Når tiden er inde. [Brêgo]

Den gyldne hoppe, der gik under navnet Illana, havde længe betænkt en bestemt broget hingst. Det var længe siden hun havde set noget til den rødbrogede Brêgo, men hun vidste hans fremtid havde ændret sig, siden dengang de mødtes. Han havde fået en flok, og hun havde i sin tid sagt hun ville søge den, når tiden var inde. Og det var den nu. Den gyldne danserinde havde mødt mørket og indset hvor tæt på de reelle trusler var, og så længe hun ikke selv havde et sted i dette land hun for alvor kunne føle sig tryg, ud over øen Tenga, ja, da var hun bange for at hun ikke ville kunne beskytte Lyset til fulde.
Hun havde nu, ved hjælp af Lyset og andres vise ord, fundet frem til det sted som den brogede hingst havde som område. Hun vandrede i det sene dagslys, blot få timer fra mørket frembrud.
Den gyldne hoppe, hvis tidligere frygt egentlig havde været dulmet siden hun var kommet til landet, var nu atter varsom ved at bevæge sig i mørket. Hun havde set Skyggerne ,følt deres kræfter, og frygtede at de kunne vandre frit som de havde gjort det i hendes gamle hjem. Dog var Skyggerne her anderledes, for de var ligefrem onde; brutale og søgte mere end blot at lokke hende i fordærv. De skræmte hende, Lysets hoppe, og derfor havde hun nu mere end nogensinde før, brug for den beskyttelse som fællesskabet kunne give hende.

Når tiden er inde

word count: 509 | Tag: Illana

Endnu en gang måtte den brogede hingst vende tilbage til flokken, Teylar, knækket og træt fra den lange rejse uden ende. Sådan føltes det i hvert fald for ham. Den havde nu varet i et år, og han var ikke et eneste skridt tættere på enden. Ikke den ende han selv havde håbet på i hvert fald. Han havde endnu ikke fundet ..... hende. På trods af det klyngede han sig stadig til et meget spinkelt håb om at det kun var fordi Andromeda var så mange store områder der skulle dækkes, og det var umuligt at dække det hele på én gang – at det var fordi han havde søgt de forkerte steder, eller de rigtige steder på de forkerte tidspunkter. Han klyngede sig til håbet om at Antheia nok skulle dukke op engang. Måske skulle han ikke lede så meget. Måske ville hun komme til ham? Det var også med til at holde en lille gnist i håbet – og håb havde han brug for hvis han skulle komme igennem det der efterhånden føltes som en grå – eller hvid, kold, trist og ensom hverdag. På trods af flokken allerede havde få medlemmer, så snakkede han ikke så meget med dem. Han havde haft travlt med sin søgen. For travlt med sig selv – og det havde han indset nu. Derfor måtte den endeløse søgen i hvert fald sættes på pause. Men det ændrede stadig ikke det faktum at den brogede hingst manglede noget til at udfylde hullet i hjertet. Noget flokken ikke kunne give ham.

Det var med tunge skridt han bevægede sig ind over flokkens grænse, og hovedet hang og dinglede lidt fra side til side i takt til de lange skridt. Halen og den lange man virkede tungere end normalt, fordi han ikke bar dem med samme mod som han plejede. Ikke samme styrke. Glæde var heller ikke det den brogede hingst viste mest af, med mindre der var noget at glæde sig over, men der var som regel altid en venlighed der hvilede over ham, som nu var blevet til fortvivlelse. Det ’jeg’ han engang var, var lige så stille begyndt at svinde bort, for at blive til en skygge af den hingst han engang var – og som mange ville huske ham for at være, for det var stadig ’den’ Brêgo andre fik lov at se. Ikke mange kendte til hans sorg og savn. Hvor længe han havde gået var han ikke selv klar over, men hans hove føltes tungere og tungere for hvert skridt. Noget syntes at ændre sig i luften. En fremmed og alligevel kendt var i flokkens område. En duft han ikke helt kunne placere, men som stadig virkede kendt. Den blev dog hurtigt placeret da han så den gyldne skikkelse. Brêgo løftede hovedet en smule igen, så det da lå højere oppe end hans ryg og ikke hang halvt nede ved knæene, og lod de plyssede ører rettes mod hoppen. Illana. Lysets vogter. Han satte kursen mod hoppen han ikke havde set længe – endnu en af de sjæle han ikke havde set længe.

