Bring the thunder. [Ariel]

En mild kommen kom fra hoppen, idet at hun sænkede hovedet ned for at nippe til det sparsomme græs der voksede omkring hende. Hoppens vagtsomme blik skannede gang på gang det bakkede landskab, men havde indtil videre ingen direkte trusler fundet. Hvilket passede hende noget så godt. Tanken om at skulle søge væk efter at have vandret nu i flere timer, fandt hende ikke videre behagelig. At skulle løbe hovedkulds igennem bakkerne fordi et eller andet rovdyr eller lign. Havde fundet hende… tsk, nej. Dovenskab var nu noget der kunne kendetegne alle heste. Og Morgana var ingen undtagelse i den forstand. Halen svirpede bagved hende, inden at hun begyndte at traske en smule fremad på jagt efter den næste tot græs. Det så nu engang meget fredsommeligt ud, og for en stund var det også dette.

Skyerne samlede sig langsomt i vest, og Morgana løftede kort hovedet for at se nærmere på dette. Tunge grålige skyer, der tydeligvis ville bringe regn med sig var på vej ind over området hun havde fundet her, og munden blev kort efter presset sammen til en tynd streg. Her havde den grålige hoppe lige fundet en anelse ro fra hendes rastløse vandren frem og tilbage ved bjergene, og nu måtte hun søge videre for at finde et læ for det der kunne ligne et heftigt regnskyl. Typisk, ikke også?



Hurtigt hev hun den sidste tot til sig, inden at hun vendte om og begyndte at gå ind imellem de mange bakker imod bjerget. Der var nok et indhug derinde et sted hvor hun kunne stå i læ imens det ville øse ned omkring hende.

Der var stille, da den endnu unge hoppe trippede frem under de tunge skyer som kravlede ind over den før blå himmel. Hun var omgivet af træer, store trækroner strakte sig op mod himlen over hende, de ravgyldne øjne søgte op mellem de bladløse grene. Hendes snehvide mule var let hævet, ansigtet åbent som altid, et smil ventede lige om hjørnet. På trods af vejret. Alligevel var der mere forundring at finde i det skinnende ravfarvede blik. Forundring over verden, over hvordan det hele hang sammen, over hvordan stormen ligenu samlede sig over hendes hoved.

Hun befandt sig ved foden af det eneste, som mindede om et bjerg på øens ellers mere bakkede og åbne landskab. Leventera havde stortset alt, græsset var lidt grønnere her, lidt saftigere om sommeren, solen skinnede ofte med et blødt og behageligt lys. Det var en de mere trygge øer, men så igen, den askegrå hoppe frygtede intet og følte sig ikke mere eller mindre tryg her end andre steder. Alle øerne var hendes hjem, hele landet, lige så meget som dette sted hvor hun var blevet født og hvor hendes indtil videre for hende ukendte flok holdt til. Hun mimrede let på de følsomme, hvide næseborer. Luften duftede allerede af regn, og så faldt de første dråber.

word count 213

 
  Morgana.

"Where are we going now?"

---

---

Hoppen bevægede den robuste krop imellem de mange stammer, imens hun jævnligt flyttede blikket fremad for at holde øje med at hun endnu bevægede sig imod hendes mål. Dog virkede denne vej til at lede hende på rette vej. Dog tog hun sig da tiden til at betragte hvordan området omkring hende var mere end blot anderledes end det vante. Det store trækroner strakte som arme deres krogede grene op imod himlen, og hoppen overvejede kort om det mon var et flottere syn den dag solen besluttede sig for at vise sig mere, og vende denne vinter til sommer. Det regnede hun dog stærkt med.. i dette øjeblik lignede de ikke flotte livlige træer, men døde væsner der desperat rakte ud efter hjælp. Farveløse – ligesom hoppen selv.
En susen strakte sig kort igennem træerne, og lyden af grene imod grene syntes kort at virke unaturlig høj i den stilhed hun ellers havde begivet sig rundt i. Let stivnede hoppen, samt vippede ørene svagt tilbage for at høre om nogle befandt sig bagved hende, inden at hun med et fnys gik fremad igen. Det nyttede ikke at stoppe ved hver uventet lyd hun hørte, for ellers ville hun nok ikke nå frem før de næste par dage.

