I see fire [Caedis]

Den voldsomme reaktion fra hoppen, fik ham til at søge væk med et højt fnys. hans bevægelser var med ét præget af den voldsomme ild, der brændte igennem ham, fyldte hans bevægesler til randen, med eksplosive hændelser. Benløftene blev forøget, og han slog voldsomt med hovedet, og smed ørene ned langs nakken. Smerten fra sammenstødet med hoppen, brændte kun sagte imod hans skind, men var snart glemt i flammernes rus. De havde knapt snittet pelsen, men alligevel bar det røde skind tegn på at være blevet ramt af det nedslagne lyn. Et ganske smalt, sort, aftryk, hvor hoppen havde strejfet hårene, ætsede sig ind i vinterpelsen. Han lod sig dog ikke mærke, og rejste sig i stedet på bagbenene, gentagende gange. Først blot et svagt hop, men snart sejlede de skoede forben igennem luften, og med et iltert snap, jagede han efter hoppen, hvorpå han igen søgte væk. Måske den tofarvede hoppe havde opfattet dette som en kamp, en magtprøvelse. Men smerten var ham ikke mere end en leg, en dans med lynene, med de forbrændte flammer. Morskab omfavnede snart det maskuline sind, og et højlydt, krigerisk hvin fængede luften. Hellere end gerne dansede han en krigsdans eller to, med denne hoppe. Han respekterede hende, men ligeledes var hans sind og instinkter nok, til at han turde udfordre skæbnen. Han kendte hende styrke, hendes magi, hendes sind. Og vidste ligeledes at han i disse momenter ikke var hende en værdig modstander, men hvad gjorde det? Man måtte kæmpe for at tabe, men også for at vinde, således var livet. Således var hingstens skæbne.

En ilter fnysen kom fra den sorte hoppe og hun dansede til siden, med gnisterne springende omkring hende. Hun kastede med det fintformede hoved og den sølvtonede man dansede omkring hende i en næsten uhyggelig harmoni med lynene. En hysterisk hvæsen lød fra hoppen da skoene og hans tandsæt modigt blev kastet mod hende og hun hylede hoppet op og smækkede ud med et forben og lod nu gnisterne sejle langs jorden og over til hingsten, draget af metallet i hans sko. Hun gjorde dog ikke meget ud af at skade den røde hingst, så bevist undlod hun at sende kramper og marridt gennem hans sind. Ikke foran Euphoria, som for længst havde gemt sig helt og aldeles væk. Men gnisterne søgte metallet, og ville vandre op. Den smerte ville han måske kunne ænse, som en irriterende prikken som ikke ønskede at gå væk. Selv dansede hun tættere på hingsten, med de lange forben svingende ud i luften, inden hun rejste sig på bagbenene, og svingede bagparten rundt og lod bagbenene sejle bagud mod ham. Atter snurrede hun smidigt rundt så hun atter stod ansigt til ansigt med ildhingsten. Gnisterne aftog og hoppen stod blot nu og stirrede på ildhingsten. Hun havde markeret sig tydeligt i forhold til hvad hun ville have og ikke ville have. Hvordan han havde tolket det ville hun nu få at se.

Euhporia havde søgt helt væk fra hendes moder og ind i blandt nogle træer. Hun så forundret til, i mens at gnisterne fløj omkring hende og hingsten nu også vågnede til dåd. Euphoria kendte til hendes mors magi, for så farlig den kunne være så kunne den også underholde det unge hoppeføl, men hendes moder havde advaret hende mod selv at nogensinde opsøge magien. Det havde sin pris. Euhporia var ikke velvidende om at hun selv var en pris givet for denne magi, for man mærkede det ikke. Ligeledes vidste hun endnu ikke hvem hendes fader var, for hendes moder havde følt at det ej skulle være hendes opgive at give ham til kende. For nu vandrede hun da længere væk fra de to sjæle, inden hun med et lille vrinsk gjorde klart at hun nu ville finde ro et andet sted.

