Endeløs vandring. [Signe]

Med nogle lange skridt, bevægede den ranglede skikkelse sig igennem det varme sand. Den sorte hale sviprede taktfast bagved hende, og ligeså var det brune blik vagtsomt. Men ubehagelig til mode var hun nu engang ikke. En tilpas varme var til at finde i denne ørken, når verden udenfor stadig hang fast i de køligere dage. Jivala selv skyede kulden som andre kunne sky insekter, og havde så vidt som muligt holdt sig på de mere varme øer og steder. Dette ville sige primært ørkenen, og dybt inde i de store skove. Så langt inde, at træerne blokerede for solen og ingen isvind kunne nå igennem det tætte lag af blade, på blade, på blade. Men endelig havde hoppen set sit snit til at bevæge sig videre – udenfor igen.. og selvom hun var blevet overrasket over dette kølige forår, kunne det alligevel ikke få hende til at søge ind i ensomheden igen. For tro det eller ej, hun var nu engang en social skabning den brogede hoppe.

Sandet gled hvislende ned over hovene idet at hun stoppede, og dækkede dem langsomt til. Søgende gled det brune blik rundt imellem de ensomme bakker af sand, men intet levende syntes at bevæge sig derude. Og hvis der var, ja så ville hún ikke vide hvad det nu engang var. Med et suk tog hun nogle få skridt fremad igen, inden at hun endnu engang stoppede tvivlende op. Hvor skulle hun gå hen? Højre eller venstre? Ligeud eller tilbage? Ville det næsten ikke gøre det samme?

Ørkenen havde endnu engang lokket Drezar i fordærv, og han havde nu søgt de varme vidder. Dette sted, rent temperaturmæssigt, mindede mest om det han var vandt til, og derfor tiltrak det ham så meget, især nu hvor vinteren var over dem. Nok var sneen smeltet, og dagene blevet længere, men det var stadig fugtigt og koldt. Ulækkert.
Med iltre fnys strøg han ivrigt afsted over de sandede klitter i udkanten af ørkenen, hvor varmen endnu var. Han nød det sådan, og samtidig var det utroligt god træning. Selvom han var kommet sig helt efter tiden på skibet, var der endnu en irriterende fornemmelse i hans krop; som havde han ikke helt den styrke, kræft, udholdenhed som han ønskede. Men herude kunne han presse sig selv for alvor, og det nød han.
Bedst som han havde valgt at give los og strække sin spraglede krop, kom hun til syne. Den skabning han selv havde været med til at skabe, og som han kun havde set en enkelt gang i selskab med sin moder. Forundret bremsede han op, så bradt at hans hove gled en meter under hans vægt i det bløde sand.
Den brogede hoppe, med indadvendte ører som ham, have ligeså ladet sig lokke af ørkenens sand, og med et skævt smil om mulen satte Drezar nu imod sin datter. Det skulle nok blive spændende at høre hvad hun faktisk havde at sige, nu hvor hun var vokset i størrelsen.

Hoppens skridt bevægede sig både imod højre samt venstre, inden at hun besluttede sig for at venstre nu engang ville være den vej hun valgte. Dog skulle hun ikke gå længe, inden følelsen af at blive overvåget sænkede sig over hoppen, og fik hende endnu engang til at stoppe op for at se sig omkring. For en fremmed kunne det nok se en smule ynkeligt samt forvirrende ud. Hvordan hun gang op gang gik for at stoppe op, for derefter at gå igen. Se sig omkring, og gå videre. Næsten fortabt. Men det var nu engang langt fra det hoppen var, på trods af det kunne ligne dette. HUn vidste nu engang godt hvor hun var og hvad hun ville. Hun var trods alt vokset op på disse øer, og var stadig igang med at udforske hver en del med den dæmpede nysgerrighed hun nu engang havde. Langsomt kunne det ganske vidst tage for den spraglede, men tiden havde hun jo nok af i sin unge alder.
Nysgerrigt vendte hoppen sig en smule om, og så en spættet skikkelse skille sig du fra det sandede landskab. Brun og hvid, og med de underlige krøllede ører hun selv havde. Hoppens brune øjne lyste kort af nysgerrigheden, da hun mente bestemt af hun havde set denne hingst før et eller andet sted... jooo - da hun var sammen med mutti. Det var lang tid siden, men hun vidste godt hvem han var. Et smil gled over den sorte mule, inden at hun vendte fronten imod ham for at gå ham en anelse kluntet imøde. på trods af dette sandede landskab hun havde gået i i noget tid nu, havde hun endnu ikke vænnet sig til følelsen af sand under hovene. At kunne skride ved hvert skridt.

