The gathering

The gathering

Word count: 232 | Tag: Mindraper, Nymphadora

Det var på tide at søge væk fra træerne og ud mod det lidt mere åbne område. Hun kunne jo ikke holde sig selv og sin datter skjult for evigt, selvom hun gerne ville. På et eller andet tidspunkt ville det jo være nødvendigt med både mad og vand – og begge dele fandt de ikke helt inde i det tæt begroede buskads. Den lille rislende bæk de var kommet forbi, var kold. Vandet var koldt og Ava kunne ikke få sig selv til at drikke for meget af gangen så det blev til en lille vandretur langs vandet. Hvor en lille å gled forbi, måtte der jo også være en sø. Alle åer munder enten ud i søerne eller i havene. Sådan var det. Det kunne der ikke laves om på. Sneen der ikke længere dækkede hele jorden, men som lå i klynger, hvide og glitrende, var et bevis på at dagene begyndte at gå mod varmere tider. Den sorte hoppe var begyndt at glæde sig til det. Ikke på grund af lyset og varmen, men de lange dage.
 
Det tyndede ud i træerne og Ava stoppede op for at lytte opmærksomt rundt. Hun kunne fornemme vinden der kom susende ind fra havet af. Der var ikke helt så meget læ herude som der var inde mellem alle træerne, men der var større chance for at finde andre sjæle her – og mad.

Solen havde passeret himlen et par gange nu, og for hver dag der gik, blev synet klarer hos den lille hoppe; hun dinglede mindre og havde mere og mere styr på både forenden og bagenden. Løb var nu inden hindring, og den forgangne dag havde hun givet en lille forestilling for sin mor, med både buk og stejl. Generelt var der mere liv i hende nu, mere mod; så længe de to sjæle var så nær, at Nymphadora kunne mærke hende. Endnu var verden stor, i hendes øjne; men den skulle vise sig og være meget større. Hvad den rummede, anede hun overhovedet ikke – men da hendes moder nu på denne dag brød op fra deres ’hjem’, skabte det først forvirring og utryghed i hovedet på den lille pige; indtil hun ligesom havde opdaget, at verden var så meget større. Derpå havde det vagt hendes nysgerrighed, nu hvor omgivelserne ændrede sig. Hun så vand for første gang, noget klart vådt noget der var ufatteligt koldt. Ved et uheld var hun skvattet i med et par forhove, og hurtigere end hurtigt havde hun nærmest kravlet under maven på sin mor, i sikkerhed for det våde vand. Hun havde set underlige træer, nogle der stod langt fra hinanden og tæt på hinanden og i løbet af flere timer begyndte underlaget at ændre sig. Det skabte en forundring i hovedet på den lille hoppe, så stor at hun nærmest glemte at følge med. Det var så blødt, de steder hvor der var helt lyst. Hun vidste ikke, at det var pletter af sand der var dukket op hist og her, som de nærmede sig stranden, men det var forbløffende.
Pludselig strøg en vind omkring hende, gysende kold, og derpå vågnede hun op, for at tage spurgten op til sin mor og endnu følge hende, nærmest limet til hendes side.

Mindraper havde ledt i længe, men havde senere hen valgt at forholde sig let i ro. Han kunne ikke finde sin sorte hoppe, og han vidste at han nu nok var blevet et afkom rigere. Han var spændt på at møde dem og håbede inderligt på at de begge havde overlevet. Selvfølgelig havde de det. Ava var stærk og hun skulle nok kunne klare sig. Han stoppede op og løftede hovedet da en velkendt duft ramte hans næsebor, mens duften af ukendt også ramte. Han vidste straks hvem der var tale om og sendte et roligt vrinsk ud over det mere åbne område. Han kunne ikke se dem sådan lige umiddelbart, men vidste at de måtte være i nærheden.

