Stormfuld

Den ældre hingst havde netop trukket sig fra kysten for at søge længere ind i landet. Ind mod de tætte skove. Bølgerne havde danset hidsigt og faretruende. Vinden havde taget kraftigt til sådan pludseligt, og dum nok til at blive ved det åbne hav var Eagle dog ikke. Med lange skridt bevægede den store hingst sig hen over det mere åbne område, med kursen sat direkte imod den nærmeste skov. Hvert et træ så ud til at knæle forvinden. Et dæmpet prust slap fra den lyse mule. Normalt brokkede Eagle sig ikke, og gjorde han egentlig heller ikke rigtig nu, men han ærgede sig ver den pludselig vindstyrke der tog over øen.
Selvom Eagle hastede, hvilket han normalt ikke gjorde, så han stadig lige så ædel og stolt ud som han plejede. Dette var ikke noget han gjorde noget for, det lå i hans natur, i hans holdning. Det var en del af hans udseende; Selv når han slappede af i alle lemmer og muskler så han stadig ædel ud.

De rav gyldne øjne spejdede sig over området for en kort stund, blot for at opfange hvad der skete omkring; Der var tomt i de åbne områder. Alle dyr så ud til at have søgt læ for vinden. Der gik heller ikke længe før den ældre hingst stødte på flere og flere træer han elegant smøg sig uden om. Et stykke inde imellem træerne synes vinden ikke længere at kunne nå ham og farten blev sænket til et mere afslappet tempo; og atter igen nød den ældre hingst tilstedeværelsen af naturen, af roen.

Længe havde optakten til en storm været til at føle i den kølige luft, og nu hvor den syntes at balancere imellem at kaste landet ud i et farligt spil med høje bølger, hårde vinde og faldende træer, eller forholde sig i ro, havde den rustrøde slanke skabning valgt at søge ind imod landets hjerte. Med lange skridt bevægede hun de slanke lemmer igennem den store skov, imens hendes øjne vagtsomt gled over det fremmede landskab. Som gamle krigere rejste træerne sig omkring hende. Gjorde sig klar.. til en kamp imod naturens vildere elementer og sider. Og for en kort stund følte denne hoppe sig lille…
Den flødefarvede lange hale svirpede taktfast bagved hende, idet at hun med et fnys trådte igennem en mindre underskov og uden videre trådte ind i en form for naturlig lysning. Træerne voksede ikke her, og hvis de gjorde stod de spredt nok til at hun ville kalde det for en lysning. Græs var der skam, men ikke meget efter den hårde vinter. Men bedst af alt var vindens hylen ikke til at høre her. Ingen voldsomme vindstød skubbede til hende. Ingen isnende vind listede sig frem og fjorde hoppens krop følelsesløs. For hvis der var noget denne hoppe ikke var bygget til, var det den rasende kulde der havde taget landet i flere måneder. Nu syntes vejret langsomt at tø op igen, men dog måtte hun indrømme at denne vind var helt sin egen herre, og ikke lod sig binde af noget så simpelt som årtider. I hvert fald ikke nu.

Skuttende bevægede hun sig længere ind i denne lysning, ingen at hun med et fnys holdt en let parade. De mandelformede ører vippede forsigtigt ud til siderne, inden at hun prøvende sænkede hovedet imod det sparsomme græs. Noget måtte hun fortage sig jo..

Slangende sig imellem træerne, bevægende den ældre hingst sig med stor smidighed imellem træernes tykke stammer. Stierne fulgte den ældre hingst sjældent; hvis han gjorde ville han blot ende alle de steder hvor han havde været så mange gange, intet nyt vilde dukke op. Med hjertet af skoven var kursen nu; Desto længere væk fra kysten desto bedre. I hvert fald lige nu. Normalt holdt den ældre hingst af at være ved havet, se på dets uendelige vildrede dans der synes at have en rytme fra en hel anden verden. Lade tankerne flyde med strømmen ud i det uendelige. Det var kulden og understrømmen der fik den ældre hingst til at trække sig når vinden kom mere hastigt til. Som nu.
Halen slå roligt bag den let plyssede hingst, efter vinteren havde været her havde han blot fået lagt sig et ordentlig pels lag, der fin den i forvejen robuste hingst til at se endnu større ud.

