It takes Time | Djange

Rhada
Nothing's static...

Tid ændrer ting. Forskubber ting. Drejer dem i en ny retning. Om det er måden jorden ligger på, retningen som vinden tager eller temperaturen er ligegyldigt, for alting ændres: intet forbliver på den måde, som det var skabt eller blevet. For hvert enkelt lille øjeblik, blev ting til noget nyt: nogle ting ældes blot, mens andre rykkes. Alting er i forandring, selvom mange ofte underlod at se det eller i grunden blot ignorererede det. En helt bestemt farverig hoppe var også if forandring, selvom hun i den grad nægtede at godtage det. Rhada var ikke længere den hun havde været, da hun kom, men hun ønskede ikke at indse det.

Halen svirpede højlydt bag hoppen, inden den hvirlede med vinden igen. Hendes hove slog taktfast mod græsset, mens hendes skridt syntes at blive længere for hver gang, trods dette var umuligt. Langsomt strakte hun ud, lagde hovedet ned og gav så slip, da hendes ben bragte hende til et sted, hvor sneen ej var for høj. Hvor hurtigt det gik vidste hun ej, alt hun kunne sige, var at det var hurtigere end hun længe havde løbet. Og så med en pludselig bevægelse, stoppede det hele. Hoppen rykkede sit hoved op, hamrede forbenene i jorden, så hun standsede med et par hoppende skridt, hvorefter de blå øjne gennemsøgte området med en næsten ildevarslende nøjagtighed for detaljer. Hm... det her var nyt.

...some things just take a damn long time to change.

Det var lige netop på denne Ø han havde haft truffet den unge Ariel. Noget dybt i ham havde opfodret ham til at genopsøge denne sjæl, til trods for den irritation der lå bag omkring hendes forældre. Selvom det nu var ret så målrettet at det var hingsten, hendes fader, der endnu prægede ham. Til trods for det var megen år siden, så mange at han end ikke helt huskede hvordan hingsten egentlig så ud, eller lød? Det åbne landskab blomstrede idyllisk, mens han bar sig standhaftigt og stolt ad. Den muskuløse og lettere oppustede holdning havde erstattet den mere anspændte, hvorpå hans amour; dertil specielt hans maske, udgjorde samme truende og advarende effekt, som da han førhen altid bar den anspændte holdning, selvom han knejsede mere overlegent i halsen nu. Præciserende var hans skridt med de slanke ben under ham, før noget stødte hans blik. Den utroligt spraglede langt uopnåeligt smukke skabning længere ude på denne åbne eng. Hendes aftegn gik på inden måde i ét med denne åbne eng, alt imens vinden herude var ret så vildfaren. Ej kunne han dufte hende endnu, men genkende hende kunne han. Kort tillod han sig at udsende et højt og hæst fnys, efter at have stillet sin stolte og standhaftige parade op, blot for at tilkendegive sig selv overfor hende.

Dette område var den spraglede sjæl ukendt og derfor brugte hun en stund på at indfange alle detaljer. I hendes kultur var detaljer vigtigt; ej fordi de var flotte, men fordi de var en hjælp, når man havde problemer med at finde vejen frem. I løb var vejen ej markeret, men derimod en individuel ting. For nogle gik den hurtigste vej over bjergene, for andre ad de længere veje over sletterne. Nogle kunne skyde genvej over floder, mens andre kunne finde deres vej gennem forvirrende sumpe. Alle havde deres egen sti og for at følge denne, måtte man kunne se detaljerne og huske dem; kun de kunne lede en, når man stod alene under den blege måne og ej vidste om man skulle omkring skoven den ene vej eller den anden.
Pludseligt fandt hendes blik noget, som dog ikke var en detalje, men nærmere en pest. Ørerne ramte uden forsinkelse hendes nakke, mens hovedet blev hævet til en høj, udfordrende position. Ham. Hendes mule rynkedes som frastødtes hun ved synet af ham, hvilket hun vel i teorien også gjorde. Han lignede hende selv en smule for meget og var alligevel hende overlegen på alle punkter; ej en hingst, hun brød sig om kort og godt. Hun havde kunnet lide Mran, om man ville, fordi han var hende underlegen og ej spillede andet.
Vinden hvirvlede omkring hende, piskede hendes hale i alle retninger, inden hun useeligt trykkede halen ned mod sin bagpart. Det kunne lige passe, kunne det ikke? Hmpf!

Det var bestemt hurtigt at den genkendelige hoppe gjorde udtryk for at ha’ fået øje på den brogede muskuløse hingst. Hvorfor denne hoppe teede sig sådanne, med så kort varsel måtte han indrømme han ikke lige kunne fremtolke. Han blev derfor stående, stolt og rankt i sin position, alt imens hans amour nok mest af alt fik ham til at se endnu mere overlegen ud, end han var i forvejen i forhold til hende.

Men gåden var pludselig løst! Hendes duft vandrede med luften, den skarpe duft af mynteblade; men deri også en tilføjelse! Brunsten… Den gik rent ind, og den lyserøde mule mimrede sig let, ret instinktivt; mens han dog holdte sig selv på alle fire og forblev stående. Han havde før i tiden jagtet sure hoppe bort ved at nærme sig. Ønskede hun ikke selv at komme her hen, ville han glædeligt vandre videre på sin færd. Men mon ikke kan lige kunne give det et par sekunder, at se an. Endnu var hans øre tilbagevendte og hans krystalblå øjne dybt kolde og tomme, mens de direkte stirrede fokuserende imod hende.

Faktisk havde hoppen ej lagt mærke til ændringerne hos hingsten, før hun havde knejset nakken. Hvis hingste kunne knejse for at vise dominans, så kunne hopper vel også, ikke sandt? Hans forandring var dog en overraskelse og kort blev ørerne vippet fremad, før hun vendte dem tilbage. Hvad end det var han bar på sin krop, så ændrede det ikke på, at hun ikke brød sig om det hun kunne huske. Hun havde været i dårlig humør dengang og det smittede bestemt af på dette møde.

Rhada vrængede let sin mule, da han stod og prydede sig med sit nye udseende. Det var i hvert fald indtrykket hun fik af hingsten, som hun end ikke havde navnet på, men stadig ikke ønskede at dele sit selskab med. Provokeret af hans fremtoning smældede hun utilfredst med halen, før hun kort og kontant blot vendte bagdelen til ham. Med tanke for hendes tilstand kunne det måske misforståes, men det burde da tages som en afvisning; præcis som en hest vendte bagenden mod regnen!

Hoppen her var jo helt igennem tabt! Den korte opmærksomme tone der havde omsluttet hende, da ørerne for en kort stund havde vendt frem, vendte atter rundt. Straks havde både en hysterisk vrænget mule og en bagpart i sigte været på tale. Kort slog den mørke fyldige hale et par hårde irritable slag om den muskuløse bagpart på hingsten, før de krystalblå øjne kort lod sig den ulejlighed at betragte denne skabning, dette væsen; denne sjæl. På ingen måde ønskede hun hans selskab, og fred hver nu med det.

Alligevel fandt han dette yderst respektløst og en kort buldrende fornemmelse løb igennem hans skind, mens ørerne pressende snart lå i nakken og mulen blev rynket skeptisk og irritabelt. Intet ellers var at syne udadtil, alt imens han kort udgjorde et hæst og advarende fnys; hvorpå han ædelt og stolt, overlegent; bar sin muskuløse krop med sig rundt, halvfems grader i forhold til hende og påbegyndte sine skridt for at forlade dette selskab.



[OUT]