Voices {Åben}

Med lette skridt havde den askegrå bevæget sig ind på det område, hun oprindeligt kom fra. Alligevel følte hun sig mere fremmed her end noget andet sted i landet, hun havde før søgt herhen i håb om at støde på bestemte sjæle, men altid uden held. Med tiden havde hun også indset at hun næsten ingen kendte af den flok, hun var en del af. Hvis der altså stadig var en flok. For det var der vel? Den nysgerrighed som engang havde drevet hende væk, drev hende nu tilbage. De ravfarvede øjne undersøgte omhyggeligt de vinterprægede omgivelser, Leventera var en ø af skove og åbne enge, frodigt om sommeren, men det var stadig vinter på trods af den pludselige varme som havde kastet sig over landet. Hun bevægede sig dybere ind på det, hun forstod som flokkens område mens hun lod sin ravnsorte hale svinge rytmisk bag sin spinkle bagpart, lyttende til stilheden. Ingen fuglesang, ingen lyd af skridt i den nu bløde jord ud over hendes egne. Ariels ører var nysgerrigt spidsede, opmærksomme, de ravgyldne øjne skinnede da hun gav et lyst vrinsk fra sig, søgende.

word count 187

.~:SAMAEL:~.
STEMMER

Vinteren havde så småt opgivet kampen, og overladt landskabet til vintergækker og erantis. Farver var så småt begyndt at tone naturen igen, og derfor forekom den tunge, sort-hvide hingst en anelse malplaceret. Med skind spættet af både nattens sorte, og sneens hvide. Dog var hans sind ikke prydet af vinter, og ej heller de lette, danseprægede bevægelser. På trods af de dystre farver han bar, forstod han at live dem op, på en sådan vis, at han forekom i ét med den omgivende natur. Ledsagende med de tunge hovslag, fulgte en let, grov nynnen, der dårligt kunne stamme andet steds fra, end fra det brede, brogede bryst. Han var i ganske glimrende humør disse dage, for forårret var ham kært, og ligeledes de lysegrønne farver, der snart ville bræge ethvert hjørne af øerne. Hvilket område han havde bevæget sig ind på, var han uvist om. Ganskevist havde han hørt hvisken om flokke i dette land, men på trods af at han havde ledet en i sin tid, var han aldrig stødt på en. Det lå ham heller ikke i sinde, at en flok i dette land kunne fungere med mere end én hingst i sin midte. Men dette, og meget mere, skulle tiden nok lære ham før eller siden.

Tavshed mødte den askegrås lyse stemme. Hendes vrinsk døde hurtigt ud i landskabet, træerne og det voksende græs sugede det til sig, det forsvandt simpelthen ud i luften og Teylars udkant blev igen stille. Den spinkle hoppe stod stille et øjeblik endnu, lyttende, selvom hun ikke forventede svar. Her var ofte tomt, selvom der var hovspor at finde i den nu bløde jordbund. Her var altså liv, men det var sjældent at hun var så heldig at støde på det. Så hun dansede snart videre, hendes trav bar hende afsted med lette skridt, som rørte hun knap jorden. Hun opgav ikke endnu. Der måtte være andre end hun, så i stedet søgte hun længere ind på flokkens område. Det var tydeligt hvordan vinteren var på tilbagetog, græsset spirrede under hendes lyse hove mens hun trippede afsted i det bakkede landskab, denne del af Leventera bestod af. Hun vidste egentlig ikke, hvad som var stedets centrum. Et flokområde havde vel et centrum, et mødested? Men hvor? Ingen fra flokken lod til at samles på ét sted på samme tid. Ikke hvad hun vidste af. Men hvis de gjorde, så ville hun hellere end gerne være en del af det. Hun virrede let på den kridhvide mule, mens de ravfarvede øjne sugede alle indtryk til sig. Det var først da, at hun så en anden skabning i bevægelse, en hingst i sort og hvid.

word count 232

Illana, den gyldne, havde for nyligt valgt at slutte sig til denne flok. Den rødbrogede Brêgo havde været en hingst, hun længe havde villet dele hjem med, så at sige, og nu var hun i sandhed lettet over at være indlemmet i. Hun følte det var et valg, som havde været helt rigtigt for hende at tage; selvom hun stadig var ked af, at hun var blevet tvunget imod beskyttelse, fordi Skyggerne hærgede.
Nu hvor hun så var her, havde hun sat sig for at opsøge nogle af de sjæle der måtte være en del af flokken som hende selv. Hun havde vandret i en lille time, inden hun så den første sjæl. En ungdommelig sjæl kunne hun fornemme, ligesom Lyset kunne fornemme det - hun nærmede sig en gråsort hoppe med en bred hvid blis. Hun brummede ganske dæmpet, inden hun for alvor lagde kursen imod hende; da det gik op for hende, at den unge hoppe ikke var alene. Lyset mærede ham før den gyldne sjæl gjorde det - for den brogede Samael, hendes mage, havde fundet vejen hertil også. Et smil bredte sig om mulen på den gyldne Illana, inden hun satte tempoet op imod de to sjæle, ganske glædelig i sindet.

.~:SAMAEL:~.
STEMMER

Den mørke engel, hvilket navnet på den tofarvede hingst betød, vrikkede kort med de dunede ører, da et vrinsk fra en dremmed sjæl med indfanget af disse. Selskab havde han ikke forventet, eller håbet på, men det var ham nu engang heller ikke hverken fremmed eller uønsket på nogen vis. Kort efter vrinsket fra den unge hoppe, der spillede i udkanten af hans syn, lod han sin dybe stemme præge luften på samme vis. Et dybt vrinsk, ganske smukt, og unik af form. Nogen synderlig hastighed satte han dog ikke på sine skridt, men ændrede retningen til denne fremmede sjæl. Han havde ganske god tid, og ikke nogen grund til at skræmme livet af en ny sjæl, med sine tunge, elegante skridt. Ganskevist var ikke alle bekymrede for massen af den mægtige hingst, men han havde mødt dem, der havde udvist frygt for hans store korpus, og ikke mindst velformede muskulatur. Snart efter lod en mild varme, og strejfet af en sol, til at gøre de to sjæle selskab, og næppe behøvede han at vende blikket i hendes retning, for at kende den unikke tilstedeværelse, Illana. En dyb, kærlig brummen, forlod hans bryst som hilsen til den gyldne sjæl, før han stoppede op i respektabel afstand fra den nye, sorte hoppe. Et kort nik fulgte som hilsen til hende, ført med en graciøs elegance, der som altid prægede den tunge hests bevægelser.