For en stund vandrede den ældre hingst i sine egne tanker, han lod dem strømme fra alle hjørner, skænkede værd en ekstra tanke, for så at lade dem lille lidt igen. Mange af de tanker den ældre hingst gik i hoved med for tiden var over de besynderlige ting han havde hørt om dette land nu; uden at kende noget til det, noget om det. Eagle vidste ikke meget, og han var sikker på det han vidste var kun en lille brøkdel af det der var at vide.
Eagle blev revet ud af sin tanke strøm da han stod i en lysning i skoven, det var ikke det at træerne var tyndet ud der fik ham tilbage til virkeligheden. Nej, her var han ikke alene. I lysningen stod en rust rød hoppe med fløde farvede man og hale. Den gyldne hingst kunne have taget sig selv i et måbe et par sekunder over synet. Hvordan hendes skind nærmest funklede i det svage lys fra de solstråler der nåede igennem skyernes tykke murer, eller hvordan den silkebløde man faldt. Det var ikke som nogen anden Eagle havde set i dette land hid til; og var nok det der mest overraskede ham. Han fik hurtigt samlet sig og brummede roligt hilsende til den rust røde hoppe.

Den ensformige adfærd med at hive græsset op, tykke det for derefter at synke det, fik langsomt hoppen vagtsomme krop til at falde mere til ro. Det var trygheden ved denne velkendte bevægelse der fik hende til at falde ned i en trancelignende tilstand, der blot gik ud på at finde den næste tot af det sparsomme græs. Måske burde hoppen ikke lade sine parader falde sådan når hun befandt sig i fremmed område, men hun var nu noget træt. Træt af søvnløse nætter da hun for en stund havde befundet sig ved bjergene. Træt af sneen der havde dækket landet i et hvidt tæppe. Noget så træt… men her. I denne lysning fandt hun en længe savnet ro ved noget velkendt. Og siden hendes pludselige ankomst til landet, var det nu engang sjældent at noget var velkendt for hoppen. Fremmed terræn, fremmede heste og fremmede fare.
Nogle få sjæle havde hoppen dog mødt i dette land, og ingen af dem videre intrresandte nok til at blive ved dem – mente hoppen. Den kyniske og kolde ishingst Djanke. Den noget så grænseoverskridende og føllede Titan. Og den fyrrige Drezar. Sidst nævnte dog noget af det mærkværdige hoppen længe havde set.. Men dog, ikke nok til at holde den slanke røde skabning til det samme sted. Men dog, en forkælrighed for den varme ørken var begyndt at vokse inde i hoppen.

En underlig men dog bekendt følelse sneg sig ind på hoppen, og hun vippede langsomt ørene tilbage i den flødefarvede man. Øjnene blev nærværende, og gled søgende ud til siderne. Denne følelse af iagtagelse var ikke til at tage fejl af. Nogle måtte være her i nærheden.. Dog skulle det ikke gå længe inden at de ulmende brune øjne fandt en gylden skabning stående ude i kanten af lysningen, og hun hævede langsomt det markerede hoved. For en stund så de to heste nu blot på hinanden. Betragtende… denne stærke hingst faldt hurtigt ind under en kategori der hed flot. For selvom han var ældre end hende, ville hun ikke kalde ham gammel af udseende. En varm gylden farve prydede hans pels, og dernæst disse øjne. Som rav.. Hoppens blik blev kort fængslet af dette, inden hun med et fnys løsrev sig fortryllelsen og hørte den hilsende brummen der blev sendt imod hende. Let samlede hoppen benene under sig, hævede ryggen og hvælvede i nakken inden at hun svarede med en indbydende brummen. Et legesygt glimt var til at se i de brune øjne, men ikke som den føllede del. Mere som i at se hvad og hvem denne hingst var.

