Liquid Fire | Fuyu No Kitsune

 
 
 
 
 
 
 
 
 

 
 
 
 
 
 

Det var et rent tilfælde, at den strejfende hoppe havde bevæget sig over på den mørkeste ø hun nogensinde havde set. Stormen havde drevet hende ud på kysten for at undgå faldene stammer og knækkede grene, og da hendes blik først havde fæstnet sig på den mørke skygge ude på havet, så havde hun været fanget. Hendes nysgerrighed og den voldsomme indre drivkraft hun besad, drev hende altid imod ting der var anderledes, mystiske og sågar farlige. Hun elskede adrenalinsuset når hun udforskede det ukendte. Og den truende skygge midt på havet havde været ganske umulig at vende ryggen til.

Nu, på bredden af den askegrå ø lod hun først blikket glide fra side til side. Hun så intet liv. Kun aske og støv der hvirvlede rundt i den lune vind. For varmt var her. Den gråspættede hoppe mærkede det med det samme. Som en magnet blev hendes øjne rettet fremefter, fæstnet på den massive vulkan der hvælvede foran hende. Tyk, sort røg steg fra dens øverste, og lava kunne skimtes som rødglødende striber ned langs dens sider. Hun stod som fastlåst ved dette syn. Aldrig havde hun set noget lignende. Sandstorme, klipper og ørkener. Det kendte hun alt til. Men dette land... dette land bød så meget der var nyt, anderledes. Men det her var dog det mærkeligste - for græs og skove havde hun dog hørt om. Men ikke ildspyende bjerge. Uden noget bestemt mål bevægede den slanke, yderste langbenede hoppe sig direkte imod øens midtpunkt. Den tykke, askefyldte luft lukkede sig hurtigt om hende og lod hende med ét føle sig ganske alene. Pff! Havde hun måske ikke været alene sit halve liv? Det betød intet nu. Hun måtte se nærmere på den flydende ild!

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

En snehvid skygge, urørt af asken, urørt af de fysiske urenheder, vejrede roligt over landskabet, stod som en fast marmos skulptur, med øjnene plantet i den fjerne horrisont. Det var endnu så lyst, at han med det blotte øje intet så, han var blind i solens skarpe skær. Men alligevel så han langt mere end det, dagen havde at byde på. Han følte, sansede, fornæmmelse, så, hørte, lugtede... Han havde sanser, skygger, dele af sig selv, dele af andre, han var spredt ud over øen, sansede alt, hvad der lurede sig ind på deres areal, delte tanker, med tusinde dele af... alt. Ganske besynderligt var det, og det ville udentvivl drive en længere end randen af vandvid. Måske det var derfor skyggesmilet i disse momenter var forstyrret, forvrænget af et smil, tvunget frem på den arrede mule. Han morede sig tydeligt over noget, over en sjæl, der var vandet ind på øens livløse land. For livløst var det endnu. Asken dalede som sne fra himlen, ganske blidt og roligt. For det meste var faldet dage før. Selvom det nu var næsten uger siden vulkanen var udbrudt, alduin havde rørt på sig, var eksistensen, fortsættet af denne handling stadig ætset dybt ind i øen. Varmen hang stadig med, og gav alting et indtryk af et goldt, men dog varmt landskab. Kun skygger, derlurede i udkanten af ens synsfelt, og flakkede, så man aldrig helt blev overbevist om at de var levende, bevægede sig på denne ø. Og til tider den hvide skyggehingst. Nu var han dog fanget i sin statueagtige stilling, imens han observerede den nyankommende, gennem øjne, hans krop ikke besad.

(Whoa, undskyld det sene svar D:)

Med et årvågent blik holdt den langbenede ørkenhoppe øje med sine omgivelser. Selvom hendes opmærksomhed størstedelen af tiden var vendt imod den flammende bjerg, så lagde hun alligevel mærke til at den askedækkede jord ikke var helt... normal. Det var ikke noget som sådan der alarmerede hende, det var mere en fornemmelse. Som om alt på øen holdt sit vejr blot for at holde øje med hende. Og specielt den tørre jord under hendes hove syntes at være levende. Det virkede blot som rene skyggespil, en forvirring i hendes øjne. Det måtte være den varme luft der gjorde verden uklar for hende. Hun fnøs, ikke af vrede eller irritation, men fordi asken satte sig i hendes næsebor på den mest ubehagelige måde.

