My age has never made me wise - [MAJA]

Åh hvilken fryd og stilhed natten bragte med sig. Den ravnesorte hingst nød det bestemt i fulde drag, som han betrådte den sumpede skovbund fyldt med blade og kviste. Foråret var ved at komme, og Damian - og hans humør - havde opdaget det. Hans humør var dalet, han var faktisk lettere irritabel i dag og det var også derfor han ikke havde søgt ud med sine sanser for at finde selskab. Endnu.. Udover det skulle han have tid og ro til at komme sig over den forskrækkelse det havde været at lande i et fuldkomment fremmede land, uden at vide hvorfor og hvordan, han var kommet hertil.
Et arrigt fnys forlod den flerfarvede mule. Hvis ikke det havde været for den lyse hårpragt og de hvide aftegninger kunne hingsten have gemt sig i mørket så længe han ønskede. Men han var forbandet med godhedens lys i form af farverne, som for nogle spirituelle ønsketænkere, måske kunne tyde på at han stadigvæk havde en rest følelser for andre til overs men ak nej. Den sorte hingst havde kun sig selv for tanke, så egoistisk som han var, og man skulle ikke vove at tro andet. Det var Damians måde at beskytte sig selv på, at lege egoist og fortælle andre at, at stole på ham var ligesom at stole på djævlen. Han var utilregnelig og farlig, og uanset hvor godt du tror du kender ham, vil han altid overraske. Det var indtrykket, Damian ville give sit selskab. Hvis det var et maskulint køn han mødte, vel og mærke. Det feminine køn var han en del anderledes overfor, men det var de fleste hingste jo. Han var galant og høflig, men lagde heller ikke her skjul på sin utilregnelighed og sin tildens til egoisme til trods for han elskede at forføre. Hopperne havde han altid en ekstra plads i hjertet til.. Han fnøs igen ved sin tanke, i hjertet. Han havde intet hjerte, og hvis han havde, var det blevet formørket..
Hingsten vendte tilbage til jorden og væk fra sine tanker, da han var nået til sit stoppested. En lille å der løb fredsommeligt i skovbunden, hvor han fik slukket sin tørst. Bagefter betragtede han sit spejlbillede indgående, men fandt ikke andet end de mørkebrune øjne der stirrede drenget tilbage på ham. De utilregnelige, formørkede øjne. Hæh. Et svagt smil tegnede sig om mulen på den mørke hingst, og trak lidt op i den hvide underlæbe, inden han slog hovedet op og så sig omkring. Livet var for kort til at dvæle ved fortiden, og selvom monsteret altid ville have sit tag i ham, var det godt der var noget der hed ignorance.. Han ødelagde sit eget spejlbillede ved at træde ned i det, hvorefter han fortsatte sin gang igennem den dunkle del af skoven.
Han ville ikke gøre opmærksom på sig selv, ikke brumme, vrinske eller på anden vis tilkendegøre sin tilstedeværelse. Damian foretrak at kunne vælge sit selskab, og opsøge det på hans egne præmisser. Derfor slog han blot sine sanser ud, vippede de mandelformede ører lidt op, lod den lange, hvide hale hvile for en stund og udspilede næseborene. Engang imellem knækkede en kvist eller to under ham, men ellers var der ingen lyd..

Langsomt og sikkert, beroligende og selvsikkert; ja, sådan kom foråret langsomt snigende henover Andromedas land. Sneen var ej forduftet endnu, men sikkert var det, at det snart ville tage sit sidste åndedrag og forlade græssets overflade, således at det nyse græs snart kunne spirer op. Sneen dækkede ej det hele i Andromeda mere, for langsomt var foråret begyndt at melde sin ankomst, således at sneen kun lå i et helt tyndt lag, hvor græssets lange strå svagt kunne skimte solens stråler, og skabningerne på Andromeda kunne skimte de grønne strå titte op under sneen.

