The time has come [Illana]

Say something.. I'm givin' up on you

Mørket var atter engang faldet over Andromedas prægtige land, et land der strakte sig vidt og bredt omkring de skabninger der var bosat i dets rige. Stjernerne på den mørke himmel, lyste klart og eventyrligt op, men det så han ikke; den hjerteløse vandrer. Han bevægede sig af sted, igennem det stenede landskab, med bevægelser der virkede tunge og små dovne. Doven, det var han dog ikke. Men tankerne i hans maskuline hoved, higede og trak i ham, gjorde ham træt og frustreret. Foehn var efterhånden blevet det sted, den brogede Volontaire hele tiden begik sig på. Han ønskede ikke at være en del af de andre øer længere, for kun på Foehn, følte han en eller anden form for ro. Men alligevel blev han konstant holdt vågen og i gang, af de bemærkelsesværdige skygger, der konstant lurede i hver en mørk krog, omkring hans brogede skikkelse. Ja, Foehn var hans hjem.

Den mørke hingst lod sine hove stampe kort i den stenede jord, inden han standsede helt op, og lod den næsten sorte hale slå et voldsomt slag bag hans bagpart. Han rejste sin muskuløse hals, inden han drog den ind i en knejsende tilstand, således at hans mørke silhouette nu så maskulin og stolt ud. De mørke øjne iagttog landskabet omkring ham, inden han lod et mørkt og tungt prust forlade hans næsebor. Blikket gled imod vulkanen, der lurede nogle kilometer fra ham, og han kunne kun skimte den helt svagt, grundet en lille glødende farve, der lå på dets top. Han følte sig tiltrukket, og alligevel frastødt af de mørke skygger, og den skyggehingst han tidligere havde mødt. For de kunne give ham noget, som ingen anden kunne. Men nej… et rysten på hovedet kom fra den mørkbrogede hingst, inden han lod sit ene bagben indtage en hvilende og afslappende holdning. Og der, midt i ingenting, forblev han så stående, på øen Foehn.

Atter engang havde Lyset guidet hende. Hun havde fulgt det trofast, for det søgte altid i den retning hendes hjerte behøvede. Og netop denne retning, pegede imod den brogede Volontiare, som hun ikke havde set siden han havde mistet sit hjerte. Den følelse af skyld, som havde naget hende næsten konstant siden, sad endnu i hende, og på grund af det, og en afklaring i hendes sind og følelser, var det uhyrer vigtigt hun fandt ham nu. Hun måtte tale med ham, fortælle ham det hele og sikre sig, at han endnu vandrede i live, og ikke var blevet en skygge af sig selv. Den prægtige hingst, som hun elskede måtte ikke forsvinde i den blå luft.
På grund af netop disse følelser og bekymringer hun nærede for den brogede sjæl, ærgrede det hende enormt at han var draget til denne del af øen. Foehn, den ø hvor vulkanen lå på, den ø hvor Skyggerne var, var det sidste sted hun havde håbet at finde ham. Hun havde inderligt håbet af den flamme hun havde set i hans øjne ville have draget ham den modsatte vej, i stedet for at søge tættere og tættere på det onde der herskede på øen.
Med målrettede skridt bevægede hun sig nu, let og elegant afsted over den grålige jord. Aske var strøet omkring hende, som nyfalden sne, men det bragte ikke glæde og kulde med sig, men død og intethed. Hun prustede sagte, alt imens hendes ører meget omhyggeligt scannede området i takt med hendes øjne. Hun måtte ikke overse ham – og pludselig, der, var han. Hun stoppede op et øjeblik for at overveje det hele, inden hun da valgte at sætte imod ham. Han stod ganske stille, nærmest afslappende, hvilket var en lille glæde for den gyldne hoppe. Han rendte ikke rundt panisk, fortvivlet eller opgivende. Men hvorfor skulle han så vælge denne ø?
Med et sagte prust annoncerede hun sin ankomst, men hun afventede at træde helt imod ham, indtil hun havde hans accept. Det sidste hun ville gøre var at træde over nogens grænser, især ikke hans.