Han var ganske tændt, alt imens han betragtede den datter han havde været med til at sætte i verden. Hun var vokset sig noget stor efterhånden, ja hun nærmede sig vel snart et par år. Hans hove var endnu begravet i sandet hvor han havde placeret dem, men snart satte han imod hende med iltre bevægelser. Dog var der noget i hans bevægelsesmønster der udviste en form for tvivl, for faktisk var det en smule skræmmende at træde nær et afkom. Han havde aldrig set et, trods han vidste han havde gjort sådan noget før. Lavet afkom altså. Men derfra hvor han kom, så hingste aldrig deres efterkommere, med mindre man mødtes til stævner eller lignende, og de der blev præsenteret for hinanden. Han fnøs ganske få gange på sin vej derhen, inden han varsomt stoppede op foran hende. Han rakte mulen imod hende med oppustet krop og udspilede næsebor, inden han med en dyb brummen snusede imod hende. Han havde jo set hende da hun var helt spæd, men nu hvor hun var selvstændig, var det pludselig farligt. Derefter trak han hovedet til sig med et hyl, vendte siden til og slog ud med et forben. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere overfor hende, så kort efter var han tilbage for at snuse igen.
Måske en smule forvirret trak han sig dog tilbage efter lidt og gumlede. Han tænkte tydeligvis, men efter nogen tid valgte han den verbale form for kontakt, da han heller ikke ville presse den unge hoppe for meget.

,,Hej Jivala”

Sagde han med den sprøde stemme. Han vidste ikke helt hvad han ellers skulle sige, uden det kom til at lyde fjoget på en eller anden måde, så han tav og lod det være op til hende at tale som den næste – og da slog det ham, at han slet ikke vidste hvor udviklet hun var. Tanker spandt sig i hans sind, imens han både spændt og ængsteligt afventede hendes reaktion.

varsomt stoppede den spraglede hingst op foran hende, og ligeså stoppede Jivala i et ryk. Længe syntes hun der gik, hvor hun blot betragtede den brogede imens at tanker nok farede igennem hovedet på dem begge. Selv syntes hun det var en underlig følelse - af at se denne hest foran hende som hendes mor sagde var hendes far.... også selvom at hoppen ikke heeeeelt vidste hvad en far var. Nysgerrigt så hun på ham, inden at hun med et vagtsomt blik så på den flerfarvede mule han strakte frem imod hende. oppustet var han pludselig blevet, og de krøllede ører vippede tøvende frem og tilbage, idet at stemningen skiftede imellem hendes egen lettere fjollede glæde, og hans underlige sindstemning.
Dog endte hun med til sidst forsigtigt at strække den frem imod ham, imens at hun snusede kort ind.
PLudselig brød han stilheden med en hylen, og forskreææket hev hoppeføllet det markerede hoved til sig, imens at hun hastigt bakkede for et forben - selvom det nok ikke ville have ramt hende. Hvad lavede han dog!? Forvirret hvinede hoppen kort skingert, inden at hun sænkede hovedet en anelse for at betragte ham igen. Dog med et noget flakkende blik denne gang. Ligesom ham, vidste hun nu ikke engang helt hvordan eller hvad hun skulle sige til ham. Og hvis ikke han havde endt med at tage kontakten, havde de nok stået der længe endnu. Stille så hun på ham, imens at hun skiftevis åbnede og lukkede munden for ligesomat tænke over hvad hun skulle sige.