//Out

En dyb fnysen forlod hingstens mule, og bagparten trak sig sammen under ham, i en hidsig steppende dans, da jorden pludslig viste sig at være særdeles... elektrisk. Prikkende stød borede sig vej op igennem hans ben, og synes blot at prikkere mere til ilden, og med et arrigt hyl, lod han sine forben hæve fra jorden, og lettede derpå også bagben, før han med endnu en vild fnysen tordnede fremed, kastede med hovedet, og derpå vendte om, og stirrede på den mørke hoppe. Han var som sådan ikke arrig, men ilden bed og stak i ham, om kap med de snart glemte smerter fra lynene. På trods af dette, stod han dog blot, og stod, som man nu engang står efter at være blevet sat mere eller mindre på plads. Han betvivlede ikke sine egne kræfter, ej heller at han kunne ramme hende flere gange, før han ville gå i jorden, lammet af de besynderlige lyn. Fnysende, og stadig med et kast med hovede i ny og næ, begav han sig derpå imod hoppen igen. Hovedet en anelse lavere, selvom kampgejsten i de brune øjne ikke var slukket. Han var bitter, og lettere irriteret over den tydelige afvisning. Men han kunne ikke stå imod hende, ikke nu. Hun havde taget hans udfordring for seriøst til at han ville komme uskadt ud af kampen. Derpå stoppede han, et stykke fra hende, og undlod en maskulin brummen. Den røde hale, der faldt som et brændende vandfald, svirpede kort i luften, før den blev løftet til sin forrige holdning, således de smukke røde hår ganske smukt harmonerede med hans ildfarvede skind. Det var ikke en undskyldning, eller en fredshandling. Men det var nok det mest... Fredsommelige man kunne forvente til ildhingsten. Ilden rasede stadig i hans årer, men han holdt den tøjlet, blot for dette møde.

Myth lod sig ikke kue af hingstens indre flammer og den bitterhed som svagt kunne skimtes hvis man kiggede godt efter. Hun forstod ham og sympatiserede med ham. Hun trådte et par skridt hen mod ham og puffede da til hans pandelok med en feminin brummen. De mælkehvide øjne iagttog ham nøje og hun gjorde klart via hendes kropssprog at hun ikke gad at tumle med ham, for hun havde ikke i sinde at skade ham. Hun vippede derfor de mandelformede ører fremad og rømmede sig en smugle.

" Den brændende følelse, som føles som tusind knive der forsøger at stikke ud gennem ens delikate skind, men det kommer ikke ud, det hober sig op, den brændende følelse bliver større og du føler at du bliver kørt over kanten. Spørgsmålet er: Hvor længe kan man stå i mod for sindsygen tager over? Det er en forbandelse, og prisen for at komme af med den kan ende med at koste en sin frihed.. "

Hun talte ikke helt konkret til ham, men måske var det blot et tegn på at hun forstod ham, til trods for hun ikke gad have noget af den adfærd helt ud over sig. Hun var trods alt sluppet af med den, men prisen havde kostet hende dyrt.

Med en dyb hvinen, borede han den ene forhov dybt i jorden, og ldo sig derefter affinde med hoppens manerer, med hendes blide, drillende kærtegn. En fnysen forlod ham af og til, men han gjorde ikke flere miner til at bryde med hende igen, han var trods alt klog nok til at holde sig tilbage. Hendes ord synes at komme som et chok for den flammerøde, og han tippede hovedet på skrå, imens de efterårsbrune øjne betragtede hende med svag mistænksomhed. Derpå lod han et svagt prust markere sin mening i den sammenhæng, og nappede kærligt efter hendes man, før han med et ganske elegant skridt trådte hende nærmere, og let lod mulen mimre langs hoppens overlinje. Alt imens han bearbedede de ord hoppen havde udtrykt. Han var som et fængsel for ilden, en voldsom ild, der knitrede evigt, og konstant befalede at blive befriet. Men han tvivlede på at den nogensinde ville drive ham sindssyg, for han var vant til at håndtere ilden, ganskevist fysisk, men ild var ham enkendt dansepartner. Med sin vilje, kunne han tæmme de største skovbrænde, og lade oceaner øde. Det var blot et spørgsmål om hvorvidt han gad at stille sig i vejen for sine flammer, for han nød deres hidsige fornæmmelse, den knitrende smerter, de indre brændsår der ville hærge ham i tider efter. Han nød den sindsyge de medbragte; tørsten efter liv, efter ødelæggelse. Og dog var han et eller andet sted ganske enig, han ønskede at materialisere sin psyke, så han igen kunne sove roligt, uden bekymring for at blive vækket af flammende drømme. Derpå forlod en tør latter hingstens bryst, og med hovedet hvilende over hendes manke, og dermed blikket rettet imod hendes hoved, svarede han endelig.
"Du taler om mangt og meget, Caliga. Til tider undrer det mig, om du monstro er en vis udsending, eller blot en livskendt person. Jeg kender prisen for frigørelsen af mine evner, for at løsne den evige ild fra mit bryst. Men hvorvidt dæmoner er til at handle med, er det der hjemsøger mig mest. Jeg ved at der må være en pris, og at den skal betales. Men hvem jeg skal betale den til, er stadig et spørgsmål jeg stiller mig selv."
Han lod hende høre hans tvivl en ting han ellers sjældent gav udtryk for. Men han var oprigtenligt splittet i disse momenter. Om han skulle lyde dæmonens, Rumpelstichens ord, eller om han skulle se tiden an, og finde en bedre partner at handle med. Han brød sig ej om den luskende skikkelse, og slet ikke om tanken om at han skulle lægge en hov på ildens renhed.

