Lesson Learned | Jivala

Hurtigere og hurtigere voksede den unge hingst. Den før så grå pels syntes allerede at skimle, selvom det var svært at se for den lange vinterpels han havde fået anlagt. Omsider følte han, at han kunne bevæge sig omkring uden at fryse - men det betød ikke at han veg langt fra sin moders side. Han havde oplevet nok eventyr alene, og det var nær gået galt sidst. Den lektie havde han lært.
Nu skulle man måske tro, at det gjorde ham tilbageholdende og forsigtig. Men faktisk var det modsatte sket. Han havde fået endnu mere mod på livet, nu hvor han var en vigtig erfaring rigere; man skal ikke gøre noget man ikke er klar til. Men han var klar til at lege! Og i sin mors påsyn følte han ingen frygt. Med legesyge hvin tumlede han om i den sne der endnu lå tilbage efter den sidste snestorm. Mildere vejr var på vej, og det sås tydeligt på sneen der smeltede bort, hurtigere og hurtigere i løbet af de varmeste timer på dagen. I små strømme løb den smeltede sne imod de laveste punkter, og samlede sig små søer.
Noget den grå endnu ikke havde lært, var det fænomen hvorved sneen endnu lå oven på en pæl af vand. Uvidende om dette, vadede han således lige ud i en iskold smeltevandssø, da sneen under ham viste sig blot at ligge løst oven på vandets overflade. Overrasket sprang han i små rejehop op til det 'tørre' igen. En fnys forlod hans mule, inden han nysgerrigt sænkede mulen ned imod sneen. Hvad?

En ranglet lille skikkelse bevægede sig med til dels kluntede skridt over den hvide sne. Hvert hovtryk var tydeligt at se i den indtil videre ikke nedtrampede sne, og enten havde det sneet for nylig, eller også var det meget få der havde valgt at sætte deres hove her. Enten eller… Dog regnede hoppen med det sidste, da hun ikke ligerfrem havde set sne komme fra himlen det seneste dage – også selvom at det havde været utrolig koldt. Koldere end hun egentlig brød sig om.
Let mimrede Jiva med mulen, inden at hun med et lille fnys begyndte at bevæge de lange ben hurtigere end før. Kulden havde haft et godt tag i landet, og Jivala selv havde ikke ligefrem nydt godt af dette. Derfor kunne man vidst godt sige at den unge hoppe længe havde gemt sig i de store skove, da hun selv mente at det var varmere der. Men dog, at komme ud her var som et kuldeschok for hende. Så det var ikke fordi hun ligefrem var nogen sprælsk lille sag.. nok nærmere det modsatte. Stille og genert af natur.. blev hellere det samme sted end at bevæge sig for meget rundt. Men dog.. hendes nysgerrighed var for stor til at hun kunne blive så længe.

En bevægele længere fremme fangede den unge hoppes opmærksomhed, og vagtsomt stivnede hun idet at hun hævede hovedet en anelse for at få et bedre udsyn over denne. Hvad var det? Dog sukkede hun en anelse lettet da hun genkendte skikkelsen som et føl, og i stedet blev vagtsomheden erstattet med nysgerrighed. Hvem var denne? Kort trippede hun tøvende imellem at bevæge sig tættere på, eller smutte inden at hun valgte at bevæge sig nærmere.

Som altid, var den sorte hoppe med stjerner drysset over kroppen aldrig langt væk fra sin søn. Den unge hingst havde klaret vinterens kulde godt, og var efterhånden begyndt at få det mod, der skulle guide ham i hans unge år på de opdagelser og til de oplevelser, som hun selv ikke kunne udsætte ham for. Det var en fryd at beskue den unge hingst, der netop havde kastet sig ud i leg, selvom det også vagte en form for uro. Selvom han endnu ikke havde rundet sit første år endnu, var han godt på vej til at skulle stå på egne ben, hvilket var en foruroligende ting; for hun ville ikke give slip på ham. Anerkendelse var dog en ting hun besad, og hun vidste at hun aldrig ville miste ham for alvor; i hvert fald ikke hvis tingene fortsatte med at gå, som de nu gjorde. Stilfærdigt stod hun blot og betragtede sin søn, der nu boltrede sig og den anden yngre sjæl der var på vej imod ham. Han vidste hun var der, og hun vidste han var i sikkerhed; og dermed lod hun det ene bagben hvile, imens hun blot lod sine isblå øjne søge i deres retning.

