Summoning the devil - Rumpelstiltskin

"Lord Zotz, by your grace, grant me, I pray thee the power to conceive in my mind and to execute that which I desire to do, the end which I would attain by thy help. O Mighty Zotz, the one True God who livest and reignest forever and ever. I entreat thee to inspire Rumpelstiltskin to manifest before me that he may give me true and faithful answer, so that I may accomplish my desired end, provided that it is proper to his office. This I respectfully and humbly ask in Your Name, Lord Zotz, may you deem me worthy, Father."

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Solen sendte netop det sidste blødende skær ud over den skydækkede himmel, og gav et sidste glimt fra sig, før den måtte give efter for mørket, og sank bort, væk fra horrisonten, badede alt omkringliggende i det tiltagende mørke. Månen var væk denne nat; men ville komme igen i den næste. Dog var denne, ene, totale nat, mere end velegnet til ildhingstens foretagende. På den kølige, åbne plads havde han indsamlet diverse små kvister, og forgæves forsøgt at få ilden igang, ild, som han vidste han havde betvunget, men som ikke længere dansede efter hans vilje. Det havde taget timer; Derfor var han først blevet klar efter solens bortgang, men nu flammede det lille bål, med dansende flammer, og afgav varme til sine omgivelser, ogikke mindst det smukke skær, han så længe havde søgt, og elsket. Et navn brændte i hans indre, et navn han havde hørt på manges læber, og dog endnu ikke havde mødt, og historier blomstrede i hans sing, vagte begærets flammer, begæret efter den magt han havde haft; Efter ilden. Man havde sagt hans navn, hvisket det i mørket, med frygt, for at den selv samme skulle vise sig, for således gik rygterne; Navnet alene havde magten, til at hidkalde denne djævelske skikkelse. Denne der ville fratage en sjælens ild, tilgengæld for kroppens, give magt, for noget han selv ønskede; Påføre smerte på de uværdige, og give magt til de værdige. Selv var flammehingsten ej et sekundt usikker på sin værdighed, men hvorvidt hans egen fader ønskede at han skulle tage denne genvej, lå ham i tvivl. Måske det var forudsagt, at det var denne vej han skulle følge? Hingsten rettede sit blik imod den natsorte himmel, og lod derpå sin mægtige stemme gjalde; En stemme der kunne høres til helvede, og til himlen, af alle sjæle der måtte beleve dette land, og det hensidiges. "Fader, Zotz, i din vilje, med din magt, ønsker jeg igen at bære ildens byrde, at danse med flammerne i hovskæget, med gløderne som vej. Et navn er blevet mig fortalt, navnet på en dæmon, en skabning langt over hestenes standard. Med hans vilje, vil ilden mig igen følge, med hans vilje, vil flammerne igen fænge nattehimlen, og føre livet nærmere døden." Han holdt en kort pause, og fnøs dæmpet, før han kort skrævede til flammerne, der brændte så tæt ved, men ej tillos ham herreskabet over dem. "Rumpelstiltskin. Dit navn er blevet mig fortalt, således din magt. Form dig ud af mørket, kom hvorfra du end stammer, fra himlen, fra helvede, fra min faders side, eller fra døden, lad min stemme føre dig hertil; I Zotz navn, befaler jeg dig, træd frem, Rumpelstiltskin!" Den sidste gang navnet forlod hingstens mule, var magten i hans stemme tydelig, hævet, og selv vinden synes at bukke under for hans ønske, og således føre den videre, blandt levende og døde. Hvordan denne sjæl skulle hidkaldes vidste han ej, selv havde han aldrig forsøgt sig noget i den stil, men en gang skulle jo være den første. Og ilden, der dansede så nært, var ham for stor en kærlighed, til at han ville blive slip på den; han så ingen udvej. De glødende øjne lukkedes, og hingsten rettede hovedet imod det flammende bål, før han igen åbnede blikket. Han søgte ej hvorvidt der var ankommet andre, men stod i stedet, og afventede en slags tegn - på at en ande var til stede, på at denne, hvem det så end var, havde manifestet sig i hans nærhed...

