Stormfuld

Hoppens ulmende blik slukkedes kort, idet at hun vendte blikket indad og lukkede ned for verden omkring hende. Ihvertfald forstået sådan at hun lukkede øjnene for en stund, og lod sig omgive af det betryggende mørke samt ensomme mørke. Og hvad ledte hun så efter? hvad prøvede hun på? ja, simpelt. Hoppen prøvede at finde denne indre fred hun som yngre havde kunne komme til blot ved at befinde sig i andres selskaber. Hoppen prøvede at finde dette ene punkt, hvor intet kunne nå hende. Også selvom Frygten blot var en af hendes mange illusioner, var det frygften der gang på gang drev hende videre. Fik hende til at overleve i dette kaos af en verden. uden frygten ville hoppen for længst have givet sig hen til sine mere dumdristige vaner, og tilmed være blevet drabt hvis det skulle gå så vidt. For næppe kendte hun grænsen imellem hendes lettere provokerende attitude. Næppe vidste hun hvornår hun burde stoppe... for hvorfor burde hun? hun var trods alt Fame. Ifølge hende skulle de stoppe før hende... men frygten for andre hestes vrede.. stærkere heste så at sige, havde fået hoppen til at cutte dem af inden det nåede så vidt. hun havde nået at gå med værdigheden i behold. og hendes stolthed samt værdighed. Ja, denne var nu engang et følsomt emne for den røstrøde. Med en dyb indånding hævede hun det ædle hoved, åbnede øjnene og vendte sig imod den gyldne hingst. Væk var det før ustabile og lidt følsomme ydre, og tilbage så hoppen på hingsten med det dybe lettere provokerende mørke blik hun bar.

"hvad skal man åbne sig op for, Eagle Eye? Hvad indebære denne chance? der er så mange spørgsmål som ikke er besvaret - som ikke bliver besvaret før at vi så tager denne chance.. javist"

kom det fra hende, med den bløde men dog hæse stemme. Længe hvilede hoppens blik på hingsten, næsten sort var det, inden at hun istedet hævede blikket imod den oprørske himmel. uvejrs skyer og vilde vinde kastede sig rundt deroppe, men hernede var intet at mærke siden de store træer skærmede for de to sjæle. Elegant, som dansede hoppen en dans med sig selv så hun på hingsten, og gik imod ham. rundt om ham, inden at hun let nappede til den ene af de ligeså gyldne lokker. Tirrende var det næsten, som indbød hun ham til at følge hende eller betage hende. Fortælle hende.

"sig mig min kære Eagle.. Af hvilken grund skulle jeg åbne mig eller tage denne chance? Hvad kan den bringe mig, som jeg ikke kan få på andre måder.. Måske mere kendte måder?"

Eagle bemærkede hvordan rust røde hoppe træk sig lidt. Egentlig ville han havde ladet det hele emnet falme nu, fordi hun gav tegn på at det var nok. Dog skete der noget uventet da den lidt sårbare facade blev smidt væk og hun igen stod stolt og stærk. Hun virkede pirret. Og ganske vidst forudsigeligt fra tidligere blev der slynget nogle spidse kommentar efter emnet, efter Eagles ord. Selvom mange ville tage det som en angreb og hidse sig op og få i forsvars potion og gå til modangreb, Ja så tog den ældre hingst også denne situation helt roligt; som han gjorde med alle. Han lyttede til hvad hun havde at sige og lod det vende lidt i hoved, blot for at gennemtænke det hele og vælge sine svar med omhu. Disideret kunne Eagle ikke svare på alt; End var han klog men alt vidende det var han ikke.
Med de rav gyldne øjne betrækkede han den rust røde hoppe hvis blik var vendt imod den oprørske himmel, der piskede omkring skoven. Her var de i læ for den bidende storm. Det hun sagde var jovist rigtig nok. Disse spørgsmål blev ikke svaret. Svarende kom først til en senere.

Selv da Fame valgte at smyge sig i en elegant dans rundt om ham, betraktede han hendes røde skin, den flødefarvet hale der fløj en en flot og yndefuld fane bag hende. Hendes bevægelser var lokkede og indbydende. Som indbød hun til dens. Hun nappede i hans gyldne lokker, før hun på en næsvis måde igen stillede sine spørgsmål. Havde det ikke været for Eagles rolige sind havde han nok ikke været som han var, handlet som han gjorde.
Egentlig havde han lyst til at danse med i hendes lille leg, stryge sin mule hen over det rust røde skind. Lade hende gå i uvisheden. Med en dyb brummen fattede Eagle sig, og rankede sig en smule. Let rykkede han sig for blot igen at stå meget solidt. De rav gyldne øjne fulgte hende betaget.