The gathering

Word count:211 | Tag: Mindraper, Nymphadora

Et vrinsk kunne høres, som lød mere velkendt end noget andet vrinsk. Den spraglede hingst. Hendes spraglede hingst, og den lille nymfes far. Hun blev stående og ventede i lidt tid, til det lille hoppeføl igen havde fundet hendes side, og drejede hovedet for at nippe kærligt til den lille pandelok, og sluttede af med en varm og venlig brummen. Med et lille opmuntrende puf til det lille hoppeføls hals, begav hun sig videre, med retningen mod den spraglede hingst. Selvom det trak i hende for at få fart på, så ville hun heller ikke løbe fra det stadig få dage gamle føl. I stedet blev hendes skridt mere trippende og mere dansende, og gradvist en smule hurtigere, så hun kunne vise nymfen at hun ville fremad. Det var jo ikke ord hun kunne kommunikere med endnu. Med et højt feminint vrinsk besvarede hun Mindraper, og holdt det ene øre rettet fremad i hans retning, og det andet øre opmærksomt mod Nymphadora. Det var svært at holde fokus på to på en gang, og hun kunne heller ikke vente med at se Mindrapers ansigt når han så hende. Hun var trods alt lidt mere en blanding af de to. Hun havde sin mors øjne, men nogle af sin fars sære aftegn.

Nok var verden ganske stor, et stort mysterium der kunne betage den lille sjæl i timer, men nu hvor hendes moders side var genfundet, og hun samtidig kaldte hende fremad, måtte verden vente. Hun havde alligevel en begyndende idé om, at hun ikke ville få set alt før om meget lang tid. Hun vringede mulen en smule, inden de smaskende reflekser satte ind, som respons på hendes moders ønske om at komme fremad; for en underlig lyd havde nemlig fanget hendes interesse. Hvorfor den sorte hoppe, som den lille Nymphadora var blevet født af, var så ivrig ved denne lyd, vidste hun ikke, men i hvert fald sprang hendes hjerteslag et par gange over af begejstring. Det måtte være noget godt, siden hendes mor reagerede således. Den unge hoppe forsøgte at få sat mere fart på de lange ben, og langsomt lykkedes det hende at få koordineret bevægelserne, så hun kunne følge med din mor i højere tempo; og selvom hun havde løbet flere gange, ja hoppet omkring, var et stadig svært lige at finde rytmen til at komme i gang. Snart strøg hun dog ivrigt frem i lystig galop, men ikke så hurtigt at hun overhalede, nej nej. Hun blev trofast ved siden af sin mor, spændt på hvad de mon var på vej imod.

Mindraper hørte snart hans Ava og løftede nu hovedet forventningsfuldt i det han snart kunne syne hende og sørme en mere. Han brummede let, inden han skridtede hende i møde med en mere rolig mine. Han ville nødigt skræmme livet af den lille ved at gøre sig alt for meget til. Da han kom tæt nok på til at studere dem begge var det en varme og stolthed der brusede gennem den spraglede krop. Hans datter havde arvet hans moders blå øjne, men også nogle af hans mærkværdige aftegn. Et varmt smil plantede sig på hans mule da han så op på hans Ava. Han var ovenud lykkelig for at se hende igen. Varsomt trådte hans helt nær og strakte sin mule mod Ava med en varm brummen og et ømt kærtegn. Han skævede ned på hans lille datter med mindst lige så meget varme i hans udtryk som når han så på Ava.

The gathering

Word count: 177 | Tag: Mindraper, Nymphadora

På trods af den lille nymfe ikke overhalede sin mor med den fart hun havde på, satte Ava heller ikke farten op for at presse hende endnu mere til det. Afstanden blev jo også kortere og kortere, som det var meningen. Ava sænkede først farten da hun ikke var alt for langt væk fra den spraglede Mindraper, så det passede med hun endte med at stå lige foran ham. Hun strakte sin mule fremad for at nippe til hans pandelok og sendte ham et lille varmt smil. Der var ikke rigtig brug for ord. Ikke endnu. Med små trippende skridt trådte hun til siden for at give plads til at Mindraper og Nymfen kunne hilse.

De små sorte ører vippede frem og tilbage meget opmærksomt, mens hun betragtede de to der dannede hendes familie. Lige i det øjeblik kunne den sorte hoppe ikke komme i tanke om noget der kunne gøre hende mere lykkelig. Dette var nok for Ava til at glemme de dårlige tider der lige havde været – nu behøvede hun ikke længere søge efter lykken.