Armonia, den røde og harmoniske hoppe havde længe vandret i dette land, som hun så inderligt elskede af hele sin krop og sjæl; hele sit hjerte. Hun var blevet en Vogter af dette land, og beæret over dette, det var hun så sandelig. Hun bar synlige spor efter denne opgave, af at være blevet en Vogter af Andromeda, for i sin man blomstrede der lyserøde blomster, levende bevægede de sig rundt imellem hendes egne røde lokker i manen, og i halen ligeså. Men ikke kun blomster var at se i hendes man og hale, for også vinteren og efteråret var repræsenteret, i form af regndråber og glitrende snefnug. Op af benene voksede der grønne rangler, som kærtegnede hendes spinkle og fine ben, og ej gjorde hende nogen form for skade; foråret de repræsenterede så fint. Ja, man kunne i sandhed sige, at den røde Armonia var i ét med den natur, hun elskede så højt.
Armonia bar sig af sted imellem Leventeras træer, så lydløst som hun kunne. Hun bar sig fremad, med elegance og hovene blev placeret ganske forsigtigt og eftertænksomt; for hun ønskede ej at træde på nyspirende planter, der forsøgte at bryde op fra sneens kolde og knusende flager. Hun standsede langsomt op, og lod sit hoved stille sænke sig en anelse ned. Hendes mule lod sig nu grave let ned i sneen, for derefter at lade mulespidsen røre den kolde og stadig små frosne jord; og frem spirede en lille klat blomster, der nu søgte solens stråler; men de var der nu ikke endnu, for natten havde taget over. Et smil bredte sig varm og blidt henover hendes røde mule, inden hun da lod sit ene øre vippe stille bagud, ved lyden af knækkende kviste og blade. Hun løftede sit hoved roligt op, og ej forhastet drejede hun nu halsen, således at hendes hoved blev vendt i retningen af lydene; mon der snart ville dukke en fremmed sjæl op, fra træernes mørke?

For dem der synes foråret var en velsignelse, fremkom den sorte hingsts anmarch måske en anelse voldsomt til trods for den stadige galante elegance som han bar, da han trådte uinteresseret henover den skiftevis hvide sne og den brune skovjord. Han var næppe interesseret i at stoppe op og dufte til blomsterne, for de havde ingen værdi for ham, de var der blot.. Han havde altid fundet alt dette ståhej over forår og romancens tid, yderst dumt.
Skridtene forstummede da hingsten opfangede et væsen i sit nærvær, og minsandten ikke om det var en hoppe? Ud at dømme fra lugten, i hvert fald. Ellers var det i hvert fald en meget feminin hingst som rullede sig i blomster og .. en anden duft, han kunne ikke helt sætte en hov på hvad det var. I hvert fald var hans nysgerrighed vakt, og han havde i sinde at berige denne hest med sit selskab. Derfor gjorde han ikke nogen forsøg på at være lydløs, da han trådte frem af mørket og betragtede skabningen foran ham. Han var lige ved at rynke på næsen.
For minsandten om det ikke var foråret selv han nærmest havde mødt! En rødbrun hoppe havde placeret sig i hans synsfelt, nærmest dækket af .. natur? Det gjorde ganske rigtigt hingsten en anelse forbløffet, til trods for han ikke gjorde noget ud af at vise det, og han lagde langsomt hovedet på skrå - bare en anelse - og lod sine øjne kører roligt nedover hoppens accessories. Der var både blomster, snefnug, rangler, regndråber. Hvem eller hvad var den her mærkværdige hoppe?

" Godaften mylady "

Damien trådte nærmere hoppen. Han var imponeret over hendes fine beklædning, men han kunne ikke lyve overfor sig selv og sige at det var noget han fandt tiltalende. Det var godt, han var blevet en mester i forklædning når det angik små hvide løgne. Ørerne blev tippet nysgerrigt frem, selvom øjnene udlyste den faretruende stemning som lagde over hingsten sammen med den sædvanlige drengede attitude. De signalerede: 'Med forlov?', som hingsten strakte halsen og lod sin mule glide nedover den ene af bladene på blomsten, som kærtegnede den sorte hingsts hvide underlæbe. Han var i sandhed betaget af dette, selvom det ikke var skønheden i blomsterne han så.

" Pardon. Mit navn er Damian, og De er? "

Et bredt smil trak sig ud på hingstens mule, og han trak let hovedet ind til sig og ned i en respektfuld gestus, inden han mimrede med mulen og endnu engang, ubemærket, indsnusede hoppens duft. Ja, det var helt bestemt blomster og den anden sære duft måtte være fra ranglerne omkring hendes ben. Han forstod ikke hun kunne holde ud at have dem på, han ville være blevet irriteret på dem, på blot et par få minutter!
Igen lod hingsten sit blik glide undersøgende over manen, men det blev der ej ret længe, før han respektivt lod dem dumpe ind i øjnene på hoppen. De havde en let nøddebrun farve, og så overordentligt milde ud. Damian skubbede monsteret til side, i hans indre, der råbte og skreg og slog mod væggene. Han var efterhånden blevet så vant til det! I starten krakelerede facaden, blot monsteret rykkede på sig, og han var blevet arrig et utal af gange på det. Men efterhånden havde han lært at kontrollere det hele, og havde nu et glimrende skuespil kørende allerede.