Elegant så den rost røde hoppe ud da hun som et katte dyr hævede hoved og hendes brune øjne faldt på ham. Hendes bevægelser var ikke noget han havde set ved nogen anden. Hun var et helt anden væsen, en hel anden støbning end dem den ældre hingst hid til havde mødt. Det lege syge glimt der kom i hendes øjne fangede Eagle med det samme, og kunne vel lægge en undring ved det, men gjorde det ej. Betaget hvilede de rav gyldne øjne endnu på den fremmede hoppe der fik samlet sig mere og blot ved det så endnu mere elegant ud end før, som var hendes dansetrin fra et andet univers.
Eagle bøjede let i nakken som en venlig gestus inden han åbnede den lyse mule og hilste, med den ru slidte stemme der var præget af en varm glød, han nu en gang besad; "Hver hilset."

Hans stemme satte tydelige tegn på at årene ved med ham; hans let dybe, og ru stemme mindende om en rigtig historie fortæller, den varme glød gjorde man sig tydelige forventninger om at sjælen bag var en mild skabning med kærlighed og varme- Eagle var nu en gang også sådan. Varm og mild. Han havde plads til alle. Han bar overskud, tålmodighed og var åben. Endnu havde Eagle ikke mødt nogen han havde afvist, givet det kolde skulder. Det var ikke sådan han var, han vendte ikke andre ryggen.

Eagle tog nogle rolige skridt frem og gik der ved end i lysningen, han nærmede sig den rost røde hoppe, men hold en respektfuld afstand til hende.
Nærseborene dirrede svagt ved den ældre hingst i det han indåndede opfangede hvad hun duftede af. Hendes personlige aura; Den var både sødlig og hidsig på en gang. Eagle kunne ikke lige sætte "fingeren" på hvad det mindende ham om.

Denne fremmede hingsten udstrålede en aura som hoppen havde et svært forhold til. Tryghed. Varme og tryghed. Og på trods af hendes ydre forblev i det neutrale og lidt spørgende, var hendes indre kort i oprøre over den konstatering. For hvordan kunne sådanne heste udstråle noget så fjernt men stadig eftertragtet som trygheden? Tryghed var noget man gav til andre… men hoppen havde for lang tid siden ladet denne tryghed glide fra hende, så mødet med den nu var som et få en spand med iskoldt vand i hovedet. Og dog.. Som en sø uden krusninger var hoppens ydre, selvom høje bølger bragede derinde. Hingsten brød stilheden der havde lagt sig, og formede to enkle ord. En dyb stemme.. en stemme man kunne lytte til – ville lytte til. Ligesom hingstens ydre, virkede hans indre også varmt og lyst.

”vær hilset..”

Kom det lavmælt fra hende. En stemme der vidnede om en dybte i personlighed og ikke blot i blikket. Syngende var den næsten, idet at en accent fra hendes hjemland endnu prægede hendes ord. Den var mangt og meget, men ligesom hingstens var den i øjeblikket en stemme man ville lytte til. Også selvom en trænet lytter ville høre hvordan noget lå under overfladen på dette. En stemme der hurtigt kunne vende om, og sende psykiske piskeslag over en.
En svirpende lyd kom kort fra hende da den lange hale gled over haserne, idet at hingsten tog nogle flere skridt ind i lysningen. Hele tiden hvilede blikket vagtsomt men også med en hvis nysgerrighed over ham. Dog stoppede han ved en afstand der kunne betegnes som ens personlige rum, og hun nikkede kort anerkendende. Jovist, Fame nød kontakten med andre sjæle. Men ikke i den frembrusende forstand. Det skulle bygges op. Langsomt tog hoppet et langt skridt imod ham, inden at hun selv holdt en parade og igen så på ham. Som vuderede hun noget, inden at hun forsigtigt strakte den mørke mule frem i en hilsende gestus imod ham. Svagt vippede hun ørene en anelse frem, inden at stilheden igen blev brudt af en hvislen igennem luften af den lange hale.

