Den sidste udvej?

Det ville være en løgn hvis den brogede påstod at hans opgave ikke efterhånden åd ham op indefra. Panikken over at udsætte kampen mod disse skygger i hans bjerge, holdte ham mildes talt vågne nat efter nat. Dirrende bevægelser var så småt begyndt hos den muskuløse hingst, når først han stod alene et sted i bjergpasset, alt imens en kvalmende fornemmelse af ynkelighed og svigt fyldte ham, for hver gang han fik et glimt af disse skygger spøge omkring.

Han vidste hvem hans sidste udvej var nu, det eller han måtte hidkalde herren i håb om at han kunne finde en anden til denne opgave. På den anden side ønskede Djange på ingen måde blot at give op nu. Ikke tale om! Leventera, de åbne vidder af evige græsmarker. Natten var ung, og endnu var solen blot på vej ned i horisonten, mens han søgte en speciel sjæl, et individ han sidst havde truffet i en mere påvirket status; på Tenga. Illana den gyldne. De krystalblå øjne, med de kolde og tomme blikke søgte ihærdigt over hvert og et stykke landskab, efter lyset. Lyset om hendes hals ville altid afsløre hende, hidkalde ham til hende.



[Reserveret til Illana]

Øen Leventera var den Ø, som den gyldne Illana havde søgt denne dag. Hvorfor vidste ingen, ud over hende selv. For nyligt havde hun valgt at netop denne ø skulle være hendes reelle hjem i denne verden, blandt Brêgos medlemmer, sådan som hun havde lovet ham det for længe siden. Snart ville denne Ø, være det sted hun kunne føle sig tryg. Det var en lettelse i hendes hjerte, hendes hverdag, der gradvist blev hjemsøgt mere og mere af frygten for Skyggerne, efter det møde hun havde haft med dem. De glubske Skygger hun så inderligt havde håbet ikke fandtes i denne verden, var endnu mere glubske end dem fra hendes tidligere hjem. Og det skræmte hende ufatteligt.
Dog lod det til, at hendes tilværelse var begyndt at lysnes lidt. Nok var truslen om Skyggerne konstant, og hvordan det skulle udvikle sig vidste hun ikke – men hun havde fundet en form for ro nu. Den viden om, at hun ville få et hjem, hjalp hende. Og så havde hun mødt en ganske vigtig sjæl, der berørte hendes hjerte som igen anden.
Med disse tanker gik hun nu, afsted med de naturligt elegante skridt, alt imens Lyset hang over hende, lystigt dansende i takt til hendes tanker. Der denne gang ikke var frygtsomme eller betænksomme, men blot tilfredse.

De præciserende og standhaftige skridt fortsatte under den muskuløse, ind til noget pludselige fangede hans blik. Brat stoppede han, i en parade der mundende ud i en halv parade før han målrettet sprang an i en kort, samlet og stolt galop. Der egentlig var glidende og elegant, men så anspændt ud grundet hans holdning. Lyset, Illana, den gyldne hoppe, der her på samme Ø drog over engen, til alt held i samme vidde som ham selv, var at skue. Hæst lød et genkendeligt og tonløst fnys højt fra den brogede hingst, for at anmelde sin ankomst. Adrenalinen pumpede pludselig uvilkårligt, alt imens han forholdte sig fattet – det var nu det galt!

Lyset om hendes hals begyndte snart at gløde anderledes. Som altid reagerede det på andres tilstedeværelse, og det var ikke en nyhed, at netop Djange havde denne farve, som nu glødede om hendes hals. Hun prustede dæmpet, nærmest glædeligt over at skulle gense den bjergbrogede hingst, og inden længe fik hun øje på hans maskuline krop, der kom imod hende med høj hastighed, i samlet og fremadbrusende galop. Hun stoppede op og rettede øjnene imod den noble hingst, der snart var hende nær. Hun kunne dog også fornemme, at der lå en helt anden stemning over ham, end sidste gang hun havde set ham, på Tenga’s bredder. Siden dette helt magiske møde, havde hun ikke set meget til ham, og det undrede hende måske en smule at støde på ham netop her. Dog ville hun ikke sætte spørgsmålstegn ved dét, men nærmere hans nærmest adrenalin prægede aura, der nu kom imod hende. Hvad gik ham på?

Det var en gylden skabning med fremadvendte øre, og udadvendt aura han mødte forude. Hoppens lys havde nogle helt specielle nuancer, og selvom han måske havde set lige disse farve og lysspil førhen, syntes han altid at dette lys var mindst lige så betagende som første gang han havde set det med sine egne øjne.