Den røde hoppe, forblev roligt stående, med halsen svagt drejet, således at hendes feminine ansigt var vendt i den retning, hvor de knitrende lyde var kommet fra, og havde ramt hendes sensitive øre. Ikke længe gik der, før en fremmede skikkelse nu dukkede op imellem træernes mørke, og ud imellem dem han kom. Det var ej en sjæl, hun før mindes at have set. Men den røde Armonia kunne jo ganske vidst tage fejl; og dette ville da sikkert ikke være den første gang, det så var sket. Men denne gang, tog hun ej fejl. Jo tættere den ædle hingst kom, desto mere sikker var den harmoniske hoppe i sin sag; jovist, han var hende fremmed, og dermed var hun også en fremmed for ham.
Armonias øre lå roligt fremme imod hingsten der kom imod hende, for da at standse op, som var han en smule betaget af hendes.. specielle udseende. Armonia smilte ganske svagt, inden hun drejede sin krop i en langsom og rolig bevægelse, for at vende fronten til ham. Og i en blid bevægelse, lod hun hoved falde en lille tak ned, ej i en underdanig holdning, men bare roligt og afslappet; hun ønskede jo ikke at skræmme den fremmede sjæl, med sit noget specielle udseende. Mange så skeptisk på hende, og hun forstod dem godt. . Hun var jo ikke ’normal’ at betragte. For blomsterne var jo ikke nogen hun selv havde sat i sin man, og de visnede jo heller ikke, døde, faldt af, som andre blomster normalt ville. Nej, de blev i hendes man, og blev en af blomsterne trukket ud, da ville en ny langsomt spirer frem igen.
Den sorte skabning kom hende tættere, efter sit korte ’læggen hovedet på skrå’, og Armonias ører forblev fremme imod ham, venligt og imødekommende.

,,Godaften, min fremmede herre”

Besvarede Armonia den mørke hingst, med sin bløde, blide og nærmest syngende stemme, inden hun da lod sine nøddebrune øjne hvile ind i hans, uden at stirrer. Da hingsten nu tog sin mule imod hende, efter at have ’bedt om lov’, forblev hun roligt stående. Hans mule kærtegnede en af de blomster der var i hendes man, og den røde hoppe brummede ganske sagte, i en små beroligende tone, som for at sige ’de bider ikke’, mens hun smilede roligt og måske en smule legende. For hun mente det jo ganske vidst i en god og sjov mening. Hans stemme kom nu frem, tæt ved hendes øre, fordi hans mule stadig undersøgte de blomster der prydede hendes røde man; og hendes ene øre vippede instinktivt bagud til hans stemme, lyttende og nysgerrigt, for at høre hvad han nu ville fortælle og dele.

,,Damian, mit navn er Armonia; hvem jeg er, må de selv bedømme.. Det er mig en ære og fornøjelse, at støde ind i Dem, denne stille aften. Hvad bringer Dem igennem skoven, denne stjerneklare nat?”

Armonias stemme flød roligt ud, inden hun langsomt, med ørene spørgende og signalerende fremme; ’Med forlov?’, lod sin røde mule strejfe henover hans bringe, i en venligsindet gestus. Derefter trak hun mulen til sig, og skubbede sit ene ben blidt fremad, og tog hovedet en smule ned og knejste halsen, i en ligeså respektfuld gestus til den fremmede, der nu ej var så fremmede mere; for navnet på den sorte vandre kunne hun nu. Armonia havde absolut intet imod berøringer af andre, eller fra andre. Hun holdt meget af selskab, og hun brød sig sjældent om at vandre alene i alt for lang tid.. Armonias varme og nøddebrune øjne hvilede atter i hans, da hun nu rettede sig op igen, og stod med sin røde krop i en afslappet holdning.

