A Dream To Remember [Taia]

---

Solens stråler gled endnu ned over ryggen på den skimlede Altaïr, hvis krop havde valgt øen Leventera, på grund af de tætte skove. Her vandrede han ad en sti, hvis forløb han ikke kendte. Landet her, blev ved med at overraske ham, vise ham nye veje han kunne tage, men uanset hvor meget han end ønskede det, kunne han ikke finde tilbage til den éne sti han søgte. Han havde kun haft én ting i hovedet siden hans sidste møde med Taia, den hoppe hans hjerte havde valgt at søge, og der havde hun ikke været sig selv. Noget uhyggeligt havde lagt sig over hende, styret hendes handlinger og stemme, men kan huskede tydeligt, hvordan hun havde bedt ham om at gå.
Han vringede kort på mulen, ved disse tanker. Det smertede ham, at han ikke havde kunnet finde hende siden, men ikke desto mindre ledte han endnu. Over ham var træerne tætte, som havde de lagt en kappe over ham, der kun tillod enkelte stråler at søge igennem og varme hans nærmest sølvfarvede skind. Det var sikkert for mange en mageløs vandring han gjorde sig, men selv lagde han ikke direkte mærke til den skønhed der var omkring ham; for hans tanker var begyndt at søge væk. Sommetider fandt han kun det han søgte, ved helt at holde op med at lede, og derfor lod han kroppen gå og tankerne flyve. Altaïr var en drømmer, det var han, og han var efterhånden så øvet i at skille krop og sind ad, at han sagtens kunne forlade kroppen i bevægelse, for at søge drømmenes verden. Og da først hans sind ramte denne verden, begyndte han at skabe den verden, han så inderligt ville lede den brune Taia med ind i, en skønne dag.

Hvad har jeg gjort galt?

...

Tal med mig! Jeg beder dem Taia, tal med mig!

Gå bort...!

Hvorfor nægter de mig deres selskab? Hvorfor vil de ej lade mig hjælpe dem mere?

Fordi du ej kan hjælpe mig mere! Lad mig være! GÅ!

Den gyldne streng trak sig bort som et såret dyr. Langsomt veg det, før det trykkede sig ind i mørket, for så simpelthen at forsvinde helt. Efterlade det pulserende lys til sine egne tanker, sine egne fortabte minder og mest af alt, sin egen korrupte verden. Inderste inde vidste den, at sjælen ønskede hjælp. At sjælen tiggede om det, men den gyldne var lige så meget slave, som enhver anden del af det væsen, de var blevet. En slave af mørkets sindsyge.

Kroppen bevægede sig i ticks. For hvert skridt vippede hovedet brat mod den ene side, for så at blive tvunget tilbage. Endnu et skridt, endnu en brat bevægelse. Ørerne lå vredet i nakken. En usynlig bevægelse fik den brune krop til at krympe sig, trække sig sammen om sit hjerte, før den så strakte sig ud på ny og let rystede sig. De var ved at blive rastløse. Trætte. Frustrede. Provokerede... hvorfor skete der intet!?

Hvorfor hører vi intet?
Hvorfor siger de intet!
Hvor er de; forrædere, forrædere...! Forrådt af vores egne brødre!
Shyysshh...
Skyggerne kommer, bare vent, blot vent... de vil komme.. de efter os ej? Vel.. VEL?

En bevægelse i det fjerne, fangede uden tøven Skyggernes opmærksomhed. Sjælen så dog intet, for den havde ej set lyset siden Lyset havde trængt sig ind i sindet. Skyggerne var blevet kaldt bort kort efter, havde tvunget kroppen med sig, men der var aldrig blevet ytret flere ord. Var de blevet glemt?

Et skingert, frådende hvin skar gennem luften ved genkendelsen af det grå skind. Drømmeren. Hingsten. Den forbandede...! Skyggerne pulserede og euforien fandt vej på ingen tid. Nu måtte de... nu.... Det skulle være nu! Uden et splitsekunds venten, sprang det arrede hylster fremad. Nu. Nu. Nu! Død. Blod. Lemlæstelse. NU!