Det var meget rankt og stift han bremsede op og lavede ellers en ret så galant overgang til skridt direkte fra galoppen, hvorpå han så tog de sidste skridt imod Illana. Han nikkede hilsende, men yderst mekanisk, mens hans vejrtrækning bar præg af hans ridt imod hende, dog på ingen måde hivende eller hæsblæsende, blot mere markerede vejrtrækninger. Han begav sig derpå målrettet, men anspændt og rankt de sidste skridt imod hende så en mindre hestelængde var imellem dem.

”Illana, godt jeg fandt Dem.”
Var hans første ord, med den hæse og intense stemme der kun spandt tonløse toner. Han pustede ud med mulen og nikkede let imod hende, dog mekanisk, alt imens hans kolde og tomme blik, derpå søgte hende. Han var den samme igen, ikke som på Ø’en Tenga. Alligevel bar hans fremgang bestemt præg af at deres sidste møde havde spundet et langt mere betydningsfuldt bånd imellem dem, hun var ikke blot Illana mere. Men, Illana, den gyldne sjæl han havde mere eller mindre nær.

Da først den bjergbrogede hingst var stoppet op, mødte deres øjne for alvor. Det var tydeligt, at der var ændret noget imellem dem, siden sidste gang de var mødtes udenfor Tenga’s bredder. Den kolde stemning der altid lå over ham, var ikke ligeså kold som den førhen havde været; men samtidig havde der heller ikke været samme tætte tilknytning som under dansen på Tenga.
Hans flanker hævede og sænkede sig i højere tempo, på grund af den fart han netop havde bevæget sig med, og så snart han stod stille, lød hans ord. Forundret rettede hun blikket på ham. Godt han havde fundet hende? Hun spidsede mulen en anelse spørgende, inden hendes stemme brød frem.

,,Djange, hvad er der sket? Hvordan kan det være godt at du fandt mig?”

Lyset om hendes hals fangede ligeså ændringen af stemningen. Som lå der noget mere alvorligt over det, der snart skulle til at diskuteres. Hun rakte mulen en anelse fremad imod ham, for at studere hans en smule, inden hun rettede det ene ører ud til siderne. Hvad var det dog, som han havde på hjertet, siden han havde ledt efter hende?

Det var langsomt, men aftog, det gjorde den forhøjede puls i hans krop og ligeså hans vejrtrækning. Hoppen udviste med det samme det der fastslog at de bestemt ikke var fremmede for hinanden mere. Nej, tvært imod. Det var med en kort indånding, han tog før han åbnede mulen og lod de krystalblå øjne søge hendes mørke. Lyset om hendes hals ændredes, alt imens hendes gyldne pels som altid havde så fin en glans, at det næsten var at føle hvor blød hun var, selvom man ikke rørte.

”Lyset, Herren, tildelte mig denne opgave. Bekæmper disse skygger, som er ved at indtage bjergpasset på Enophis…”
Startede hans hæse og intense stemme, der tonløst lød – men så alligevel med en svag klang af frustration.

”… Lyset, bad mig finde en at allierer mig med, til denne kamp. Jeg ville have spurgt min mage, Silent Liberty, men hun må være gået bort. Jeg hørte min…”
Dette var en sjældenhed, men det skete. Djange tav. Smerten i ham var for stor; og med rynket mule, og missede øjne der slog sig ned i jorden, før han kneb dem helst sammen, udgjorde han et lettere irritabelt fnys. Som om han ikke selv kunne kontrollere lige disse følelser, holde dem inde – som han altid gjorde. Han stod for en stund, før han så op på hende. Det var en blanding af det hele, alle disse modstridende faktorer, der udgjorde hans efterhånden langvarige fortvivlelse. Dog tog han modet til sig, rankede sig og så atter Illana i øjnene, direkte. Men denne gang, med en snært af uro, u-kontrol i blikket. Det ellers kolde og tomme.

”… nærmeste i dette land, ud over familien. Men hun nægtede, hun ønskede at opsøge disse skygger. Herefter har jeg nu søgt og søgt, men har ej fundet Athene heller. Jeg har intet tilbage, ingen familie, ingen ven. Den eneste i landet her tilbage, er Dem Illana. De er den eneste jeg kan betro mig til. Stoler på…”
Afsluttede han, alt imens hans hæse og intense stemme tonløst havde lydt, selvom der alligevel havde været en vis snert er sorg i mange af ordende.

”Dette har i sandhed været en prøve…”
Hæst og intenst nærmest mumlede han til slut disse hviskende ord, alt imens han atter så i Illanas øjne. Afventende – på sin skæbne vel og mærke.