Den brogede vandre, stod blot der, som om han intet hørte eller så. Afslappet så han ud, for udefrakommende, og dette var også hvad han ønskede at fremmede skulle tro om ham. Men sandheden var en ganske anden om den hjerteløse vandrer. Han var ikke som sådan afslappet og rolig, men heller ikke panisk på nogen måde. Men mange tanker snoede sig rundt i hans hoved, som en stor tyk masse, der aldrig ville få en ende. Ja, et rod, det var hans hoved i sandhed. Et slag forlod hans bagpart, fra de tykke og små uglede hale, der hang tungt ned fra ham. Han stod der, med sammenknebne øjne, og nakken fortsat knejst, inden han da blev forstyrret i sine mange og rodede tanker, fordi lyden af noget velkendt ramte hans sensitive ører; Illana, den Gyldnes hovslag, kom i hans retning.

I en langsom bevægelse, drejede den hjerteløse hingst sit hoved, tidsnok til at han kunne skimte hendes graciøse skikkelse, der stille og roligt kom nærmere ham, inden hun udsendte et sagte prust i hans retning, for at vise, at hun altså var her nu.
Volontaire rejste sit hoved en smule mere, inden han drejede sin muskuløse krop, i en langsom bevægelse, og derefter drog imod hende, med lange og tunge skridt, præcis som han altid havde bevæget sig, i al den tid han havde færdet i Andromeda. En anden lugt kom med Illanas, en fremmed lugt, der dog før havde hængt på hendes fine og smukke krop, der selv i dette mørke, og denne svage tåge af aske, lyste svagt op, som hendes lys i kæden. Volontaire lod et brum forlade hans krop, hilsende og glædeligt over igen at se hende. Men glæden var også blandet med en skepsis; for lugten der hang på hende, havde han jo også før bemærket, en lugt af en anden hingst.. Han standsede, da han kom hende tæt nok, og lod derpå den mærke mule søge lidt i hendes retning, hilsende, mens et langtrukkent og rolig prust forlod hans udspilede næsebor. Hans mørke øjne virkede mere tomme end de længe havde været, og ja, han havde nok langsomt trukket sig mere og mere ind i sig selv, i et forsøg på et finde et svar på noget, han ikke kunne. Der var kun en sjæl i dette land, der ville kunne give ham svaret på sit spørgsmål; og hun var her nu. Men spørgsmålet forlod ikke hans mule, for Illana vidste godt, hvilke følelser den hjerteløse nærede for hende. Og han havde lige så fortalt hende, at han ønskede at være ved hendes side, være der hele tiden. Men intet svar var der kommet. Men måske var det grunden til det? Lugten.. Den fremmedes lugt, der igen hang over hende. Han trak mulen til sig igen, efter kort at have rørt hende kæbe, i en hilsende berøring.

Han opdagede hende snart, og han valgte at vende sig imod hende. Alt imens han tog de første skridt imod hende, tog hun ligeså de første imod ham, således at de mødtes på midten, så at sige. Nu var der ikke langt imellem dem i forvejen, men bare det at de begge havde nogle skridt at tage, gav dem begge tid til at tænke over hvordan dette skulle starte. Hun fornemmede det på ham, Lyset sansede det. Han vidste noget var sket, og han virkede mut. Som var hans gnistgået ud, hvilket den gyldne hoppe slet ikke var glad for at observere. Da han nåede hende og omvendt, og hans hilsende brummen nåede hende, besvarede hun den med den sædvanlige milde og kærlige lyd, som hun kun tilegnede ham. Selvom hun havde taget et valg, om at forene sig med den ene hingst der havde berørt hendes andet, så betød det ikke at hun holdt mindre af den anden. De var fra to forskellige verdener, der ikke kunne forenes, men hun havde fundet den vej hun mente hun kunne bringe dem tættest.
Da hans mule kom hendes nær, lod hun sin strækkes for at kærtegne hans, imødekomme den. Aldrig ville hun skubbe ham fra sin side, men altid invitere ham ind.
Nok kunne hun fornemme, at der var noget der holdt ham igen, og om det var den idé han nok måtte have om hvad der var sket, eller duften af Samael på hendes pels, vidste hun ikke. Men hun lod sig ikke påvirke af det, og Lyset hilste ham hjerteligt velkommen. Det elskede ham nemlig også, som hun gjorde det.