Hun virrede kort fyrrigt med hovedet over hans hvineri. Hun var en sensitiv hoppe, som netop kom til udtryk via den fyrrighed hun bestemt ikke tøvede med at udlede på nogen som helst, men hun var ikke dum. Hun modererede det altid efter hvem hun stod overfor. Hingsten her kunne sagtens tåle lidt stød. Hun hvælvede let i den slanke hals da han mimrede sin mule over hendes overlinje. Hun nyd denne form for opmærksomhed, og hun lod det også fremkomme tydeligt. Hingstens tøre latter fik hende den at vippe en anelse med de mandelformede ører og hun rettede de mælkehvide øjne på ham med et hoppet fnys over hendes ord, inden hun slangede sig en runde om ham, så hun stod med fronten mod hans.

” Livskendt er jeg skam, Ildhingst. Jeg har levet længere end jeg burde, og har oplevet mangt og meget. Prisen som de nævner, har jeg selv betalt med min frihed, jeg er ej nogen udsending, men kender til de dæmoner du nævner. Jeg kender ej din pris, men var dig i din beslutning, Ildhingst, for du kan meget vel ende som jeg. ”

Hun trådte et skridt frem mod ham med hvælvet hals og lod hendes mule stryg op langs han muskelfyldte hals. De mælkehvide øjne hvilede på ham med et roligt udtryk, som gemte på en bombe som kunne blive antændt ved blot et forkert blik. Hun stoppede da op og skævede om på ham.

Lidt stød var megen sagt, de volt der var gået af på ham, blot denne ene morgen, var flere end han havde følt det meste af sit liv sammenlagt. Men han var ej heller typen der dansede med storme, og udfordrede lynene, medmindre de begav sig for nær hans beherskede områder, da tog han gerne et kapløb med de gnitrende fuer, og fnøs af de brænde den antændte. Da hoppen snoede sig bort fra ham, spidsede han mulen, utilfredst, og fulgte hendes gang med et søgende blik. Hans tålmodighed var begrænset, og dog søgte hun bort fra ham, som for at lege lidt længere med ilden. Mange havde han ikke fundet sig i den opførsel fra, men lige denne hoppe respekterede han dog nok, til at lade det falde bort. I stedet lod han den fyrrige ild, der brændte i hans indre, forplante sig i hans muskler, og således foldede hans mægtige hals sig lydigt, for at fremvise den styrke han besad, men mest af alt for at holde flammerne i skak.
"Frihed er en høj pris at betale, omend ikke en der er blevet mig fortalt. Min pris var ikke en, der ville byrde mig selv, men nærmere en anden sjæl, jeg blev budt at stjæle fra en anden, og bringe denne høst til den skikkelse, som du ligeledes er bekendt med. Hvorvidt dette ville begrænse mine bevægelser, eller tappe på ilden, er mig uvist, men stadig er jeg i tvivl. At stjæle pårører ikke min ære, men at gå i knæ, og lyde budet fra skabningen er mig tvivlen."
Hingstens ulmende brune øjne gengældte de næsten gnitrende hvide, og således lod han sine sidste ord farve luften imellem dem. Ganskevist var han usikker, men med den erfarne hoppes ord i mente, følte han sig ej sikker på hvorvidt denne dæmon fortalte sandheder, han følte ingen tryghed ved at omgåes det væsen, hellere ville han vente, og blive drevet til sindsygen af flammerne, end brgrænse deres bevægelighed, stjæle deres frihed. Eller besudle deres klare skær.

Myth følte sig tilpas med denne hingsts tilstedeværelse. Der var noget over ildhingsten som ikke kunne beskrives med ord, men den sorte hoppe vidste godt at instinkterne appellerede kraftigt til hende blot ved at indhalere hans maskuline duft. Hun nærrede en naturlig respekt for ildhingsten,selvom hun synes at gøre som det passede hende. Hun tog et par dansende skridt foran ham, næsten som viste hun sig frem. En feminin brummen skød op fra hendes strube da han viste sin styrke frem. De mandelformede ører blev ligeledes vippet frem da han nu talte. Hun nikkede konstaterende, og skridtede nu hen til den store hingst. Hun forstod ham skam. Rumpel var en skummel sjæl og havde næsten altid en bagtanke med alt han foretog sig. Hun trådte helt tæt på den røde hingst og lod hendes pande hvile mod hans skulder, en frihed hun trods alt tog sig. Herfra kunne de mælkehvide øjne skæve op på hans ulmende brune øjne.