Den skimlede herre, hvis sjæl vandrede på denne ukendelige sti, havde efterhånden slået alt fra. Hans tanker fløj, sådan som han kunne lade dem, og der nød de af den frihed de havde, til at skabe den verden han ønskede at se. En verden uden savnet, uden uvisheden. Uden ondskaben. Hans krop undslap et lidt fraværende brum, inden hans sind med ét blev trukket tilbage til hans krop med voldsom kræft. Bag ham hørte han en nærmest skræmmende lyd, der fik ham til at vende rundt så hurtigt hans krop formåede det. Med en sirlig, smidig bevægelse lod han sine forhove drejes om baghovene, der nærmest blev trykket rundt i jorden under ham. Han fnøs kort, nærmest forbavset, da han så det syn, der mødte ham. Melady Taia kom farende imod ham, med nærmest truende adfærd; og hurtigt måtte han lægge to og to sammen og konstatere, at den lyd han kort forinden havde hørt måtte have stammet fra hende. De blå øjne, som før havde været hendes, synede anderledes nu; det korte øjeblik han havde, til faktisk at overveje hvad der skete, var længe nok til at han fik kigget direkte ind i de blå, klare spejle til hendes sjæl, der nu nærmest var dækket af en tåge af had. Derpå slog han hovedet afvigende i luften og lod sin skimlede, muskelfyldte krop danse smidigt til siden, således at han fjernede sig fra den trådte sti, og ind blandt den ujævne underskov. Han kendte ikke terrænet til fulde, men han var god nok på sine ben til at føle sig frem. Derpå lod han sine ører vrikkes frem og tilbage, til siden; noget var helt ragende galt. Melady Taia, den hoppe der havde skabt det store savn i hans krop, nærmest strøg imod ham i angreb. Hvad der skete, var så langt fra den virkelighed han kunne forestille sig, at han i første omgang troede hans sind var faret vild på vejen tilbage og endt i et mareridt. Men nej, det var virkeligt, hvilket fik en sand frygt til at sprede sig i hans krop, da det gik op for ham. Med ét reagerede han noget anderledes, end man måske skulle forestille sig, for ét ord strøg fra hans mule med en sådan kræft og intensitet, at man ikke skulle tro det kom fra den ellers ikke-dominerende hingst.

,,Stop!”

Han flygtede. Han flygtede! Hvilken svagelig sjæl flygtede fra sin elskede...?! En skinger latter skar gennem luften, hvirlede omkring bladene og dansede med sindsygen, før den arrede hoppe fulgte den grå hingst ind i underskoven. Legen var først lige begyndt!

,,Hvorfor flygter du, lille hingst?"

Stemmen, eller rettere stemmerne, hvislede gennem skoven. Snappede efter hingstens haser som han løb, rev sig veg ind i hans ører. En enkelt Skygge dansede om hoppens bringe, fulgte rødderne som pulserede næsten mere levende end kroppen selv. For det utrænede øje var bevægelserne formålsløse; rødderne snoede sig desperat omkring, men syntes ikke at fange noget. Til øjet der så, var det en anden historie. Hver gang den mindste mulighed lukkede sig op, prøvede planten at kvæle fremfarten, før den trak sig tilbage og vred sig i smerte. Snoede sig som en såret slange, for så blot at prøve på ny. Den ønskede at standse kroppen, men kunne intet gøre alene.

,,Stoppe? Hvorfor skulle vi stoppe? Hvorfor, kære, lille Gråling.. kære lille...Altaïr?"

Hvilket frydefuldt minde! Hvilken perfektion! Hvilken...! Med et hvirvlede kroppen mod jorden... og fandt sig selv spiddet.

Talispher havde haft heldet med sig. Han havde fanget hende. Taklet hende. Snoet sine rødder omkring hendes ben, trods den brændende smerte der fik andre dele af ham til at vride sig i smerte. Men dette havde aldrig været planen. Han havde aldrig ønsket dette...! Det havde ikke været meningen. Hvorfor... Hvorfor havde den været der? Fortvivlet, desperat rakte han ud efter sjælen, som kun syntes at falde bort ned i mørket... hun måtte ikke forlade ham! Han kunne ikke have dræbt hende... Nej... nej...! Det var ikke meningen...! I sin fortvivlelse rakte han ind om det eneste han vidste, der holdt hende i live.. Hjertet... han kunne skabe det på ny... kunne han ikke? Han kunne skabe liv, muligheder, hvor alting ellers fejlede? Han kunne heale de døde... kunne han ikke?