Illana, den gyldne, som ikke kendte helt og holdent til flokkens udstrækning, havde vandret nogen tid uden at finde en anden sjæl. Lyset om hendes hals var dog en formidabel vejviser, for gradvist begyndte det snart at lyse mere og mere, i takt med at hende og den brogede Brêgo nærmede sig hinanden. Det var utroligt længe siden at den gyldne havde set denne brogede hingst, så da først hun fik øje på ham, skød en glæde igennem hendes krop. Venlige sjæle var der nok af i landet, ingen tvivl, men alligevel var der noget over Brêgo, som var anderledes end så mange andre. Han var ikke blot venlig, men direkte indbydende, varm og tog imod alt og alle. Hun brummede sagte for sig selv, inden hun med naturligt elegante bevægelser satte den brogede hingst i møde. Ved første øjekast, var han som hun huskede; men da så hun det. Han bar en halskæde om sin hals, med en sten i lillae nuancer om halsen. Han havde mødt Den Vise, det var tydeligt, og Lyset om hendes hals hilste ham glædeligt velkommen ved at stråle næsten hvidt. Denne nuance forekom sjældent, og når den så endelig kom frem, var det enten fordi hun have mødt en sjæl af særlig karakter, eller fordi denne særlige karakter havde mødt det evige lys, som hun selv.
Hun stoppede først henne ved den brogede hingst og hilste ham an med en venlig verbal lyd; ikke en brummen, men en nærmest glædelig lyd, der ellers var svær at placere. Måske en nynnen? Derpå strakte den gyldne hoppe mulen frem imod Brêgo, for at berøre hans mule, bare for at vise ham hvor meget det lettede hende at se ham. Hun havde med vilje søgt ham – søgt ham, for at få hans hjælp, hans beskyttelse. Men også for at gense en ’gammel kending’ hvis relation til hende var stabil. Og netop stabilitet var noget hun havde brug for.

,,Brêgo – hvor er det godt at se dig!”

Lød det da fra hendes mule, inden hendes ravfarvede øjne søgte hans. Oprigtige var de; men de fornemmede en ændring i de øjne hun mødte hos Brêgo. Hvad, kunne hun ikke spore, men noget var i gære, som den gyldne hoppe ikke kendte til.

Når tiden er inde

word count: 400 | Tag: Illana

På trods af lyset lige så stille trak sig væk fra landet, for at krybe ud til vandet og dermed på et tidspunkt inden for en nær fremtid, ville synke i vandet sammen med solen, så var der ikke så mørkt som der havde været længe. Dagene var allerede ved at blive længere, og de ville gå en lysere tid i møde. Det var en næsten trættende tanke, lige så meget som den var glædelig. For med flere dagstimer var der også længere tid at lede – men han orkede det ikke, og alligevel syntes han at han var nødt til det. Måske var det en pause fra den søgen han havde brug for. Han kunne jo ikke bare stoppe og give op.

Den brogede pels virkede mere plyssede end normalt, stadig, men han havde heller ikke brugt så forfærdelig mange vintre i dette land. Det var kun hans anden vinter – og derfor var han heller ikke vant til den lange tykke pels endnu. Den havde dog holdt ham godt varm og det var han taknemlig for. Han skulle nok komme helskindet igennem denne vinter, og det lod til at den gyldne hoppe med det skarpe lys også nok skulle klare sig. Hun lignede sig selv – i hvert fald sådan som Brêgo huskede hende, selvom det ikke var hende der var i hans tanker det meste af tiden. Der var ikke plads til ret mange andre end ..... hende.