Damian bemærkede straks hvordan det at have selskab havde dens indvirkning på ham, hans muskler slappede mere af og han følte sig betydeligt mere klar i hovedet, mest på grund af at vide at der var nogle væsner i denne verden som heldigvis ikke var ude på at slå ham ihjel. Ikke at han havde regnet med det, men hele den måde han var kommet hertil på, virkede jo højest besynderligt!
Der poppede et drenget glimt op i øjnene, da hun valgte at brumme beroligende til hingsten. Det var ikke fordi han var bange for hende, ej for blomsterne, men han havde altid været mere interesseret i at røre og ikke blot se. Damian rettede sig op, og lyttede nysgerrigt til hende, hun havde en yderst smuk stemme som kærtegnede hans mandelformede ører.. Han skulle lige til at åbne munden, da hoppen tog sig den lov at stryge ham henover bringen. Musklerne spændtes og kæben twitchede, et lille bevis på den arrighed han gemte, og han stoppede sig selv i sidste øjeblik som han skulle til at snappe ud efter hoppen.
Damian brød sig ikke om at blive rørt, og hvis han absolut skulle, skulle det være på hans egne præmisser. Mest af alt fordi han følte sig umådeligt sårbar når andre heste rørte ham, han blev lettere paranoid for selvom hoppen virkede venlig og sikkert ikke tænkte over det, så havde hun lige haft en glimrende mulighed for at såre ham. I stedet udlod hingsten et utilfredst fnys, over hendes berøring, og den lyse hale svirpede så hingsten mærkede berøringen lige over haserne.

" Hvad der bringer mig igennem skoven? Intet. Udover mørket og stilheden. Ser De, Armonia.. "

Hingsten holdt inde, og igen trådte han tættere på, med et øre vippet advarende bagud hvis hun nu kom på den sjove idé at ville røre ham igen, inden han sank hovedet og nippede en anelse i ranglerne. Noget sært, det var det.. Han kneb øjnene i og hævede hovedet inden han trådte ned langs hoppens side og strøg den hvide underlæbe over hendes ryg.
Nogle ville finde Damian særdeles dobbeltmoralsk, og det var han skam også på visse punkter, men han havde også sine principper som han efterlevede. Han mente kun at han kunne stole på sig selv, men derfor var der ingen grund til at andre ikke kunne stole på ham. De måtte gerne stole på ham, faktisk.. Det var bare ikke specielt sikkert eller trygt at stole på ham, netop på grund af hans princip og det lagde han heller ikke skjul på. Så måtte man enten respektere det, og blive ved med at færdes i hans selskab. Eller acceptere det og forsvinde fra hans åsyn.

" Jeg er netop kommet til dette land. Andromeda. Jeg har ingen idé om hvor jeg er henne, ej hvordan jeg finder tilbage og om jeg overhovedet har lyst til at finde tilbage. Måske De kunne berige mig med et par fortællinger? "

Indtil nu havde hingsten blot undersøgt hoppen, mulen havde kørt over hendes ryg, nedover hendes bagpart hvorefter han havde gjort det samme på den anden side. Men hingstens holdning var afslappet og rolig, og han havde ikke i sinde at gøre andet end blot undersøge hende. Han regnede heller ikke med at det var noget problem for denne rolige, harmoniske hoppe som så ud til at være fyldt til randen med godhed. Det var lige ved at blive syg af, tænkte Damian, men han gav igen ikke udtryk for det. Mester i forklædning, ak ja, det var han.
Da han havde ladet mulen strejfe hendes hals og hendes kæbeben, havde han trukket sig en anelse væk igen og stod nu og betragtede den milde, yndige hoppe igen. Hun var i sandhed speciel, og tiden måtte vise om hun var en spillebrik som Damian kom til at holde af, eller om det blev det stik modsatte. Nu må du endelig ikke tro, at Damian holder af sine bekendtskaber eller udvikler følelser for dem, men han holder af sine spillebrikker. Individerne er som sådan lige meget, han er ligeglad med hvem der er krigeren men selve krigeren i sig selv er Damian ufattelig glad for. På grund af hans somregel fyrige, hidsige temperament kunne han bruges til at lave meget ravage på blot én spilleplade.
Hmm.. Hvordan var denne hoppe mon? Ha, Damian havde ikke noget problem med at placere hende. Hun var enten en simpel bøddel, én af dem som ikke rigtig kunne bruges til så meget, eller også var hun fredsforsoneren. Begge spillebrikker sagde ikke Damian det helt store, men med de rette modifikationer kunne han nok godt finde dem interessante. Der hang et svagt, selvsikkert men også faretruende smil omkring hingstens mule. Så snart han havde fået styrke nok.. Så snart han havde lært individerne at kende i denne verden. Så kunne spillet gå i gang. Damian begav sig aldrig ud på hele spillepladen, altså hele Andromeda, han plejede at holde sig indenfor et lille område med nogle få spillebrikker, og lave ravage der inden han valgte at gå videre til det næste når hestene dér kedede ham. Ja, han var så sandelig en mærkelig og forskruet hingst.