Han snusede endnu nysgerrigt til sneen et par gange, inden han med små skridt vovede sig ud i den lille pyt igen. Hans vægt havde allerede ødelagt sneens hvælving over vandet, og den smeltede nu hurtigt nede i den kolde, flydende substans, der nu - blandet med sneen - mest af alt lignede grød. Han lo hjerteligt og så på med forundring, imens vandet åd sig op igennem sneen og lod den smelte. Snart var vandhullet ganske tydeligt, og langt større end før. Det var end dog så stort, at han stod med alle fire hove dyppet i det klare vand.

Uden at bekymre sig om så forfærdelig meget andet end vandet og sneen, bemærkede han ikke den pjuskede skikkelse der nærmede sig. Han hverken så eller hørte, for hans øjne var fikseret imod det fortryllende, forunderlige der skete foran ham. Hvordan kunne vandet spise sneen? Havde den en masse små munde? Og var det derfor der nu pludselig kom så meget vand? Fordi vandet åd sig tyk og fed, og bredte sig? Ja, mange spørgsmål løb igennem hans hoved, og mange af dem var nogle som du og jeg ville finde ganske mærkværdige.

Om sider rettede han sig op og begyndte nu at trave igennem vandet, så det plaskede til alle sider. Han fik vand under maven, og uhhh! hvor var det koldt. Få sekunder senere, gjorde han det igen. Da han nåede op på den anden bred, og vendte rundt for nu at galoppere igennem den lille sø, bemærkede han endelig den nytilkomne. Skikkelse var stadig et stykke borte, forhutlet og nervøs. Omgående spidsede han ørerne og et venligt smil fandt vej til hans mule. Venlighed, omsorg og glæde faldt ham meget naturligt. Intet kunne ødelægge hans gode humør, og ingen skulle overses. Med en hilsende brummen, travede han vedkommende i møde.

Små fine hovaftryk viste sig i den før lettere uberørte sne idet jivala bevægede sig hastigt over engen. Dog var det en hastighed, der gang på gang blev afbrudt af nogle pauser. Vuderende stop. Overvejelser og usikkerhed om hun skulle bevæge sig længere fremad, eller bare hurtigts muligt få flyttet den brogede krop så langt væk fra denne fremmede som muligt. Enten eller. Dog hver gang hun syntes at ty til flugten, endte hun med at forsætte nogle hastieg trippene skridt fremad igen, inden at hun stoppede op.
Vagtsomt fulgte hoppeføllet føllet foran hende, idet at den pludselig vadede ud i vandet. Overrasket og en anelse nysgerrigt så hun på ham, idet at det kolde vand plaskede omkring ham og især på maven. Hurtigt nåede han dog over på den anden side, og da han så vendte sig om stivnede hoppen. Opdaget! Kort syntes hun at se sig lidt til siderne og tilbage – prøvede at undgå at fange hans blik, inden at hun endnu engang en anelse kejtet så på ham og brummede lavt. Det var ikke fordi at hun havde noget imod ham som sådan – og heller ikke imod andre heste overhovedet! Hun var bare.. nervøs så snart det kom til at tale sammen. I hvert fald i starten.

En hilsende brummen nåede hende, og hoppen vippede kort ørene lyttende frem og smilede forsigtigt. Ligesom hende var han en anelse ranglet at se på, hvilket for en stund blot fik hoppens smil til at brede sig mere.

Stadig var den fremmede nogle meter væk, men det generede ikke det unge hingsteføl - snart var han åring, og energien rumsterede konstant i den langbenede krop. En lille gåtur gavnede kun! Den brogede hoppe foran ham virkede nervøs. Hendes blik flakkede fra ham, til højre, til venstre, tilbage på ham. Ganske naturligt kom smilet til ham, venligt og beroligende. Hun havde intet at frygte fra ham, han skulle nok redde hende! Han stoppede op lige foran hende, men stadig med et hestehoved eller så imellem dem. Derpå strakte han mulen frem og puffede hendes hilsende på den sorte mule. Om hun var vant til det eller ej, så var det sådan han hilste. Han søgte altid fysisk kontakt, lige så vel som øjenkontakt. Fra hans første spæde skridt havde han været nærværende og årvågen. De klare blå øjne så alt omkring sig.

