Traces

{Signe & Leonora}

Den askegrå virrede på sin hvide, højt hævede mule og gjorde så et let kast med hovedet inden hun sprang videre i en energisk trav. Der var blevet varmere i vejret. Foråret måtte være på vej, det var ikke ankommet endnu, men det lå allerede i luften. Langt tidligere end sidste år, hun undrede sig, men det var næppe svar at finde på, hvorfor naturen opførte sig som den gjorde. Vinden blæste som den ville, regnen faldt uanset om jorden tørstede efter den eller ej. Og ligeså dansede den askegrå hoppe fra ø til ø uden noget egentligt mål end de oplevelser, der ventede. Der var altid noget at finde, noget at se, ligemeget hvor mange gange hun havde været det samme sted. Nu havde hun fundet frem til Teylar, eller rettere udkanten af flokkens område. Hun havde stadig ikke fundet andre medlemmer end hende selv og den kulsorte hoppe, hvis blod løb i Ariels årer. Men hun vidste at der var nogen, at de ikke var alene. Så hun havde ikke givet op.

Området var præget af små bakkedrag og spredte træer. Skyer hang tungt på himlen, men der var ingen tegn på regn. Der ville gå nogle timer endnu, før solen gik ned og mørket vandt frem. Det så ikke ud til, at månen ville vise sit blege ansigt denne nat heller, skyerne hang for tæt. Hun tvivlede også på, at der var andre i nærheden, det var ikke ofte at hun mødte andre heste på Leventera. Den sidste havde været hingsten med de isblå øjne og det lukkede udtryk, Djange. Hun håbede at han havde fundet sin datter igen, Asira eller Athene som han kaldte hende. De var begge to meget specielle sjæle. Men alle fremmede skilte sig ud hos den askegrå, hendes nysgerrighed var uudtømmelig og det forundrede hende hvordan de mange heste alle havde forladt en helt anden verden for at komme hertil.

word count 319

I udkanten af Teylar vandrede den sorte hoppe. Seyé, hendes søn, var sikkert i flokkens område, sikkert i gang med alverdens sjove påfund og opdagelser, og imens havde Leonora valgt at strække sine ben lidt. Han rundede snart sit første år, og det var vigtigt at hans timer alene blev til flere i løbet af dagene. Snart ville han være gammel nok til faktisk at fungere på egne ben, og derfor kunne hun tillade sig at tage på disse små turer af og til. Og desuden, hvis endelig der skulle ske noget, vidste Leonora at flokkens trygge rammer ville beskytte ham.
For nylig havde Leonora også ladet hendes mage, den hvide Ahearn tage sig af sønnen af og til. Lærer ham ting, som hun ikke kunne lærer ham, og det havde givet en enorm glæde hos den sorte hoppe, der ellers måneder forinden havde været tynget af en sorg; tæt på ligeså smertefuld som da hun havde mistet sin moder. Dog var det hele på vej op igen, tingene gik bedre og nu så man mere til den hoppe Leonora engang havde været; en stolt og ædel sjæl.
På sin vej så hun dog pludselig en skikkelse, som hun kun havde set få gange i de år, der efterhånden var gået. Nemlig den unge Ariel, som hun selv så blive født. Forundret stoppede den sorte hoppe op, imens hun betragtede den unge datter af Ava; hvor stor hun egentlig var blevet. Forunderligt nok lignede hun Ava af bygning, selvom så meget andet lignede faderen.
Sagte udsendte Leonora en brummen imod den unge hoppe, i det hun stoppede op og rankede sig ganske nobelt op. Hendes muskler kunne bære det, om end hun var svækket af den aftale hun havde med slangen. Hun var ved at vokse sig stærk, blive stærk af fysik og styrke, om end hun havde enorm lang vej endnu, før hun kunne stå så nobelt som hun engang havde kunnet det.
Hun iagttog blot den unge hoppe – men hendes kropssprog var åbent. Hun ville ikke afvise, hvis Ariel skulle finde på at komme hendes vej, overhovedet ikke. Måske ville det endda være ganske interessant at møde hende nu, hvor hun ej længere var et spædt føl, der havde en ret så stor.. eventyrlyst.