Den røde hoppe, havde altid haft et sind, der var opmærksomt på det selskab hun var blevet beriget med. Og denne aften, og denne sjæl, var ikke nogen undtagelse for den harmoniske og blide Armonia. Hun holdte skam øje med reaktionen fra Damian, over den svage berøring hun havde ham givet. Og han brød sig ej om denne, det var hun vis på; for han spændte i bringen, der hvor hendes mule før kort havde strejfet ham, og hans kæbe blev strammere at betragte; han mindede hende en smule om Seth og Jaidev, der ej heller brød sig om hendes berøringer i starten. Jaidev havde til sidst ladet hende komme meget tæt, og et venskab var blevet til imellem dem. Han havde også røbet sin inderste svaghed, nemlig hans fortid. Seth havde hun aldrig trådt tæt på igen, efter deres sidste par møder, for de klingede ganske vidst bare ikke sammen, som sjæle og bekendte. Den røde var sikker på, at Damian ikke ønskede hendes berøring nu, og derfor ønskede hun ej heller at presse ham ud i noget han ikke ville bryde sig om; nej, Armonia ville blot lade være at røre den ravnsorte hingst, indtil han selv virkede til at det ville være okay; hvis det da nogensinde blev aktuelt.

Den ravnsorte Damian begyndte nu at tale, som ville han fortælle hvorfor han tilbragte natten i denne dunkle del af skoven på Leventera, og det var jo netop også det, hun havde spurgt ham om, og søgt et svar til. Armonias øre vippede blidt frem imod ham, mens hans startede sin sætning. Han stoppede den dog igen, for at træde hende nærmere, med ørene lidt vippet bagud i en advarende holdning, henvendt til hendes berøring, det var hun skam slet ikke i tvivl om, og derfor forblev hun blot roligt stående, uden at gøre anmærkninger til at ville strække mulen frem igen, for at røre hans skind. Hun drejede svagt sit hoved lidt bagud, og rettede blikket ned, idet han lod sin mule røre de grønne rangler der var snoet omkring hendes ben, blødt og uden at klemme; ja, faktisk kunne hun ikke rigtig mærke dem mere. I starten havde de føltes en smule.. frihedsberøvende, i den forstand at hun var bange for at ramle imod noget med sine ben, i frygt for at ødelægge dem, men dette var sket, og da var de blot vokset ud på ny. Hun smilede ganske roligt, og forblev stående, helt musestille, for ikke at give ham et unødvendigt chok eller irritationsmoment.. Han tog da hovedet op igen, og lod sin mule stryge blødt henover hendes ryg, mens han trådte langs hendes side. Hendes røde øre fulgte med ham, opmærksomt og nysgerrigt. Men Armonia ønskede ikke at blive overrasket over et pludseligt snap eller spark, for dette havde hun jo ganske vidst oplevet før. Dog blev hun standhaftigt stående; for at hun en gang eller to havde oplevet sådan en ting, skulle ikke smitte af på et nyt bekendtskab, et nyt møde. For det var fortid, og dette var nutid.
Atter talte den ravnsorte hingst, og Armonia lyttede ganske nysgerrigt efter han forklaring på, hvorfor han netop var lige her.

