Calling the spring [åben]

En lun stråle af solskin ramte for en kort stund det brogede skind, og den ligeså brogede hoppe sukkede kort. Varmen bredte sig langsomt, men sikkert i det store land Andromeda, og hoppen nød hvert en sekund af den sol som næsten aldrig havde vist sig i løbet af den mørke vinter. Sne, is og frost havde taget om hende som en ishånd og fået hende til at søge skjul i de dybere skove. Men for nu, bevægede hun sig langsomt fra skyggernes kolde lys, ud i den forårs varme der nu var til stede. Snart ville solen nok forsætte videre over himlen, og efterlade den brogede hoppe tilbage med natten. Men den tid lå foran hende, og hun kunne intet andet end at leve i nutiden.
Et muntert smil havde listet sig frem på den sorte mule, og med fjedrene skridt bevægede Jivala sig længere ud på den store eng. Små græstuer havde blandet sig med det ellers hvide og grå område, og var blot endnu et tegn på at årstiden var ved at skifte til noget af det hun så mere frem til. Forår.. sommer.

Forsigtigt stoppede hun op, og sænkede mulen til græsset og nippede lidt i det. Smagen var hende stadig en anelse underlig, men bedre end ingenting var det. Hvilken fryd.

Det var en varm dag. En underligt varm dag. Hvor var vinteren blevet af, havde dens kolde, lydløse fingre givet slip på landet allerede? I hvert fald på Leventera. Den askegrå hoppe dansede lystigt, men stilfærdigt frem på lette hove. Hun var på øen hvor hendes flok hørte til, en flok hun end ikke kendte særlig godt til. En flok af fremmede. Selv hendes eget blod var blevet hende fremmed. Men det holdt ikke den askegrås humør nede, hun undrede sig godt nok over varmen, men hun nynnede og hendes hjerte sang med. Det var til en bevægelse i landskabet fangede hendes ravgyldne blik, øjnene fokuserede hurtigt og indså, at hun havde fået øje på noget kendt. Uden at skænke det en tanke standsede hun op, blot for at se til mens en anden, brunlig skikkelse bevægede sig frem over den kolde jord. Hun stod stille et langt øjeblik uden at røre en muskel, uden at give lyd fra sig. Jivala? Det fintformede hoved blev hældt let på skrå, overrasket, inden hun endelig fik forbindelse til sin krop igen og trippede frem i retningen af skikkelsen i vintersolen.

word count 188

Den palominofarvede hoppe kom glad gående. Hun havde ikke været at finde i lang tid på øen og det ville hun nu til at ændre på. Hun var ikke blevet meget ældre, dog nok mere moden. Hun levede meget af sit liv alene og som en enspænder og det havde helt klart sat sine præg på hende. Hun var van til at gå og snakke med sig selv. Dog var hun ikke blevet en deprimeret hoppe, hun var mere en glad hoppe, som hun altid havde været. Eller næsten altid. Hun havde dog sine dage hvor hun nok nærmere var sur end hun var glad, dog aldrig deprimeret. Det var som om at hun endnu ikke havde levet længe nok til at kunne have de deprimerende tanker, hun manglede at opleve en hel del endnu! Den lyse hale svang bag hende og hendes øre var fremme. Hun var stadig kun 1 år gammel og derfor plag. Det kunne også tydeligt ses på hendes krop, stadig ikke fuldt udvokset, og på ingen måde flot at se på, men det skulle den nok blive når hun blev ældre! Hun mimrede med den rødlige mule og de brune øjne så rundt. Vinteren var på vej væk, og det kunne tydeligt mærkes på hendes humør. Hendes øre var fremme og hun var i godt humør.
Meget af det hun havde brugt tiden på alene var faktisk at prøve at finde ud af hvem hendes far var. Det irriterede hende og skuffede hende at hun endnu ikke havde fået det at vide af hendes mor. Hendes mor havde hun heller ikke set i lang tid, og det var nok også en af dem hun havde ledt meget efter. Hun savnede hendes mor, for hun elskede sin mor meget højt! Den bevingede og smukke hoppe. Man kunne vidst godt sige at Savana så op til hendes mor, og på mange punkter mindede de om hinanden.