"Hvis man ingen chancer tager i livet; hvor ender man så?"

Normalt ville den ældre hingst ikke vende spørgsmålene tilbage, normalt ville han have svaret så godt han kunne. Denne hoppe var dog som ingen andre han havde mødt.

Hingsten symtes fristet til at følge hende… fristet til at lade tankerne glide videre, og lade sindet vandre. Lade kroppen arbejde og for en stund leve i den verden som Fame nu engang bevægede sig i. En verden hvori hendes arbejde fandt sted i disse danse. Intense kunne de være, og hoppen var nu engang trænet i denne kunst.. i at lokke. Tirre. Afprøve grænser og bygge facader. Sige et, mene noget andet. Og mest af alt, så begærede hun hvad end andre besad hvis det faldt i hendes smag. Selvisk ville mange sætte som et fingerpeg om hvem hoppen var. Men endnu engang – de vidste intet. De vidste intet om hende.. om hvem hun var, og hvad hun var i stand til. De kunne tro på at hoppen var en fin nips ting. At hendes feminine elegante overflade gjorde hende sårbar. Men det var nu engang at træde så frygtelig forkert. For farlig kunne hun være, det var nu engang bevist og sikkert.
Som en sirene var hoppen. Eller en af de mere… farlige blomster. En rose måske. Smuk.. betagende… men i den grad spids og farlig hvis man tog om denne… om hende forkert. En forkert sætning – en forkert bevægelse og fælden klappede i. den hårfine balance imellem dette måske behagelige selskab, og den del der kunne ryste jorden om nødvendig faldt sammen, og hoppens facade krakelerede ud i et hylende kaos. Men for nu, dansede rosen om dette solide gyldne træ. Fulgte hans stamme i vejen op imod trækronerne, snoede sig om ham.

Den mørke mule slap den gyldne lok, og i stedet anbragte hun den forsigtigt på hingsten skulder endnu engang. Smøg den røde krop tæt op af ham, imens en lavmælt feminin brummen kom fra hende. Interesseret i denne hingst var hun skam, for sjældent var det at nogle formåede at svare hoppen igen med denne rolighed og venlighed hingsten besad. Og alligevel, tirrede han hendes nysgerrighed med svaret. For sandt var det – det var sikkert.

”Man ender på sikre men kendte stier. Veje som man færdes på indtil livet ikke er et liv mere, og man blot ender som en af de sølle skabninger der blot sidder fast i deres egen frygt for verdenen omkring sig…”

Kom det næsten hviskende fra hende, idet at stemning bød hende at sænke stemmen ned til dette. På trods af det, var hvert et ord tydeligt i den stilhed der omgav dem. Mørke øjne hvilede imod hingsten ravgyldne dybe blik, og hoppen strakte mulen let imod ham, og nippede til hans.

”Spørgsmålet er bare… vil jeg ende som sådan en sølle skabning, eller vil jeg rejse mig og stråle ud over noget så simpelt som illusioner? Vil jeg ende med sådan en overbevisning.. ligesom dem?”

kom det fra ham, og det ulmende mørke blik så afventende på ham. Hvad troede han? Hvad ville han forudsige? Og slap han endelig sine standhaftige tøjler og spillede med på hoppen invitationer i kraft af mere end blot deres lille ordleg? Så mange spørgsmål, så lidt svar hun selv kunne svare på.

Med en let og rolig vejrtrækning slap den gyldne hingst lidt i den stolte facade, der havde holdt ham godt tilbage under hele mødet. Eagle var udstyret med selvbeherskelse der ville noget, og meget kunne han stå imod. Det meste; men denne dans. Denne hoppe. Hele hendes væsen kvikkede den ældre hingst lidt op. Han blev kickstarte. Livet næsten strømmede tilbage til den ældre hingst på denne korte stund han havde været i selskab med den rust røde hoppe.
Med en blid bevægelse streg han den lyse mule over hendes slanke ryg i det hun smøg sig om ham. En let berøring. Han slap dog mulen fra hende lige før hendes kryds. Han ville ikke gå langt, allerede nu havde han taget et skridt ud over sin beherskelse.