"Jiva..."

mumlede hun, idet at hele navnet for hende var noget langt syntes hun selv. Trippende stod hun et øjeblik, inden at hun prøvende gik en smule rundt om ham, for at se ham fra en anden led. Dog nærmede hun sig ikke, da hun ikke vidste om man måtte. det.

Det var ganske underligt for den spraglede hingst at stå overfor sin egen datter. Og det havde han tydeligt givet udtryk for, da han vidst havde reageret som havde han opdaget noget uvant og farligt – men det var også ganske uvant for ham, rent faktisk at stå overfor noget han selv havde skabt. Hans ører vrikkede frem og tilbage meget hurtigt, imens han vejede situationen. Hun blev vidst bange for ham, og det var han ked af, men hingsten vidste at ting aldrig kunne tages tilbage, så det forsøgte han ikke engang. I stedet lagde han hovedet lidt på skrå og stak så mulen til hende, da hun sagde den forkortede udgave af sit navn – blev hun kaldt det? Han brummede dybt, inden han slog hovedet til siden med overlæben løftet let. Det var så mærkeligt at genkende duften på den nok omkring 1 årige datter.
Da hans overlæbe havde lagt sig igen, smaskede han et par gange, inden han gav et nik fra sig. Okay, han havde samlet sig nu, og var klar til at ’snakke’.

,,Du er godt nok blevet stor..”

Sagde han eftertænksomt. Han havde ikke mødt hendes mor siden den dag de havde været der sammen, og kort undrede det ham, at hun ikke engang bar lugten af sin mor på sig. Det virkede som om hun ikke havde været nær hende længe. Han brummede dybt, imens hans blik fulgte hende rundt. Hun undersøgte ham, det var ganske tydeligt, og det gav han hende lov til. Hans blik veg ikke fra hende, for han undersøgte ligeså hende. Hendes bevægelser, træk. Hun mindede næsten for meget om ham, hvilket han egentlig ikke brød sig om.
Da hun nåede ud foran ham igen, rankede han hovedet op og stampede i jorden for at signalere hun skulle stoppe.

,,Ved du hvem jeg er?"

Hoppen var nået en enkelt omgang omkring ham, men selvom det var hende der gik rundt om ham… så var det nok ikke ham der følte sig overvåget. Det var nærmere hende. Hun næsten følte det undersøgende blik der hvilede på hende, hvilket fik hende kort til at rynke på mulen. Opmærksomhed var fint – det var helt sikkert. Men for meget fik hende til at føle sig bare en smule udsat. Endelig nåede hun hele vejen rundt, og stoppede da prompte da han stampede i jorden. Stivnede var nok det rigtige ord, inden at hun forsigtigt hævede hovedet en smule for at se på ham. Han lignede hende egentlig meget.. sådan, med farver og alt muligt. Selv havde hun aldrig kunne spejle sig i hendes mor, da de var så vidt forskellige… både i farver og personlighed. Så at se en anden broget i landet – ja det var en smule specielt.

”jaaaah…..”

Hun trak lidt på det, da hun ærlig talt var i tvivl. Hun var sikker på hun havde set ham før.. Men hvor og hvornår? Det hele virkede sløret når hun sådan skulle huske bestemte ting, men Piranja havde været der – det var hun sikker på.
Rastløst trippede hun en smule, inden at hun trådte nogle enkelte skridt tættere på. Nej, hun var ikke den mest frembrusende i fremmed selsekab.. Men hun havde set ham før, og der havde han ikke gjort hende noget. Hvorfor skulle han så det nu? Desuden, så var Jivala naiv nok til at stole på verden og dens beboere aldrig ville skade hende eller hinanden.

[Lukker denne tråd, vi må starte en ny snart ]