Og det de så nu, var ganske nyt. En broget hest! Det havde han ligegodt aldrig set før. Men det klædte hoppen, det mente han. Med ørerne spidset rankede han sig let og skubbede halsen bagud med hovedet knejset ned langs halsen. Han havde set hvordan hingstene stod, når de placerede sig på bakketoppen for at holde øje med området, og hvordan de stod når de snakkede med damer. Ork jo, han vidste hvor han skulle hente sine informationer. En dag skulle han også være stor og mægtig, og stå på en bakketop som om han ejede stedet! Man kunne se de lynende glimt af glæde i hans øjne, ved tanken om den drengede drøm. Han glemte næsten hoppen - men kun næsten.

Han havde ikke mange ord at gøre godt med, men sagde alligevel det ganske simple; "Hej!"

Hoppens krøllede ører vippede skiftevis frem og tilbage, idet at den anden nærmede sig uden tøven. Dog stoppede han op foran hende, og hoppen pustede lettet ud idet at hun kort havde set for sig hvordan han lige fluks havde vralset ind i hende uden at stoppe op. og næppe ville hun have tænkt så langt, som rent faktisk at flytte sig fra ham. En spirrende nysgerrighed voksede frem i hende, men dog sagde hun intet på trods af øjenkontakten hun havde fanget med hingsten. Gennemført blå var de. hvorimod hendes egne bar den mere lyse brune farve. En nødderbun farve, der nu ikke engang var så usevanelig som hans blå - ihvertfald for hendes vedkommende.
Hingste føllet virkede som en af disse dejligt livsglade heste, og allerede nu kunne hoppen ikke undgå at sænke de sky parader og istedet stirre med en noget åbentlyst fascination fra ham. Ligefra den underlige grå farve, til de blå øjne og derefter den blå plet midt i hans pande. Længe så hun undrende på den, og overvejede kort om den var ligesom en af de sorte pletter... bare i blå? eller! at en sommerfugl var landet på hans pande, og så sat et mærke! eller!.. hoppens fantasifulde tanker blev afbrudt af en simpel hilsen banede sig vej, og det før tænkende lettere fjerne blik blev endnu engang fokuseret på ham.

"Hej..?"

kom det lidt forsigtigt fra hende, og hun smilede en lille bette smile. Hoppen havde nået en hvis alder hvor hendes ordforråd i den grad havde udviklet sig mere, men på trods af dette var det ikke altid hun var ligeså god til at svare. DEn del havde nok mere noget med en generthed at gøre.

Han så længe på den fremmede hoppe. Hun var så anderledes. Han kunne mærke hvordan hans smil kun blev bredere og bredere jo længere tid han betragtede hende. Hele hendes væsen bød ham at smile til hende og vise hende verdens vidundere. Hans gode hjerte bankede for de svagere heste, der af den ene eller den anden grund ikke havde modet til at vise sig frem så godt som de kunne. Man kunne langtfra sige at han havde ondt af hende, nej, han ønskede blot at åbne den dør for hende, som tydeligvis var lukket. Han nød at se hvordan blot hans smil og hans accept af hende, fik hende til at stråle. Paraderne faldt, og et smil brød frem på hendes mule. En lun latter klukkede lystigt fra ham. Ih, hvor var hun sød. Hvis han kunne, så havde han adopteret hende som sin storesøster.

