Taunting Woods [ Åben for 1 hest ]

Nat i dette indlæg – fortsat fra hendes rejse gennem portalen

Den kølige jord under den brogede hoppe syntes helt magnetisk. Som fastholdt den hende i dette øjeblik. Et øjeblik der føltes som om, at det varede for evigt. De mandelformede ører lå fladt i nakken, og de store brune øje var vilde med små pupiller. Hvor var hun? Hun havde ingen anelse. De fintformede næsebor var udspilede og vibrerede kraftigt. Søgende – for i blandt alle disse nye dufte, var der én duft, der var fraværende. Hendes føl. Det måtte jo være et mareridt! Hun var en ung hoppe, der fortjente at leve sin drøm – med mage og føl. Så hvordan kunne hun nu pludselig være alene? Før havde hun jo alting, og nu var hun her. Et sted hun end ikke vidste noget om. Måske blot et lille stykke borte fra sin gamle flok? Men der var bare noget anderledes over dette sted. Det var som om, at himlen var forandret. Hun kneb de brune øjne en smule missende sammen, og så slog det hende; Der var ingen stjerner denne nat. Himlen var dækket af tykke vatterede skyer, der ikke tillod hverken måne eller stjerner at vise deres stråleglans.

I det sekund forstod den ensomme hoppe, at hun for alvor havde mistet sit gamle liv, men hvordan vidste hun ikke. Forsigtigt prøvede hun at komme på benene, det var ikke helt let. Kroppen værkede stadig efter folningen. I en elegant bevægelse kom hun dog op at stå. Langsomt drejede hun det udtryksfulde hoved og skimmede sine omgivelser, inden hun let rystede diverse støv og jord af den tynde og spændstige pels. Det slog hende, at det var koldt. Hvor hun kom fra, var der ingen temperatursvingninger, og her var det bidende koldt sammenlignet.

Derfor satte hun let fremad i først skridt – dog kun et par meter, inden hun i en flyvende bevægelse slog op i trav. Langsomt og svævende bevægede hun sig over den lille skovsti under de tynde trækroner. Halen var løftet let som en blød fane, hovedet holdt højt – knejset på den slanke hals og benene bevægede sig taktfuldt og graciøst under den velformede krop. Det eneste der afslørede, at den lille hoppe ikke var i gang med en drømme seance, var at hendes ører vendte og drejede sig – vippede frem. Tilbage. Mod venstre. Mod højre. For hvor var denne hoppe dog endt, og hvad gemte der sig i skyggerne? Var der en chance for at finde sine elskede i dette fremmede område?

En lyd startede i brystet på hoppen, arbejdede sig vej op igennem halsen og struben, hvorefter den forlod hendes mule i et skingert nærmest desperat vrinsk, der rungede ud i den tomme og stille nat. Skoven virkede nådesløs og øde – som om den nød hendes tragedie. Som om den nød hendes ensomme og desperate kalden efter sine kære. Det var måske indbildning, men hun følte, at den blot lo af hende, sådan lød ekkoet fra hendes vrinsk næsten i natten.

[/color]

Endnu en aften havde taget sit mørke ind over landet, som sædvanligt vandrede den gyldne hingst rundt. Han havde fået lagt sin tur ind i skoven. Ej fulgte han stien denne aften, der imod bugtede han sig igennem de mange høje stammer af nøgne træer. Hans gang foregik ganske stille. Der var ingen hastværk. Han nød stilheden der var om aften, der var ikke mange lyde at tage højde for. En ugle tudede i det fjerne, og nogle små dyr rumsterede i den smattede skovbund, men ellers intet. Afslappet forsatte den ældre hingst fremad, han havde ikke noget fast mål; han bevægede sig blot fremad. Selvom hingsten var afslappet og tog det hele med ro var hans bygning i sig selv stolt og bar ham frem yndefuldt som den prægtige hingst han nu en gang var blevet med alderen.'
Ak mange år var gået, flere han efterhånden havde tal på. Det kunne vel også være lige gyldigt, men det vakte ham nu tanker alligevel. Hvor længe havde han præcis været her? Han blev bragt her til en dag, hvad kunne føles som i går, men det var det ikke.
Lyde blev lukket ude fra den store hingst, imens han lod tankerne strejfe sin ankomst i dette land, sine kære fra sin fortid. I lang tid vandrede den ældre hingst i sine egne tanker.

***

Brat stoppede han Eagle op. Han var noget langt i sin stille tankerne, hvor hans ben havde ført ham hen ad i skoven vidste han ikke lige nu. Månen og stjernerne var dækket til af tunge skyer, og kunne ikke guide ham denne aften. Det var ikke forvirringen over hvor han var, der havde fået ham til at stoppe op. Nej, stilheden var blevet brudt; ikke af en ugle der tudede i mørket, eller en fortvivlet hjort der havde sprunget ind foran ham. Nej, det var lyden af et vrinsk. Et skingert vrinsk havde lydt desperat her i mørket af skoven. De mandelformede øre blev spidset. Det var ikke en vrinsk han umiddelbart kendte, men dette fik ikke den ældre hingst til at tøve. Med en dyb tone fik han besvaret vrinsket. Næppe var han den denne hest søgte, men dette hindrede ikke den ældre hingst.
Kursen blev sat i retning af hvor lyden af vrinsket havde lydt. Denne gang var tempoet ikke langsom, tempoet var sat en anelse om; men stadig bevægede han sig med en afslappet og rolig tempo. Nøjagtig som Eagle var af natur.