Lyden blev kort efter afløst af en lav buldren, og ned faldt tunge regndråber i stedet. Så hun havde ikke nået det selvom hun havde prøvet.. Hoppens mund trak sig kort sammen i en lettere irriteret grimasse, inden at hun i stedet satte frem i en lidt tung trav for at nå frem inden regnen begyndte at falde ned i stimer hvis det ville gå så vidt.

---

---

"Heaven or Hell?"

  

Ariel var en af de nok meget få, som nød regnvejr. De kolde dråber faldt tungt mod jorden og trommede på hendes slanke ryg, forsvandt i hendes ravnsorte hår og gled kildent ned over den hvide mule. Hun huskede dengang hun havde fundet Ava, endelig, midt i en storm af regn, da hun stadig var meget lille. Allerede dengang havde hun været begejstret, forundret over at vand kunne falde fra himlen på den måde, i store, tunge dråber. Hun kunne godt lide det mere stille regnvejr, det som ikke silede ned, men som nærmest faldt langsommere da dråberne var knap så tunge. Det var vidst ikke sådan et vejr denne gang, men alligevel følte den askegrå en stille glæde over at mærke vandet på sig.

Det på trods af at der endnu var koldt. Foråret havde ikke vundet frem endnu, der ville ikke gå lang tid igen, men vinteren hang stadig i luften og over landet. Så hun måtte altså sørge for at holde varmen, hvilket for det meste gik fint, med al hendes indre energi. Men nu, nu var hun koldere end hun plejede, og selvom hun smilede og så op i kaskaderne af faldende vand, så vidste hun godt at hun burde søge læ. Det kunne meget vel blive til storm. Så hun søgte længere ind mod bakken, tankefuldt, søgende efter en indhugning et sted.

word count 227

 
  Morgana.

"Where are we going now?"

---

---

Aldrig havde Morgana direkte hadet dette fænomen med vand fra himlen, ligesom hun heller aldrig havde elsket dette. Naturens gang kom nu ikke engang hende ved, og det var blot hendes lod at makke og rette ind efter dette. Hendes meninger om det ændrede sig alt efter de omgivelser hun nu engang befandt sig i. Og dette terræn var nu engang hverken godt eller skidt at befinde sig i. Træerne bar ingen grene til at skygge for den regn der begyndte at vise sig, men ligeså var stammerne og bakkerne nu engang nok til at der ikke kunne komme for meget vind imod hende og gøre det koldere end det nu engang var.
De tunge dråber dalede ned på den grålige pels, og kort tog hoppen sig selv i at føle efter hvilken pels dette var. Tyk eller tynd. Pjusket eller fin. Hvad var dette? Intet vand syntes at trænge igennem, og mon ikke hun kunne være blevet stående i dette regnvejr? Jovist, men det var nu noget hun helst ville undgå. At vandre tør omkring faldt nu på trods af så meget i hendes smag.

Hurtigt tog regnen til, og den kraftige hoppe bevægede sig med et tilpas tempo videre igennem disse træer imod de mere stenede egne. Søgende efter grotter, huler eller bare læ var hun, og ikke længe gik der inden at et indhug i klippen fangede hendes interrese. Forsigtigt trådte hun ind i den hule gang, og uden at se sig tilbage trådte helt ind. Kort så hun sig videre omkring i dette mørke rum, inden at hun med et skævt lille smil rystede hele den grå krop så den tunge man omsider fik noget luft. Se det var noget hun kunne vende sig til – følelsen af luft og tilpashed.

---

---

"Heaven or Hell?"

  

Regnen tog til, den væltede snart ned over den askegrå som bevægede sig videre i uvejret, henover den nu bløde jordbund og mellem de endnu bladløse, spredte træer. Der var ikke meget læ at finde på Leventera, undtagen i flokkens område, så var Enophis bedre. Eller Chibale, med sine tætte skove hvor end ikke sollyset kunne trænge helt ned til skovbunden. Hun vrikkede på sine bløde ører, mens vandet løb over hendes slanke krop og gjorde hendes skind køligt. Der gik ikke mange øjeblikke før hun fik øje på en mulighed, et indhak i klippesiden som så ud til at ville tegne sig som et godt skjul. Imens nød hun endnu den afkølende fornemmelse, selvom vinteren stadig hang over landet. Den var forfriskende. Det var som at blive født på ny, at blive vasket ren.

