En sansebombe [ Signe ]

Hun lyttede med interesse, imens den røde hoppe med så mange nuancer fortalte om det land hun kom fra. Selv havde Illana oplevet meget varierede landskaber i sin fortid, men her i dette land havde hun set langt flere områder end hun nogensinde kunne have drømt om. Hun smilede lidt, nikkede bekræftende. Som altid hørte hun hvert et ord som hendes selskaber udtalte sig.

,,Det lyder som om, du har været vandt til lidt af hver. Her findes der både bakker, åbne enge, skove af forskellige karaktere, ørken, sletter, bjerge en endda en vulkan. Dog vil jeg råde dig fra at opsøge den, for Skyggerne lurer omkring den. De bor der, vel og mærket. Men der findes mange vidunderlige ting her; vandfald, grotter, enge indkapslet i frodige træer. Der er så meget, at jeg selv ikke kender til halvdelen”

Sagde hun med et smil, inden hun puffede ud imod den røde hoppe. Det var et rart selskab hun havde fundet sig i denne Calypso, og det lod til det var gengældt.
Nok sagde den røde hoppe ikke så meget, men det generede ikke Illana, som gerne snakkede derud af. Ikke alle havde samme lyst til at inddrage andre i deres tanker og meninger, og det skulle de have lov til. Så hun fortsatte en kort stund uden at spørge indtil mere, for at give den røde hoppe plads til at komme med spørgsmål, hvis hun da havde nogen.

Calypso var oprigtig begejstret for at den første sjæl hun havde mødt i dette nye land netop var den gyldne hoppe. Så ren en sjæl fandtes sjældent og ikke mindst var hun med til at give hende et godt indtryk af dette nye sted. Den gyldne var ej for sukkersød, men heller ikke for forsigtig og det var som om at hoppen var harmonien selv. Calypso drog et lille smil på den hvide mule og lyttede med interesse til den gyldne hoppes ord og hun nikkede da for at bekræfte at hun havde hørt hende og nu ville vende ordene i hovedet. Hun kunne ikke helt finde det nødvendige svar, da hun jo allerede havde fortalt at hun ville se nærmere på det. I stedet ville Calypso prøve at være en anelse mere socialt anlagt.



” Så udover at vogte, dette lys, som De er blevet skænket. Er der så andet De ynder at bruge Deres tid på? ”



Calypso forsøgte sig med et spørgsmål og det var op til den gyldne om hun valgte at svare på det. Hun ville ikke bebrejde hende hvis hun ikke ønskede at gøre dette, ligesom hun vidste at den gyldne ligeledes heller ikke ville gøre det mod hende. Den røde hoppe følte at hun klikkede godt sammen med den gyldne allerede.

Med et lille smil vandrede Illana nu afsted. Hun havde hørt lidt om hvilke områder, som den røde Calypso havde kendt førhen, og alt imens hun betænkte hvor hun skulle sætte kursen til, hørte hun atter engang den fattede stemme, som Calypso havde. Et ganske ærligt spørgsmål, som vel i og for sig glædede Illana på en måde, for det var længe siden hun havde snakket om hvad hun faktisk lavede i sin hverdag. Hun brummede sagte og lagde tankerne om hvor deres kurs skulle guide dem væk, alt imens hun svarede.

,,Calypso, jeg laver mange ting. Men det der fylder mest i min hverdag, er den flok jeg er blevet en del af. Jeg agter at lærer individerne rigtig godt at kende. Samtidig har jeg en mage, jeg benytter de timer med jeg kan finde; når vi hver især er i hinandens nærhed. Og så bruger jeg også tid på at udforske landet fortsat. Det var det, som ledte mig til dig, du røde Calypso”

Hun nikkede kort, inden hun udsendte en venlig brummen. Hun kunne ikke sende spørgsmålet retur, for den røde hoppe havde ikke betrådt langet særligt længe; og en hverdag kunne hun absolut ikke have endnu. Dog håbede Illana at hun ville finde hurtigt til, for landet var i sandhed det rareste sted at være, når først man følte sig tilpas. Hvis ikke, så kunne omgivelserne være nok så skønne, men bare ikke skønne nok til at man bemærkede det, hvis ikke man følte det var et kommende hjem. Og det slog hende da, hvilken kurs de skulle tage. Dermed satte hun retningen imod bjergenes fod, hvor der fandtes ufatteligt mange særformede sten; noget som hun gættede på denne røde hoppe måske ikke havde set før.