Det var en intens stilhed der havde lagt over dem til Eagle blot simpelt havde brudt den med en hilsen. Stilheden kom atter igen bagefter, blot for en stund og brudt igen da den rost røde hoppe gengav hilsnen. Hendes stemme var melodisk, blød og rund var lyden i det den sang for Eagles øre. Men der var mere i det, der var mere gemt i hendes stemme, for denne klang der havde sunget ud, dækkede over noget mere. Det kunne høres svagt. Eagle lagde mærke til det, men gjorde ikke nogen tydelige tegn for det. Et par tænker skænkede den ældre hingst dette, men lagde det blot til siden kort efter. Ikke væk. For aldrig skulle man gemme ting væk som man havde opdaget, set eller hørt. Det kunne have et faktum man kunne få brug for senere. Ak, lige nu bekymrede den gyldne hingst sig ikke om denne skjulte stemme bag den melodiske.
Hendes accent afslørede hende ej var hun her fra, Eagle var sikker i sin sag. Længe havde han betrådt Andromedas øer, men aldrig hørt den accent hun bar sig. Selv ikke fra de indfødte han nu havde stødt på af. Hun var som ham, fra andre kanter, et andet land. Måske.. måske var hun fra et helt andet univers.
Igen kom en lavmeld fremmen fra den ældre hingst, han havde ladet hendes hilsen blive afløst af stilhed, blot for at høre melodien fra hendes stemme fade helt ud, forsvinde med vinden.
Et langt skridt fra hoppens side gjorde de nu stod nærmere, det gjorde ikke den ældre hingst noget, for hurtigt ville han lukke andre tæt på, han havde ikke noget imod nærhed, og heller ikke fra den rost røde hoppe, hvis selskab han netop havde lige nu.
Med en rolig bevægelser lod han sin mule søge imod hende, hilsende endnu. Der lå en dæmpet ro over hingsten, og det var som om alt fra hans side han nu foregik i slowmotion, hver en bevægelser var langsom. De mandelformede øre blev spidset frem imod hende, og tog imod hendes kropmæssige hilsen.
Endnu med langsomme bevægelser træk Eagle mulen til sig og knejste let i den kraftige hals.

"Jeg er Eagle Eye; hvem har jeg æren af at møde?"

Eagle brød igen stilheden med ord, han præsenterede sig selv med den ru, slidte men stadig varme stemme, for at i samme sætning spørge ind til hvem den rost røde skønhed han havde lov at møde. Nysgerrig var den gyldne hingst blevet; denne aura der var om hende. Hun var fremmede og ikke blot fordi han ikke kendte hende, men alt ved hendes synes at være nyt. Den måde hun bevægede sig på, det blik hun bar i de brune øjne. Selv den måde hun talte på.

Kort overvejde hoppen, hvor mon denne hingst kom fra. Hvor hans gyldne varme farve kom fra. Hvor han havde sine rødder…. Tanken om at nogle var født her havde ikke strejfet hoppen, og hun gik vel bare ud fra at denne hingst ligesom hende, var kommet til landet på en ukendt måde. Selv huskede hun blotte det dulmende og længe savnede mørke. Og hun måtte indrømme, det var noget af en skuffelse faktisk at vågne igen i denne kulde. I dette land. Men dog, hoppen havde for meget værdighed til at tage livet af sig selv hvis det nogensinde skulle gå så vidt. Så hellere leve videre og se hvad den næste dag kunne bringe hende.
Let glippede hoppen med øjnene og vendte nærværende blikket imod hingsten igen. Langsomt strakte han sin mule frem imod hende, og forsigtigt snusede hoppen ind og pustede ud igen. med sitrende næsebor trak hun den til sig, og lagrede hingstens fært i hukommelsen til senere brug. For hvem ved, måske kunne hun finde ham nyttig en dag. Hoppen rystede let på halsen, hvilket fik den flødefarvede man og hale til kort at stå i et væld fra hende, inden at den lagde sig ned af den slanke hals igen.