Hun nærmede sig bjerget i et tempo der syntes sneglelangsomt, selvom hendes ben bragte hende hurtigt frem. Hun var ikke bundet af sløvsind og havde ikke mistet lysten til at bevæge sig - tværtimod. Den spættede hoppe fra Østen levede og åndede for fart og spænding. Det bragte en prikkende følelse af ubehag og fangenskab over hende, når hun ikke bevægede sig i den ønskede fart. Somme tider hadede hun at rejse imod et bestemt mål, for ofte nærmede målet sig så langsomt fordi det var langt væk. Hun ville hellere have et løst formål, end en fast destination. Men det generede hende nu ikke netop i dette tilfælde, for hendes mål var noget hun gerne ville se - med egne øjne.

Som jorden nu begyndte at skråne, arbejde hendes muskler hårdere for stadig at holde farten. Den mørke man med de brunlige spidser, vejede i vinden, let vuggende til hendes rykvise bevægelser. Der var endnu langt til selve bjerget, men det var tydeligt at hun var på rette vej; varmen steg, jorden under hende steg og røgen blev tættere og tykkere. Til sidst stoppede hun op. Selvom hun gerne ville nærmere, og meget i hende drev hende videre, så var der alligevel en lille stemme der bad hende stoppe. Nu. Hun var ikke længere så sikker på at det var sundt for hende at se den flydende ild. Selvom hun var vandt til varme, så var her så glohedt at sveden allerede drev af hende, på trods af hendes excellente form. I stedet lod hun nu blikket skue ud over den bjergside hun var på vej op af. Alt var hyllet i et slør af sort mørke og røg, og jorden var grå og gold. Havet sås kun som et svagt blåligt skær bag alt det mørke. Men det var ikke det der fangede hendes opmærksomhed. Det var den hvide skikkelse.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Hingsten, man næsten kunne kalde en joker, ventede blot roligt og tålmodigt på den umage hoppe, imens hun banede sig vej igennem askedyngerne, kæmpede sig imod den top, hvori hendes livs værste rædsler hvilede. Hun var blot ikke bevidst om det. På trods af hans stille holdning, fulgte de snehvide øjne hendes gang, ganske langsomt, nærmest knirkende, som hovedt på en dukke kunne forstille at bevæge sig en sen midnat. For han var en skabning trådt ud af manges marreridt, en hingst der besad en umådelig skønhed, og dog var tydeligt arret af både vanvid og hvad der synes at være oldgamle skader. Ætset ind i hans snehvide pels snoede sorte aftegninger sig, som om de grådigt havde ædt den hvide pels, for at skygge over den alt for lyse hingst. På trods af den uhestelige bevægelse, brød kun svage vejrtrækninger hans ellers forstenede skikkelse, og snart efter døde alle forhåbninger om at han blot var pyntegenstand. hingsten forlod sin plads, og trådte med et ganske elegant skridt nærmere hoppen. Som en marmorengel trådt ud af sin evige frossede tilstand. Meget engel var der dog ikke over ham, smilet, blikket, alt signalerede at han var en man burde frygte - og kun beundre på lang afstand.
"Godaften, hoppe. Et spøjst tidspunkt at søge toppen på, hvis det er til at kommentere. I dine sko ville jeg ikke begive mig længere, såfremt du ikke ønsker... At forlade stedet med megen andet, end blot fremgang på sinde."

Stemmen den hvide hingst besad var ganske smuk, og ikke mindst ung. Uden tvivl en stemme der var skabt til at fortælle og synge i timevis, og ligeledes øvet til selv samme sag. Gemt i hans ord lå en bydende advarsel, for megen mystik omgav den glohede top. Ganskevist kunne man betræde den, med åndebesvær, men det farligste der var ej heden, men en skabning der slumrede deroppe. Måske hun ligefrem allerede havde mødt fare nok i den hvidlige skygge, for helt ufarlig var han ikke. Specielt ikke denne dag, humøret lå slet og ret til at sprede rødlig væske ud over det grå landskab, der var så farveløst...

Med blikket rettet skarpt fremefter, så hun hvordan den hvide skikkelse langsomt gled ud af sin fastfrossede tilstand og blev levende. Ikke et sekund lod hun blikket vige fra den unaturligt hvide skabning, der var omgivet af flimrende skygger der syntes at sno sig omkring hans hvide lemmer. Hun på én gang beundrede den hvide, men han satte også frygt i hendes sind. Hvad var han?