Den lille hoppe begyndte snart at få helt flair for det her. Benene kørte som de skulle og selvom hendes mor ikke pressede hende i tempo, blev hun mere og mere draget til at tage det – lige indtil de skulle stoppe. Foran dem stod en .. en som mor, bare meget anderledes. Den lille sjæl lod de lange ører peges fremad øjeblikkeligt, men blikket udtrykte ikke nysgerrighed, men derimod en blanding af forundring og panik. Var der flere i verden? Hurtigt blev det for meget for hende at forholde sig til, og derpå kravlede hun baglæns ind under hendes mors mave, kort efter hun havde flyttet sig af ukendte årsager. Nej nej, det var for farligt. Hun smaskede på livet løs, for at fortælle hun ikke var farlig. Hun anede slet ikke hvad hun skulle gøre, for det havde jo kun været hende og mor i alt den tid hun have været i denne verden. Kun dem. Hvorfor var her andre? Hvor kom de dog fra?
Sagen var den, at hun ganske enkelt bare ikke vidste nok om livet endnu, til faktisk at vide at hun havde en far. Hun anede ikke, at det var nødvendigt for at leve, hvilket hun skam nok skulle lærer med tiden. Og af sind var den lille pige blot en smule sky, alt taget i betragtning, hvilket var det der havde fået hende til at vige. Dog var hendes moders rolige væsen overfor den fremmede nøglen til forsoningen, for eftersom hendes mor ikke blev bange, vovede hun sig ud lidt efter, skridt for skridt, indtil hun stod oprejst igen ved hendes mors side, med blikket rettet imod den anden .. den anden som hendes mor.

Mindraper sendte Ava et ømt udtryk i det ellers farlige gule øjne. Ord var slet ikke nødvendige, for hun synes at stråle af lykke og blot dette fik MIndraper til at stråle ligesådan. Han så ned på hans datter og lagde hovedet på sned med et roligt smil om den mørke mule. Han gav hendes blot den tid hun skulle have for at komme frem igen og da hun synes at have fået lidt ro på så stak han forsigtigt mulen frem mod hende og pustede varmt mod hende. Hvad mere behøvede han egentlig i livet end dette. Han trådte et skridt til siden så han stod på modsatte side af Ava, inden han strøg mulen over hendes skulder og lod da hans hoved hvile på hendes ryg, så han kunne betragte både hende og datteren på en og samme tid. Han følte sig komplet, en følelse han aldrig rigtig havde opnået i samme grad som nu. Det var somom han endelig havde genvundet en identitet, men en ny og forbedret en. Det med at besejre lyset og se det falde var langsomt forduftet og Mindraper havde lykkelig glemt alt om de planer han havde lagt lige det han kom til.

The gathering

Word count: 177 | Tag: Mindraper, Nymphadora

Ava kunne ikke lade være med at smile en lille smule af de smaskelyde den lille nymfe kom med. Der var jo ikke noget at være bange for – men det var også nemt nok at sige for en der var vant til at omgås andre. Det var trods alt den første anden sjæl hun havde mødt. Den sorte hoppe sænkede hovedet ned til den lille hoppe, og nippede varmt og kærligt til hendes endnu lille man.

”Min lille midnats nymfe”

Da Mindraper flyttede på sig lod Ava blikket glide mod ham igen og strakte mulen i hans retning. Et lille nap placerede hun ved hans skulder og gav sig ellers til at køre mulen rundt i små nussende cirkler indtil hun trak hovedet lidt væk igen.

”Midnight’s Nymphadora... til ære for din mor”

Det var både for at droppe nogle af hendes egne traditioner og for at byde andre velkomne. Hun kunne jo ikke blive ved med at følge de gamle regler i et nyt land. Her kunne de i stedet starte deres egne regler og traditioner.
 

Det var først nu, efter den lille hoppe var kravlet ud fra sin mors mave, at hun for alvor fik kigget på den anden dims.. Der gik længe før hun egentlig fandt ud af, at hun også måtte være sådan en, siden hendes mor ligesom lignede. Bortset fra farverne og .. der var mange forskelle, men den lille Nymphadora kunne godt se, at de alligevel måtte være lavet af det samme. Hun lod sine små ører vippes fremad, imens hun meget nøje undersøgte den anden; hendes far. Hans øjne var gule og hans krop smurt ind i mærkværdige farver. Meget intens måtte hun se ud, imens hendes øjne ikke veg et sekund, nu hvor hun havde fundet modet til faktisk at se på ham, og det endte da også med, at hun med smaskende mund duttede ham på bringen med mulen, inden hun fór tilbage til mors side i sikkerhed. Det var så overvældende det hele, men gradvist fandt hun ud af, at der ingen farer var på færde og derfor forblev hun ’ude’ i det åbne, og ikke under hendes mors mave. Nej. Den anden var ikke farlig, i hvert fald ikke ud fra hendes definition, så derfor måtte det være fint at blive ude og undersøge. Dog nok lidt på afstand.