Den bjergbrogede Djange havde nu troppet op foran Illana, og ganske kort efter hun havde spurgt indtil det, begyndte han at fortælle. Og de ord og det kropssprog der blev vist fra hingsten, var i sandhed en overraskelse. Han indviede nu Illana i noget, som var virkelig intimt og samtidig utroligt ømt. Han havde mødt Lyset, hvilket Illana vidste, eftersom han havde vandret på Tenga. Hans aura havde ligeså ændret sig, efter dette – men den opgave, som han havde fået tildelt, kom bag på hende. Først trængte hun ørerne nærmest en smule sky til siderne; Skyggerne. Han skulle bekæmpe dem, der havde forvildet sig til bjergene på uforklarlig vis – og hvis Illana havde spået sin fremtid, ville hun have forsikret sig selv om at hun aldrig ville mødes med disse igen. Sidste gang havde det skræmt livet af hende og hun havde for alvor indset hvor stor en trussel de indgik i landet. Og de havde skræmt hende, ganske ærligt, så meget at hun nu frygtede nætterne. Der kunne de vandre frit, troede hun på; for sådan havde det været dengang hun havde vandret i sit hjemland. Her havde hun først stiftet bekendtskab med Skyggerne for nylig, men hun havde troet, at hun kunne vandre i sikkerhed. Dog gav det ingen mening, at der intet ondt var – så hun måtte håndtere det så godt hun kunne, men ligefrem at skulle opsøge dem for at bekæmpe dem, var ikke det valg hun umiddelbart ville vælge. Det var tydeligt at det smertede hende, disse overvejelser der gik igennem hendes sind. Hun var bange. Kunne hun overkomme det?
Med en forsigtig brummen lod hun, måske en anelse bedrøvet, øjnene søge hans. Der hvilede de i det der kunne føles som minutter, dog varede det kun sekunder. Derpå begyndte hun at tale, ytre sig, fortælle hendes mening, for hun havde taget en beslutning. Om end hun måtte frygte hvad det indebar.

,,Djange. Jeg er beæret over, at du søger mig. Og jeg ved at jeg har Lyset på min side, hvis styrke kun er tiltaget de sidste måneder. Dog er det du beder mig om, noget jeg frygter mere end noget andet. Ser du, jeg har mødt disse Skygger, set hvad de kan. Jeg ved ærligt ikke hvordan jeg skal kunne hjælpe dig, Djange – men jeg vælger at tage et sats. Jeg vil hjælpe dig, følge dig på din vej. Stå ved din side, om det betyder sejr eller nedlag.”

Derpå tav hun og strøg ham blidt over halsen, inden hun trak sig igen, nærmest så hurtigt som hun havde søgt ham. Hun følte sig splittet, men stod ved den beslutning hun havde taget. Om ikke andet, var hun vogter, og med det fulgte en form for ansvar. Hun skulle beskytte Lyset, og derfor måtte hun bekæmpe Skyggerne. For hende selv, Lyset, Djange og landets skyld.

De var tydeligt at hans ord havde berørt hende, specielt i starten da han havde nævnt sin opgave. Noget sagde ham dog også at det måtte være noget af det sidste hun som, lysets vogter, ville opsøge. Disse mørke og onde skygger, han endnu aldrig havde fået æren af at møde endnu. Kun fornemmelser og glimt, havde han set i de efterhånden mange nætter han havde tilbragt i Enophis’ bjergpas, under hans mange dages søgen efter de bestemte han ville have spurgt om til at allierer sig med.

Han talte færdigt, afventede, alt imens Illana nærmest så bedrøvet i hans øjne med hendes. Han kunne have svoret at hendes lys flaksede kort og aftog for en stund, som strålede en usikkerhed ud af hoppen. Hun talte, og det ene øre gled på sned, lyttende. Han troede ærligt ikke sine egne ører, da først hun kom med sine sidste ord, der konkluderede hendes bekræftende svar på hans indvielse af hende, til hans opgave. Hun ville følge ham! Det var som om der kort, et splitsekund blussede en gnist op af varme og håb i de kolde og tomme krystalblå øjne, som kort betragtede den gyldne. Dette var stort for hende, hun frygtede det virkeligt. Inderligt, om ikke andet. Hun rørte ham kort, og for første gang, trak han derpå end ikke en mine, blot lod han selv den nøgne lyserøde mule søge frem imod hendes, med et dæmpet fnys, der ej var ment hverken truende eller negativt. Nej, nærmere trøstende, opmuntrende. Han vidste han ville beskytte hende, om så det skulle blive det sidste han gjorde i denne forude planlagte kamp.

”Illana, De aner ikke hvilken ære for mig, Deres følge mod skyggerne, betyder.”
Hæst og intenst lød hans stemme, alt imens en snert af rørte ord i den tonløse lyd, havde lydt.