Noget i Brêgo fik ham til at virke ældre end han egentlig var. Han havde altid virket meget moden, men selv nu kunne han godt mærke den træthed der hærgede. Den samme slags træthed der kom når man ikke fik rørt sig ordentligt og gik i stå. Og alligevel også samme træthed som efter en lang dags traven. Det var nok også en blanding af begge dele – for han havde gået langt på sin rejse, og det var det samme han oplevede dag ud og dag ind. Han trængte til noget fornyelse i sin tilværelse, men vidste ikke hvad.

”Illana, du gyldne hoppe, hvor er det længe siden”

Hilste han hende med en varm stemme og et venligt smil om den lyse mule, som også næsten nåede helt op til de nødebrune øjne. Der var en svag antydning af et glimt i dem, den lille gnist der engang var, som lige så stille truede med at svinde bort.

”Hvad bringer dig hertil?”

Ganske forsigtigt trak hun mulen til sig, lidt efter hun havde berørt hans. Hun var ikke en hoppe, der gik direkte til andre, overtrådte deres grænser - men hun smøg sig galant ved deres kant. Hun nød at komme andre nær, så længe de accepterede det, og derfor forblev hun ikke så nær ved Brêgo; for hun følte, at hans grænser ikke tillod det. Nok var han en af de letteste at omgås, men hans krop talte for, at noget var galt. Om end han lyste oprigtigt op, da han havde hilst, hvilede der dog endnu en snert af noget der dulmede hans sind. Dog ville hun ikke gå ind i dette yderligere, for snage gjorde hun aldrig; og dermed lyste hun op i et endnu bredere smil. Det var længe siden, alt for længe siden hun havde set den rødbrogede hingst.

,,Det er alt for længe siden Brêgo, jeg er ked af at vores veje ikke er krydset tidligere.”

Sagde hun med en igen nærmest nynnende stemme. Hun nød inderligt at begå sig med andre, der havde mødt Lyset som hende selv. Der var noget specielt som de sjæle delte med hinanden; og det skulle ikke forstås på den måde, at hun ikke nød andres selskaber ligeså meget, men der var nærmest en kildende stemning over møder med andre vogtere, som kun opstod her. Dog dulmede hendes egen gnist en smule, da hun skulle forklare, hvad der havde bragt hende hertil. Svaret var både enkelte og kompliceret; men det skulle formuleres, så det kunne tolkes rigtigt.

,,Jeg er kommet her, på grund af dig. Brêgo, ser du. Jeg gav dig mit ord på, at jeg ville søge din flok, slutte mig til den når tiden var rigtig. Tiden er inde nu, men ikke af den årsag jeg havde håbet. Jeg håber du forstår mig ret – men jeg søger tryghed, beskyttelse. Skyggerne lurer i mørket igen, og derfor søger jeg et sted, hvor jeg ved jeg kan være sikker. Brêgo, jeg ønsker at slutte mig til din flok, søge din beskyttelse, hvis du giver mig lov.”

Hun nikkede kort, ikke formelt, men bekræftende af at hendes ord var oprigtige. Hun ønskede virkelig at kunne have et stabilt hjem, hvor Skyggerne ikke kunne nå hende. Hvor vidt de kunne vandre, vidste hun ikke, men hendes møde med dem, havde sat en begravet frygt i hende igen, og at vandre om natten i det ’frie’ land, skræmte hende nu.

Når tiden er inde

word count: 373 | Tag: Illana

Den brogede hingst løftede hovedet en lille smule mere, som for at opkvikke sig selv, og ikke bare stå og hænge med mulen. Det kunne han jo gøre når han igen bare var sig selv. Selvom han aldrig helt var sig selv, for flokken var der. Ikke altid alle på en gang, men der var næsten altid nogen i nærheden. Lige så stille strakte han mulen frem mod den gyldne hoppe og puffede blidt til hendes skulder.