Lyden af en stemme afbrød den askegrås tankestrøm og dermed også hendes lette skridt. I en kvik bevægelse bremsede hun op med mulen højt løftet, det ravgyldne blik søgte hurtigt mod lyden, opmærksomt. Og fæstedes ved en kulsort hoppe, sort som natten, sort som Ava. Men der var noget anderledes ved hende, noget Ariel ikke før havde set. Det var svært at se på denne afstand, men det så næsten ud som om, der var noget som glimtede i hoppens pels. Hun genkendte hende ikke. Ikke endnu. Der gik kun et øjeblik, så havde hun bestemt sig for at søge nærmere og møde denne nye sjæl. Hun måtte være en del af Teylar, siden hun færdedes her. Den askegrå spidsede nysgerrigt ørerne mens hun nærmede sig i skridt. Jo nærmere hun kom, jo mere overbevist blev hun, noget glimtede simpelthen på hende, var det sten? Det slog hende, hvor meget synet mindede om stjernerne på nattehimlen. Hun var meget smuk.

Så Ariels nysgerrighed voksede kun for hvert skridt. Til sidst standsede hun op et par meter borte, med en mild brummen til svar, som hilsen. Hoppens duft slog hende snart, der var noget ved den, noget stærkt genkendeligt. Familiært. Det gjorde hende tavs og forundret et øjeblik, hvor hun blot undersøgende betragtede hoppen foran hende med sit ærlige, ravfarvede blik. Det var som med hoppen med lynene på ryggen, hendes farmor, hvordan duften var kommet bag på hende som det allerførste. Men hun huskede ej at have set hende før, det var et alt for tidligt minde. Hun huskede ikke meget fra helt tilbage til dengang. Og så var der stjernerne i hoppens pels, som åbenlyst betog den unge sjæl.

”Du minder mig om nogen.. stjernehoppe.”

word count 286

Den unge Ariel opdagede snart Leonora, som havde givet sig til kende overfor hende for et øjeblik siden. Og der gik heller ikke længe førend hun bevægede sig imod den sorte hoppe med de blå stjerner brændt ind i hendes pels. Hvad end der måtte gå gennem hovedet på Ariel nu, vidste hun ikke; og hun var slet ikke sikker på at Ariel havde minder der kunne kæde deres relation sammen. Med en dæmpet brummen nikkede hun afmålt imod den unge hoppe da hun var tæt nok på, lige før hun sagde sine ord. At Leonora mindede hende om nogen, kom måske ikke bag på hende, for Ava’s mor og hendes egen mor havde været søskende. De stammede fra samme linje, samme land, og det ville da undre Leonora hvis ikke de mindede om hinanden blot en smule. Hun så blot på den unge hoppe, uden at vise nogen form for følelser som sådan, men blot en let afmålthed. Hun havde haft sit syn på hende, siden hun rendt væk få timer efter hendes fødsel, og aldrig rigtig havde forstået vigtigheden i at være ved sin moders side – men altid havde Leonora vel tænkt sindet kom fra faderen.
Nu stod hun dog foran hende, og alle de tanker hun havde omkring den unge Ariel, lagde hun ganske beskedent til side. Hun var ikke en hoppe med fordomme, og derfor ville hun heller ikke lade den tvivl Leonora havde haft om hende, have nogen indflydelse på det møde der nu var i gang.

,,Jeg var til stede ved din fødsel, unge Ariel. Ava’s mor var min mors søster, og hun og jeg er ud af samme stamme. Mit navn er Leonora, og jeg er vel og mærket en del af din familie.”

Hun talte med en formel tone, som ikke havde været meget fremme i den tid hun havde boet her. Det var sjældent hun var nok sammenfattet i sit sind til faktisk at have styr nok på sig selv – men det gjorde det meget lettere, når hun havde denne relation til Ariel, og hun ikke var en fremmed. Hun rankede sig en smule alt imens hendes isblå øjne betragtede hende nøje. Hun var vokset sig til en ganske yndig hoppe med gode muskler og god bygning. En passende type, når man tænkte på den afstamning hun havde.

Den askegrå betragtede nøje den stjernebestrøede sjæl foran hende, som kendte hendes navn allerede før hun havde fortalt hende det. Tiden stod stille et øjeblik, omgivelserne forsvandt langsomt mens den sorte hoppes ord fik hende til at synke dybt ned i sit eget sind. Hun havde hørt hoppens navn før. Leonora. Men det var ikke af nogen fra hendes familie, hverken Ava eller Mindraper eller hendes gnistrende farmor, det var fra hingsten hun havde mødt en sen nat, Eagle Eye. Stjernehoppen havde fortalt ham om ond magi, huskede hun. Men det var selvfølgelig ikke det minde, som optog den askegrå mest. Hun havde altså set hoppen før, men det var så længe siden at Ariel intet huskede. Mormors søsters datter? Så meget familie anede hun slet ikke at hun havde. Og selvom familie ikke var det der havde præget den askegrås liv mest, steg en glæde op i hende alligevel.