Hun vippede de slanke grå ører en smule i nakken, men uden at virke alt for uhøflig. Hun udtrykte blot at hun ikke følte sig helt tilpas i hans selskab, og at han derefter kunne reagerer på hendes udmelding som han ville; ændre sin adfærd, eller fortsætte med den. Hun var på sin vis ligeglad - så længe hun kunne få lov til at udtrykke hvad hun ville. Ved lyden af hans stemme røg hendes ører dog lyttende fremefter igen, for så blot at blive der. Hans ord var ikke videre betryggende, men den hvide hingst med de sorte aftegn talte så meget i tunger, at hun fandt det svært at forstå hans mening helt. Hun forstod dog godt, at han advarede hende imod bjergets top. Som hun selv havde følt, så var den flydende ilds udspring ikke et sted man skulle begive sig hen.

"Godaften hingst,"

svarede hun med let stemme. Hans lød dyb og ung imod hendes lysere, hæse stemme der bar præg af brug der ikke altid var godt for stemmebåndet. Hun kastede et blik op imod toppen en sidste gang og nikkede derpå taknemligt imod hingsten. Uanset hvem han var, så fortjente han respekt på lige fod med alle andre. Hun mente dog at fornemme at han måske fortjente den mere end andre - om ikke andet, så for at formilde ham.

"Tak for din advarsel. Jeg vil holde mig på afstand af toppen."

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

At hun viste tegn på ubehag, gik ikke hingsten på, tværtimod fik det et sygeligt smil til at bryde hans mørke artegninger, alt imens hans uhyggelige hvide øjne betragtede hende, med noget der næsten kunne minde om sult. Den flydende ild var som sagt ikke et farligste på denne ø. Den kunne føre døden med sig, men oftest tillod ens instinkter ikke at man gik så langt. Desuden var den allerede i løb, og havde skabt de baner, som udbrudet fremover ville løbe ad. I sikkerhed kunne man let komme, hvis blot man ikke bevægede sig for nær ilden. Dog nikkede han kort derefter, for at vise, at hoppens ord var hørt.
"Det kræver dog en del at komme hertil. Må jeg spørge hvorfor du strejfede imod den løbende ild? Det forekommer mig som noget man på normalvis ville holde hovene fra."

Hans undren var ganske sand. Selv var han aldrig gået frivilligt mod de rødglødende glimt man kunne skelne igennem virvaret af aske og røg, selvom man kunne blive i tvivl om hvad der var op, og hvad der var ned. Specielt ikke hvis han havde været generet af den voldsomme hede, og de tunge røg, der hellere end gerne sneg sig ned i lungerne, og gjorde en døsig. På den døde klippeskråning de befandt sig, var der ikke megen af denne, men flere steder synes jorden og himlen at været gået i et med hinanden, for at danne et virvar af ukendt mørke, der hviskede om død.

Hans hvide øjne skar næsten alt for lyst igennem den askefyldte luft der omgav dem. Modsat hende, så han ikke ud til at føle sig generet af den tunge, svovlholdige luft. Selv følte hun en svag trykken for brystet, et tegn på at denne luft ikke var god for hende. Men hun stod alligevel blot stadig foran den fremmede hingst. Fremmed i mere end én forstand. For han var ikke naturlig. Igen faldt hendes blik på de slangelignende skygger der snoede og vred sig om hans krop og ben. De var ikke almindelige skygger, åh nej, de var levende. Hun kunne næsten mærke deres puls, både som en, men også som mange. Hun gøs. Hvad i alverden kunne skabe noget som ham? Hvad kunne.. hvad kunne få ham til at blive sådan et væsen?
Hun rettede nu alligevel sin opmærksomhed imod hans spørgsmål. Han lød oprigtig. Hun kunne ikke helt greje hvordan hans væsen var, men for nu ville hun være ham imødekommen.

"Dette land er ganske nyt for mig. De grønne enge såvel som denne ø er noget jeg aldrig har set før. Mit liv, min fortid, har kun været fyldt med sand. Om jeg er dumdristig eller blot nysgerrig, der flyder ud i ét. De fleste vil dog sige det første. Men denne flydende ild.. Jeg vil være ganske ærlig; det gik ikke op for mig at det kunne være farligt heroppe. Jeg er ikke erfaren nok på dette område."

Hun lo sagte, en lyd der syntes ganske malplaceret i den trange atmosfære. Hendes gyldenbrune øjne hvilede på den hvide hingst som luften opslugte hendes latter, kvalte den.

"Men hvad laver du da her?"