,,Volontaire, hvor er jeg glad for jeg fandt dig. Jeg har ledt efter dig længe”

Lød hendes stemme, så ærlig og oprigtig som altid. Hun skjulte ingenting, det var en af de gode ting ved denne hoppe. Hun var altid ærlig. Derpå strøg hun ham endnu engang over halsen, for at mærke hans struktur igen. Den havde ikke ændret sig, selvom hans hjerte var blevet taget fra ham. En ting, hun aldrig ville tilgive sig selv for var sket. Nok var det ikke hende, der i sin tid havde indgået en aftale med Rumpelstiltskin, men alligevel følte hun skyld for den måde den sidste aftale var endt ud med. Hun burde have stoppet det. Hun lukkede kort sine øjne; mærkede efter hvordan hendes hjertes rytme flød. Selvom mange måske ville sige, at det hun skulle til at fortælle ham over det næste stykke tid var skræmmende, var hun ikke nervøs. Og det var hun ikke af den grund, at hun vidste beslutningen var rigtig.

Den spraglede skikkelse forblev roligt stående ved den gyldne sol, der længe havde været savnet af hans sind. Han ville gerne være foruden de følelser han nærede for skabningen, der var overfor ham nu; men dog vidste den hjerteløse Volontaire også, at følelserne han så dybt nærede for Illana, havde fået ham til at indse, at livet måske alligevel kan gå videre, at han måske i virkeligheden ejede flere egenskaber, end han selv troede. Men hvis det hele så endte ud i en drejning, han måske vidste ville ske på et tidspunkt; ja, da ville han også få ret i en anden ting…

Den lyse stemme der kom fra hendes mund, fik Volontaires ene øre til at vippe sig imod hende, lyttende og opmærksomt. For hendes stemme tryllebandt ham, bandt ham til virkeligheden og nutiden, samtidig med at den førte ham ind i en eventyrlig verden, fyldt med drømme og håb. Hendes berøring, lod en sitrende fornemmelse plante sig hele vejen igennem hans krop, og hvis han havde et hjerte endnu, ville den sitrende fornemmelse have endt der, og blive gemt der for evigt.

,,Illana, gyldne skabning. Ja, jeg har ikke været til at finde i den sidste tid. Jeg søgte til Foehn dagen efter vores møde med Rumpel. Her har jeg været siden. Men tag dig ikke af det, Illana, jeg trængte blot til at søge lidt bort.. Hvordan har du det?”

Hans stemme kom ru og hæs ud, men i den sidste del af sætningen lød han kærlig, og nærmest bekymret. For han ønskede intet ondt for den gyldne skabning der stod ved ham nu. Langsomt lod han mulen glide henover hendes pande, mens et mere skærende ansigtsudtryk gled over ham, fordi han bed tænderne sammen så kæberne blev markerede og voldsomme; lugten af den fremmede hang så dybt i hendes pels, og skar i hans næsebor. Han nippede hende kort i panden, inden atter trak sit hoved til sig, og kiggede undersøgende henover hendes gyldne krop; men der var ingen skygger at se, eller tegn efter dem.

Et lille smil tegnede sig på mulen af den gyldne sjæl, da Volontaire fortsatte sine kærtegn. Selvom han kunne fornemme en anden hingst havde været ved hende side, veg han ikke, og det var et stort kompliment som den gyldne hoppe tog til sig. Hun ville aldrig kunne fungere uden at have ham i sit liv, det vidste hun, og aldrig ville hun lade ham slippe for hendes selskab.
Da hans ord fyldte luften, løftede hun hovedet en smule for at lytte nøje til det han sagde. Han havde søgt hertil, for at komme lidt væk. Det var ikke en forklaring hun brød sig om, men hun gik ikke ud fra han gemte sandheden for hende. Sådan var han ikke – for Volontaire var en hingst, der besad så mange kvaliteter, at hun ikke kunne forestille sig han skulle gemme sig bagved usandheder. Hun brummede dæmpet inden hun nikkede af hans ord; hun havde hørt dem.