Bliv hos mig... Taia... bliv hos mig! Hvis ikke hos mig, så hos ham... Forlad os ikke...

Langsomt sivede de ud. Som en tjæret masse, som tyktflydende blod, blandede den sorte masse sig med den langsomt strømmende flod af rødt. Langsomt dryppede det fra hendes vidtåbne øjne. En gispen hang stadig i luften. Støt, med en skræmmende ro, faldt den sidste støtte bort. Med en dump lyd landede den brune krop i underskoven, mens sort og rødt farve området omkring hende. Død...

,,...neeeeeeeej..."
,,..."

Hun, eller rettere, det som hun var blevet til, fortsatte hæmningsløst efter ham, da først hans hove med snilde førte ham I en nærmest kampklar dans ind I underskoven. Som sådan flygtede han ikke, men han ændrede hele tiden position, således at det voldsomme had, som hoppen udviste ikke ville kunne forudsige hvor han ville stå, og dermed angribe nådesløst. Han måtte holde fordelen ved bevægelsen, så længe som muligt, om end det var en større udfordring end som så. Overalt omkring grene, små træer der var væltede og huller gravede sig under det mossede lag af græs og blade der var faldet fra træerne. Alt i alt var det en arena, der ikke var skabt til en dans, som den skimlede hingst mere eller mindre udførte nu, med en partner der gik efter struben.
Han havde fået vendt fronten til nu, for at kunne forudsige de bevægelser, som Taia’s krop, der nærmest blev drevet frem af en ustyrlig plante udførte. Dog var der ingen systemati i det, det lignede det i hvert fald ikke; og selvom Altaïr var en hingst med øje for detaljer, havde han ikke tiden til at overveje de udfald planten gjorde sig.
Stemmen, nej, stemmerne lød nu. Hånende, iskolde og direkte onde. Ikke en snert af den milde stemme som Taia bar var til stede, og han vidste med sikkerhed, at hun ikke talte med ham, nej. Han hev hovedet op i en forsvarsposition, af de spottende ord som denne vandskabning sendte imod ham; men han var klog nok, til ikke at reagere på dem. Han flygtede ikke fra den han elskede, men søgte at vinde fordel imod det der havde kidnappet hende. I stedet lod han ganske kort et par forben sendes i luften, et tegn på at hans muskler trods alt kunne stå distancen hvis det kom dertil; dog ikke i fysisk kamp, for aldrig ville han kunne skade hende. Aldrig. Men han havde et andet forsvar, nemlig sindet, som Taia vidste han besad; men som den måske ikke kendte til.
Det næste sved; for alt imens denne nærmest kampagtige dans fortsatte, bespottede væsnet ham med det navn, han var skænket. Det navn, der egentlig ikke føltes som hans, for han var ikke det som det betød. Og ingen andre i hele landet kendte til netop dette, ud over Taia, som havde lovet aldrig at bruge det. Han lagde ørerne direkte i nakken, inden hans stemme lød, med samme alvorlige tone som før.

,,Altaïr er ikke et navn, der beskriver hvem jeg er. Og svaret er ganske enkelt, Skygge. Du har ingen ret til at være her, der hvor du er, og derfor kræver naturens gang at kryber tilbage til det hul du kom fra”

