De åbne sletter

Mørket havde sænket sig over landet, endnu en dag var gået. Stjernerne tittede en efter en frem på den mørkeblå himmel, der steder chancerede til sorte nuancer. Ganske flot var himlen denne aften, og værd var den at stoppe op for at beskue. Dette var dog ikke noget det grå sorte føl, Neytiri, havde tid til. Ikke i hendes hoved! Hun bekymrede sig ikke om himlen, eller uglen der tudede i det fjerne. Ej heller for det våde græs der slikkede sig op af hendes slanke ben.
I lette bevægelser tog den unge hoppe en trav hen over de åbne sletter. Hun nød aftens kulde, hun nød de mørke farver som hun så let faldt i et med. Det hun ikke nød var at hun kedede sig! Hvorfor var det også så svært at blive ved med at finde på noget at give sig til? Et dyb og lettere opgivende suk lød fra den let irriterede hoppe der havde alt for travlt med at finde på noget hun skulle lave. Den unge hoppe havde bevæget sig rundt længe alene og havde ikke nyt meget selskab i lang tid. Faktisk havde det tyndet ud i lejekammerater. Hun forstod det ikke.
Det grå sorte føl slåsede ikke med nogle prikker der skulle flyttes rundt; faktisk brugte hun knap nok sin egen hjerne. Hun havde slået et billede ind i hoved om hvordan tingene fungerede, og det var efter hendes mening; At hun bestemte alt! Sådan havde hun haft det siden hun var helt lille. Det havde ikke ændret sig siden.

Den blod røde hingst gik af sted med lange skridt. Den bølgede hale svingede stille og roligt fra side til side, han var meget gemytlig her til aften. Solen var sunket i knæ for denne gang, og tusmørket erstattet af det sorteste mørke der længe var set. Stjernerne blinkede ned mod den mørke hingst, men end ikke dets lys formåede at lyse ham op.
Han faldt i et med "tapetet", som man jo siger. I mørket kunne han skimte et lille føl. Farven var ikke helt til at finde ud af pga. mørket. De lange, grønne strå klæbede til hans ben, men kulden var ikke til at mærke. Hans ben var nemlig foret med det blodrøde hovskæg. Benene stod pludselig stille, og han så på føllet med ørene fremme, nysgerrig. Han var ikke sikker på, om det kunne se ham, men han ville i hvert fald blive stående, og lade det tage det første skridt.

I sine egne tanker, irriteret på omverden havde ladt hende alene endnu en dag, overhørte det det store føl det hovslag der lød ikke langt her fra. Det var først da hun næsten var ved at løbe ind i den fremmede hun vågnede op. Hun nåede at stoppe op et godt stykke fra ham; hans skikkelse tårnede op i det mørke, og som hende selv faldt han i ét med aftens lydløse mørke.
De store mørke øjne hvilede på ham. Månen kastede sit blege skær på den rødlige hingst, der kunne få hans pels til at ligne kobber. Neytiri var fortabt i nogle minutter, før hun kom til sig selv. Et smil blev tegnet over den mørke lille mule.

"Hej!"

Meget godt, og meget lige til. Ingen fornemme hilsner eller noget. Faktisk havde Neytiri ikke nogen opdragelse. Hendes moder havde efterladt hende meget tidligt, og siden havde det næsten helt sorte hoppeføl klarede sig selv. Om det ville ende godt? Næppe.
Hun snappede ud efter den rødlige hingst, klar på at lege.