Det forekom hende underligt at han var så upåvirket. Selv ville hun snart begynde at søge lidt længere ned af bjergets side, for luften gjorde hende træt og svagelig i knæene.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Hingsten tippede hovedet let på skrå, og et kort fnys forlod ham. Denne hoppe kendte ikke meget til de farer der var at finde på øen, tydeligvis. Men det undrede ham, at der ikke var faldet advarsler på hendes færden hertil. Selv havede han hørt mangt og meget om den skyggefulde ø, de få gange han var sraget til andre øer. Om hvorledes skyggernes styrke var steget, og man kun burde betræde den, hvis man ikke havde sit liv kært. Selvfølgelig kom det an på så meget. Selv havde han, eller ihvertfald de, livet kært. Han var dem en vigtig brik, en vigtig broder i dette mærkværdige spil. Men at befinde sig her, var ham ikke farligt. Tværtimod. Her var han velkommen, beskyttet og elsket, som en del af den sjæl der levede og åndede dette sted.
"Så snart du nærmede dig ilden, skulle du nok vende derfra igen. Den er for varm, og for dødbringende til at noget levende væsen vil nærme sig den. Ganskevist køn, og tillokkende, men på ingenmåde i sådan en forstand at du ville våge din sikkerhed. Min advarsel falder blot før denne, hoppe, på trods af dit nysgærrige sind, skulle du nok holde dig i skindet."

Den hvide hale svirpede kort, og han bevægede halsen, så der kortvarrigt skabtes bevægelse i hans lange man. Skygger begyndte langsomt at sno sig imellem de snehvide hår, og en enkelt gav sig til at forsøge sig med en fletning. En ting den hurtigt opgav, før den smeltede sammen med en ande, og igen splatedes til tre. Der var ganske megen bevægelse, og et konstant ændrende nummer af bevidsthede. I særdeleshed en ting der kunne betragtes i dagevis, noget som hingsten selv yndede at beundre.
"Hvad jeg laver her? Denne ø er vores hjem, og ligeledes er det her jeg er mest i sikkerhed. Mine brødre, skyggerne, vi, er flest her."

Hun vidste ej om hun skulle tolke hans fnys som foragt eller undren. Men det var tydeligt at han ikke forstod hendes tankegang, hendes begrundelse for at være her. Havde hun vidst hvad han tænkte kunne hun knap have argumenteret imod ham - men ét kunne hun dog sige; hun var ganske ny i landet og vidste ganske simpelt intet om vulkaner og den fare de udgjorde. Oven i det var hun en meget uforsigtig hoppe. Alt i alt en skidt kombination, der nu havde ledt hende hertil. Og nu mærkede hun for alvor virkningen af den tunge sorte røg, askestøvet og varmen. Til sin forundring begyndte hendes ben at ryste, og hun fandt det svært at lytte helhjertet til hingstens ord.

"Jeg vil følge din advarsel og trække mig væk herfra. Nu forstår jeg, hvorfor du valgte at advare mig."

Hun nikkede let imod sine rystende ben, og de fine perler af sved der fik hendes pels til at skinne. Hun var en hoppe af ørkenen, og hun var vant til varmen, men dette var dog ulig noget hun havde prøvet før. Hendes blik faldt på de snoende skygger endnu engang. En knude voksede i hendes mave; hvad var dog disse tingester? De var tydeligvis levende, men de havde hverken øjne eller mund. Alligevel kunne hun mærke deres tilstedeværelse som små hjerteslag, inden hun blev usikker på om der i virkeligheden kun var ham, og hans væsen. De hang sammen. De var én og de var mange, og det forvirrende hende grusomt. Hvad var han?
Hun vendte sig en smule for at kunne spejde ned langs vulkanens side. Hun så længselsfuldt ud imod det blå glimt fra havet man kunne skimte igennem de sorte tåger. Hendes mørke hale piskede et øjeblik bag hende, tankefuldt. Selv var hun ganske uberørt af den tilstand hun var i - brunsten var aldrig noget hun havde skænket store tanker. Hun havde altid været i stand til at jage de alt for nærgående hingste væk og ham her havde end ikke kommenteret det. Hvorfor skulle hun da?

"Du... bor her? Med skyggerne? Hvad er de for nogle?"

Hun tabte næsten næsten underkæben. Det kunne da ikke lade sig gøre! Han måtte da dø af iltmangel, af varmen? En blanding af beundring og overraskelse viste sig i hendes gyldenbrune øjne.

