When lightning strikes [åben]

When lightning strikes

word count: 326 | Tag: åben

Mørket var begyndt at snige sig ind over Andromeda. Det var ikke kun fordi det var ved at nærme sig aftentimerne, men også fordi store mørkegrå skyer fyldte himlen. Ude i horisonten kunne man se regnen falde fra skyerne, og bølgerne virkede meget mere aggressive jo længere ud på havet man så, men de var heller ikke blide mod sandstranden.
 
Artemis havde fundet frem til et sted, hvor hun kunne stå og se naturen lege med alle sine kræfter. Vinden nåede også ind mod bredden, hvor Artemis stod. Hun havde dog ikke fundet en vej ned til sandet, men i stedet en lille tur i den helt forkerte retning, der havde sendt hende ud på en lille klippespids. Hun kunne have vendt op tidligere, men noget havde trukket i hende, og nu forstod hun hvad. Hun tog det som et tegn. Uvejrssky var hun blevet kaldt da hun var mindre. Til at starte med havde hun ikke brudt sig om det, men efterhånden som alle var begyndt at kalde hende det, var hun begyndt at finde sig i det. Og oven i det, så var hun begyndt at synes om uvejret. Ikke uvejr i den forstand at det regnede og gjorde alt græsset blødt og mudret. Nej. Hun kunne lide det uvejr der rasede ude over havet, med kraftige vinde, kraftig regn og lyset der i korte blik snoede sig hele vejen fra vandet og op til himlen, og efterlod et kæmpe brag. Det var i sandhed et vidunder. Kun noget meget kraftigt ville kunne skabe den slags.
 
Den tykke man og hale blev pisket rundt i vinden, og det var også kun et spørgsmål om tid, før regnen ville blive bragt med af de kraftige vindstød. Hun havde læst skyerne og vidste det var på tide at begynde at søge ly. Hun kunne bare ikke løsrive sig fra det fantastiske syn. Det ene lysglimt efter det andet, og deres buldrende trommen der rungede for oven.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 200px; border-radius:200px 200px 200px 200px;background-image:url(http://i.imgur.com/mlDJ48G.png); width: 190px; height: 200px; border-left: 5px solid #77A3C4; border-bottom:5px solid #234F; border-top:5px solid #234F; border-right: 5px solid #77A3C4;]

[/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 75px; border-radius:75px 75px 75px 75px;background-image:url(http://i39.tinypic.com/2h3xv86.png); width: 400px; height: 50px; border-left: 10px solid #77A3C4; border-bottom:10px solid #77A3C4; border-top:10px solid #77A3C4; border-right: 10px solid #77A3C4;] When Lightning Strikes En ganske særlig sjæl var på vej imod ly for natten, der var noget sælsom denne gang. Lyn strøg fra himlen og efterlod enorme brag, der bugtede sig over øen som et ekko. Enormt smukt og farligt på samme tid, især fordi lyn ofte varslede større storme, hvilket havde fået den skimlede hingst til at sætte kursen imod det sted, han vidste der var ly på denne ø. Havet ville være for farligt at krydse nu, men når blot man vidste hvor man skulle lede, var det ingen sag at overnatte i en sådan storm, som lynene bragte med sig. Vandet blev kastet op over det allerede våde sand med større kraft end normalt, imens den skimlede hingst, hvis navn var ukendt for alle pånær én satte sine hove der. Altaïr søgte den hurtigste vej til den meget, meget tætte klynge af træer han vidste bragte ly, som samtidigt var længst væk fra den faretruende vulkan. Hvorfor Altaïr havde valgt at søge denne Ø, var åbenlys hvis man vidste hvad han gennemgik; for hans hjertes udvalgte havde lidt et forfærdeligt møde og sammensmeltning med disse brutale Skygger, og et desperat ønske om at forstå, om at kunne gøre en forskel, havde trukket ham hertil. Dog havde han ikke fundet ud af det han ville, og havde vurderet at det var bedst at komme væk nu. Stormen var dog en hindring, så først til morgendagen ville han kunne krydse havet og lede efter den hoppe hans hjerte søgte. Hans vej skulle dog ikke blive trådt alene, for snart opdagede han en skikkelse længere fremme. Primært hvid, men med sorte aftegn strøget omkring hendes krop. Lille, mindre end den blåsorte Ava, som han ikke havde set siden mødet i hulen, hvor en hel gruppe af heste havde søgt ly for et andet stormvejr. Altaïr var ikke længe om at beslutte sig for, at undersøge hvad dette var for en sjæl der var dukket op, for som altid interesserede andre sjæle ham ufatteligt meget. Han strøg frem i den lette og yderste noble trav, ned imod den lille hoppe, og han stoppede først op ved hendes side. Her brummede han kort, ganske sagte, inden han strøg hende meget forsigtigt over halsen; hans måde at hilse på. En måde der efterhånden havde givet ham flere slag over mulen end smil, men han opgav den aldrig, for den var en del af ham. Derpå søgte hans mørkeblå øjne de øjne der hvilede under den enorme pandelok, som den lille hoppe besad; hvem hun var, var spørgsmålet der allerede interesserede ham mere end at finde ly for natten. wordcount: 432 | Tag: Artemis

[/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 75px; border-radius:75px 75px 75px 75px;background-color: #2E5069; width: 65px; height: 75px; border-left: 5px solid #77A3C4; border-bottom:5px solid #234F; border-top:5px solid #234F; border-right: 5px solid #77A3C4;]