”Så vi er af samme blod.. Leonora, du har ingen idé om hvor meget det glæder mig at møde dig,”

Hun tav et øjeblik, blot for at se nærmere på den ranke hoppe, hvis tone havde været høflig og ædel. Hun indså hvor lidt hun egentlig vidste om det blod, der løb i hendes egne årer. De ravfarvede øjne gnistrede.

”Jeg er vokset op med intet andet end Andromedas ånd og fremmede til vejledning. Der er meget, jeg ikke ved om.. vores familie. Denne stamme, har den et navn?”

Den askegrå fortalte som var det det mest naturlige i verden. Der var ingen klagen i hendes lyse stemme, for det var ikke hendes intention. Hun havde meget tidligt accepteret sin skæbne, og hun var ikke utilfreds med det hun havde. Men viden, viden ønskede hun, nysgerrigheden brændte. Hun var stadig forundret over hoppens blotte eksistens, over stjernerne i hendes pels.

word count 300

Den sorte Leonora betragtede meget nøje den unge Ariel. Hun havde nok set en del af denne verden på sine få år allerede, i og med hun ikke havde været at finde siden den nat hun løb væk. Hun vidste Ava havde set hende i ny og næ, det havde den sorte hoppe selv fortalt hende; men Ariel havde været en eventyrlysten sjæl, hvis sjæl aldrig var blevet trukket videre. Ganske nysgerrigt endda hvilede de blå øjne på den gul-øjede hoppe. På et punkt var der noget ved hendes tilværelse hun misundte. Et liv uden bekymringer anså hun det som, men så slog fornuften igennem. Nej, det liv hun selv havde haft, havde været det helt rigtige for hende. Hun brummede sagte, inden hun med den endnu autoritære distance til den unge hoppe lod sin stemme lyde igen.

,,Samme blod, ja unge Ariel. Og den flok jeg stammer fra, og din moder Ava’s mor stammer fra, har skam et navn. Vi holdt til i et ganske stort område, hvor traditionen bød hopperne at søge ud blandt andre flokke og stå som alfa, så vores viden kunne gives videre. Flokken jeg boede i hedder Marah. En flok med ædelt blod og stort engagement i at uddanne de unge heste, til at varetage deres retmæssige plads. Ava’s mor, min storesøster, nåede at blive alfa i en respektabel flok i nærheden. Og en gang nåede jeg at besøge den; der så jeg Ava for første gang som ganske ung. I ligner hinanden meget, om end Ava er vokset sig anderledes end du. Men hvis nu vi satte jer ved siden af hinanden med samme alder, ville kun øjnene og farven skille jer, ikke bygningen.”

Leonora tav kort. Hun havde ingen problemer med at indvie den unge Ariel i den familie hun vel var en del af, selvom hun aldrig ville se den storhed fra den verden, som Leonora og Ava kom fra. Det var en skam, og så alligevel ikke. Nok var der ikke den samme storhed her, men der var en form for magi og stemning, som Leonora aldrig havde oplevet før. Landet havde helet hendes sår, efter den tragiske hændelse der havde bragt hende her. I hvert fald delvist. Altid ville der være sårbare områder i hendes sind, som intet ville kunne lime sammen. Aldrig.

Hun lyttede i tavshed mens stjernehoppen foran hende fortalte om en fortid hun aldrig før havde hørt om. Hendes families. Det lød meget fremmed, denne flokkultur var noget den askegrå havde svært ved at forestille sig. Ædelt blod, uddannelse. De ravgyldne øjne gnistrede nysgerrigt, mens udtryk var mere mildt nu. Hun ville nok aldrig komme til at forstå sig helt på sin familie, siden hun var blevet splittet fra den. Det betød dog ikke at hun ikke var interesseret, at hun ikke glædede sig ved at kende dem. Hun havde aldrig tænkt på at hun lignede Ava, men nu var det også længe siden hun havde set den kulsorte hoppe med de blå øjne. Mon de alle sammen var kulsorte der hvor Leonora og hun kom fra?

”I må have mistet meget ved at komme hertil. Marah…”

Det lød som et navn af Avas sprog. Det sprog de ikke talte her. Ariel vippede med sine bløde ører, hendes blik hvilede stadig ved hoppen mens den ravnsorte hale svajede let bag den slanke bagpart. Avas mors søsters datter. Så stor en familie! Og der måtte have været mange flere af dem tilbage i deres verden. Tænk at være omgivet af så mange sjæle som alle var forbundne. Her var næsten alle strejfere, selv dem i flok følte sig som strejfende. Det gjorde hun i hvert fald, hun var en fugl på vinden.

”Er der flere i Andromeda af familien?”

Flere spørgsmål pressede sig på, også stjernerne i Leonoras pels vakte undring i den askegrå. Men der var tid nok.

word count 258

{Out ^^}