"Seyé,"

sagde han så, og nikkede fast. Hans navn måtte hun vide, ligesom han så inderligt gerne ville vide hendes. Hans blå øjne strålede imod hende og mødte hendes nøddebrune, rare øjne. I hans blik fandtes kun glæde og ro, og han gjorde hvad han kunne for at vise det. Han havde arvet sin moders noble og stolte sindelag, men han havde også en vis portion hingstet attitude derinde, der selvfølgelig stammede fra hans far. Og ud over dette, så var han også helt sin egen.

den brogede hoppe var nu ikke svag af sind, selvom man ville være fristet til at se det som sådan. hun var blot født som en lidt sær snegl, der nu engang ikke ligefrem kunne begå sig med sådan en naturlig udstråling som hingsteføllet foran hende fremviste. Hun manglede den del, der bad hende åbne op med et bredt smil og byde verdenen velkommen. Ikke at hun afskar sig fra den - næppe, men hun løb den heller ikke glad og ivrig i møde. Hun tog det hele i det mange ville kalde.... et langsomt tempo. Hun trådte forsigtigt, og tøvede nogle gange en tand for meget. Men det syntes hingsteføllet foran hende ligeså langsomt at pille ned, idet at han brød ud i en klukkende men behagelig latter. Hoppens blik gnistrede kort forvirret, inden at hun selv smilede bredere end før. Nu var der engang noget så simpelt som der hed kunne li, og ikke kunne li. Og Jivala kunne indtil videre rigtig godt li dette selskab!
Seyé? Hoppens mund åbnedes kort i et undrende "ohh", inden at hun nikkede med et blidt smil. Seyé måtte være hans navn - hvilket han forholdvis hurtigt og let havde sagt. Kort vippede hoppens ene krøllede ører tøvende tilbage, inden at hun nikkede en sidste gang- Denne gang, mest til sig selv.

"Jivala.... eller Jiva"

kom det derefter fra hende, og hun trippede nysgerrigt frem da hingsten mødte hendes blik. Selvom Jivala nu engang var lidt ældre end denne, havde hendes sindelag ikke rykket sig meget og ville det måske ikke foreløbig. Forsigtigt rakte hun mulen frem og holdt den kort over hingstens pande, inden at hun i et ryk duttede på den blå plet - inden at hun sprang tilbage. Underligt kunne det nok se ud, men for hende var sådan en plet nu engang noget underligt noget! og tænk hvis der skete noget når man gjorde det? Spændt så hun på ham, inden at hun lagde hovedet på sned igen. Skete der noget?

(Btw, har du husket at skrive i bestillingsbogen at Jivala er 2 år nu? :3)

Han viftede fornøjet med halen bag sig, som hoppen nu, langsomt men sikkert, lod hans navn synke ind, for så at give ham sit eget. Hun hævede hovedet, tog mod til sig og lod så sin fine stemme klinge. Jivala, hed hun. Han kunne ikke prale af at have hørt mange navne i sit endnu unge liv, men ud af de han kendte, så syntes han at hendes var det pæneste.

"Du har et flot navn, kære Jivala,"

sagde han muntert, og nikkede let for sig selv. Et smil spillede om hans mundvige som han endnu engang betragtede hende. Derpå kunne man ikke sige at han blev forskrækket, men overrasket blev han da, da hun pludselig trådte frem imod ham og duttede ham på panden med sin mule. Først stod han uforstående stille, men da det gik op for ham, hvorfor hun havde prikket til ham, så lo han glædestrålende. For ham var det blevet så almindeligt at se på at han havde en blå plet i panden. Det var ikke noget specielt; hans mor havde blå stjernepletter i pelsen og hans far havde et blåligt horn i panden. Den blå farve var en del af hans dagligdag. Men han vidste godt at det ikke var en normal farve, ikke for andre end hans familie. Og derfor forstod han godt hendes nysgerrighed. Hun måtte have det, ligesom han havde det med hendes brogede skind og krøllede ører. Han betragtede hende smilende som hun stod afventende. Så rystede han mildt på hovedet.

"Der sker ikke noget, ikke endnu. Først når jeg bliver større! Så får jeg et horn, det tror jeg,"

sagde han, en smule eftertænksomt. Jo, han havde da lugtet lunten, man han var alligevel ikke sikker på at han også ville få et horn. Måske var det bare en plet i pelsen, ligesom hans mor? Men nej, der var noget der talte for det modsatte. For det kløede sådan i hans pande. Det kløede, og den blå plet var vokset. Men det gik kun langsomt, og han bemærkede ikke selv den store forandring.