Små-gumlende hævede hoppen det markerede hoved, og lod de brune øjne glide over det åbne område. En mørkere silhuet længere fremme dragede hurtigt hendes opmærksomhed til sig, og hun spidsede nysgerrigt ørene imod denne. Hvem var dette? Denne aske farve virkede noget bekendt, men hvor var det nu fra… Ikke længe gik der inden at den fremmede men alligevel bekendte skikkelse ligeså så imod hende, og begyndte med troppende skridt at nærme sig. Brummende vendte hun fronten mere imod den fremmede, men dog var der en vagtsom glød i hendes blik.
Dog forsvandt den forholdsvis hurtigt, da den fremmede viste sig at være en hoppe der gik under navnet Ariel. En hoppe, som Jivala nu engang havde nydt selskab af et par gange. Et glad smil brød frem på den sorte mule, og hoppen trippede kort med forbenene af gensynsglæde. Endnu var hun ung, og derfor var energien stor.

Bagved hende bevægede en anden ung hoppe sig frem på sin egen alder. Men endnu havde Jivala ikke opdaget denne, og derfor vendte opmærksomheden kun imod Ariel.

Det måtte være hende. Det var længe siden hun sidst havde set Jiva, i en storm på Enophis hvor flere havde søgt tilflugt i en af de gamle grotter.. Hendes mama havde også været der, hun var dukket op ud af det blå. Og så en af de fremmede, en hoppe med et meget specielt udseende. En hoppe som havde vidst sig at være hendes farmor. Den askegrå vrikkede med ørerne og strakte den spinkle hals en anelse, mens hun trippede frem mod den brune hoppe som var vokset. Der ville ikke gå lang tid før hun også var voksen, det kunne hun se, selvom bygningen stadig var ude af harmoni sådan som den nu var, hos en plag. I en mild tone brummede Ariel højlydt til hilsen, de ravgyldne øjne gnistrede af nysgerrighed og glæde over sit fund.

”Jiva!”

word count 140

Længere fremme hørte Savana nogle lyde og nogle stemmer. Hun begyndte at skridt nærmere på lydene. Hun var nysgerrigt for hvem det var, og hvad det var. Hun svang med halen og snart kom en askegrå hoppe frem, en hoppe som Savana kunne huske ret tydelig. En hoppe hun fandt yderst irriterende og som kun kunne snakke et eller andet mærkelig sprog! Hvis hun stadig kun kunne det, så ville Savana gå! Men der var også en anden hoppe at se. Det var en brunbroget hoppe. Hun var på alder med Savana, kunne man se. Hun var en smule mistænksom over for den fremmede. For tænk nu hvis hun var lige så mærkelig som Ariel? Hun brummede dog alligevel frem mod dem begge. Hun kunne ikke gå rundt at have sådanne nogle tanker om andre heste. Det var dog noget af hendes svage side, det at hun var god til kun at tænke på førstehåndsindtrykket og hvad det gav hende, i steden for virkelig at lære hesten at kende. Det var noget hun skulle øve sig noget mere i. Hun svang med den rødlige hale bag sig. De to heste kendte vidst hinanden godt, de var i hvert fald glade for at se hinanden!

Det føltes som måneder siden at den brogede hoppe havde set noget til andre sjæle, eller bare i det hele taget været sammen med. andre levende personer. Den n sidst havde set var sin kære mor, men det var efterhånden noget tid siden... Hvor mon hun var nu? Tanken fim hende kort til at vippe en anelse nedtrykt med ørene, inden at hendes tanker blev afbrudt af en hilsen. Jiva - det var hende!
Let hoppede hoppen endnu engang en smule op, og bevægede trippende den lange og rangliste ben så hun kom en anelse tættere på.

"Ariiiel"

Udbrød hun glædeligt, og slog kort med hovedet. De længere sorte lokker havde efterhånden lagt sig mede af halsen, og vidnede om en voksende man og hale. Hvor lang den så endte med at blive - ja det vidste hun ikke. Men for niu, strittede de kort inden de igen lagde sig til rette på hendes slanke hals. Ariel var helt tydeligt det ældre end Jivala, og dette blev blot tydeligere idet at den brogede kom tættere på dem grå. Ikke alene virkede Jivalas ben underligt ranglede og lange, men hendes krop virkede for tiden til at være "ude af balance". Men dog - Jivala bekymrede sig endnu ikke om det faktum.

