|
|
Post by Deleted on Jan 22, 2014 16:53:48 GMT 1
Solens sidste, gyldne blev trukket længere og længere ud over himmelen, hvor mørket snart ville dominere. De stærke solstråler kæmpede en brag kamp, der gav et blodrødt skær hen over himmelen. Hingsten havde atter søgt til hans yndlingssted; Chibale. Træernes lange skygger havde for længst rakt ud efter ham, efter det milde lys hans smukke kappe kastede omkring sig. Hingsten vidste, at skyggerne var misundelig på hans lys, og hvor de dog inderligt ønskede at kvæle det, lyset. Med smidige og dansende skridt bevægede hingsten sig gennem terrænet; hver skridt var stabilt og velbalanceret, ak hvor var han van til, at vandre i disse områder. Og hvor han dog elskede, at gemme sig blandt træerne. De gav ham den mest familiære følelse, han længe havde følt. Savnede han mon sit hjemland? Tanken fik ham til at svirpe med den kulsorte hale, og hvert skridt drog ham længere og længere ind mod landets hjerte.
Hingstens åndedrag var tungt, men ej stønnende og udmattet. Med en elegant bevægelse stoppede han, da han nåede til en lille sø. Vandets blanke overflade genspejlede den blodrøde himmel over ham, genspejlede hans skikkelse og mindst af alt ville det sikkert også genspejle andre, hvis de kom nær. Hingsten lukkede de sortnede, døde øjne og lod den himmelfarvede kappe opsluge ham til intethed, så han ej var synlig for nogle, da han sank hovedet, og lod tørsten stilles af det iskolde vand.
[ Reserveret til Djange ] |
|
|
|
Post by Deleted on Jan 23, 2014 9:56:35 GMT 1
Dagen var snart omme, alt imens solen endnu gav sit præg på sin kamp ned i horisonten. Det rødlige skær brændte nærmest igennem de nøgne grene i krontoppende. Sneen i skovbunde her var yderst beskidt og mørk, men endnu knagede sneen varmhjertet for hvert et præciserende skridt den brogede hingst tog. Frosten var på sit dirrende leje mellem plus og minus grader, alt imens sneen visse steder smeltede her denne sene eftermiddag. Standhaftigt og stolt, bare den anspændte hingst sig af sted, til en sø krydsede hans vej. Han havde været her før, og det havde andre vidst også, spor af andres hove var at se, alt imens det kolde og tomme blik fra de krystalblå øjne ellers konkluderede at han var alene her. Ørerne hvilede roligt tilbage, mens kroppen ellers var rigeligt anspændt da han langsomt lod sin mule søge ned imod den klare overflade, hvor der kun var så tyndt et lag is under vandoverfladen, at Djange kunne genspejle sig selv i det…
[OUT]
|
|