Hans ord var så anderledes end dem han normalt udtalte. Nærmest truende, men uden at være angribende. Ja, det var en særlig tone der forlod hans mule, og netop ordet Skygge blev valgt med omhug. Han havde hørt om dem, snakket med andre om dem, og de havde vist sig. Netop som det endnu så ud som om Skyggerne kravlede frem, skete der dog noget ufatteligt uventet. Planten der havde taget hold om Taia, fik taget endnu mere fat, og for ham så det nærmest ud som om, planten med vilje stoppede Taia’s vej, hvilket fik hende til at vælte.
Sekunderne tikkede afsted med ufattelig høj hast, men det der skete opfattede den skimlede hingst som værende som flere timer. Hun faldt. Hendes hjerte blev spiddet af en gren, hvis placering ikke kunne have været mere fatal. Hvordan han kunne have ladet det ske, kunne han ikke begribe, men nærmest i samme øjeblik hun var faldet, var han sprunget frem til hende. Dog var det en sviende kamp der mødte ham, for det var som om at Skyggerne i samme øjeblik mistede et vigtigt fastpunkt. De gled ud fra hendes krop, bugtede sig som en tåge i luften og forsøgte for alt i verden at få hold i noget levende; inklusive ham selv. Stemmer skreg, kulde klamrede sig imod hans krop og fik den til at vride sig i ubehag, dernæst smerte. Stemmerne blokerede hans hørelse, slørede hans syn og holdt ham blot en meter fra den brune, arrede hoppe hvis liv var rendt ud. Han kunne et øjeblik intet gøre, ud over at trække sindet væk, bekæmpe dem på sin egen måde. Dette skete, med samme hast som alt det andet, og varede ikke mere end få sekunder, inden Skyggerne måtte vige. Hans sind var lukket, og dermed var det som om, de ikke kunne holde ved. De forsvandt, op i luften og ud til siderne, hvor de dermed efterlod de to sjæle i en stilhed, der var langt værre end den larm han lige havde været udsat for. Den sidste beklagende, skrigende tone fra Skyggerne, hang som et ekko, dog uden lyd. Hun rørte sig ikke, og med nærmest krampagtige bevægelser trådte han helt hen til hende, sænkede sin mule og begravede den i hendes man. Nej, det måtte ikke være sket. Det måtte ikke ske. Han kunne ikke andet, end at håbe. Håbe så inderligt, at hun ville rejse sig; rejse sig for ham.

Hush now, young one
It's not your time, nor your way
It's not your place to escape
Wake and rise like the morning sun

Skyggerne sivede bort. Slyngede sig klamrende omkring alting, før de efterlod luften helt stille. Ikke en eneste lyd syntes at findes, som eksisterede lyd ikke længere.

Lev...

Dø...

...grålingen?

Der var intet andet end tomhed. Stilhed. Betryggende, elskede stilhed. Intet andet. Der var ingen stemmer. Intet mørke. Intet kvælende tag om hendes døde hjerte. Død. Hun var død, i teorien i hvert fald. Hun skulle have været det, var det ikke fordi hjertet pulserede på ny. Langsomt, smertefulgt langsomt, fandt det en rytme mens dets vægge blev opbygget. Fandt styrke, mens vævet blev helet. Nye sår blev skabt, men nogle gange må man ødelægge ting mere, for at gøre det helt igen. Langsomt arbejdede den sig fremad. Arbejdede han sig fremad.
En rod slyngede sig om grenen. Med en simpel, hurtig bevægelse splintredes den. Langsomt syntes den del, der stadig sad i hoppens bryst, at blive skubbet ud. Splinter faldt til den blodige jord, før mere blod fulgte trop.

Talispher gjorde sit bedste, men selvom han var hvem han var, var han uerfaren. Som Skyggerne havde været unge og naivt ivrige, var han usikker. At hele sår var en ting, men skabe et nyt hjerte? Hele kødet, vævet, hele vejen til bringen? Det virkede som en umulig opgave, men langsomt blev såret fyldt ud. Splinterne blev skubbet bort. Et nyt ar ville dække hendes bringe og hun ville være forevigt bundet til ham, som han var til hende. Han ønskede ej at gøre det mod hende, men ønskede ej heller, at hun døde.

Hendes sider hævede sig ikke. Intet åndedræt forlod hende, og så alligevel. Med et gisp syntes hoppen at live op på ny. Intet slør dækkede de havblå øjne. Intet skreg i hendes sind. En skramlende, svag bevægelse var alt hvad hun var i stand til at gøre. Bladene flyttede sig for hendes hove, mens hendes hoved stadig lå trygt på dem.

,,...Gråling...?"