”Eagle Eye… Mit navn er Fame..”

Kom det med et lettere tænkende smil, og hun nikkede kort. Et særpræget navn og underligt langt i munden på hoppen. Men det lå nu godt på tungen, og var et man ville huske fremover. Hingstens gyldne betagende øjne fangede hende endnu engang, og hun måtte med en undren indse at hun fandt denne farve noget så fortryllende. Fremmed artet – ligesom hingsten. Hingsten var ligeså af kraftig bygning, hvilket blot fik fremhævet den vældige fysik yderligere. Nej, ingen tvivl. Mange ville kalde ham attraktiv..

”Sig mig Eagle Eye.. har de været her længe?”

Den runde stemme spurgte med en grad af nysgerrighed, og startede derpå en samtale samt spillet. En pendlen imellem 2 sjæle, og denne pendlen kunne udvikle sig i mange retninger. Men sikkert var en ting. Enten posetivt, eller negativt. Let slog hoppen endnu engang med halen – tænkende inden at hun trådte let frem for at se nærmere på ham og se hvordan han modtog fysisk kontakt.

De rav gyldne øjne faldt på hendes flødefarvet lokker der nu stod dansende rundt i luften, for smukt og elegant lægge sig ned af hendes slanke hals igen. Hendes manke så fin ud, blød; næsten som silke. Hvert et hårstrå virkede tynd og fin; ikke som hans egen der var mere pjuskede i det, langt mere kraftig i strående.
Hendes gentagelse af hans navn gav det et helt nyt klang, melodisk. Ikke som når han selv præsenterede det; han fik det altid til at virke mere tørt. Måske var det af vane fordi man kendte det, man havde hørt sin egen stemme udtale det så mange gange; men andres lyde på det; langt mere fascinerende.
Forbløffet blev den gyldne hingst da hun udtalte sit navn; Fame. Det første navn han længe havde hørt der ikke var fremmede. Han havde hørt det før. Eagle smilede, alt andet ved denne rost røde hoppe havde været fremmede, nyt. Ej hendes navn. Eagle nikkede sammentykkende, han ville ikke glemme hendes navn. Ikke glemme hende, hun havde allerede nu sat i klart billede i Eagles hjerne der ikke synes at ville fade ud.

"Jeg har vandret i Andromeda i længere tid nu; år ja. Hvor mange ak det synes jeg ikke længere at mindes jeg kan huske. Ret mig Fame, når jeg antager at de ikke er fra disse kanter, at de ikke har vandret her i længere tid?"

De rav gyldne øjne hvilede i Fames mørke brune med et mildt og varmt blik. Afventene på at høre hendes melodiske stemme igen; fortælle ham hvor hun kom fra.
Igen kom hun ham nærmere, ej gjorde dette den ældre hingst noget, han brummede blot imødekommende til hende, blot for at fortælle hende at det var okay med ham. Stadig forholdt han sig i ro, holden viftede kun en frem og tilbage; ikke for at jage fluer eller andre insekter på flugt, blot af vane.

Hoppen kunne mærke hvordan hingsten studerede hende, og blot af denne grund rettede hun om end ikke mere på holdningen. Faktum var at hoppen elskede opmærksomhed, og hvis man gjorde sig den ulegelighed at se på hende gengældte hun det ved blot at gøre det til noget bedre at se på. For hun yndede ganske vidst at sit selskab fandt hende smuk, det var hun ikke bleg for at indrømme. Dog var det ikke altid at man fandt hende videre smuk, men igen. Hver sin smag jo. Ligesom hingsten her faldt i hoppens smag udseende mæssigt, gjorde andre måske ikke. I hvert fald måtte hun efterhånden indrømme at hun havde en svaghed for disse varme og inviterende farver.
Hingsten virkede for en stund forbløffet over noget, og hun vippede kort ørene nysgerrigt frem. Nysgerrig efter at vide hvad han fandt forbløffende. Selv var hun jo noget så van til sig selv – at se sig selv, at hun ikke så hendes bevægelser, holdninger eller sågar stemme som noget specielt. Det var vel blot en del af det hun kunne kalde hende. Hoppens blik udløste en tydelig tilfreds glød, idet at hingsten accepterede hendes nærvær. Men inden hun selv nåede at sige noget, rungede denne dybe stemme endnu engang. Et smil listede sig da frem på mulen.