[/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #2E5069; width: 40px; height: 50px; border-left: 5px solid #77A3C4; border-bottom:5px solid #234F; border-top:5px solid #234F; border-right: 5px solid #77A3C4;]

[/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 25px; border-radius:25px 25px 25px 25px;background-color: #2E5069; width: 15px; height: 25px; border-left: 5px solid #77A3C4; border-bottom:5px solid #234F; border-top:5px solid #234F; border-right: 5px solid #77A3C4;]

[/td][/tr][/table][/center]

When lightning strikes

word count: 447 | Tag: Altaïr

En rytme der ikke passede ind i trommerne der buldrede over skyerne syntes at kunne høres svagt. Det var ikke noget den sort-hvide Artemis havde tænkt over til at starte med. Det var først da rytmen blev højere, og højere, og til sidst kunne identificeres som lyden af hove mod den stadig kolde og derfor ikke helt bløde jord. Den ville nok blive det, når regnen engang ramte – hvis den nåede så langt. Det kom vel meget an på hvilken slags skyer de havde med at gøre – og temperaturen over vandet vs. temperaturen på land. Hun lod dog ikke sin opmærksomhed vige fra lynene der fik hele himlen lyst op gang på gang, og med ikke ret store mellemrum i tid. Hvert 10 sekund, + / - lidt tid. Det var jo ikke tidsindstillet, men i stedet naturens kræfter der skabte noget som hun ikke vidste hvordan hun skulle forklare det. Lyn gik det godt nok under til dagligdag og blandt andre sjæle – men hvordan skulle man kunne beskrive det? Det var jo mere end det? Flot, kraftfuldt og på samme tid meget tiltrækkende. Det var næsten som om det kunne stryge hendes pels mod hårene, men uden at det var ubehageligt – og så på afstand. Uforklarligt.

Overladt til sine tanker igen, havde Artemis fuldkomment glemt alt om lyden af skridt der nærmede sig, og hun blev først mindet om det, da en mule strøg hendes hals. Det fik hende til at vige til siden, og en enkelt gang stampede hun i jorden med den ene forhov. Hun var ikke helt villig til at vende ryggen til lynene i horisonten, men drejede sig alligevel så hun stod med siden til dem, og trådte et par skridt tilbage for at betragte den fremmede, som var højere end hende. Meget højere. Hun sagde ingenting, for hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Der var så mange spørgsmål der poppede op i hendes hoved, som alle kæmpede om at blive spurgt først, så hun vidste ikke hvor hun skulle starte. Hun nøjedes med at betragte ham ud gennem den fyldige lyse pandelok, der nærmest kastede et hvidt slør over omgivelserne på grund af alle de hår hun skulle se igennem. Det var ikke altid lige nemt.

Et spørgsmål brød lige så stille frem fra mængden. Det spørgsmål som var ældst, og som ingen havde svaret på endnu. Mest af alt fordi hun ikke havde fundet sig selv i selskab med ret mange endnu. Det var næsten som der hvor hun kom fra – når hun ikke havde været hjemme hos sin flok, eller blandt de tobenede på flugt fra deres ting og sager. Hendes lange vandren alene.

”Er det her Canada?”

---

Den skimlede hingst, der bar det hemmelige navn, blev ikke skuffet da den mindre hoppe, der var strøet med sorte områder over ryggen og krydset veg fra ham; mange i dette land tog den hilsen som han fandt en hoppe værdig som værende for direkte, provokerende, angstpåkaldende, uvenlig. Ja, ingen havde rigtig sat pris på hans hilsen – eller jo, få havde, men det var efterhånden et så lille tal, at han egentlig havde glemt hvem der havde taget imod hans hilsen. Dog var Altaïr en hingst, der kunne sætte sig ind i rigtig mange ting, og dette påvirkede ham ikke, men viste ham blot hvor grænsen var. Han brummede dæmpet, accepterende af hoppens ønske om en smule større afstand, inden han kort lod de mørkeblå øjne vandre ud over himlen hvor lyn efter lyn slog imod jorden med faretruende kræft. Det var i sandhed et magisk syn, sådan set, men farligt. Læste man ikke naturens varsler med omhug, kunne en storm af lyn let forvilde en i fare. Den skimlede hingst slog ganske kort med hovedet, inden et øre blev vippet imod den lille hoppe, der ganske overraskende kom med et spørgsmål, som han ikke havde ventet. De fleste startede med at sige hvem de var, hvilket altid havde været for formeldt til den skimlede hingst, da han havde langt større interesse i hvem de enkelte sjæle var som individer. Og så havde han noget med navne, som krævede en længere forklaring.
Han rømmede sig kort, inden han med et smil rystede på hovedet.

,,Melady, nej, dette er ikke Canada. Du er i et land, der bærer navnet Andromeda”

Han smilede da kort, men skævt, inden han gjorde sig et let og galant buk for den lille hvide hoppe strøet med sort. Hun var en meget unik skabning af bygning, så forskellig fra alle de andre her i landet. Hun lignede en, hvis kapacitet ville række langt i de stejle bjerge. Ja, i sandhed, lignede hun en klatrer. Før hingstens tanker kunne nå videre i dets tankespind, slog endnu et lyn ned, hvilket fik revet ham tilbage til virkeligheden, og med øjnene lagt imod de farvestrålende lyn, besluttede han sig for, at der ikke ville gå længe før han ville drage videre; med håbet om at den lille hvide ville følge ham.