,,For at være ærlig, så har jeg haft det svært, Volontaire. Efter mødet med ham, har jeg følt mig skyldig. Jeg føler, at jeg bærer en del af ansvaret for det, der er sket med dig, og hvis jeg kunne ændre det, gjorde jeg”

Selvom det smertede hende at sige dette, var hendes stemme ikke grådkvalt. Hun havde styr på sin stemme, sit indre nu, efter hendes hjerte havde fundet vejen det skulle gå. Hun puffede ganske let til ham efter han havde nappet imod hendes pande. En kærlig gestus, ganske vidst.

,,Men dog har jeg fundet en sti i mit liv, som jeg har valgt at følge, Volontaire.”

Hun tav kort – for selvom hun havde været fattet indtil nu, mærkede hun det dirrende hjerteslag. Hun blev faktisk nervøs nu, hvor hun stod overfor at skulle fortælle ham hvordan hendes hjerte havde valgt. Hun var så bange for, at han ikke ville forstå hende, for i sandhed ville hun aldrig udelukke ham for sit liv, men bringe ham tættere; selvom det måske var svært for ham at se. Hun sank kort, inden hendes stemme fortsatte, med samme blide og unikke tone som før.

,,Mit hjerte har fundet en, jeg vel gå ved siden af, som værende hans mage. Volontaire, hør mine ord, for det betyder ikke, at jeg ikke elsker dig – for det gør jeg. Jeg har indset det, at jeg ikke kan gå denne sti uden dig; og ej er der noget ved dig, der har gjort jeg ikke valgte din side, som værende din mage. Du betyder noget særligt for mig, som Samael ikke gør, og omvendt. Vores sti er knyttet sammen, og det løfte du engang afgav, er en afgørende del af det.”

Hendes ord holdt igen – dette smertede hende meget, og samtidig var det så ufatteligt svært at fortælle, hvordan hendes indre virkelig følte det. Hvordan det følte for dem begge på samme tid, men havde set den klare vej. Hun stod et minut, ja måske to, inden hun fortsatte. Hendes øjne veg ikke fra hans, om end hans ville vige fra hendes.

,,Jeg elsker dig, Volontaire. Som den del af mig du er, den ædle hingst du er. Men du er først begyndt på den rejse du skal tage nu, som jeg vil følge dig med på, så langt du vil have mig, Volontaire. Og den rejse vil definere dig endnu mere, endnu. Jeg har set den flamme der bor i dit indre. Set den vokse, men endnu har du ikke sat den fri. Og for at gøre dette, tror jeg at du skal have en frihed, jeg ikke kan give dig som en ægte.”

Derpå tav hun. Hun ville lade ham forstå hvad hun havde sagt, reagere på det, og forberedt var hun på at han ville blive vred, såret og frustreret. Hun ville være klar på, hvis han ville gå fra hende nu, selvom hun inderligt håbede han ville blive; og inderligt håbede hun at han ville forstå blot en smule af det hun havde sagt. For som hun havde udtrykt sig, elskede hun ham, og netop derfor måtte hun vælge, at hans sti endnu ikke skulle bindes til en andens komplet. Selvom hun, hvis han gav hende lov, ville vise hvor meget hun holdt af ham hen af vejen, støtte og guide ham hvis han havde behov herfor og give ham den plads han skulle bruge til at hans hjerte kunne udfolde sig i den udstrækning det nu engang kunne.

Den spraglede vandrer, forblev stående foran den Gyldne Illana, hvis sind ikke virkede forandret. Hun var som hun altid havde været, fortryllende og unik. En sjæl, der ikke fandtes to af i andromeda; ja, han havde ikke engang mødt en lignende sjæl i sit gamle hjemland, som han kun svagt kunne erindre efterhånden. Det lå så fjernt i hans hukommelse, fordi der var sket så meget i løbet af de sidste år, så mange indflydelsesrige ting. Men mest af alt, havde Illana fyldt meget i hans hverdag og i hans sind, uden at han ville have det i starten. Men det var altså det der var sket.. Hun begyndte nu at tale, lod sine ord flyde, i en undskyldende mening, om deres sidste møde med Rumpel. Volontaire rystede langsomt men taktfast på hovedet, for det var ikke hendes skyld.

