The gathering

The Gathering

Mindrapers latter var ikke en Ava mindes at have hørt før. Og hvis hun havde var det i hvert fald ikke sket ret tit. Nej - hun havde ikke hørt den. Og hvis hun havde været til stede, så havde hun ikke været til stede andre steder end i sit eget hoved og sine egne tanker. Den slags skete af og til. Der var mange ting at holde øje med altid, men nogle gange overtog hendes hoved og lukkede op for en god omgang ukoncentration.

Hun nippede ganske blidt ud efter hans pandelok, inden hun igen rettede de blå øjne med et næsten varmt og kærligt blik, som kun sås meget sjældent, mod den lille nymfe.

"Vores lille Nymfe. Vores lille Midnats Nymfe"

Efter at have lettere drillende nappet ud efter det lille pjok hævede hun hovedet igen.

"Jeg ville ikke kunne bære at miste hende på samme måde som Ariel. Allerede nu føler jeg et stærkere bånd til hende end jeg nogensinde vil få til Ariel. Nok ikke til nogen som helst andre. Kun dig. Dig og hende"

Hun talte til Mindraper, selvom blikket meget opmærksomt fulgte den lille nymfes bevægelser.

words: 192  | Tag: Mindraper, Nymphadora

Da først den lille sjæl stod stille med alle 4 hove plantet i jorden, fnøs hun langtrukkent og tørt. Det havde været en hel overraskelse for hende selv, at hun have været i stand til at gøre dette, og et kort splitsekund undrede hun sig vel over hvordan det var gået til. Men så brød hendes fader i latter, hvilket fik hende til at stirre endnu mere vantro, så at sige, på ham. Hvad var det nu for en lyd? Dog blev hun så hurtigt tryllebundet af den sære lykkelige tone, at hun slet ikke reagerede på sin mors drillende nap, der fulgte kort efter. Hun stirrede i stedet med kæmpe øjne på sin far, der nu grinte. Der gik lidt hvor hun blot var tavs, inden hun med meget dirrende tone forsøgte at gengive den lyd han havde udtryk sig. Hun grinte på sin egen skingre føllede måde, og da først hun begyndte var det svært at holde op. Nymphadora var en lille sjæl, der lærte hurtigt, og lærte af hvad andre viste hende. Hun kopierede ganske enkelt de handlinger som hendes far og mor gjorde sig, og snart dirrede hendes lille krop så meget at hun havde svært ved at stå på alle 4. Da hun dinglede til siden måtte hun holde inde, for at koncentrere sig om at stå oprejst, og da hun havde genfundet balancen sendte hun det bredeste smil hun formåede til sin far. Havde hun ikke gjort det godt? Derpå så hun om på sin mor, hvis blik var ubeskriveligt. Hvad der gemte sig i det, vidste hun ikke, men hun så glad ud. Hun vendte straks om med hoppende bevægelser og nappede efter sin mor. Hun huskede godt at hendes mor selv havde gjort sådan, så nu udviste hun sine evner! Trygheden der lå omkring de to, var det der drev hende til legen. Hun følte at hun kunne, og her behøvede hun ikke dele sin mor, for det lod til at denne hingst, som var hendes fader, holdt ligeså meget af hende som hendes mor. Det var virkelig den bedste fornemmelse i verden.