Undskyld

Tak

Tiden var som stoppet. Alt stod stille. Pulsen på den skimlede hingst, tordnede dog derud af i hæsblæsende tempo, som brød den tid og sted for at fortsætte i en helt ny dimension. Det der foregik foran hans øjne lige nu, var det mest skræmmende han nogensinde havde oplevet. Han havde netop set sin elskede dø. Hvordan? Det kunne han ikke begribe. Hans krop som først stod forstenet, knækkede nu sammen. Hans forknæ måtte holde ham, og hans pande blev lagt hen over hendes hals, begravet i hendes man. Og her faldt de. Tårer så klarer som vandet i søen; så blanke som et spejl. Og alt imens tiden stod stille, begyndte miraklet at ske. Han opfattede det først efter noget tid, at denne form for plante, som han havde anset som værende en snylte, bevægede sig. Først troede han, at den søgte at tage hende helt fra ham, begrave hende for hans hove; og i et kort paniske øjeblik snappede han arrigt ud efter planten med en tydeligt tryglende og bedende attitude. Den måtte ikke tage hende.
Godt som han var ved at gå til angreb for alvor, så han dog selve miraklet; for hun forsvandt ikke foran hans øjne. Nej. Hun blev derimod lappet sammen. Grenen der havde spiddet hendes hjerte blev skubbet ud fra hendes bryst. Langsomt blev hendes hud forenet igen, sat sammen. Forbløffet hev han sig op på alle 4 igen, alt imens hans nærmest paniske og forhåbningsfuldt på samme tid, så til.
Pludselig så han det. Så hvordan hendes flanke hævede sig én gang, i en ujævn rytme. Det gibbede i ham, så voldsomt at han næsten måtte træde bagud. Han kunne ikke tro det. Og dermed hørte han hendes stemme, der fulgte, efter hun med ét blev til live igen. Han stod blot med åbne øjne og mule og vidste ej hvor han skulle gøre af sig selv; og sådan stod han, måske længe, måske ikke – og først da hans instinkter slog igennem, trådte han overilet frem og strakte sin mørke mule direkte ned til hendes. Dermed hviskede han, nærmest så ømt han kunne, alt imens han lukkede sin øjne for blot at mærke hende. Hende og kun hende, i hendes rene form.

¤Melady.. Du kom tilbage¤

Mere hørtes ikke fra hans mule. Kun hans åndedrag, der var lettere dirrende af både glæde, forvirring og oprørte følelser kunne høres. Måske endda hans hjertebanken, hvis man lyttede efter. Det eneste der betød noget for ham, var at hun faktisk var i live.

Hvis hun ikke havde haft et ydre, der var arret for livet, så havde hun bestemt fået det nu. Talispher kunne ikke gøre mere for hende, ej kunne han hele hendes sår bedre end han havde gjort. Alt han kunne gøre, var at skjule dem for omverdenen, hvis hun ønskede dette. Velvidende om at den brune hoppe levede med sit arrede ydre uden de store problemer, så dækkede han alligevel det nye til. Det var klodset og hastigt udbredt; musklerne var samlet forkert hist og her og selvom han med tiden nok kunne bryde vævet og opbygge det på ny, så ville det aldrig blive godt igen. Det ville aldrig se tilnærmelsesvis ud som det havde gjort før. Og derfor dækkede han det, indtil Taia selv kunne tage stilling til om dette også var et ar, som hun kunne leve med. Ud fra arret sprang derfor et væld af blomster. I midten åbnede en større sig; denne var Talispher selv. Hans tråde af rødder og strenge hvirvlede op langs hendes skuldrer i et kunstnerisk mønster, mens de ældre, sorte gevækster smuldrede og faldt til jorden. Som hun var trådt ind i livet på ny, var han.

Den brune hoppe vidste han var der, men hun bevægede sig ej selvom hun higede efter at søge ham. Hun ønskede at mærke hans blide kærtegn; hun ønskede den kontakt, hun var blevet fraholdt så længe. Hun ønskede at føle andet end kulden, mørket og den skrigende stilhed. Ved hans ord vippede hendes ene ører derfor som et tegn på at hun hørte ham. Hun fandt dog ingen krafter til at gøre mere, end at skubbe sit hoved svagt i hans retning. Hendes mule bevægede sig, som ønskede hun at åbne munden og fortælle ham noget, men hun fandt ikke styrken til at gøre selv den sølle, lille bevægelse.

I hendes indres dyb hvirvlede de stadig. Sorte og omklamrende klæbte de sig til de mørkeste afkroge, hvor hun før havde søgt ly, mens de sugede det, de kunne til sig. Nok var hun sluppet for nogle af dem, for dem der havde belejret hendes sind, men hun ville aldrig være alene. Talispher ville aldrig være ene om hende. De ville altid hvile der... de ville altid hærge de mareridt, hvor normalt kun flammerne jagtede hoppen omkring i hendes paniske, endeløse flugt.