,,Damian, at være ny her i landet, er De ej den eneste om at være. Her tilkommer nye sjæle ganske tit, så ofte at jeg ej kan følge med længere. Jeg håber dog på, at De med tiden vil finde Dem til rette i Andromeda, for landet er fyldt med uendelige muligheder og vidder. Men jeg må desværre nok fortælle Dem, at muligheden for at komme væk fra dette land, nok ej er muligt. Ingen har endnu forladt denne verden, af hvad jeg har hørt. Dog tales der om en himmelhingst, der kan åbne og lukke en port, således at de sjæle der er her, har en mulighed for at vende hjem, hvis da begrundelsen er fyldestgørende. Men jeg ved ej om dette er rigtigt..” Armonia holdte inde, i nogle sekunder, for ikke at tabe hans forståelse. ,,Andromeda består af forskellige øer; Enophis, den største ø, der domineres af bjerge og bakker. Leventera, der er lukket sammen af en bjergkæde, med dale over alt, samt skove, det er denne ø, vi befinder os på. Zenobia, øen der består er den golde ørken. Chibale, en ø der er skovbelagt så langt øjet rækker. Og Foehn.. Øen, hvor ondskaben lurer og regerer..”

Dette svarede Armonia, den ravnsorte hingst, efter at han havde afsluttet sin tale. Hun vidste ikke om hun nu havde givet ham for mange nye informationer, og om han egentlig overhovedet var interesseret i at høre netop dette. Men det var nu altså engang det, den røde harmoniske hoppe valgte at fortælle til en start. Damian havde nu bevæget sig hele vejen omkring hendes røde skikkelse, med lette og bløde berøringer. Ja, han lod da ej til ikke at ville røre andre sjæle; men ham selv, ja, ham skulle ingen røre; det kunne hun da fornemme på den ravnsorte. Et smil kom omkring hans mule, og det let hvide ved hans mundvige afslørede dette. Hun kunne ej sætte en hov på, hvad smilet mon betød eller signalerede; og hun ville end ikke forsøge at finde ud af det. For med tiden, ja, med tiden ville hun nok lære denne hingst at kende, og da ville forklaringen på smilet måske falde på plads i hendes lille hoved. Hendes røde øre var vippet blidt i hans retning, lyttende efter hvad hans mening mon ville være om hendes lille talestrøm.

Pludselig lettede en fugl fra det høje over dem, som brød stilheden der havde hersket imellem deres små ord! Damian kiggede op, og så til sin forbløffelse at det var en krage. Kragen baskede vildt med vingerne, som var den blevet hugget efter, og skræppede højlydt op. Årh, klap da i! tænkte Damian med en forbitret stemme over at de var blevet afbrudt. Vreden hang dog ikke ved længe, for han havde altid haft en forkærlighed for disse sorte fugle. Måske fordi de lignede ham selv i mange aspekter? Han vidste det ikke, men da en stor, sort fjer dalede ned var det irriterede udtryk forsvindet. Ironisk nok placerede fjeren sig i Damians man, og han drejede forsigtigt hovedet for at den ikke faldt ud. En hæs, dyb latter slap ud af hans strube, men kun kortvarigt inden han vendte øjnene mod Armonia.
Hvor ironisk var dette ikke lige? Så ironisk som det nok kunne blive! Den sorte, forbitrede og mørke hingst med den mørke ravnefjer i hans man, stod foran det lyse forår i egen høje person, med de lyserøde blomster bugtende ud og ind af manen. Kontrasten var uhyggeligt stor, og det malede et underholdt smil henover hingstens mule.

" Ser man det, ser man det.. Det er lige før vi kan gå for at være yin og yang! "

brummede hingsten, inden han så valgte at ryste manen. Fjeren hoppede ud og dalede til jorden, den lagde sig ved siden af en lille spirende blomst. Damian kneb øjnene en anelse sammen. Come on.. sukkede han inde i sig selv over 'tilfældighederne', og valgte i ren irritation at placere hoven over blomsten og kragefjeren så det var skjult for hans blik. Han kom vidst nok til at knuse blomsten, men han var ikke sikker og han var ikke interesseret i at vide om han havde. Som sagt var det med blomster og det som andre fandt smukt, ikke smukt i Damians øjne og det ville ikke gøre ham noget at tilbringe al sin tid på den golde ø som hoppen åbenbart tiltalte som Zenobia. Eller også den lille ø, fuld af skov. Chibale. Han måtte se om han ikke kunne huske disse navne.
Damian havde klappet i, og lyttede nu til den tålmodige, rolige hoppe. Men hendes ord behagede ham ej, og de irritererede, arrige følelser der vældede op i ham, havde intet med hende at gøre. Hun var blot budbringeren af de ubehagelige informationer han lige havde fået. Han kunne ikke komme tilbage.. Det var ikke så meget det at han inderligt ønskede sig at komme tilbage, men Damian hadede ikke at have magt over sine egne handlinger, at være fanget. Hans syn på Andromeda - eller herskeren over samme - var blevet ændret. Dette var ikke længere noget wonderland, men var blevet et fængsel hvor han ikke kunne undslippe medmindre han havde en god grund. Han kunne ikke holde et forrådt fnys tilbage over den tanke. Det var jo absurd! Hele livet havde han haft magt over sine egne handlinger, og han havde truffet alle de beslutninger som havde involveret ham.