"Jeg kan næppe se en fri sjæl som dig leve i de evige trykke baner uden en chance at tage. Ville du lade dig tøjle af frygt? Jeg tror det næppe"

Hingsten slap en dyb brummen fra sig, endnu rolig. Let trippede han på stedet og foldende nakken en smule. Aldrig ville han kunne se denne rust røde skønhed fanget i frygt. Frygt for hvad der kunne ske hvis hun tog en anden sti hjem.

Hingsten syntes endelig at løsne op, og et smil bredte sig dovent over den sorte mule. Endelig… det var nu engang mere et spil for den rustrøde, end noget andet. Hun ville se, hvor langt tid der gik inden de hoppede med på den dansende ild. Hun ville mærke, hvordan deres sindstemning kunne skifte. Hun ville spillet et spil som blot 2 sjæle kunne være med til af gangen. Og mest af alt, nød hun når disse svarede igen på fineste maner. Hun elskede at se hvordan gammel som ung kunne overgive sig til noget så løs sluppent og glædesfyldt som en lille flirt, eller selve spillet der handlede om at forudsige den næstes skridt. Spille med på dette, være til stede og leve i nuet. En lokkende balance imellem opbyggelsen af venskab, og skridtet videre. En anden måde at lærer en fremmed at kende på. Ilden brændte, rytmen dunkede og hoppen strålede i et øjeblik.
Hoppens skind sitrede kort, og hun svirpede let med halen over at han endelig gav hende den respons hun ønskede. Tilfreds så at sige. De brune øjne fulgte hingsten imens han talte, og hun nikkede roligt og velovervejet for sig selv en enkelt gang. Frygt styrede hende…. men kun når hun selv ønskede dette. Ukontrolleret frygt havde hun på trods af det, aldrig erfaret.

”Og hvis jeg blev.. hvad ville de, min kære Ørn så gøre?”

Kom det kurrende fra hende, og hun brummede hoppet samt tilfreds da den gyldne knejsede blot en smule i nakken. Let kneb hun øjnene sammen, idet at hun tog et skridt fremad fra ham, inden at hun så sig tilbage.

”ville de følge med? Eller trække mig tilbage? Eller hvad.. hvad ville de?”

Det mørke hale svirpede bag det kraftige bagparti, mens han med de gyldne øjne fulgte hver en bevægelse fra den rust røde hoppe. Betaget af denne skønhed der dansede for ham. De mandelformede øre vippede lidt frem og tilbage, imens han lyttede til hendes ord. Han havde endnu svært ved at tro det ville komme til at henne for denne hoppe, hun ville næppe kunne tøjres. Hvorfor skulle frygten skræmme hende fra at tage de ukendte stier.
Blidt blod han mule køre igennem hendes silkebløde man; indåndede den duft hun bar med sig. En sødlig duft. Han ville nemt kunne genkende hende blot på duften. Regnen havde ikke fået lov at skylde den væk. Her var læ, den ville ikke nå hende eller ham her. Deres dufte ville forblive her en noget tid.

"Frygt er en illusion.. men jeg ville forsøge om lov at skubbe dine grænser imod det ukendte."

den gyldne mule begravede sig i den flødefarvede silkebløde man, og hoppens smil voksede blot mere i styrke, idet at en behagelig brummen steg fra hende. Tilfreds over denne hingst nussen var hun skam. De lange slanke ben bevægede den røde hoppe em halb omgang rundt, så hun placerede sig foran hingsten igen. Stille forholdt hun sig, inden at en blid og lys brummen bredte sig i tomrummet imellem dem. Denne brummen kom ganske rigtigt fra hende, og blev efterfulgt af endnu nogle skridt frem imod den gyldne. Forsigtigt, blidt og sensetivt lod hun den mørke mule følge kurverne på halsen. Strøg over de muskler der gemte sig under det gyldne skind, inden at hun søgte op imod den markerede kæbe igen. Der stoppede hun op, og en varm luftstrøm undslap den mørke mule da hun pustede ud.