,,Gyldne sol, det har aldrig været din skyld, at jeg tog den beslutning. Bebrejd ikke dig selv for en beslutning jeg tog, som du ikke var en del af. Jeg er stadig i live, og det er du også. Det var hovedsagen”

Besvarede han hende, med en nik, for at understrege de ord han sagde. Han mente dem, og det skulle den gyldne skabning, Solen, ikke være i tvivl om. De næste ord der nu kom fra hende, havde han på en eller anden måde måske set komme. Hun havde fundet en sti; men hvilken, det vidste han jo ikke endnu. Hun forsøgte at holde hans blik i hende, og der forblev det også, indtil videre i hvert fald. Den hjerteløse vandre svarede hende ikke, ikke før hun havde fortalt hvad hun gerne ville. En kort pause indtræf hos hende, inden hun igen fortsatte. Ordene forlod stille hendes mule, og de sank ind i sjælen på den brogede Volontaire..

Han stod blottet foran hendes lyse skikkelse. Ordene der kom fra hende, en efter en, stak ind i hans bryst, i det hul der var kommet, efter at hans hjerte nu var væk. Havde det været der, ville det nu være gået i stå, det ville holde op med at pumpe rundt, for der ville ikke længere være noget at pumpe for. Hans blik gled fra den Gyldnes, og ud til siden, imod vulkanen der stadig stod der, flere kilometer væk fra dem, og rumsterede svagt. Han kiggede ikke på det, for en speciel grund; men han kunne bare ikke kigge på hende. Han vidste godt, at de ting han havde troet, nok ville være for godt til at være sandt. Hvordan kunne han egentlig også have troet, at han nogensinde ville kunne vinde den gyldnes hjerte helt, med så mange bejlere omkring hendes smukke sjæl? Hans ører veg bagud, som hun nu tav, og stod der. Et par minutter gik, og da begyndte den Gyldne igen at tale. ’Jeg elsker dig’, de ord hørte han tydeligt. Og de skar inderligt i ham, om en brændende flamme, der bare søgte at ædelægge hans indre, stille og smertefuldt. Den hjerteløse vandrer kneb sine øjne sammen, smertende, men han åbnede dem igen, og tvang en maske på sit ansigt; en maske, der ikke udviste den sorg og smerte han lige nu følte så inderligt. Han hørte alle hendes ord, men det der stod klarest var de første; ” Mit hjerte har fundet en, jeg vel gå ved siden af, som værende hans mage.” og ”Jeg elsker dig”… Men det var ikke Volontaire, den spraglede hingst, der skulle være ved hendes side mere.
Langsomt lod han blikket glide henover hende, og ikke ind i hendes øjne. Et dybt brum forlod hans strube, inden han trådte et skridt tilbage, og ved kort med hovedet, inden nakken blev knejst hårdt op, og den stolte holdning blev indtaget. Flammen, den var slukket nu. Den var væk. Han ænsede hende et kort blik, inden han kiggede til siden, og lod ordene flyde.

,,Jeg håber, at du bliver lykkelig med den hingst, der har vandret ved din side, lige så længe som jeg har gjort. Jeg håber at I sammen finder det i søger, og skaber jer en familie, Illana.”

Han tav i et minuts tid, inden han trådte endnu et skridt tilbage, for derefter at dreje sin krop en lille smule, således at han stod skråt med kroppen til hende.

,,Jeg.. Jeg håber du bliver lykkelig, og at han forbliver ved din side for altid. Beskytter dig, for alt i verden. Et farvel, får du fra mig nu. Om vi ses igen Illana, det ved jeg ikke. Men for nu, må jeg bede dig om at respektere mig ønske; hold dig væk fra mig.”