De lette skridt hen over den bløde skovbund gav nærmest ingen lyd fra sig, imens Dulcet bevægede sig fremad gennem den mørke skov. Træerne var i vinterhi – intet liv var at spore i dem. Det kunne forundre hoppen, at disse træer kunne vågne i foråret og atter starte fra ny. Det kendte hun ikke rigtig til, men hun havde hørt om det før. Gamle fortællinger om steder som dette. Den lille hoppe slog let med halen, som var blød og bølget.

En lyd fik hende til at stoppe brat. Lyden var fra en anden hest – en besvarelse fra hendes eget vrinsk. Skuffelsen rullede ind over hende; det var ikke en af hendes kære. Ikke én af dem hun søgte. Alligevel følte hun, at hun ville søge denne anden hest. Tonen havde lydt venlig, og Dulcet var ikke frygtsomt anlagt, så måske kunne denne fremmede forklare hende, hvad hun lavede her. Måske kunne han give svar? For en hingst var det i hvert fald, det kunne høres i vrinsket.

Langsomt satte hun i bevægelse mod lyden. De slanke ører var vippet lyttende fremad. Den anden hest var også på vej i hendes retning. Hun inhalerede den fremmedes duft, som den blev mere gennemtrængende. Luften var kold, så der stod små dampskyer ud af hendes næsebor, hver gang hun trak vejret ind og ud.

Den lille hoppe kneb let øjnene sammen, da en stor hest tonede sig frem i den mørke nat foran hende. En stolt og majestætisk herre. Det fik hoppen til at bremse let og stoppe i en passende afstand. Hun brød sig ikke om at komme for tæt på andre – eller omvendt. Høflighedszone kunne man vel nok betegne det som i hendes verden. Hun vippede ørerne fremad og betragtede ham roligt.

”Godaften fremmede”

[/i]

[/center][/color][/font]

Det tog ikke lang tid for Eagle at nå frem til punket hvor den fremmede, ak det var en fremmede, det havde han kunne sige på vrinsket men også den duft luften bar med, kom til syne imellem træerne.
De rav gyldne øjne bar et roligt og venligt blik, der tydeligt fortalte hvordan den ældre hingst var. Hans kropssprog talte også tydeligt for sig selv. Hingsten hvilede i sig selv, helt rolig og afslappet var han.

Den lille brogede og ganske unge hoppe havde stoppet meget brat op et godt stykke fra ham. Den ældre hingst opfangede hurtigt at hun det ville kun behage hende med afstand, så Eagle stoppede lige ledes og lod afstanden være som den var nu. At respektere andres grænser og have gensidig respekt var en dyd for Eagle.
"Godaften frøken," hilste Eagle med den ru, men varme og meget behagelig stemme han havde. Den bar tydelige tegn på hans alder var langt højere end hendes, men lige ledes gjorde hans udseende. Den gyldne hingst var ikke ung mere, han havde ikke været det i mange år. Han var slidt, men holde sig nu meget godt.
En rolig brummen slap fra den ældre hingst, mens han stillede viftede roligt bag ham. Af vane var det, for ingen insekter var der, der skulle viftes væk. Han gjorde det blot per automatik. De mandelformede øre blev spidset frem imod den brogede hoppe der var foran ham.

Mørket afslørede ikke meget om den fremmede, men Dulcet kunne alligevel se, at hingsten var gylden, og hans ravfarvede øjne skinnede i natten. Der hvilede en venlig aura over ham og ligeledes i hans blik. Der var derfor ikke på daværende tidspunkt grund til at frygte ham, selvom han var en kæmpe i forhold til hende. Stærk var han i hvert fald.

Den brogede hoppe smilede for sig selv, da han stoppede i god tid - et meget pleasende tegn for hende, da det betød, at denne hingst respekterede hendes grænser. Derfor gav han hende ikke grund til at være uhøflig, og hans tiltale af hende var ligeledes passende. Sådanne små ting kunne bløde Dulcet betydeligt op og gøre hende mere omgængelig. Den fremmedes stemme bar præg af at være ældre end hende, hvilket var glimrende, da det tit var de ældre heste, der var mest vise og havde mest erfaring i baggagen. Måske kunne han forklare hende, hvorfor hun var havnet her?

Hun besvarede ikke hans brummen, for hun var ikke den mest imødekommende type - men på nuværende tidspunkt var hun hellere ikke afvisende. Det kunne være svært at tyde hende, men hun forholdt sig neutral, da han intet havde gjort forkert.. Endnu i hvert fald.