”Jeg er ganske rigtigt fra et noget andet sted end dette.. her virker så.. Naturligt? I hvert fald natur – rigt”

Kom det fra hende, og hun svirpede kort overvejende med halen. Hendes land var et stort kaos i dette øjeblik. Så meget var der som ikke burde være der.. men var hun glad for at være kommet væk derfra? Se det kunne hoppen endnu ikke svare på, da hun slet ikke kendte til dette land. Og det hun indtil videre havde stiftet bekendskab med, havde fremkaldt en masse brogede følelser samt reaktioner.

”Hvad har de oplevet i dette land, siden at det kan holde dem igen..?”

Kom det fra hende, og hun strakte forsigtigt mulen ud og lod den hvile på den stærke gyldne hals. Selv var hun en vandre uden lige, når det nu ramte hende. denne hoppe havde brug for en tiværelse der kunne forandre sig. Ting skulle ske i hendes nærvær – ikke stå stille.

Tankerne strøg lidt vildlede omkring, han gjorde sig tanker om hvor hun mon kom fra. Hvis Andromeda var så forskellig fra hendes vante. Her var meget forskelligt; bjerge, floder, enge, sletter, skove, vulkaner og selv ørken. Andromeda rummede sig megen forskellig natur, at det forekom Eagle besynderligt at dette kunne komme bag på den rost røde hoppe.

"Andromeda rummer en stor natur, jeg er sikker på der ikke er det man ikke kan finde i dette land. Sig mig, hvordan var det sted du kommer fra?"

En dyb brummen lod den store hingst slippe fra sin strube i det hendes fløjlsbløde mule lagde sig imod hans gyldne skin. Eagle gjorde ikke noget imod hendes berøring; han nød den til gengæld. Der var ikke meget nærhed i dette land, ikke af hvad Eagle havde oplevet. Den han havde set mest til var som sunket i jorden, som hun havde udtrykt urolighed for: De havde haft det nærmeste han kom på nærhed i dette land. Det var ikke fordi Eagle ikke indbydede til det, men mange af dem han havde stødt på på sine vandringer havde været ødelagte eller fjerne. Mange skulle man ikke nærme sig uden at man ville ødelægge dem helt.

"Jeg har lært at acceptere jeg er bragt her til. Hvordan ved jeg end ikke, hvorfor ved jeg ej heller. Der er noget der siger mig vi alle er her af en dybere mening end vi lige går og regner med. Jeg tror vi alle har en opgave, noget at bidrage til dette land. Jeg tror vi er her for at forme det, lærer hinanden om vores forskellige skikke. Af dem jeg har mødt hid til, har de fleste af os fået en chance mere her. Andromeda og dets befolkning har meget at lære endnu."

Eagle tav lidt, for selvom han elskede sit hjemland, var han begyndt at føle sig mere hjemme her. Trods det savn han bar med sig, var dette nok det bedste der kunne have endt. Denne vandring var en af hans sidste; og han ville formodentlig snart finde ud af meningen med den. Få svaret på det store spørgsmål.
Det værste ved landet her var den ensomhed der kunne trænge en på. Det var ikke hverdag man stødte på en ny eller velkendt sjæl. Ofte var dagene lange og ensomme. Nærheden mangler i landet.