”Det er du ikke ene om. Jeg er bange for jeg bærer en del af skylden, for jeg har været travlt optaget med andet end at pleje mine bekendtskaber og venskaber”

Det var som sådan ikke en undskyldning, men en forklaring på, hvorfor de nok ikke havde set noget til hinanden i lang tid. Han havde jo haft travlt med at lede efter den rødbrogede hoppe som havde en hel speciel plads i hans hjerte.

Illanas talestrøm om at ville joine flokken, glædede ham. Ikke fordi hun næsten så det som en nødvendighed for at undgå skyggerne og på den måde søge tryghed, for han brød sig da ikke om at nogen som helst skulle skubbes sådan fremad, eller ’jages’ af mørket. Det glædede ham fordi det var endnu en sjæl i flokken, som han havde det godt med. Han følte altid en form for ro når han var i nærheden af den gyldne hoppe. Han var sig selv, som han altid var, men han behøvede ikke være nervøs for at overskride hendes grænser og så se hende vende røven til at gå, som andre kunne finde på. Hun var et roligt væsen som ham selv, og det gjorde også hendes selskab bedre. Der var ikke noget forfinet over hende – ingen ’De’ og ’Dem’, som andre brugte.

”Ikke ret meget ville glæde mig mere, selvom jeg ligesom dig ville ønske det var af andre årsager. Det gør mig ondt at skyggerne lurer i mørket, og jeg håber på jeg kan være en hjælp. Og selvfølgelig er du velkommen i Teylar.”

Det eneste der ville glæde ham mere, var hvis han kunne finde hans Antheia igen og hun ville slutte sig til flokken. Men som tingene så ud ville det højst sandsynligt aldrig komme til at ske.

Den gyldne hoppe Illana, havde meget nøje blikket rettet imod den brogede hingst, imens han tog hendes ord til sig. Han reagerede på en måde, som glædede hende; for selvom hun havde tilkendegjort, at hun ønskede at søge hans flok at årsager hun ikke havde håbet ville være årsagen. Men dog, var hun mere end glad for at hun var her nu, med ham. Hun rakte mulen frem og strøg ham blidt over halsen; selvom glæden ved dette viste sig i hans sind, var der endnu noget der trykkede ham. Hun puffede endnu mere glædeligt til ham, nærmest opkvikkende da han godkendte hendes plads i flokken. Hun kunne faktisk kalde det for sit hjem nu, med hans accept. Hun smilede, oprigtigt, alt imens Lyset om hendes hals lyste mere og mere klart. Det fulgte hendes følelser, ligesom det fulgte andres; opfattede dem, reagerede på dem. Men ligenu var det en lettet lykke der bredte sig, fordi Lyset, ligesom Illana, frygtede Skyggerne.

,,Desværre tror jeg at Skyggerne er en trussel vi kommer til at se mere til fremover, men sammen står vi stærkere, Brêgo. Og jeg er virkelig glad for, at jeg må kalde dit hjem for mit. Jeg vil med glæde vandre i flokken, blandt dine medlemmer og følge dig”

Derpå løftede hun hovedet en smule, inden hun mødte hans øjne igen. Der hvilede de noget tid, ikke granskende, men blot betragtende. Øjne var spejle til sjælden der gemte sig inde bag, og de kunne ikke lyve; selvom kroppen måske kunne. Hun lagde hovedet en anelse på sned, inden hun vrikkede en anelse med ørerne. Han bar en smerte i sit hjerte, og det sansede Lyset lige så stille. Dog var Illana absolut ikke en type der trådte ind på sådanne områder og ømme punkter, men hun gjorde det klart for ham, at ville han snakke, lyttede hun. Til hver en tid. Derpå trådte hun et lille skridt til siden, inden hun gav ham et glædeligt nik. Dette område kunne hun nu føle sig sikker i, og hun vidste at Brêgo var den perfekte beskytter, den perfekte leder. Og netop som hun gjorde dette, fornemmede hun noget særligt over ham. Han havde en evne .. en evne hun ikke havde kunnet mærke før nu.