"Mit navn er Dulcet Evanescent"

[/i]

tilføjede hun med den lidt mystiske og tilbageholdende tone. Stemmen var fløjsblød men havde intet varme i sig. Hun bøjede en smule i hovedet, inden hun atter knejsede elegant op.[/color] [/center][/font]

Denne brogede hoppe var ikke nem at aflæse tydeligt, det forekom Eagle meget hurtigt hun foretræk en passende afstand, ingen snerren i det private. Mange heste der kom til Andromeda synes Eagle at være meget lukket. Måske var han "outsiteren", for selv var Eagle meget åben og kunne tale lige ud fra hjertet omkring alt. Han havde ikke noget at skjule for nogen, for intet han kunne sige kunne vendes imod ham som angreb, eller til at bryde ham ned. Den ældre hingst hvilede i sig selv, det havde han gjort længe.

De mandelformede øre blev vippet frem imod den sortbrogede hoppe, der havde taget sin afstand. Hendes gensidige, almen respekt og høflighed tydende nu til at være helt fin. Dette var noget Eagle satte pris på, og mange han mødte kendte til disse maner. Det behagede den ældre hingst, for mange han havde mødt var særdeles unge. Knap meget ældre end plag havde mange af dem været.

En præsentation var på sin plads, den sortbrogede startede. Dulcet Evanecent, han tykkede lidt på navnet i hoved for at bedre selv at kunne udtale det: "Dulcet Evanecent, mit navn er Eagle Eye."
Han besvarede den sortbrogede hoppe høfligt, venligt med sin varme men stadig ru stemme. Han nikkede høfligt i en getus af et let buk. Allerede nu virkede hun meget tilbageholdende, der var noget i hendes tone der havde fortalt ham det, og trods stemme var blød at høre på og bar en fin melodisk klang.

De brune øjne hvilede på hingsten og fulgte hans bevægelser, da han let bukkede ved sin præsentation. Det var tydeligt at han var godt opdraget - eller blot havde lært det hen af årene. I hvert fald var hun en meget ung sjæl sammenlignet med ham, men for Dulcet var dette en fordel, da hun faktisk ikke brød sig synderligt om unge hingste. Altid skulle de vise sig frem og tro, at de var noget. Plus at de ofte ikke besad manerer, og at de troede de kunne charme sin ind på alle hunkønsvæsner blot fordi, de var store og stærke. Nej tak, så værdsatte hun hellere et selskab som denne Eagle Eye. Han virkede til at have hovene fornuftigt plantet på jorden.

"Eagle Eye.. Bor de her i dette... område?"

[/i]

stemmen besad ikke en direkte nysgerrig klang, mest fordi hun skjulte det. Dulcet var oprigtigt interesseret i at vide mere om dette område - eller måske endda land? Af en eller anden grund var hun ganske sikker på, at denne Eagle Eye måske lige var hesten, der kunne besvare hendes mange spørgsmål. Hvis ikke måtte hun jo bare betragte det som et godt tegn, at der er andre heste i nærheden.[/center][/color] [/font]

Uden at vide det kunne den gyldne hingst på den sortbrogede hoppes næste spørgmål fornemme at denne næppe var velkendt i Andromeda. Eagle huskede da han ankom her til, han havde svært ved at opfange det i starten, og det første der havde afsløret han var længere væk end han først havde antaget, var himlens stjerner var anderledes her. Ej var det de samme stjerne billeder han var van til at se han kunne tyde på nattens blå sorte himmel. Duftene og lydende havde også afsløret sig: Eagle var blot van til omgivelserne nu. Han anså Andromeda som et hjem.

"Hjem, for mig er alle landets øer hjem, jeg vandre som ofte fra sted til sted; Sig mig Dulcet Evenecent er De ny her?"

De mandelformede øre var vippet frem, afventene på at få et svar. Hendes spørgsmål havde næsten sagt sig selv, men den ældre hingst kunne ikke blot antyde noget, hvis nu ikke dette var korrekt. En svag og rolig brummen lod han slippe, blot for at understrege sin tilpashed. Måske virkede den sort brogede hoppe mere fjern i sin talen, som holde hun sig tilbage, var Eagle blot tilfreds med hun ej havde vendt rundt og flygtet endnu, eller havde været decideret næsvis.

Lydende af forbi passerende fugle der skreg over den blå himmel forstyrrede den ældre hingst koncentration fra sit selskab en kort stund. Hans blik fulgte de sorte fugle nøje, helt tilbage fra hvor de cirka var kommet fra. Hvad der end havde skræmt dem bekymrede nu ikke den ældre hingst meget, for uanset hvad det var, var det alligevel et stykke fra. For nu var det ikke noget at bekymre sig yderligere om, og der ved vendte Eagle de rav gyldne øjne tilbage på Dulcet.

[/blockquote][/color]