"Om jeg så ville, ville jeg intet have at vende tilbage til."

Hoppens før spørgende mine aflystet nu af en lettere nysgerrig en, idet at hingsten nu spurgte ind til hendes land. Hendes sted… Det var nu engang forståeligt siden hoppen selv havde ledet dem ind på et emne om hjemlande, eller nævnt sit eget til en start. Så selvfølgelig var hingsten nysgerrig. Men dog, det betød ikke at hoppen brød som bedre om at tale om det.. Var det klogt overhovedet at fortælle noget til denne hingst? et simpelt svar ville nu engang være nej. Hun kendte intet til denne gyldne sjæl… men dog, hoppen havde brug for at vide noget, ligesom hun havde brug for at have kontakter hun en dag kunne vende tilbage til om muligt. Og en brat afvisning… ja, hoppen vidste bedre end dette. Dog havde han aldrig bedt om den direkte sandhed.

”Det var.. er et meget spredt land.. med.. uenigheder. ..”

Hoppens ord kom med pauser, som skulle hun tænke over en måde bedst at forklare det på uden at give del i alle de detaljer han kunne undvære. Hingsten virkede til at være tilpas rolig med hendes forsigtige nussen på halsen, og hun bevægede den da søgende ned imod skulderen. Undersøgte hvert et gyldent hår, på jagt efter noget der kunne virke afvigende for denne pels.. men nej, intet var til at se. Ikke engang grålige hår på trods af hans alder. Imens hoppen roligt forsatte sin nussen, lyttede hun med i hingstens forklaring.
Let vippede hun en anelse diskret med ørene i en slags tvivlen, men sagde intet.

”En chance mere.. ”

Mumlede hun let, men tvivlede stærkt på det. Fame var ikke som denne hingst, med den gyldne pels. Hendes første indtryk havde endnu været et hjerte af guld.. Fame selv manglede et hjerte af guld, så at sige.

Selvom Eagle kunne se reaktionen komme frem ved den rust røde hoppe, havde han ikke fortrudt han spurgte. Måske havde han kunne få svar fra hvor hun kom fra, om hun var fra et helt anden univers, eller levet ved siden af hvor han kom fra eller et helt tredje eller fjerde sted. Forgæves, det var tydeligt i hendes kropssprog at hun faktisk ikke ville fortælle nærmere, og ordende hun lod flyde ud gjorde det endnu mere tydeligt. Roligt, helt roligt nikkede Eagle. Han gjorde sig tilfreds med det svar han kunne få, og der ved lod han emnet om hjemlande ligge.

Stormen hylede i det fjerne, her i skovens indre synes den dog ikke at komme snigende, her var læ imellem de nøgne træer der stod tæt. Hvis man lyttede var vinden det eneste der rigtig kunne høres. Der var ikke fugle der kvidrede et sted i skoven, ingen ugler der tudede. Ingen mus der rumsterede i skovbunden. Faktisk var der utrolig stille. Dette kunne undres, men som han selv havde gjort havde de fleste andre nok også søgt læ, væk fra vinden. Væk fra de udsatte kyster.

En svag brummen slap Eagle fra den kraftige hals, en rolig klang af tilpashed. Eagle var tilpas. Han nød selskabet, han nød tilstedeværelsen af alt. Han nød det liv han endnu kunne føle løbe i sine årer. Måske nød den ældre hingst blot livet mere, fordi han vidste at med årene ville det eppe ud af ham. Han havde ikke lige så mange somre tilbage som den rust røde hoppe. Hun havde livet foran sig endnu, masser af tid. Eagle tænkte ikke tit over døden ville være der. Han vidste den ville komme en dag, den var en del af livets endeløse cirkel. En del af verdens balance.