Når tiden er inde

word count: 362 | Tag: Illana

Han nikkede en enkelt gang, for hun havde ret. Sammen var de stærkere. Alle var stærkere når de ikke var alene. Og alligevel kunne han ikke undgå at føle sig fortabt og svag. Skyggerne bekymrede ham ikke lige nu - ikke så meget som de måske burde. Lige nu var det næsten lige meget om de ville komme efter ham eller ej. Han var ligeglad. De nøddebrune øjne der engang havde indeholdt en venlighed og varme, var nu kun nøddebrune og til tider fulde af sorg. Han havde gjort sit for at lade som ingenting, men lige lidt havde det hjulpet. Det var begtyndt at gnave i ham og han følte sig på en måde irriteret af selskab han slet ikke burde.

"Det er ikke kun dig, Illana, der har brug for hjælp. Jeg har også."

Det var vel på en måde en slags advarsel om at der nu kom mere i stedet for han bare smed det hele i hovedet på den stakkels hoppe. Det var næsten som om han lagde op til en lille historie, som en morfar eller farfar der ville fortælle sit barnebarn en godnathistorie. Men så gammel var han slet ikke og det var ikke lige stof til nattehistorier og gode drømme.

"Mit hjerte er tungt. Alt for tungt, og det bliver kun tungere for hver dag der går. Jeg har mere eller mindre fået tilside sat mit ansvar. Jeg har holdt stenen i sikkerhed, men jeg har ikke kunne samle mig nok om flokken og de fortabte sjæle der ingen steder har at tage hen. 

Jeg mødte en. En der virkelig så ud til at kunne bruge noget hjælp, og normalt ville jeg gerne hjælpe. Og jeg ville også gerne have hjulpet. Men jeg kunne ikke. Jeg måtte simpelthen opgive. Hendes blotte tilstedeværelse vækkede en irritation inde i mig der nærmest sad og gnavede i mine knogler. Det var første gang jeg oplevede det. Det er kun blevet værre siden da.

Mit hjerte er tungt. Tungt af sorg og savn. Jeg har mistet den jeg holder af, og det var før jeg overhovedet fik fortalt hende det. I et år har jeg ledt, men uden held."

Den gyldne hoppe var ganske glædelig over at hun var stødt på denne brogede sjæl; at han accepterede det hun havde søgt om. Men hun havde sanset noget ved den brogede hingst, som havde bekymret hende; bekymret hende, fordi hun holdt af ham. Og den bekymring hun havde haft, kom til udtryk ganske kort efter, da Brêgo fortalte hende noget, som hun i første omgang ikke vidste hvordan hun skulle tolke. Aldrig havde hun forestillet sig, at denne hingst ligefrem kunne blive irritabel over andres tilstedeværelse, og det var ikke en ting der i hendes hoved gavnede hverken ham, dem han var sammen med, eller det fællesskab han var en del af; men hun gik ikke ud fra, at det var noget han normalt blev, og Illana kendte ham trods alt nok til at hun ikke betænkte de videre; der måtte lægge noget under dette, som stak dybere. Og ganske rigtigt. Han savnede en, en han havde ledt og ledt efter. En kærlighed nok, som han havde mistet, og det gav et lille stik i hendes hjerte, for den smerte han følte, var netop den hun aldrig havde håbet hun skulle opleve, men som hun alligevel ikke havde kunnet undgå. Hun havde fravalgt den sortbrogede Volontaire, valgt den månebrogede Samael, men mistet den anden i faldet. Hun havde været egoistisk og ladet sit hjerte elske to, og det havde vendt sig imod hende. Med et kort, medlidenhedsfyldt prust puffede hun imod hans mule.

,,Kære Brêgo, det gør mig ondt du har mistet hende. Inderligt. Og selvom det er en historie jeg endnu ikke har fortalt sig, så ved jeg hvordan det føles. Det er ubærligt, og ingen trøst er det, men livet fortsætter. Jeg siger ikke du skal vælge din søgen fra, for dit hjerte vil sikkert tvinge dig videre; men blot husk på at der er andre i dette land, som holder af dig og har brug for dig ligeså; og som vil støtte dig uanset hvad retning du tager.”