”… Ingen får lov at røre Dem eller Deres lys, med mindre det bliver over mit lig.”
Hæs og intens nærmest mumlede hans hviskende ord, tonløst atter – alt imens de direkte øjne søgte hendes, hvorpå et svagt glimt af liv atter gnistrede kortvarigt. Hvilket ville være en klar understreg af at han talte sandt – hvilket han dog altid gjorde.

Stilheden gled ind over den gyldne hoppe. Hendes hjerterytme steg langsomt, i takt med at det gik op for hende, hvad hun faktisk havde sagt ja til. At skulle konfrontere Skyggerne, hendes frygt, var en milepæl hun ikke havde ønsket hun skulle krydse. Hun lod kort sit gyldne hoved trækkes op og rystes med et dæmpet hoppet fnys, måske af nerver, måske det modsatte. Uanset hvad, så havde hun truffet beslutningen, og Djange’s reaktion bekræftede blot at hendes valg var rigtigt. Hans krop fortalte hende det, da den rakte ud efter hende. Hun mimrede ganske let med mulen inden hun lod sine ravfarvede øjne søge ham igen. Hans ord, hans tak for lovning for hendes liv, varmede, men skabte samtidig endnu en frygt i hendes indre. Volontaire, den brogede, havde lovet hende det samme, og hans liv var nu ændret drastisk. Hans hjerte var taget fra ham, på grund af det løfte han havde givet hende, om at beskytte hende. Dog vidste Illana, at Djange ikke ville indgå aftaler med en så ussel sjæl som slangen Rumpelstiltskin, og derfor tillod hun Djange at love dette, uden at bede ham lade værre. De ville beskytte hinanden, ville de. Hun løftede derpå hovedet i en let nobel holdning, inden hun nikkede accepterende, af den drejning hendes sti havde taget. Den skulle slå et farefuldt sving, inden den kunne fortsætte i den retning hun ellers havde valgt nu, som medlem af Teylar.

,,Vi vil stå ved hinanden, Djange. Beskytte hinanden.”

Derpå lod hun kort blikket falde imod horisonten. Bjergene på Enophis ventede dem; denne gang var det ikke storm og kulde de skulle finde ly for i disse kæmpemæssige bjerge, men derimod skulle de opsøge en ondskab for at jage den på flugt, bortvise den fra den imponerende klipper. Hun prustede kort, en anelse tungt inden hun tog det første skridt.

,,Bjergene venter, Djange.”

Derpå nikkede hun og slog frem i den trav, der skulle bringe hende til vandets kanter. Her måtte de krydse, for at komme videre imod den Ø, hvor bjergene lå. Men de ville gøre det sammen; og sammen var de stærkere. Sammen ville de gøre det, der var nødvendigt for at sikre det gode en lille sejr i den uendelige kamp, som var nødvendig. Nemlig den kamp, som man kunne beskrive som balancen.

Det var næsten forkert så meget dette havde hejst humøret hos den brogede hingst, lettet denne byrde på hans skuldre. Denne byrde af sorg, håbløshed og opgivenhed. Den var med ét borte, og nu stod han der i selskab med den gyldne – der ligeså ville indvie sit liv i denne måske dødelige kamp, som han selv ønskede. Det begyndte dog langsomt at gå op for ham at det virkelig var nu. Hun bekræftede atter at de ville støtte hinanden, og Djange ærede virkelig dette. Hans hjerte slog et par ekstra slag, da han sammen med Illana lod blikket glide fra deres øjenkontakt og mod bjergende i horisonten. Mørket sneg sig atter på, og dagen ville snart betragtes som nat, når de først nåede frem til bjergende. Hun talte atter og den muskuløse hingst så atter i hendes ravnfarvede øjne, da hun sagde de afgørende ord.

Det var virkelig nu, nu det skulle ske. Straks pumpede adrenalinen ved tanken om disse skygger væsner, han snart skulle stå ansigt til ansigt med, sammen med den gyldne. Han nikkede, mekanisk jovist, men dybere og mere ærefuldt end han normalt ellers lige ville gøre. Men det var nu også en stor ære at havde Illana som følgesvend i denne kamp, denne oplevelse, der på enten den ene eller anden måde ville ændres hans og hendes liv.

”Lad os.”
Nåede han hæst og intenst at lade stemme spille med de tonløse ord, før hun straks var fremme i en målrettet trav; som han straks fulgte. Præciserende og målrettet, bar han sig rankt og vågende forskudt bagud af hendes skikkelse, følgende, ledende, op bakkende bag fra, mens de drog mod vand kanten, på deres færd… sammen.



[OUT]