"En chance mere.." gentog Eagle i en rolig og lav toneleje, som var det kun en hvisken. Det store gyldne hoved blev drejet imod Fame, der stod med mulen imod hans skulder, for bedre at kunne se på hende.

stormen hylede i det fjerne, men for nu var de to sjæle i læ for denne. I læ for den isnende vind og blytunge regn. For nu og i dette øjeblik stod disse alene med blot hinanden som underholdning og selskab. Men indtil videre følte hoppen at dette var mere en blot underholdning. dette var mere en blot en tilfældig sjæl. Muligvis var der en mening med at disse var mødt for nu? måske ikke? en underlig ro hvilede iver denne sjæl.. som frygtede han hverken alderdom, sygdom, svigt, døden og så meget andet. Spørgsmålet var bare... ville Fame lade sig rive med af denne?
Hoppens ører vippedes skiftevis frem og tilbage, imens at hun med delvist tirrende - delvist nussende nap lod mulen glide over det gyldne skind. Det var ikke fordi at det var direkte morsomt eller underholdende, nej... men der fandtes en hvis fred ved dette, og stødte hoppens stormfulde sind til hvile for en stund. en så velkendt bevægelse, at den næsten kunne lulle en hoppe som hende tilbage i en afslappende døs. Afslappende svirpede den lange hale bagved hende, inden at det ulmende blik langsomt vendte tilbage til den gyldne vandre. En gentagelse af hendes ord, idet at hun let fangede øjenkontakten med hingsten. Rav imod dybe mørke, og stilheden sænkede sig kort imellem dem. Tvivlende så at sige var hoppen kort, inden at hun med et fnys afbrød kontakten og blikket søgte fremad igen.

Afvigende for tvivlen var hoppen. Afvigende for at se andre muligheder, end dem hun nu engang kendte så godt. Bange for det ukendte..? ja. Det var hun nok til en hvis grad. For hoppen ville nu engang hellere svælge i det gamle - i det bekendte end at ty til fremmede muligheder eller tanker.

"men kun til dem der søger det."

kom det lavt fra hende. Afvisende for at holde sig selv fast på, at dette ikke kunne være med vilje at hun var landet her. Det måtte være en tilfældighed.. for en fremmed sjæl kunne umuligt have bekymret sig om hoppen.

Hvorfor Eagle lige fandt det lettere morsomt, at hun afviste det med at landet her gav en ny chance at komme her til. Det var i hvert fald det eneste den ældre hingst ind til videre havde kunne kommet på. En lavmeld venlig latter kom fra den store hingst. Han mente intet hånligt med det, mere det hun ikke synes at ville acceptere det, mindende ham om ungdommens stridigheder. Stædighed. Frygten for det ukendte.
Eagle frygtede ikke meget, det var vel mere de helt store ting. Frygten for lidelser ikke for ham selv, men for alle. Dette var dog ikke en frygt der forekom ham tænkelig. Her, hvad Eagle hidtil havde set, var der intet at frygte. Her var roligt. Endnu var ikke ikke klogere på den ondskab der hvilede i landet, han havde hørt om den mørke magi. Dog aldrig set den. For den ældre hingst med ro i sindet var der intet at frygte. Hvorfor? Frygt er en illusion af ens tanker, frygt er ikke virkelig. Fare er.

"Jeg kan se hvad du mener, men jeg tror nu mere det er til dem der åbner sig op for denne chance."

De rav gyldne øjne hvilede med det sædvanlige milde blik på den rust røde hoppe. Han så på hendes bevægelser der synes at være en dans, så let og elegant. Eagle selv var af en tung bygning, men med ædelt udseende en ædel gang. Eagle var ganske betaget af denne Fame.

Eagle lyttede ikke rigtig længere til stormen og regnen der piskede ned ude omkring. Det var blot blevet til baggrunds støj nu. Her var de i læ, i sikkerhed for kulden der blev bragt med. Der behøvede ikke være nogen bekymringer for dette nu. Det var mere en bekymring hvis de skulle begive sig ud i det stormfulde vejr. Lige nu kunne Eagle så ikke se nogen grund for de skulle det. Skulle de bevæge lemmerne var der masser af skov omkring dem.