Hendes ord var måske i hans ører ligegyldige. Dog håbede hun på, at han dog ville lytte, måske se en form for trøst i dem. Hun vidste dog, at hvis hun havde muligheden for at få Volontaire igen, ville hun tage den, men han havde specifikt bedt hende holde sig væk, og den respekt hun nærede for den sortbrogede hingst var stor nok til at føje hans ord. Hun brummede sagte; for trøsten fandt hun i den hingst hun havde valgt at ægte, nemlig Samael. Og nogle af de kvaliteter hun så i den hingst, så hun ligeså i den brogede Brêgo. Hans hjerte skulle søge, så længe det ville. Og han kunne sikkert ikke tvinge det til at holde op før tid; men hun ville, som hun havde sagt, støtte ham som hun kunne. Give ham tiden han havde brug for; se bort fra de fejl der måske ville komme langs vejen. Selv havde hun begået mange på det sidste. Det var alle sammen dele af det faktum, at de var levende sjæle, og alle begik de fejl. Men det vigtigste var at man lyttede til sig selv og gav tid.

Når tiden er inde

word count: 265 | Tag: Illana

Brêgo vidste godt at den gyldne hoppe havde ret. Livet gik videre. Hvor meget han end hadede det. For hver dag, hver time, hvert minut eller hvert sekund var det længere tid uden hans Antheia. Han ville ikke kunne opgive den søgen, selvom han havde forsøgt nogle gange. Det trak stadig i ham, og det glædede ham en lille smule at hun forstod det nok ikke var noget han bare kunne glemme. og alligevel var det nok også et slemmere tilfælde end han lige havde fået givet udtryk for. Det stak dybere end noget andet havde gjort.

"Selv i selskab med andre føler jeg mig ensom uden hende"

De nøddebrune øjne hvilede ikke på nogen eller noget, men fokuserede i stedet på et punkt langt væk, og gjorde dem fjerne. Hendes puf fik ham dog til at vende opmærksomheden mod hende igen og han tvang sig selv til at finde et lille smil frem. Det var heller ikke helt så svært i selskab med den gyldne Illana, for han kunne godt lide hendes selskab - også selvom det aldrig ville kunne måle sig med Antheias. Intet selskab ville kunne måle sig med Antheias.

"Jeg har brug for din hjælp. Jeg har brug for at finde ro i mig selv. Brug for ikke at skulle tænke på flokken som en ekstra opgave der holder mig tilbage. Det er en meget simpel opgave. Alle der vil ind i flokken skal have en chance - med undtagelse af dem som hjælper skyggerne. Vil du være min højre hov, og hjælpe med at holde ro og orden i Teylar?"

Ganske tavst stod den gyldne hoppe og betragtede den rødbrogede hingst. Hans tidligere pragt lod til at være falmet en smule, og dybt i den gyldne hoppes sind, mærkede hun den ubehagelige bekymring hun havde næret siden hun var trådt ind i hans selskab igen, ændre sig fra blot bekymring, til en nagende tristhed. Hun var oprigtig trist på hans vegne, men også trist fordi hun nok var bange for at denne rødbrogede hingst ikke ville vende tilbage fra den sti han ville tage for at finde hans elskede. Hun vippede en smule med ørerne imens hun betragtede ham. Hvis hun havde en idé om at det kunne hjælpe, ville hun ruske ham i siden og bede ham tage hans ansvar op for flokken, være der for hende og de andre; men hun vidste, at det kun ville gøre ting værre. Hun forstod ham, og som hun havde givet udtryk for, vidste hun at det eneste der ville kunne hjælpe ham, var at fuldføre den søgen han var begyndt på. Hans hjerte ville ikke få fred, før det havde mærket virkeligheden, indset den selv. Selv kendte Illana intet til den hoppe han elskede, og vidste ej om hun endnu var i landet, men hun håbede inderligt at han ville finde hende. Hun brummede sagte og lod ligesom sit blik fokusere en anelse mere, ved lyden af hans sidste ord. Som hun var kommet til ham for hjælp, bad han nu hende om hjælp. Det var en vigtig egenskab at have, at kunne indse at man havde brug for det og turde bede om det. Illana rykkede hovedet en smule, inden hun lagde det på skrå. Hun ville kunne hjælpe ham med flokken, og samtidig ville han kunne hjælpe hende med trygheden. Det var et forslag som den gyldne hoppe ikke kunne se nogen grund til at sige nej tak til. Hun puffede ganske blidt til ham, inden hun sendte ham et dæmpet smil.

