|
|
Post by Deleted on Feb 17, 2014 13:23:20 GMT 1
Morgana. "Where are we going now?"
Med en skjult fascination betragtede den grå brogede hoppe hendes eget spejlbillede i en af øens søer. Nogle klare blå øjne gemt bagved den hvidlige pandelok så tilbage på hende med et eftertænksomt blik. Det var nu engang næsten umuligt at kende hendes mange ansigter fra hinanden, men hver enkel gang hun havde skiftet krop havde hun kunne stå i flere timer og betragte hver en detalje i den krop hun nu engang havde. Det var så at sige, første gang denne hoppe så sig selv, som andre så hende. Ørene vippede langsomt tilbage, og hun hævede kort efter hovedet igen. Halen svirpede kort en anelse frustreret, men ellers virkede hoppens attitude endnu engang rolig og til dels også uden sorger. Med et fnys bevægede hun sig væk fra søen, og satte i stedet kursen imod træerne.
Solen havde endnu engang valgt at bevæge sig over landet, og rundt omkring hende varslede det at tiden for foråret var ved at være her – hvis den ikke allerede var det. Små snedriver fandtes endnu, men størstedelen af denne var væk. Årets tidligste blomster var ved at bryde frem fra den før frosne jord, og smådyrene bevægede sig i skovene igen. Det var som om at hele denne verden vågnede op efter en lang søvn. Morgana havde oplevet mange somre og vintre efterhånden, men det fraholdt hende ikke fra gang på gang at fascineres over hvordan naturen kunne indføre sådanne ting. En lille blomst fangede hendes opmærksomhed, og forsigtigt sænkede hun hovedet ned og puffede til den. Ville denne mon snart åbne sig ligesom resten af landet efter vinteren?
"Heaven or Hell?" 
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 5, 2014 12:55:54 GMT 1
Den gyldne hingst havde tilbragt en tid i dette nye land og indtil videre havde han end ikke mødt noget som virkelig fangede hans opmærksomhed, han havde mødt få skabninger, men som altid var han ikke meget for samvær med andre heste. Han var en hingst som var meget for sig selv og som ikke brød sig om at andre skulle blande sig i hans måde at leve på. Hans gyldne krop bar tydelige tegn af kamp. Den bløde og gyldne overflade i hans hud blev kun brudt af de mange ar på hans krop og hans sorte farve som få steder brød den gyldne overflade.
Han var stolt af hver og et af hans ar. Dette var tegn på sejr for hans vedkommende. Det mindede ham om at intet i livet kom til en uden at man kæmpede for det. Hans gyldne øjne gled rundt imellem de store og tårnhøje træer. Jorden var stadig frosset, men mange blomster havde efterhånden kæmpet sig op igennem den hårde jord.
Træernes blade dansede let i den blide vind og han lukkede kort øjne og mærkede blot denne brise rive fat i hans sorte man og bedst som han stod i sin ensomhed og nød denne ro som var omkring ham, blev en duft båret til ham. En duft, som ikke var helt fremmed for ham, men alligevel fremmed. Denne duft stammede fra en hoppe og en ukendt en af slagsen.
Hans øjne blev åbnet og det blik som var i de gyldne øjne var målsøgende. Denne hoppe som var i denne skov, ville hun befinde sig længe her eller ville hun snart lade ham være igen. Hans skridt førte ham nærmere denne duft og ikke langt skulle han gå før en hoppe nu stod foran ham. En hoppe som bar mørkegrå og hvide farver.
Hendes lange man blev også let løftet af vindens blide tag. Hans blik fulgte hendes krop og endte ved hendes mule, som puffede til en blomst og hans ene bryn blev kort løftet. Han havde aldrig haft tiden til at stoppe op og nyde naturen, men denne hoppe puffede til denne blomst som om hun prøvede at kommunikere med denne.
Et sagte prust forlod ham, mens han stod der 10 meter fra hende. Hans blik fast målsat på hende.. Mon denne hoppe havde bemærket at han var der? Og hvordan ville han reagere hvis hun ønskede at snakke med ham?