” En pris, jeg var villig til at betale i et desperat øjeblik. Det var ej et øjeblik jeg er stolt af, men det var nødvendigt. Detaljerne af prisen er vigtige at fastslå inden handlen indgås. Skikkelsen er snedig og vil udnytte ens svagheder.”

Hun kendte sin svaghed. Det var netop den skikkelse som hun havde solgt sin sjæl til, men selvom hun følte for hingsten som hun gjorde, så betød det ikke at hun afslog andre. Kærlighed og instinkt var to vidt forskellige ting. Myth var drevet af instinkter og et yderst fyrrigt temperament. Hun tav for nu. Fandt det unødigt at tale mere om priser og svagheder. Kælent smygede hun sig en runde om ildhingsten, og lod et let nap ramme hans man, for at fastslå at det nu var et afsluttet emne.

Den faldne prins var vant med at aldre følte velbehag i hans selskab, ikke mindst fordi han hvilede i sig selv. Han søgte ikke andres støtte, mentalt eller fysisk, og tog gerne andre med ind under sine mægtige vinger. Ganskevist havde han måske en tand for meget selvtillid, men det var det råd for. Ved den snart velkendte brummen, udspillede hingstens næsebor sig let, og han mimrede sagte med mulen, før han strakte hovedet frem, og lod halsen hvelve smukt under sin bevægelse. Roligt foldede han derpå hovedet tilbage igen, da hoppen placerede panden imod hans muskoløse skulder, og lod kort efter mimrende mulen hvile mved hendes manke.
En snedig skikkelse... Det var en fjende han ikke havde let ved at klare. For han var vel bevidst om, at han ej var den skarpeste kniv, og hellere end gerne gik han direkte efter fysisk kamp, frem for noget så mærkeligt som psykisk. Det var grunden til at han aldrig havde set en grund til at dvæle længe ved sine handlinger, i fortid eller nutid, de kom oftest, upåvirket af fornuft, direkte fra hans personlighed. Omkring denne hoppe var der dog undtagelsen med erfaring. Kort vippede det ene mørkerøde øre imod hoppen, da hun igen smygede sig bort fra ham. Et fnys forlod ham, som reaktionen på hændelsen. Han burde virkelig sætte hende på plads, sådan som hun vandrede bort fra ham fra tid til anden, dog slog han snart den tanke bort, og udlod en dæmpet brummen, næsten en spinden da hun smøg sig tæt omkring hans krop, ligeledes løftede han et forben, og lod det forblive hævet, før han igen satte den gyldne sko i jorden med en næsten voldsom bevægelse. Han var utålmodig, og ikke mindst afventende, for han kunne ikke helt tyde hvor hoppen ville hen. Hellere end gerne nussede han om hende, men hun synes at smyge sig væk før han kom godt igang. Og næppe kunne han modsætte sig hendes vilje, han havde ikke styrken til mentalt at stille sig op imod tordenskyen, medmindre det ligefrem krævedes. Hopper... Mystiske skabninger, i særdeledeshed denne Caliga.