Han stod med en hjertebanken af ren og skær lettelse. Det, som var sket forinden havde føltes som et mareridt med den mest tragiske slutning – men så havde en velsignelse ramt ham; for det, som han havde troet ville være starten på slutningen af sit eget liv, havde vist sig at være starten på hans elskedes liv. Langsomt var hendes hjerte begyndt at banke igen, hendes lunger gradvist fyldt med luft, og da hans stemme lød vippede hendes ører i retningen af ham. Det føltes så fantastisk, så overvældende at hun faktisk var i live, at han ikke kunne finde ro på sine 4 ben, og straks lagde han sig ved hende – bag hende og lagde halsen ganske forsigtigt hen over hendes. Han brummede sagte, alt imens han beskuede det fantastiske mirakel der udspændte sig foran hans øjne; en blomst af en art havde groet fra det ar som den spidse gren havde efterladt, der hvor den havde brudt hendes skind for at ramme hendes hjerte. Grene bredte sig nærmest i kunstnerisk stil ud over hendes skulder, for kærligt at holde om hende, beskytte hende. I flere minutter sagde han intet, men betragtede det nærmest uvirkelige spil der foregik foran hans øjne, og lyttede til hendes hjerte der langsomt genvandt sin styrke. Det lød som musik i hans ører, en rolig rytme der blev stærkere og stærkere.
Det gik dog snart op for ham, at hun endnu havde lang vej til at genvinde styrken til at rejse sig, hvis hun overhovedet ville kunne det. Han løftede hovedet en smule, så kun spidsen af mulen berørte hende, imens hans tanker begynde at spinde sit spind. Han ville gøre alt for at få hende på sine ben igen, men han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han kunne ikke trylle, og han kunne ikke fylde hendes årer med livsgivende energi; han kunne ikke løfte hende og han kunne ikke styrke hendes muskler. Frustreret vrikkede han sine ører rundt, indtil det slog ham. Måske kunne han gøre noget; men det var et vildskud, for hvis ikke hendes sind havde fantasien til det, kunne han ikke trække hende med ind i den verden han selv så inderligt holdt af. Han rømmede sig, sagte, inden hans mule kørt strøg hende over halsen. Forsigtigt undgik han grenene fra blomsten, da han ikke var sikker på hvad det egentlig var, og hvad karakter det havde; hvis det da var i live. Derpå førte han sin mule op nær hendes, hvor hans stemme meget sagte lød.

¤Melady, jeg beder dig nu om én ting. Måske er det for meget at spørge om, men jeg tror på det vil kunne hjælpe dig. Jeg vil guide dig i den drømmeverden jeg tror på der findes, og jeg håber at drømmenes verden kan give dig sin styrke igen. Melady, blot lyt til mig, og gør som jeg siger..¤

Han tav kort; hans hjertes lettede rytme blev snart en anelse nervøs. Normalt var der mange skridt fra han havde introduceret en til det at drømme, til han faktisk tog dem med, for det krævede ting i denne verden som de skulle holde fat i. Men han havde en idé om, at den blomst der sad på hendes krop kunne være hendes totem, så hun kunne finde tilbage til den virkelige verden med ham, når de kom dertil. Derpå fortsatte han, med den drømmende tone han besad.

¤Jeg beder dig tænke på den blomst, der sidder på din krop. Mærk dens vægt, fornem dens form. Og lad så tankerne slippe din krop. Bare flyv, lad værre med at holde fast i noget på denne jord. Jeg passer på din krop imens, men følg mit sind, melady. Følg mit sind, til den verden der er i det uvisse, i underbevidstheden.¤

Derpå påsatte han et let tryk på hendes mule. Dette gjorde han for at fastholde hende og sig selv blot en smule, som et anker der skulle sørge for de ikke fløj væk for alvor og endte i limbo, den verden man ikke kunne slippe ud fra. Han ville guide hende, og derpå begyndte han at spinde sin verden for det indre blik. Forestillede sig den eng i solens sidste stråler han ville tage hende til. Varmen, græsset, sommeren. Og derpå lagde tavsheden sig over dem, alt imens han ventede på at hun ligesom ham, skulle forestille sig denne verden, så de sammen kunne træde derind.