Et lyst og begejstret hvin lød fra den askegrå, da hun fik svar fra sin lille veninde. Hvordan mon hun havde haft det? Hun havde set så skrøbelig ud i grotten, alene uden Piranja. Hende havde Ariel egentlig heller ikke set i lange tider, mon hun stadig færdedes på Foehn? Hun slog et kvikt slag med den ravnsorte hale, da hun trippede de sidste skridt helt hen til den brogede plag og nippede venligt efter hendes ene, spøjse øre.

Det var først da at hun fik øje på endnu en spinkel skikkelse. En lille sandfarvet hest tegnede sig i de golde landskab, ikke spor langt væk. De ravgyldne som før lyste af munterhed over mødet med Jiva fixeredes nu på den anden, en hoppe ganske vidst. Et minde dukkede frem for hendes øjne, et besynderligt møde for længe siden. Savana. Ariel vippede ørerne frem, men smilte så i stedet ned til Jiva, stort og varmt. Den sandfarvede plag kom sikkert selv nærmere.

”Tænk at jeg skulle se dig igen, Jiv. Hvor har du været?”

word count 174

Nysgerrigt vippede den brogede hoppe med de krøllede ører, og et begejstret hvin undslap hende. Legesygt til dels. Det var dage og timer siden hoppen havde haft fornøjelsen af at lege med andre, da selskab var et lidt akavet emne for den brogede. Ikke alene kunne hun være underlig sky ved et første møde, men havde også en tendens til at søge væk fra alt der ikke ligefrem virkede bekendt på hoppeføllet. Men dog skulle man blot lærer hende at kende for at vide, at hun var mindst ligeså pjattet og nysgerrig som ethvert andet føl kunne være det. Bare på en mere tilbageholden måde.
En del indespærret energi fik hende til lystigt at trippe rundt på stedet, samt lade halen glide i gentagende bevægelser rundt som en lille hidsig kost. Forsigtigt nippede hun efter hoppens underlæbe, men opdagede hurtigt at hendes gyldne blik ikke hvilede på hende. Undrende drejede hun forsigtigt hovedet, og med et overrasket grynt hoppede hun let tilbage. En fremmed sandfarvet hoppe så på dem, og med en lettere usikker brummen stildte hun sig lidt bagved Ariel. Hvem var det? Dog fik hun ikke meget mere tid til at tænke over det, idet at Ariel endnu engang smilede ned til hende. Hvor hun havde været? Tænkende vippede hun kort de krøllede ører tilbage. Hvordan skulle hun forklare det?

”gemt i skovene… ”

Mumlede hun kort, og blikket flakkede endnu engang nysgerrigt men også irriteret imod den fremmede. Hvorfor stod hun bare der?

”det har været så koldt!”

Udbrød hun pludselig med den lyse stemme, og skuttede sig kort. Koldt – ja det havde det været længe. Dog varede det ikke længe inden at hun igen smilede forsigtigt.

”hvor har du været?”

//Hanna, du har sprunget mig over? xD *at føle sig glemt :-3*

{Du svarer bare Jas, der gik vidst kludder i det xD}

// Sorry det sene svar! Men jeg hopper ud af denne her, føler ikke rigtig for den! /-:

Savana så på de to hopper. De virkede til at kende hinanden, og ikke mindst at have det godt sammen. Savana følte ikke at hun havde behov for at forstyrre deres glædelige gensyn. Hun vendte sig derfor om, og prøvede at være så stille som muligt, så de ikke ville opdage hende. Hun begyndte at skridte væk. Hendes hovede var hævet en smule og hendes øre vippede rundt. Der var dog ikke noget smil omkring hendes mule. Blot et helt neutralt blik der var rettet frem af. Men hun fokuserede på de mange lyde der var rundt omkring inden i skoven. Hun svang med den mørkerøde hale bag sig. Hvornår mon hun ville se sin mor igen? Med de smukke vinger? Og hvorfor havde hun egentlig ikke fået nogen vinger endnu? Hun forstod det ikke helt, men der var vel nok en grund til det?

{Vi lukker den :3}

//yes, forsætter på den nye tråd med Jiva og Ariel så