Survival of the fittest. [åben]

Silende gled regnen kærtegnende ned over den tykke pels. Farvede den grålige hoppe i mørkere nuancer, og gjorde den lange man samt hale om end ikke længere. Enkelte dråber trængte igennem pelsen og ind til huden, men størstedelen blev holdt ude af det vandafvisende pelslag. Kæmpede en brav kamp for at køle denne hoppe ned, men hårdfør var hun bygget. Og hårdfør var hun af natur.

Stille havde hun stået i det der kunne ligne minutter nu uden at bevæge en enkel muskel. Lod blot den velkendte følelse af noget så simpelt som regn overtage hende, på trods af at hun nok burde finde et ly i stedet for at nyde denne kulde der nok ville omfavne hende. Men ak, kulden ville ikke genere hende det mindste. Tværtimod ville det måske leve den grålige skabning mere op end hun stod i dette øjeblik. Langsomt åbnede hun øjnene for at kunne orintere sig igen, men skjult var de alligevel for verden bag den tykke pandelok. Vagtsomt stod hun, inden at hun tog nogle enkelte skridt fremad for at få gang i den før nedkølede krop. Kluntede var disse skridt i starten, men snart fik hoppen gået sig varmere. Følte hvordan blodet begyndte at rulle igennem årene, samt hæve de før dovnehjerteslag til noget mere normalt og levende. For det var det hun var. Levende.



Stien gik opad, og uden at vide det havde hoppen valgt at søge op imod disse højere tinder. Hun manglede et overblik over hvor hun i dette øjeblik var, og den eneste måde hun ville få dette var at se det fra en højere vinkel. Så for nu, gik turen op ad de stenede bjerge.

Regnvejr, ikke just det bedste vejr at begive sig ud i. De tunge grå skyer dæmpede al lys og fik alt til at virke mere gråt og kedeligt. Deprimerende. Selv den gyldne hingst hvis pels synes at kunne stråle op og bringe varme med sig var blevet helt mat efter vandet havde trængt sig ud over det yderste pels lag. Gennemblødt vandrede den ældre hingst hen over de åbne enge med kursen imod de store bjerge der var forude. Tempoet var ikke højt for den ældre hingst, vandet havde allerede sat sine tydelige spor på den kæmpe hingst, og næppe ville han blive mere våd nu. Let irriteret over vandet der kildede de mandelformede øre, havde Eagle vendt dem bag ud. På denne måde kunne han undgå at få mere vand ind i dem.
Med et dæmpet prust slog Eagle over i en let trav, ikke fordi han havde synderlig travlt, våd var han blevet. Ak det var blot for at få rørt de dovne lemmer, få musklerne til at arbejde bare lidt. En svag brummen lod han slippe fra sin strube, alt imens de rav gyldne øjne hvilede på de enorme bjerge forude. Det var længe siden han havde været her, og han synes at hans veje skulle gå her forbi inden han ville tage videre.
Den brune hale piskede let bag den kraftige bagparti og slyngede vanddråber i alle retninger. Vådt var der, og for hver gang de enorme hove slog imod den våde jord lød en smaskende sumpe lyd. Selv jroden var blevet gennemblødt af den massive regn der havde valgt at tage ind over Adromedas øer.

Kæmpende bevægede hoppen den tungere krop fremad, alt imens den kolde vind gentagende gange prøvede at skubbe hende tilbage. Med kraft få hende tilbage… men hoppen var nu engang af denne tungere bygning, og det var en anelse demonstrativt at hun bankede hoven ned i jorden ved endnu et skridt fremad. Nej. Hverken vinden, vandet eller tiden kunne få denne hoppe… få hende til at droppe det hun ville. Hvis hun så tilbage på sit tidligere liv var hoppen stadig over disse elementer… også selvom hun var bundet til jorden nu. Kort trak det en anelse selvhånende i mundvigen på hoppen, inden at det blev erstattet af en sammenpresset tynd streg. Bundet.. Det var det hun var. Endnu engang kastedes en bølge af regn ned over hende, og gjorde hende mere våd end før. Dog var der ingen synderlig forandring i hendes holdning, da vand intet kunne gøre hende så længe hun var på land. Det havde hun dog efterhånden erfaret.


Let stoppede hoppen op ved et indhug i bjerget, og brummede dæmpet for sig selv idet hun bakkede ind i læ. Næppe ville hun indrømme det, men det var begyndt at blive en lettere stikkende regn. Koldt. De hvide ender blev kort efter rystet mere på plads, og hoppen flyttede den tunge pandelok væk fra øjnene og fik et klarer udsyn til en start. Læ havde hun her, selvom hun næppe ville blive her længe. Blot vente til denne kaskade af regn var stoppet, og blevet til en mildere udgave. Kun en tåbe ville forsætte med at trods naturen i sådanne højder som hun ville op i. Og hun var ingen tåbe.

I den lette trav kom bjergende hurtigere tættere på. Snart synes de at tårne sig op i himlen. Som skød de højere fra hver skridt han kom. Det var doge rigtigt. bjergende havde den samme højde hele tiden, det kom blot an på hvor lang man var fra hvor små de end ville se ud til.
Med dæmpet brummen forsatte den gennemblødte hingst forsat imod bjergende, først da han nåede til foden der ved stoppede han. Vinden slog hårdt imod men dette ville ikke stoppe Eagle helt for at søge op i de kæmpe bjerge. Det var alt for længe siden han havde været der, set Andromeda fra andre højder. Det eneste sted han kunne. Hvis man altså så bort fra vulkan øen, men det var ikke et sted han havde i sinde at tage hen igen. Hvis ikke der var nogen særlig grund til det. Den eneste ø han ikke havde set helt igennem. Kun få gange havde han befundet sig på den.
Igen brummede den ældre hingst dæmpet, og tog de første skridt frem og op. Af en smal sti bevægede han sig nu frem. For hvert skridt han tog lød et hårdt dunk. Underlaget var ikke blødt som græsset, og det synes næsten af give ekko.