Hun så tilbage på ildhingsten. Det var tydeligt han var utålmodig og det fik et kort smil til at drage sig over hendes hvide mule. For hoppen var det ingen hemmelighed at hun elskede den opmærksomhed som den røde ildhingst kunne give hende. Jo vist kendte hun mange værdige dansepartnere, men denne var noget for sig selv. Hans maskuline aura strømmede ud af ham og fyldte luften, som hun indhalerede dybt i hendes rummelige lunger. Alene det kunne få det til at slå gnister i hoppens indre. Det kunne skubbe hoppen ud i et vildrede, for hun havde givet sit hjerte væk, men selvom det ej var gensidigt, så ville det da virke forkert og omgås andre, ville det ikke? Hun forsøgte at kaste det af sig. Hendes elskede, elskede jo ikke hende. Hun burde nok komme videre, men kunne hun? Hun kunne gøre et forsøg, for hun havde jo gjort det før. Måske havde hun bare været naiv og troet der var en der virkelig forstod hende. Myth fnyste kort ved tanken, inden hun rystede sig for at komme af med den krybende fornemmelse. Frastødende at sindet kunne være så svagt, men hun havde trods alt aldrig lært at håndtere disse ting.
De hvide øjne rettede sig nu mod Caedis og hun gjorde et yndefuldt kast med hovedet og lod sig bevæge over til ham, så ganske let på tå at hun næsten dansede. Den hvide mule søgte straks hans, og hun hev kort hovedet til sig med et lille hyl og et lille spjæt med forbenet, dog uden at ramme ham. I stedet for at smyge sig væk fra den røde ildhingst, smygede hun sig nu op af hans røde pels, som en tændstik mod æsken. En let feminin vrinsken kom fra hende, da hun rundede hans bagparti og nu stod tæt op af hans massive forpart. Et let svirp kom fra den hvide hale og hun forblev ellers stående tæt op af ildhingsten. Hun kunne vel sagtens tackle ham hvis han gik for vidt for sig, men humøret lod til at være vældigt medgørligt.
Den sorte hoppe gav efter for sine instinkter, og lod sig blot søge tæt op af hingsten, for at glemme lidt om det djævelske begreb. Kærlighed. Gadvide om det var muligt at rive sit hjerte ud? Hun havde hørt noget om det var muligt. Hvad ville der mon kræves?

I det tilfælde, burde hun forlade hjertet bag sig, og i stedet følge trop med ildhingsten - hvis det stod til ham ihvertfald. Før eller siden skulle det nok lykkeds ham at vinde det tilbage. Men sagde man ikke netop at hoppet stræbte mest efter det de ikke kunne få? I det tilfælde skulle han måske til at sætte hende på plads, og jage hende bort, så ville hun måske give hjertet til ham i stedet. Ikke at det lå til hans bekymringer, blot han havde en at danse med, og lade sine luer gå ud over, var han på sin vis ret ligeglad med hvor hoppens tanker lå, og hvor hendes kærlighed var placeret. Det var ikke den han havde brug for.
Hoppens bevægelser fangede snart hans opmærksomhed, og han lod tankerne stryge fra sin agenda. I stdet udlod han et dybt fnys da hoppen fór baglæns med et hvin, og udlod selv et halvvrinskende brummen, før han kortvarrigt hævede forparten et lille stykke fra jorden i kombi med et voldsomt hovedkast. Snart faldt han dog til ro, og stod igen med hovene som smedet til jorden. Ørene fulgte veloplagt hendes bevægelser, og blikket fulgte hende på turen rundt. Han kunne næsten føle elektriciteten løbe igennem deres korte kontakt, og hvorledes hårene langs hans sider automatisk rejste sig under hendes berøring. I særdeleshed havde hun magt, det kunne han på ingen måde fratage hende. Med en svag nappen, lod han mulen stryge over den natsorte pels igen, dog ikke ment som i leg, eller irritation, men en slags masserende kærtegn.

Hvor meget hun end havde lyst til blot at flå sit hjerte ud og efterlade det, så hun kunne føle sig fri til at handle på en måde, som på sigt nok var det bedste for den sorte hoppe, så kunne hun ikke. Hun havde brug for en til at hive hende op af det hul, som hun var i. Hun viste det nok ikke udadtil, men mærkede man efter så var det tydeligt. De hvide øjne hvilede på hingsten og hun beskuede ham. Hans selskab fandt hun opmuntrende på så mange måder. Han var en god dansepartner, som hun kunne dele et par intense stunder med. Hun huskede på Jaidev, sørgmodigt at hun ikke længere kunne danse med ham. Hun drog et fnys ved tanken og lod i stedet hendes hoved hvide med den stærke hals som prydede ildhingsten. Dette gjorde hun ligeledes på grund af velbehag over hans kærtegn som fik hende til at mimre en anelse med mulen. Hun løftede halen en anelse, og lod nu den hvide mule stryge kælende ned af hans hals. Hendes berøringer bar præg af hendes fyrrige sind, men kom til udtryk via en intens og næsten sensuel berøring af ildhingsten. Hos ham fandt hun sig tilpas, fordi hun ikke følte sig forpligtet til noget som helst. Kælent nappede hun let til hans skulder. Føjelig var hun i dette øjeblik. Det handlede blot om den rigtige tilgang, og det var ingen hemmelighed at man ikke kom langt med tvang eller at skubbe hende bort. Hun elskede nærvær, måske fordi hun ikke rigtig havde kendt til det som sådan. Hun så nu op på ildhingsten. Kunne han flå hendes hjerte ud?