Ava, ville vide at hun ofte havde vandret i grotterne der hvor hun kom fra, og derfor var det også de steder hun som regel søgte ly for det dårlige vejr. Derfor ville det også være det sted man hurtigst ville finde hende, og derfor havde hun valgt det mindst åbenlyse. Det var trods alt heller ikke så lang tid. De skulle bare være der indtil der var lavvande, så de kunne komme videre på deres vej. Med et halvtungt og træt suk, fik den sorte hoppe pustet en varm luft ud mod det lille føl, og opmærksomt var ørerne rettet mod hende. Hun havde sådan set stadig ingen anelse om hvad hun skulle foretage sig – for det var første gang hun stod i den situation, selvom det ikke var første gang hun havde givet liv til en lille hoppe. word count, 320

[/td][/tr][/table][/center]

Der var sket så meget, på kort tid, og alligevel lang tid. De første timer af den spæde hoppes liv var nu gået, og efter hun havde fået tilfredsstillet denne enorme trang for mad, ramte en ny følelse hende. Træthed skyllede ind over hendes lille krop, nærmest som et tæppe der lagde sig omkring hende og bød hende at lægge sig ned. Hun gumlede beskeden, inden hendes blå øjne søgte hendes moders skikkelse, der beroligende var ved hendes side. Endnu var hendes syn ganske sløret, så helt præcist hvordan hendes moder så ud i detaljer, var uvist for den lille sjæl; men vigtigst af alt, havde hun lært duften at kende. Der gik ikke længe, før den lille sjæl der var blevet navngivet ganske kort efter hendes fødsel forsøgte at lægge sig. Hun bøjede sine forben og stod i en meget vaklende stilling, men det var som om bagbenene ikke fulgte med. Hun forsøgte sig flere gange, med et bøje et ben af gangen, eller to, men hver gang endte det med hun dinglende måtte rette sig op igen, indtil hun simpelt mistede balancen, og 1, 2, 3, lå hun på jorden. En smule fortumlet over hvordan hun egentlig var kommet ned, forsøgte hun i første omgang at komme op igen, fordi hendes instinkter havde vækket hende, kunne man vel sige, men hurtigt overtog det trættende tæppe igen, og derpå tiltede hun blot tilbage på siden, og snart lå hun ganske fint rullet sammen på jorden, med mulen begravet mellem hendes forben. Der var så mange nye indtryk der havde ramt det lille føl indenfor disse timer, og ligeså overvældende det havde været, ligeså udmattende var det nu. Ørerne blev vrikket rundt, søgende efter hendes moders mule der afgav både lyd i form af vejrtrækning, men også varme. Det var rart, betryggende, og snart var den lille Midnatsnymfe lullet ind i søvnens mageløse verden.

[Out]