"jeg ville give dig lov.."

kom det ganske enkelt og melodisk fra hende, og hun sendte ham et sigende blik med de mørke 'øjne hun nu engang bar. Øjne man både kunne fortabe sig i, og forbande. For blikket der i dette øjeblik så på ham var nu engang et blik der skulle spilles op til. I dette øjeblik var det der. Næste gang, ville hun muligvis opføre sig som en fremmed. For næppe kunne man forvente meget af den langlemmede elegante skabning.
Smuk var hun. Men ligeså smuk som hun var, ligeså giftig kunne hun blive.

They call me the Wild Rose..

Hvad der skete mellem den rust røde hoppe og den gyldne hingst, var ikke helt for Eagle at forklare. Han mærkede denne gnist, denne form for liv der strømmede til ham. Det var som hun tog et par år fra ham, gjorde ham yngre igen. Mere hingstet. Det lykkes hende i hvert fald at give et lille spark i den ellers rolige og meget fattede hingst.
En dyb og let hingstet brummen slap fra den store hingst i det han næsten saglig lod sin lyse mule kærtegne hendes slanke krop. Den brune hale slog et par halv dovne skridt bag sig, imens han lod den rustrøde hoppe stryge sig op af ham, lade sin mørke mule glide over det gyldne skind.
En fast nikken og de mandel foremde øre der var vippet frem udgjorde han havde lyttet til hendes ord. Hun ville lade ham skubbe hendes grænser, lade ham skubbe hende ud i det ukendte hvis det blev nødvendigt.
De rav gyldne øjne fortabte sig for en stund i hendes mørkerbrune, næsten tryllebundet alt i alt prøvede han stadig et sted at fatte sig, mande sig op på de løse tøjler han pludselig havde givet sig selv i hendes selskab. Han burde opføre sig som et pragt eksemplar, men den rost røde Fame, gjorde det ikke nemt for ham. Et sted i ham ville heller ikke lade sig tøjre af maner længere.

I det fjerne rassede stormen endnu, lod regnen piske sig imod jorde. De to heste var endnu i sikkerhed i skoven, her havde de læ. Den gyldne hingst havde ikke i sinde at begive sig ud i vejret før det var stilnet af. Måske var det ukendte godt, men at udsætte sig selv direkte for et stormværd, var dumdristig, og dum var Eagle ikke. Og hvorfor ville han? Han befandt sig i et ganske godt selskab, et selskab han nød.

Det var med dyb tilfredshed, at hoppen betragtede denne Eagle Eye løsne bare en smule op. Nej, hun vidste ganske rigtigt ikke hvordan han plejede at være, men hun kunne fornemme det. Han var en ædel herre, der tydeligvis satte sin manere i første række. Høflighed og pli. Men Fame.. hun var på mange måder en modsætning af dette. Med høflighed kom man langt – det var rigtigt. Men pli… hun kunne ikke andet end at fnyse sådanne ting lige op i ansigtet. Hendes liv ville ikke komme videre, hvis ikke hun sprang ud i det selskab som hun mødte. Hun ville sidde fast, hvis hun lod almen etik og pli styre hende. Det var for kedeligt…. Dette var nok grunden til denne… fristende og løsslupne attitude. Dette var grunden til at hoppen lod hans kærtegn glide over den slanke krop, imens hun selv delte ud af dem. Mange ville nok ligefrem kalde det billigt, men hoppen var af anden opfattelse. For hvem kunne ikke bruge at føle sig værdsat – bare en gang imellem? Ved at vise denne anderledes form for interesse, viste man ligeså at man satte pris på en andens selskab. Fame satte pris på Eagles selskab.
Gyldne øjne mødte de brune, og hun smilede ved hans nikken. Han vidste det nok ikke selv, men den ædle skabning var velset i hendes øjne. På mere end en måde. Men hun vidste at hun skulle videre. Hun kunne ikke blive for længe, for ellers ville der ske ting med hende. Følelser kunne forekomme – hvilket hun prøvede at undgå…
Let nippede hun til hingstens kæbe, inden at en mild og lys latter kom fra hende.

”Det har været mig en fornøjelse Eagle… men jeg må videre. Men… vi ses snart igen – tro mig”

Kom det fra hende, inden at hun en sidste gang nussede hingstens næseryg. Da vendte hun om, og gik tilbage imellem træerne. Ligeså hurtigt denne hoppe var dukket op, ligeså hurtigt var hun forsvundet. Snart ville regnen og stormen stoppe, men den ville ikke lægge sig i hoppen før om lang tid.

// fame out ny tråd følger self!