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 8, 2014 12:54:51 GMT 1
Morgana. "Where are we going now?"
som Forventet skete der intet med den lille blomst, og den forblev lukket endnu. Lukkede af for denne stadig kølige verden, og gemte sig selv og sine hemmeligheder for Morgana selv, og andet omkring hende. For hvem vidste hvad denne lille blomst gemte? hvem havde kraften til at se sådanne ting, når den det tilhørte ikke engang selv ville vise det? Måske indeholdt denne lille simle blomst et smukt indre, som blot ventede på det rette tidspunkt at springe ud. For ja, synet kunne bedrage. og det var tit dem af det mest simple udseende, som fremviste de mest overraskende og smukke sider. Det havde hun erfaret efterhånden, men aldrig kunne hun være helt sikker. For ligesom synet kunne bedrage, ja så kunne sindet så sandelig også.
Den grå hoppe hævede langsomt det tunge hoved, idet at et prust fangede hendes opmærksomhed. De bløde mandelformede ører vippede skiftevis frem og tilbage, inden at hun roligt drejede hovedet imod en farve der tydeligt sprang frem i det ellers gråtonede landskab. En hingst - gylden som få og med sorte ben samt hårpragt og mule. Ar strakte sig forskellige steder på kroppen, og nogle mere tydelige end andre. Hoppens blå øjne studerede hver en detalje, hver et trak i hingstens stillestående position, inden at hun med en tydelig ro og dog resaveret holdning mødte hingstens blik.
Fjendsk ville hun ikke kalde ham, men imødekommende virkede han heller ikke. han balancerede på kanten imellem blot at være til stede, og en noget afvisende attitude. Hoppen selv forholdt sig dog udtryksløst, og ingen lyde kom fra hende. Hverken ønskede hun at tage kontakten til en sjæl der muligvis vandrede i stilheden, eller forstyrre hvis han var her af en grund der ikke var hendes selskab. Så hellere vente og se hvad han ville.
Hoppen slap efter en rum tid øjenkontakten, og lod den istedet falde ned imod en grønlige jord igen. Ak ja, sulten var hun, og hvis han ønskede selskab kunne han blot søge hen til hende. Hoppen var ikke just selv den mest sociale skabning, og der skulle nu engang meget til før hun selv tog det første ord. For stilheden havde hun intet problem med, og ligeså ensomheden.
"Heaven or Hell?"
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 12, 2014 9:35:15 GMT 1
Den gyldne krop som han bar, hørte ikke hjemme i skoven. Hans farve gjorde ham nem at se på disse kanter, han levede bedst i ørkenen hvor hans gyldne farve nemmere gled i et med omgivelserne. Denne hoppes farver var heller ikke ideelle til skoven, men disse var bedre end hans.
Hans blik gled ned over hoppen og fik hver og en af hendes detaljer med. Hendes blik faldt på ham og det var tydeligt at hun målte ham og lod hver en detalje glide ind i hendes underbevidst hed. Dette var en fordel, det at lære så mange farver og detaljer som muligt – Men de heste som mødte ham, havde nok sjældent mødt andre som ham, så han var ikke blot en hingst som gik i glemme bogen.
Hans udseende var ikke til at forveksle med andre og hans ar gjorde ham ikke mindre mindeværdig.
Da hoppen blik nu forlod blomsten og så mod ham, kunne det tydeligt ses på hende at hun lige som han selv – intet havde imod det at være ensom, hun søgte ikke kontakten til ham, som de andre på denne eng havde gjort. Han var en hingst som altid elskede at vandre lidt i ensomheden og intet havde imod dette.
Så has gyldne øjne som let var skjult bag den kraftfulde pandelok holdte øje med hver og en af hendes bevægelser og i det kort øjeblik hvor hendes blik faldt mod jorden, hendes blik og hendes opmærksomhed forsvandt fra ham. Ja lige i det øjeblik kunne han mærke hver en lille muskel i hans krop skrige på at dræbe hende. Det at fjerne opmærksomheden i hans gamle verden, dette var næsten en sikker død.
Så da hendes blik forsvandt skreg alt i ham at angribe denne hoppe. Et fyrrigt smæld med halen holdt ham dog tilbage og hans blik forblev på hende. Med få skridt nærmede han sig, men disse skridt var dog ikke store, men han havde i det mindste nærmet sig og dette var en stor ting fra hans side. Men han tid på denne eng havde lært ham, at man ikke blot kunne leve helt for sig selv. Bekendtskaber kunne være guld værd og på denne eng, ja der virkede ingen som om de ønskede at slås – Hvilket var alt andet end hvad han var vant til.
|
|