[/color]
[/blockquote][/td][/tr][tr][td][/td][/tr][/table][/center]

… Nyahahah

Bedst som den lumske sjæl havde sat kursen imod noget specielt, der var ved at ske – nemlig en fødsel af hans sidste afkom i dette land, skete der noget langt mere.. fristende. Det var sådan, at Rumpelstiltskin, en sjæl drevet af lyst og begær for aftaler, magt og magi, aldrig afslog et tilbud om en handel. Aldrig, heller ikke selvom dette afkom faktisk nok havde betydet mere for ham, end de andre to han havde lavet. Xenocrates dog, ville nok være den han ville forme mest, Savana ville han nok aldrig bruge tid på, og den nye datter, som han havde sanset var kommet, vidste han endnu ikke hvor meget tid han ville benytte med.
Men hans navn blev kaldt. Hans navn blev hidkaldt, og hans eksistens var ønsket. Et nærmest grumt smil fremtrådte på mulen af den lille, usle hingst, inden han med lethed forsvandt fra sin oprindelige vej og dukkede op lige bagved den ildrøde frieserhingst Caedis, hvis sjæl selv havde været nærmest forsvundet fra landet længe. Hvor han havde gemt sig, vidste Rumpelstiltskin faktisk ikke, for han overvågede ikke alle afkroge i landet, men det var da en hemmelighed Rumpel gerne ville have del i.

,,Nyahahah, så du hidkalder mig, Caedis, søn er Zotz?”

[/center]

Stemmen var tydelig slesk, lumsk og ikke et sekund værdig eller autoritær. Han behøvede ikke vise sig som værende magtfuld, for han var det, og ingen ville nogensinde kunne tage det fra ham. Han tøvede ikke med at træde frem og rundt om den røde hingst, hvis muskler og pragt var tydelig. Han var en ædel hingst af udseende, farlig af sind. Alt dette havde Rumpelstiltskin hurtigt opsnappet, og som altid, vidste han meget mere om de enkelte sjæle end de måske skulle tro. Smilet var fortsat sat omkring hans mule, mens hans øjne granskede hingsten for hver en detalje han måtte gemme på.

,,Jeg kan forstå, du har et ønske om at bære ilden igen, nyah! Men, intet er gratis i dette land, det må du vide. Magi koster”

[/center]

Hans ord var tydelige, nærmest alvorlige, men under den alvorlige tone lå den hysteriske og hånende. Han ville lege lidt med denne hingst, undersøge hvad han var villig til at give, førend han selv ville fastslå en pris; se hvor langt han ville gå. Og mens han afventede ord fra den røde, gjorde han sig et ganske galant buk, for at understrege, at hans service var tilgængelig, så længe ildhingsten legede med på hans præmisser. [/blockquote][/size]

"Don't fear the kiss of the flame
don't let them douse the burns you reap
don't stop dancing,
just don't stop dancing
for me."

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Hvorvidt denne dæmons eksistens var ønsket, vidste han nu ikke, men han søgte den magt dette individ kunne skænke ham - hvis rygterne altså talte sandt. Den sprøde knasen af muld meldte sig bag hingsten, men han vendte sig ej, og lod blot ørene søge i retningen af den nyankommende. Med et svagt fnys, bekendtgjorde han lugten af denne nyakommende, der var dukket op ude hingstens opdagen, og tillod sig at notere sig den, i tilfælde af at denne skulle strejfe hans næsebor senere. Den mærkværdige, forvredede stemme meldte sig, i kombination med ildens knitren, men på trods af dette, vendte hingsten sig ikke. Dæmonen kendte hans navn, og hans slægt. Kun en af disse havde han nævnt, så noget måtte der være på færde, noget der ikke nødvendigvios ville ende godt. Den fremmede jordbrune hingst trådte frem på sidelinjen, og gjorde sig for alvor til kende i flammernes skær, i lyset af Caedis' faldne magt, den han begærede. Denne dæmon syntes særdeles.. Normal, i modsætning til hvad han havde hørt. Men guldet der glitrede i hingstens øre, og omkring denens forben, tydede ganskevist på en anden type af magt, som han ej gav kende for. Var denne også en gud, fra fordummens tid? Havde menneskerne ligeledes klædt ham, Rumpelstiltskin, i deres gyldne metal, for at han kunen fange og afspejle ilden? Han tvivlede på det sidste, men nogen form for hænder måtte have været indblandet, for ingen heste, med alle fire hove i jorden, og uden fleksible lemmer i samme forstand, kunne skabe smykker af den art, smykker af samme art som han selv bar, om end mere detaljeret. Noget flammehingsten altid havde fundet unødvendigt, detaljerne forvrængede ildens glans. Ordene denne dæmon ytrede, havde han regnet med. Men at hans ønske skulle blive læst så let… Hvem var denne? Selv havde han aldrig haft magtent il at blande sig i andres sind, men han havde heller aldrig haft interessen. Hasn vidste at hans brødre havde følt anderledes, og visse havde insigten til at aflæse tanker, minder og fremtid, men selv.. Nej, det var ikke en sti han ønskede at begive sig ned af, hvis blot flammerne ville danse for ham igen, var al magt, der kunne blive givet, ham ligemeget. "Du har forstået rigtigt, Jeg har et ønske om at være klædt i flammernes glans igen, at danse med det, der engang var mit. Magi er ganskevist kosteligt, og til tider en dyr gave, men ligeledes er det en gave, der savnes af mit sind, af mit væsen. Hvad vil denne gave koste, dæmon?" Ordet dæmon var for såvidt ikke ment nedsættende, tværtimod. Selv havde han været ildens dæmon, sjælen der var ilden, væsnet der afspejlede ildens væsen. Så denne måtte ligeledes være en af denne type, der afspejlede.. Måske grådigheden? Eller synderne? Han vidste det ikke, men igen var det en unødig oplysning, hans interesse lå kun med hvorvidt ilden kunne blive hans igen; og hvad han skulle give for denne gave, for denne evne. Bukket fra hingsten, fik de flammebærende til at trække kort på mulen, og hvælve i sin mægtige hals. Det forekom ham… Farligt. Dette væsen, denne hingst. Som var han en klapperslange der lå på jorden, afventende, ventede til frygten ville sno sig ind i den flammende hingsts sjæl, eller kendskabet ham til at mildne sin holdning; for at bringe ham ned med nakken, knække hans sjæl, lænke hans gyldne ringe. Sno ham omkring sit ben, som den gyldne slange, så flammernes essens kunne være hans. Han brød sig ikke om dæmonen, men det var nu engang en nødvendighed, var det ikke?