// nu har jeg ;D

på trods af sin unge alder, virkede hingsten til at have et glimrende og noget større ordforråd end den unge Jiva havde haft i hans alder. Selv havde det nu engang været utroligt begrænset hvad hun kunne sige, og hvad hun ville sige, men hun havde efterhånden fået kæmpet sig frem til at kunne føre samtaler med andre, uden at hun direkte lød uforstående, eller de ikke forstod hende. Hvilket nu engang var meget smart, når man mødte en sjæl eller sjæle som denne, der hellere end gerne førte en munter samtale eller to. Pris på det - det satte den kære brogede skabning. ikke alene fik hun selv øvet sig mere, hun fik også hørt noget mere efter.
Hingsten sagde godt om hendes navn, og den unge hoppe strålede som en lille sol over den simple kompliment. der skulle nu ikke meget til for at få den lidt ældre hoppe glad... men omvendt skulle der heller ikke meget til for at få hende ned i kuldkælderen. Hvilket nok kom bag på nogle, men sådan var hun nu engang stykket sammen.

"taaak"

kom det fra hende, og hun trippede kort på de lange ben. Selve kroppen var efterhånden ved at finde sig mere til rette med sine ben, og begyndte at harmonere bare en smule end førhen. Dog, var der endnu lang vej.
Han virkede en smule overrasket over hendes pludselig udfald, og kort tyngede tanken om at have overrasket ham - måske negativt? hende ned. men dog virkede han ikke til at lægge synderligt i det, men svarede hende på bedste vis uden at være sur over hendes spontane bevæegsle. Hoppens øjne voksede langsomt i størrelse, idet at hun nikkede ved hans ord. Et horn... i panden? ville det ikke se lidt udnerligt u? undrende kneb hun øjnene let sammen, idet at hun prøvede at forestille sig den skimlede med et langt strittende horn, men nej, hun så intet.

"er det ikke lidt underligt?"

kom det fra hende, inden at hun nåede at stoppe sig selv. Tro nu ikke ondt om den kære hoppe... nej, hun kendte bare ikke til at ordene kunne virke stødende, selvom hun mente det godt.

( Nice Det var bare sådan noget jeg selv ville glemme, så tænkte at jeg lige ville nævne det, nu jeg så det XDD )


Han smilede bredt til sin nye veninde, da hun lyste op og takkede ham. Han var ikke selvisk på nogen måde, men han kunne nu alligevel godt lide at få et tak og et smil til gengæld for sine høfligheder. Han så hendes smil som en belønning i sig selv, men opfattede det også som et tegn på gensidig respekt. Han kunne aldrig finde på ikke at svare eller takke nogen, der havde spurgt ham om noget eller rost ham. Det var decideret respektløst i hans øjne. Derfor kunne han nu rigtig godt lide den brogede hoppe.

"Det var da så lidt!"

klukkede han, og nikkede fast. Derpå betragtede han hendes mimik, som hun betragtede hans. Det var tydeligt at hun med det samme følte skyld over at have prikket til ham, så han blev forskrækket. Han kunne ikke lade være med at le varmt til hende. Der var intet hun skulle føle skyld over, og det gik da også op for hende - eller, sådan så han det i hvert fald, ud fra hendes kropssprog. For han var ikke vred. Faktisk havde endnu ingen set Seyé være vred. Han kendte ikke til det som sådan. Hvorfor spilde tiden på vrede, når der var så meget sjov at gå i gang med?

"Underligt? Det ved jeg ikke. Jeg synes det er meget normalt, for min far har også et! Men min mor har ikke, så måske er det kun nogle heste der har?"

Han så tænksomt på hende. Ja, hun havde jo ikke et heller. Så skulle det i hvert fald være godt gemt, for så pludselig at vokse frem i hujende fart. For hoppen var ældre end ham, det kunne hun ikke skjule. Nej, hun ville nok ende med at være ligesom mor, hornløs. Men det gjorde da heller ikke noget! Sådan var det nu engang!
Sandt at sige, så vidste den unge grålige hingst ikke hvor sjælden han var. Han vidste ikke at han og hans far var de eneste to i hele Andromeda der var blevet velsignet med et horn i panden. Men han var endnu ikke nået dertil, hvor han undrede sig over at han aldrig mødte andre med horn.