,,Det vil være mig en ære at hjælpe dig Brêgo. Det vil det virkelig. Jeg vil gøre hvad jeg kan, for at udleve de ord; alle skal have en chance. Skyggerne vil aldrig være velkommen; hvilket jeg er ganske glad for”

Smilet tegnede sig en smule bredere. Hun kunne virkelig være tryg her, hvor Skyggerne ikke ville kunne nå hverken hende eller hendes lys. I samme øjeblik begyndte Lyset om hendes hals at gløde i en lysere nuance, som det altid gjorde ved nye sjæle, sjæle der havde mødt Lyset selv, eller sjæle der betød noget særligt for hende, hvilket den brogede gjorde. Han var en af hendes nære venner, som hun altid håbede hun ville kunne finde i landet, om end hun ikke havde brugt så meget tid med ham som hun måske ønskede. Derpå trak hun hovedet let til sig med et lille nik. Hun ville gøre hvad hun kunne for at blive en højre hov han kunne være stolt af; virkelig.

Når tiden er inde

Uanset hvor meget Brêgo havde lyst til at opgive til tider, så vidste han også godt at det ikke ville holde. Han kunne droppe det i nogle dage, men han ville vende tilbage til sin søgen alligevel. Sådan havde det været over sommeren, og vinteren - ja faktisk siden han sidst havde set Antheia. Det var den stædighed han var født med, som ikke skulle få ham ned med nakken. Hverken i leg eller i alvor. Han vidste dog hvornår tiden var inde til at overgive sig for en stund, hvis en kamp han ikke kunne vinde, skulle gå hen at opstå. Han ville dog ikke lade det være et nederlag for evigt, men tage kampen op igen når han følte sig klar. Sådan havde det altid været.

At Illana ikke stod og prædikede en helt masse om sjæle der kunne være gået tabt eller et land så stort at det var en umulig opgave, glædede ham en lille smule. Hvis nogen forstod ham, så var det hende. Det var han helt sikker på. End ikke den røde hoppe der ellers gerne ville virke så mild og forstående, forstod hvad der egentlig foregik oppe i hans hoved eller inde i ham, og han var heller ikke sikker på hun overhovedet var interesseret i at lytte til andet end hendes egen stædighed.

"Det glæder mig vi kan hjælpe hinanden. Jeg vil hermed give dig ansvaret for flokken, når jeg ikke er til stede"

En fugl fløj over hovedet på de to sjæle, med en stemme så syngende som vinden selv. Et øjeblik blev den gyldne hoppe fanget af dette smukke lille væsen, men hurtigt var hendes fokus på den rødbrogede hingst igen. Han virkede mere tilpas nu, end da deres møde var startet, hvilket fortalte den gyldne hoppe at han havde haft brug for en der lyttede. Hun havde altid været god til lytte; og hun vidste hvor meget det betød for andre at man var villig til at høre deres ord og ikke prøve at indføre sine egne. Hun rømmede sig en smule, inden hun med et smil nikkede til de ord som den brogede Brêgo udtalte. Han gav hende et ansvar for den flok, som havde givet hende trykhed. Ansvar for det fællesskab som stod bag. Det var en stor opgave som hun ville varetage så godt hun kunne; for hvis der var noget Illana var god til, så var det at lægge liv og sjæl i tingene. Hun gjorde aldrig noget halvt, aldrig.