Mindraper pustede varmt mod føllet endnu engang og vendte så opmærksomheden mod Ava da hun talte til føllet. Han vippede let med de mandelformede ører og studsede lidt over navnet. Han lod dog sin mørke mule gengælde hendes nussen inden hun nu uddybede navnet. Han så op med et ret overrasket udtryk, men som hurtigt blev fyldt med varme, inden han strøg hende ømt over næseryggen. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, men et smil blev det til og et ganske særligt udtryk i de gule øjne. Ord var ikke nødvendige til at beskrive hvor meget det betød for hingsten. Hvor meget det ville betyde for hans moder. Han så nu ned på hans datter, der havde fundet modet til at prikke til ham med den lille mule. Han drog et kærligt smil, inden han strakte mulen helt hen til hende og prikkede varsomt igen som var hun lavet af det fineste porcelæn.

The gathering

Tag: Mindraper, Nymphadora

Den sorte hoppe måtte le en lille smule af hendes datter. Hun var da sød at se på når hun gjorde sådan. Så lille og forsigtig - og så meget forskellig fra hendes anden datter, som hun ikke havde meget kontakt til. Det ville helt klart være nemmere denne gang havde hun tænkt for sig selv flere gange. Det var det også. Hun havde slet ikke behøvet bekymre sig så meget som hun havde gjort da hun stadig bar føllet i maven. Der var vidst ingen fare for at Nymphadora ville stikke af. 

Hun betragtede de to andre med et smil der nåede helt op til de blå øjne. Varmt og lykkeligt. Hun glædede sig til at vise den lille frem, både til Leonora og Myth - også selvom der var mere end en forklaring på det navn hun havde givet deres datter. Det var jo også fordi hun kom til verdenen omkring midnat. Og hun var blevet til mens det var midnat. Dog måtte hun vente lidt endnu, i hvert fald indtil føllet var stort nok til at kunne krydse vandet uden at drukne eller dø af kulde. Det gav også Mindraper mulighed for lige at lære hende at kende også - og omvendt gav det Nymphadora mulighed for at lære sin far at kende, før hun blev introduceret for resten af den store verden.

Den store mule fra hendes fader kom hende nu nærmere, og så længe modet endnu sad I hende, rakte hun den lille bitte mule hun selv havde imod ham. Det var først, da hun pludselig blev grebet af panikken, at hun hoppede baglæns ind i sin mor, så hun stødte rumpen ind i hendes flanke. Dette lille nummer trickede hendes refleks for at bukke, hvilket hun ganske fint gjorde; flere gange, og alt imens prøvede hun at flytte rundt på sig, så hun kom væk fra mor, hvilket resulterede i, at hun nærmest hoppede omkring sig selv i en cirkel, før hun stod med alle hove solidt plantet i jorden, med ørerne i nakken og et meget forvirret udtryk i de isblå øjne. Hvad der skete vidste hun ikke, men nu befandt hun sig bogstaveligt talt lige midt imellem de to store, og med gumlende kæber skævede hun fra den ene til den anden. Men ingen frygt sås i deres øjne, så langsomt gled hendes væk igen. Disse små udbrud var en del af den hun var. Hun vidste det ikke – men hun havde arvet egenskaber i sindet, der var lettere voldsomme. Ikke på den dårlige måde, men den lille hoppe ville da få sine udfordringer ved at finde ud af, hvem hun var, når engang hun blev ældre. Ligenu, ja, der reagerede hun bare pr. instinkt, hvilket da i den grad måtte give morskab og undren hos dem der var i hendes nærhed – som nu. Hendes mor og far.

Mindraper kunne ikke holde latteren i sig over hans datters næsten iltre reaktion og han brød derfor ud i en perlende latter, inden han dog samtidigt bakkede et skridt. Det var underligt for ham at le som han gjorde og det var lige før han ikke kunne stoppe sig selv igen, inden han rømmede sig somom intet var hændt. Han skævede over på Ava med et skævt smil og nappede i stedet kådt ud efter hendes skulder med en hingsten brummen. Han kunne ikke dy sig, for han følte sig i overtruffent humør når han var i blandt hans piger. Det var aldrig noget han havde troet ville ske. Familie og alt den slags. Det havde jo aldrig lagt til hans sind. Han havde altid forbandet det gode langt væk. Han rystede let på hovedet og trak kort på smilebåndet ved tanken.