I et spring satte hun frem i frisk trav, energisk og kvikt, det var en dans under regnens trommen. Hun var som altid livlig, en gnistrende flamme af livsenergi selv på en regnvejrsdag. Og hun var munter, et mildt smil hang i den ene bløde mundvig da hun nåede frem til indhakkets munding. Bunden under hende var af sten, hendes hove lavede skarpe lyde ved hvert skridt. Et øjeblik stod hun blot og så ind, stadig stående ude i regnen, den lyse mule nysgerrigt og undersøgende virrende. Måske var det den fugtige, tunge duft af regn som havde bedøvet hendes sanser, måske havde hun blot været uopmærksom, i alt fald indså hun først nu at hun ikke var alene. Der var nogen derinde, det var tydeligt. Det var mørkt at se ind, hun kunne kun skimte en spøgelsesagtig skikkelse derinde. Med en blid brummen trådte Ariel alligevel ind, hun havde fundet selskab.

word count 287

 
  Morgana.

"Where are we going now?"

---

---

En skarp lyd fik hoppen ører til vagtsomt at glide tilbage i et ryk, idet at noget eller nogle trådte ind i det lille indhug af læ den grålige hoppe havde fundet. Eller, måske var dette endnu ikke trådt ind i hulen men faktum var at et eller andet var på vej imod hende. Hoppens egne klaprende skridt vidnede om hvordan hun langsomt tog nogle velovervejede og præcise skridt frem, inden af silhuetten af denne fremmede tydeligt trådte frem imod dagslyset fra solen udenfor. Rank havde hoppen placeret sig i midten af gangen, idet at hun næppe agtede at flytte sig før hun vidste hvad denne eller hvem denne var – selvom hun dog var sikker på at det nu engang var en hest af en slags. Eller, hun var ikke blot sikker. hun vidste det.
Det blå lettere reserverede blik betragtede hende med en udtryksløs mine, idet at hun tog sin tid til at beskue denne ædle askegrå skabning der havde fundet vej igennem regnen, og frem til dette indhug. Hun tvivlede på at hun ligesom hende selv næppe ville befinde sig derude når himlen først slap sine kaskader af vand løs, og trådte derfor ind med en mild brummen. Dog gik der en rum tid, inden at hoppen svarede tilbage med sin dybere røst.

Ørene flakkede langsomt ned imod den tunge man, idet at hun let bakkede nogle skridt tilbage for at den anden kunne få mere plads af gå på. Måske ville hun længere ind i hulen? Det var ikke en underlig tanke, siden at vinden måske kunne vende om og slå regnen ind imod åbningen. Ellers, så havde Morgana intet problem med den afstand hun havde taget til sit pludselig selskab. Jovist, det kunne jo være at den fremmede ikke ønskede selskab, men var på sin vis ”tvunget” til det nu? Det kunne tiden blot vise. Dog kom der ingen ord fra hende, siden at den anden måske ønskede at være her i stilhed. Og Morgana ville næppe ødelægge det ønske.

---

---

"Heaven or Hell?"

  

Grotten var dunkel på grund af den smalle indgang, hun endnu stod i. Den fremmede hoppes duft nåede snart hendes følsomme, let udspilede næseborer og hun spidsede yderligere ørerne da hendes hilsen blev besvaret i en dybere tone. Ariel tøvede ikke med at træde længere ind i grotten med klaprende skridt, da hendes hove slog let mod gulvet af sten. Det regnede allerede ind af indgangen, hendes bagpart var mere våd end resten af kroppen, selvom der også dryppede en del dråber fra hendes vilde, ravnsorte man. Hun var nysgerrig efter at vide mere om den sjæl, hun var heldig at skulle dele regnvejret med. Der ville i hvert fald gå nogen tid før den kommende storm ville dø ud igen, luften var fugtig og fortalte om tordenvejr, den sitrede næsten allerede. Men de ravgyldne øjne hvilede på den fremmede, hun var noget stærkere bygget end den askegrå. Og hendes skind var særpræget, det kunne hun se i selv det dunkle lys, hun var lysegrå og hvid og sort. Hovskæg var et sjældent syn for den askegrå, de fleste skabninger her var lette med glat skind over hele kroppen. Denne hoppe var anerledes, hun mindede hende lidt om den varmhjertede Césaire. Han havde også været mere rig på pels hun selv var. Der gik ikke længe før den askegrå lod sin lyse stemme lyde i en mild tone:

”Kan du mærke tordenvejret i luften?”

word count 234

{Out ^^}