,,Jeg vil gøre mit bedste, det vil jeg virkelig. Og jeg håber at det frirum jeg kan give dig, kan hjælpe dig til en ende på din søgen. Det håber jeg sandelig.”

Hun puffede ganske kort til hans mule, inden hun trådte lidt tilbage. Hun betragtede ham kort, inden hun brummede mildt som for at understrege sandheden i de ord hun havde udtalt sig. Om han ville drage ud nu, på sin færd, eller vende tilbage til flokken med hende, var helt op til ham.

Når tiden er inde.

De nøddebrune øjne blev rettet mod en syngende fugl der fløj over deres hoveder. Hvem der dog bare kunne transportere sig rundt så let som ingenting. Det ville ikke tage nogen som helst tid at gennemsøge hele Andromeda, hvis man havde et par vinger. Tvært imod. Det ville gå lynhurtigt, for oppe fra den højde måtte der absolut være et bedre overblik.

"Jeg håber også det kan give en ende på min søgen. Om ikke andet kan det give mig en fornemmelse af at have lidt tid til mig selv" Når den gyldne hoppe kunne se efter flokken behøvede han jo ikke bekymre sig om den også. Det gav ham en smule frihed og lidt tryghed hvis man kunne sige sådan. 

"Jeg sætter meget stor pris på din hjælp. Jeg ville ikke vide hvad jeg skulle gøre. En sand ven"

Taknemmeligt gav han den gyldne hoppe et lille blidt puf. Han vidste han snart måtte afsted igen. Men det var rart at lige møde en sjæl at snakke med. En der ville lytte. Det var trods alt ikke noget han bare kunne fortælle til hvem som helst, for ikke alle ville forstå ham.

"Hvis der opstår problemer, så kald. Jeg skal nok høre det, selv hvis jeg ikke er i nærheden. Jeg kender endnu ikke stenens grænser, men jeg ved hvad den er i stand til" Med et enkelt hilsende nik som et 'på gensyn', satte den brogede hingst kursen mod den sandfyldte ø, Zenobia

Illana, den gyldne, betragtede med et lille smil den brogede Brêgo, da hans øjne blev rettet imod den syngende fugl over deres hoveder. Den sang smukt og roligt; der var ingen varsler i dens sang, men ren og skær glæde. Det var en utroligt rar tone og stemme fuglen havde.
Den gyldne hoppe gumlede ganske let, inden hun strøg Brêgo over halsen med sin grålige mule. Hun vidste hans søgen skulle til at genopstå igen; og selvom hun hellere end gerne ville tilbringe mere tid sammen med ham, ville hun ikke holde på ham. Hun smilede bredt til ham – inderligt håbede hun, at denne søgen kunne give ham fred i sjælen på den ene eller anden måde.

,,Jeg håber du finder det, som du søger, kære Brêgo. Og du ved jeg ville gøre hvad end jeg kunne, for at hjælpe en ven som dig”

Hun trak derpå hovedet tilbage med et lille smil, i det som han puffede imod hende. Hun smilede endnu bredere, inden hans sidste ord, de ord der skulle afslutte deres møde, blev talt. Hun skulle nok kalde såfremt det blev nødvendigt, men hun ville give ham så meget frirum som hun kunne give ham, så han kunne søge, til hans hjerte havde fundet ro.

,,Bare rolig Brêgo. Gå du med ro i sindet – jeg vil kalde, hvis jeg behøver din hjælp. Og hvis du behøver min, så vil jeg komme så hurtigt jeg kan”

Derpå trak den gyldne hoppe sig let tilbage og endte med at neje for den brogede hingst, der derpå vendte rundt og satte sin kurs. Tilbage stod den gyldne hoppe, som ville vogte over flokken så godt hun kunne, til den brogede kom igen.