Du må altså endelig sige til, hvis du ikke har lyst til at fortsætte tråden! :3

Oh, det er skam ikke det, har bare haft nogen private problemer, så er først lige kommet back in business i dag igen

Åh, det er jeg da ked af at høre o: Men du svarer bare når du får tid

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Modsat denne ørkenhoppe, var den hvides skind ikke påvirket af varmen. Ganskevist afgav hans skind varme til omgivelserne i form af salt vand, men den blev ej hængende længe, før en af hans brødre skødelsesløst lod den fordampe. Hendes overraskelse over levestedet, fik hingsten til at vippe ørene let bagud, som så han hende som en særdeles uvidende skabning. At hun stilte spørgsmålstegn ved skyggerne generede ligeledes hvidlingen. Man kunne let se, at denne hoppe ej havde megen livserfaring, eller måske blod viden om dette land. En ting han i sin tid også havde manglet. Men nu vidste han bedre, langt bedre. Omend meget stadig var ham ukendt, kendte han til alt det der var nødvendigt for overlevelse. Duften af brunst var næsten forduftet i de tunge svovl lugt, og han lod derfor ikke hoppen vide hans opdagelse. Hun virkede ej heller bekendt med at omgåes stærkere hingste, men tiden skulle nok komme, hvor han udnyttede sin større fysik, såfremt hun forekom ham værdig nok. Problemet var ikke blot ifolingen i sig selv - men ligeledes at vide sig sikker på føllets overlevelse, og senere fremtid. Et løbsk skyggeføl der sluttede sig til den vise, ville næppe gavne ham, eller hans herre på nogen måde.
"Skyggerne er mørkets væsner, dem der lurer i dine drømmes afgrunde, og de der skænker deres brødre magt og ære. Deres fysiske form er lettest at træffe i nattens timer, omend vi altid har følgesvenne med os."

Ord, der kunne forekomme svære at tyde, men frem for alt besad en dyb mening. Skyggerne var mørkets væsner, sønner af det andre kaldte "ondskaben" hans tjenere, budbringere, fragmenter af selve Alduins sjøl, men ligeledes en del af den hvide vinterræv. Han lod intet være for let til hoppen, men satte sig i stedet i bevægelse, før han med et kort puf gennede hende længere væk fra vulkanens top. Han ønskede hen ej dehydreret, det kunne være til fare for et fremtidigt føl.

(Undskyld det lidt korte svar ^-^)

Hun lyttede til hans ord. Hun forstod dem, men kunne alligevel ikke helt forstå omfanget af dem. Det var ikke fordi hun manglede intelligens, hun kendte blot ikke til andre væsener end dem der fandtes i de levendes verden. Hun var ikke vokset op med hverken myter, sagn eller eventyr. Nogle ville måske kalde det for en flad baggrund. Men for hende havde den betydet forskellen imellem liv og død. Hun vidste meget om livet, men lidt om drømmeverdenen. Og det passede hende fint. For disse skygger lød skræmmende og unaturlige, men hun måtte indrømme at de også lød... lokkende. Som om de allerede havde fundet vej til hendes hjerte og begyndte at trække i de små tråde af mørke, de fleste havde allerdybest inde. Hun flyttede blikket fra den hvide hingst og op på vulkanens top. Hun tog en dyb indånding og lod et øjeblik den tunge svovl svide i hendes lunger. Så holdt hun vejret et øjeblik alt imens hun lod ham puffe hende længere ned - nogen hun ikke var utilfreds med. Hun vippede dog lidt med den ene øre imod ham, for han skulle ikke tro at han kunne gøre hvad han ville. Hun var ikke mopset, hun havde bare et ganske tydeligt og enkelt regelsæt omkring hvad gjorde og ikke gjorde når man var fremmede for hinanden.
Snart kom de ned i et lettere lag og luften blev renene, selvom den på ingen måde var så klar som på de andre øer.

(Det gør ikke noget, lækkert at du svarer !)

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Da luften var behagende nok for den hvide hingst, bragte han sig selv til holdt og vippede let med det strømlignede hoved, tiltede det en anelse imens han betragtede den trefarvede. Han havde skam opfanget hendes korte advarsel, men var ligeledes på ingen måde nærmere at behandle hende med den respekt hun ønskede fra en fremmed. Han nænnede ikke at lade dette møde gå til spilde.
Hun synes splittet, undrende. Som en der ej havde hørt sin drømmeverden omtalt i nutiden, modsat den hvide, der var opvokset med sange om drømme færden og andres bedrifter.
"Luften hernede skåner lungerne mere, omend samme fornemmelse stadig lurer på denne ø. Det er ej enhver der begiver sig nærmere på egen hånd, af frygt for den aura beboerne her udsender. Sig mig, fremmede, havde du ingen foranelse om det du ville møde her? I så fald, hvorfor trådte du nærmere, uden at lade den ildevarslende fornemmelse begrænse dine skridt?"
Spørgsmålene var skam oprigtige, selvom de snarere var for at komme en anelse nærmere hoppen, fiskede efter hendes grund til at opholde sig her, efter noget at holde hende på.. Efter en måde at lokke det ud af hende han ønskede.