Denne skimlede sjæl virkede til at være ligeså lys af personlighed, som solen kunne skinne. Hans latter, smil… ja selv det gnistrende blå blik strålede af en varme, som hoppen ikke havde mødt hos mange før. Det varmede.. ja næsten tøede den brogede sjæls lidt tilbage holdne stilling, og fik hende til at føle sig mere.. komfortabel med denne hingst. eller, hingsteføl. I hendes øjne kunne det gøre det samme. For en voksen hest med et barnligt sind, kunne det samme som et barn med et voksent sind. Og for hendes vedkommende, kunne han være flere år yngre end hende. hun ville ikke blive irriteret af den grund.

”Hvem er din far?”

Kom det spændt fra hende, og hun trippede nogle skridt nærmere i bar iver over at høre hvem det nu kunne være. Sandt at sige, hoppen var nu engang dårlig til at skjule sine følelser, og de brød meget voldsomt frem i alt hvad hun foretog sig. hver en handling var ikke tænkt igennem, men i sandhed ikke noget hun fremviste som falske facader. Hvert et smil, hver en trækken og hver en gnist var ægte.
I udkanten af hendes sind flagrede en lille farvet ting forbi, og inden hun selv opdagede det var hun sat efter denne. I ivrige rejehop løb hun efter sommerfuglen, men undgik for alt i verden at ramme den. Det kunne virke meget spontant. Pludseligt og underligt. Men sommerfugle! Feer! En sommerfugl betød at de var i nærheden! Det var ikke med vilje hun havde forladt hendes rare selskab. Hun tænkte bare ikke så langt.

”Se! En sommerfugl!

Den korte, sorte hale viftede ivrigt bag ham, som han blev mere og mere optaget af sit selskab. De vandblå øjne hvilede fast og muntert på den brogede hoppe. Han elskede at se hvordan hendes holdning ændredes - en ro faldt over hende, der afslørede at hun nu følte sig afslappet og tilpas i hans selskab og nærvær. Det bragte endnu et smil på hans læber. Den tavse tak fra hendes kropssprog modtog han i stilhed. Han tog taknemmeligt imod den ros det var, at se en nervøs hest slappe af.

"Min far hedder Ahearn! Han er stor og hvid og har et langt blåt horn i panden!"

Fortalte han ivrigt og hoppede energisk op på bagbenene i en rytmisk bevægelse. Han nippede let til hendes mule da hun igen trådte frem imod ham, men inden han nåede andet, strøg hun af sted, på jagt efter en farverig sommerfugl. Hendes udråb fik ham til at le. Ja! En sommerfugl var det, og den jagtede hun nu nænsomt og alligevel ivrigt. Han stod kun stille et øjeblik, inden han satte efter hende.

Hun hørte Seye's ord, men nåede ikke at give en ordenligt respons på dem. Hun havde alt for travlt med at holde blikket på den flagrende skikkelse, og stadig undgå at ramme den. Hun havde engang ved et uheld kommet til at puffe for hårdt til en af de små skrøbelige skabninger, og pludselig havde den ikke kunnet flyve mere! Der havde hun i sandhed ikke følt sig godt tilpas, og var næsten krybet sammen. Forsigtigt og nænsomt havde hun rykket den op på en blomst, men den var aldrig kommet sig helt...
Bagved hende var den sorte hale rejst som en fane, imens hun med diverse rejehop kom fremad. Pludselig landede den orange sommerfugl, og med et lille hvin satte hun hovene i jorden. Jivala bremsede prompte for ikke at ramme den, imens hun med uendelig langsomhed sænkede hovedet ned til den lille blomst.

".. Ved du hvor sommerfuglene kommer fra?"

Hviskede hun, og blikket flakkede tilbage imod den grålige Seyé, inden det endnu engang holdt fokus på sommerfuglen. Det var sjovt... for hun vidste det ikke selv. Hun havde ledt under sten og blade - ja, selv i jorden! men havde ikke kunne finde dem. Og pludselig syntes det at vrimle med dem, når først sommeren begyndte. Hun forstod det ikke, og havde indtil nu overvejet om det var selve landet der slap dem løs..