 
  Morgana.

"Where are we going now?"

---

---

Hoppen havde efterhånden langsomt fået møvet den robuste krop ind imellem sprækken. Den taktfaste lyd af hove imod sten, samt tunge vandråber imod stien udenfor var det eneste der i dette øjeblik var til at høres. og da den gråbrogede hoppe stoppede sin gang, var det kun den stille og vedvarende lød af vandet der fandtes udenfor. Det fik den gråbrogede hoppe til langsomt at døse lidt hen, og med en blanding imellem et suk og en fnysen overgav hun sig til en stille døs.
hvor længe hun havde stået sådan, vidste hun nu ikke. Men da en fremmed lyd pludselig trådte ind imellem den før rolige lyd af vand, åbnedes de blå øjne med et sæt, alt imens ørene vagtsomt flippede først frem, og da tilbage for at finde ud af hvor lyden kom fra, og hvad det var. Langsomt hævede hun det tunge hoved, og så med et noget køligt blik frem for sig. HUn havde efter kort tid identificeret lyden som hove, og det betød at nogen var på vej herop. en Enlig skabning som vandrede den samme sti som hende. Hvor længe havde hun sovet? minutter? en halv time? ikke længe kunne det være, for regnen øsede endnu ned udenfor.

En dyb brummen med undertonen af den feminine røst kom da fra hende, og hun overvejede kort hvem det kunne være. For hvem ønskede ligesom hende at vandre imod bjergene? og af hvilke grunde? tænkende svirpede hoppen kort med halen, inden at silhuetten og lydende af den fremmede vidnede om at denne var tæt på nu. Mon han eller hun ville forsætte ligeud, eller ligesom hende opdage dette læ sted? hun vidste det ikke, og var i basis ligeglad. Denne fremmede kunne det denne ville for hendes skyld - så længe de ikke blandede sig i hendes valg.

---

---

"Heaven or Hell?"

  

Med et dæmpet prust forsatte den ældre hingst opad. Dog gik det snart op for ham at han næppe kunne foresætte. Ottesende var imod nogle levende skabninger skulle nå langt op i bjergende. Vinden blev hårdere og regnen næsten piskede jo længere op man kom. I stedet for at foresætte opad lod Eagle benene stoppe. De rav gyldne øjne søgte rundt imellem de massive klipper for at finde et sted med mere læ, et sted han kunne opholde sig til det hele stillede let af. Et sted, ikke langt fra hvor han befandt sig nu var en sprække ind i klippen. Med et vurderende blik ændrede Eagle sin kurs imod læ stedet han havde spottet. Med hastig, men stadig let forsigtige skridt bevægede den gyldne hingst nu frem igen. Underlaget var hård, men vådt på grund af vandet og en vis forsigtighed var man nødsaget til at tage. Et fald fra klipperne her kunne let koste livet.
Da han næsten var noget frem stoppede ham op! For han var ikke alene længere. Det sted han udset sig for at finde læ til vinden og regnen var stilnet af var allerede booket. En grå broget hoppe stod der. Det kom bag på ham, for han havde ikke forventet at se nogen, og slet ikke bjergende.

Med en dyb brummen og en let buk i nakken hilste han på denne brogede hoppe. Han lod de rav gyldne øjne se hende an; hun var ikke helt som de andre, hun var ikke en spinkle hoppe med lange tynde ben. Tvært imod var hun robust og om hendes hove prydede at fint hovskæg.

Ligesom han betragtede og studerede hende, lagde hun ikke en dæmper på sin interesse. Jovidst, blikket var gemt under den solide pandelok og ikke til at fange. Men om han næsten kunne mærke hvordan hendes øjne gled over ham som køligt vand vidste hun ikke. Måske.... hun kunne ihvertfald selv mærke det. Hun stod længe sådanne, uden at en muskel rørte sig i den grobrogedes krop. Stod blot, og så på den fremmede. Han bar en varm gylden farve... En ædel holdning og en stærk men elegant bygning. Meget af det som hoppen ikke selv besad, havde den gyldne foran hende. 
Vægten blev langsomt flyttet en anelse bagud, og hun tog uden et ord nogle skridt tilbage for at gøre bedre plads til den gyldne. Han var kommet uden larm.. uden ord og uden at provokere hende på noget punkt - andet end farven. Hun havde ingen årsager til at smide ham ud, eller selv gå. Jah, da fandt hun hans pludselige selskab en tand mere behageligt. Hovedet hævedes en smule mere, og pandelokken gled langsomt væk fra det ene øje for at se ham nærmere an. Hvad ville han gøre? Blot stå i stilheden der omgav dem? Lytte til den trommende og beroligende regn ligesom hende? Eller var han en af de skabninger der... foretræk at snakke. 

En fjern buldren bragede da igennem luften, og hoppen lagde langsomt det kraftige hoved på sned i en tænkende gestus. Dette uvejr var kommet ud af den blå luft og uden en synderlig god advarsel. Så hvor længe ville det vare? Den reserverede hoppe var ikke noget godt selskab for fremmeda, da hun i hele sin lange eksistens aldrig selv havde taget intiativet til at snakke med sådanne.. fremmede. Stod blot og så på ham, på regnen og på ingenting.