Ordene kom tung fra ham. Og de smertede ham inderligt. Men det viste han ikke udadtil, der lød han små hård, og neutral. Men det smertede ham så grueligt meget. Han ønskede at være ved hendes side hele tiden. Men han kunne ikke dele den med en anden, ikke når hans følelser for hendes eksistens var så store og buldrende. Og for at hjælpe hende lige nu, trak han nu ’stikket’. Han kneb øjnene sammen, inden han svagt kiggede en sidste gang på hende, og lod den lille gnist forsvinde helt fra de mørke øjne. Han virrede voldsomt med det mørke hoved, inden han slog sig selv fremad, i en taktfast rytme, der først var i skridt, for derefter at slå over i en taktfast kort galop, imod de tynde træer fremme. Han ville væk; søge ind i skyggerne for en stund. Bare væk. Hans øre lå langs nakken, og hovene slog hårdt i jorden, mens alle tankerne for omkring i et kæmpe virvar; alene, det ville han være nu. Men han vidste også, hvad han nu ville søge.. Det, der altid havde været meningen at søge. For han var ikke lavet til at gøre noget godt for nogen; en gang morder, altid morder. Skyggerne, det var der han hørte til... De ville være hans selskab, hans brødre nu.

Tiden gik I stå for den gyldne hoppe. Tid og sted forsvandt. I takt med at han hørte hendes ord, så hun hvordan det gradvist skete. Han lukkede af, lukkede hende ude, akkurat som hun havde frygtet. Og Lyset så det, mærkede det og reagerede på det. Det svandt i farven, som blev det trist, langt før Illana selv opfangede det til fulde. Også selvom han gemte sig bagved en facade, kunne hun se det ødelagde ham, og med det samme begyndte hendes tårer at trille. Han trådte fra hende og lod sin hals hvælves, stolt og fraværende. Han ænsede hende ikke mange blikke herefter, og det skete så hurtigt; hans ord, hans farvel og dermed hans krop der forsvandt fra hendes. Hun nåede ikke at reagere på de ord han havde sagt, før hans krop var på vejen væk. Han sagde rent og klart farvel.
Tårerene gled langsom ned over hendes mule, imens hendes blik betragtede den hingst, hun havde ønsket ville blive i hendes liv, vandre væk. Måske var det for grådigt tænkt af hende, at hun kunne beholde dem begge; og nu måtte hun tage konsekvensen af at elske to. Hvis bare hendes hjerte havde været mere klart fra starten af, ville hun ikke have stået her. Ikke nok med at den hingst, der nu vandrede fra hende var en hun elskede, ja, holdt af, så havde han ofret så meget for hende. Så meget at det ikke var til at bære.
Hvis ikke det var fordi, hun nærmest var lammet af de følelser der gled igennem hendes krop, var hun nok rendt efter ham, bedt ham blive og komme igen, men intet skete. Intet andet end den linde strøm af tårer der blev ved med at flyde fra hendes øjne, og da gik det op for hende, at det var første gang i det liv hun havde haft i dette land, at hun græd. Hendes hjerte fortrød, for aldrig ville det skubbe ham væk, aldrig ville det have været skyld i at den tændte flamme skulle slukkes, men det var det nu, og det var en byrde hun ville bære resten af sine dage. Han ville ikke tilgive hende dette, det var hun næsten sikker på, og ej heller ville hun tilgive sig selv. Hun lod hovedet sænkes mod jorden, inden hendes krop begyndte at dirre af gråden, der satte sig fast i hendes hals. Det var for meget. Der stod hun, alt imens han forsvandt fra hende, så sårbar som nogensinde før. Hun havde tabt en vigtig del af sig selv, af sit liv, som ingen ville kunne give hende tilbage. Selvom han havde sagt, at han håbede hun blev lykkelig, vidste hun at han havde håbet hun ville have valgt stien med ham. Men livet bar på mange sørger og valg, og nu havde hun truffet et. Det endte med hun lagde sig, så asken kunne sætte sig i hendes pels. Hun følte sig drænet, fuldstændig, efter denne episode, som hun så inderligt havde håbet ville have gået anderledes. Og der blev hun liggende lang tid.
Den gyldne hoppe kom først fra øen dagen efter, og igennem hele natten havde hun ikke rørt sig en mm, selvom hendes hjerte havde hamret af frygt og angst for de Skygger der kravlede omkring hende, snigende som rovdyr der søgte at nedlægge et bytte. Hun havde blot været for ødelagt til at bevæge sig, og først da solen gryede på ny, havde hun fundet vejen til havet for at krydse havet engang mere.