... Nyahahahaaha

Man kunne allerede fornemme hvordan spændingen omkring dem var steget et par grader, rent metaforisk. Den skumle Rumpelstiltskin vidste meget, en lille bivirkning ved den måde hans eksistens var blevet skabt på – for hvad Skyggerne i sin tid havde skabt, havde udviklet sig til det direkte modsatte. Aldrig ville de have skabt en skabning, med de egenskaber som han besad og den viden, samt lysten til at gå efter sine egne lyster. Et simpelt redskab skulle han være blevet, men langt farligere var resultatet. Et nærmest sultent smil tegnede sig om mulen på den snu skabning, alt imens hans så denne ildens dæmon an. Hans indre flammer rasede endnu, måske endda mere end nogensinde før, fordi de netop var afskåret fra de evner han engang havde kunnet prale med. Det sulte udtryk blev mere og mere mystisk, imens den skumle sjæl spankulerede ganske overlegent omkring ildens hingst. Han kunne ikke røre ham, absolut ikke. Rumpelstiltskin havde alle hvor han ville have dem, men den store udfordring i dette spil, var at alle netop forblev, hvor han ville have dem. Stimlede de først sammen, havde han tabt, men så længe han kunne udspille sjælene i landet imod hinanden, fungerede hans plan som den skulle, hvilket morede ham uendeligt. Han kunne gøre alt, bogstaveligtalt alt.

,,Oh kære, det er ganske simpelt. Jeg vil give dig ilden tilbage, hvis du bringer mig en lille, ganske simpel ting”

Sagde han, med et direkte slesk smil, inden han smøg sig helt hen til den store ildrøde hingst. Blikket var boret direkte ind i hans, uden tøven og uden frygt, for ingen af disse besad han. Og havde han aldrig kendt til.

,,En hoppe ved navn Armonia, bærer på blomster der vokser i hendes man. Bring mig én af disse, og ilden vil endnu slikke dine hove når du befaler det”

Sagde han, inden han galant gled ned i et buk, måske tilegnet hingsten måske ikke. Show-off var altid noget han nød af, og inden længe stod han på magisk vis på den modsatte side af hingsten. Og lige så pludseligt, som han havde skiftet position, havde han skiftet attitude. En direkte truende aura var nu gledet over ham, havde opslugt ham, imens han med en hæs, gravalvorlig tone fremsagde de sidste ord der skulle siges i dette møde.

,,Og husk, at uanset hvor du går, vil jeg kunne holde øje med dig. Hvis du udfører din opgave, da vend tilbage til dette punkt og sig mit navn. Hvis ikke, ja, lad os sige det enkelt.. Vend ikke tilbage”

Derpå gled han med samme lethed over i et grin, inden han satte vejen væk fra ildens hingst igen. Der var ikke mere at sige for denne gang, for let havde det været at nå ind til denne ildens hingst, finde hans lyst og sætte en pris på den. Og så var det helt op til Caedis nu, om han ville gense sine flammer eller ej.

[Hvis Caedis udfører sin opgave, vend tilbage til denne tråd]