" En himmelhest "

stemmen Damian brugte var fuld af afsky, og han lagde ikke skjul på at det absolut ikke faldt i god jord at han var fanget her og at han ikke bare kunne gå og komme som han ville. Han var også sikker på at hoppen var klar og klog nok til at vide at det ikke var møntet på hende, men at Damian oftest gik med hans sindsstemninger udenpå tøjet og at han ikke holdt dem inde for andre, han kunne ikke være mere ligeglad med hvad andre tænkte om ham og sådan var det også lige nu. Måske var Damian endnu mindre interesseret i hvad det var denne hoppe tænkte om ham, netop fordi hun var alt det Damian ''frastødte''. Og dog ikke, nu måtte jeg ikke lade tungen løbe af med mig, for gode, onde og neutrale heste i personlighed var lige interessante - eller uinteressante - for Damian.
Han dømte udelukkende på bogens omslag, på hestens udseende, da han mente at det kunne fortælle alt det han havde brug for at vide. Men hvordan kunne han også vide anderledes? Han havde aldrig haft større bånd end blot nogle bekendtskaber, som enten var hoppet på den gode eller dårlige side af ham, udover selvfølgelig hans forsørger i hans unge dage, men selv de to nærede ingen dybere connection.
Damian havde egentlig hoppet lidt af med at lytte til hoppen, men pludselig sagde hun noget der fik hans interesse endnu engang. Foehn, en ø hvor ondskaben lurer? tænkte Damian, og han måtte holde et smil tilbage. Det kunne være at han skulle betale den et besøg på et tidspunkt? Ja, absolut! Han måtte over og se hvad det var for noget, og det kunne være at der til med var lidt spænding derovre!

" De har så sandelig meget viden om dette sted mylady "

hingsten var en anelse fjern i sin tale, men gav sig selv et ''mentalt smølfespark'' og mindede sig selv om at han måtte gemme tankerne til senere, lige nu var hoppen hans mål og han havde i sinde at berige hende endnu mere med hans selskab. Hun slap ikke helt for ham endnu. Til trods for at Damian var en kvindecharmør, og der lagde den faretruende, nærmest lokkende aura pulserende omkring ham, var han ikke god til at se den skønhed som andre så. Han var ikke god til at nyde solens befængende stråler, eller blomsternes søde duft og udseende. Det havde dog aldrig givet ham problemer, men mon det ville gøre det med denne hoppe?

" Mylady.. Vil De gøre mig den ære at være mit selskab igennem skoven? "

som tonerne flød, tillod den ravnsorte hingst at musklerne slappedes en anelse igen. Han tog et par skridt til siden og nikkede opfordrende til hoppen til at vende rundt så hun gik ved hans side. Et charmerende, og ''uskyldigt'' smil hang nu igen omkring hans mule, og han prustede. Der var faldt lidt ro på ham igen, efter informationerne, men det skyldtes i stor grad at han havde valgt at skubbe alle de tanker der bragte vrede og irritation op i ham væk og fokusere på den røde hoppe ved hans side.

Den røde Armonia nød at være i Damian selskab, nød at møde endnu en ny sjæl i dette store land. For hver en sjæl hun mødte, følte hun sig mere og mere beriget som person og eksistens. For hun var blot én af de mange sjæle der var i dette land. Og kunne det lade sig gøre, da ville den røde ønske, at hun kendte alle der lod deres hove betræde Andromeda; men dette ville nok ej blive aktuelt. For selvom hun inderligt ønskede selskab så ofte som muligt, da var det ej alle andre i denne verden, der havde det som hun. Nogle ønskede at vandre alene, og dette ville hun da acceptere og respektere, men måske aldrig helt forstå.
En fugl lettede over dem, og det gav et kort sæt i den røde hoppes spinkle krop, for hun havde ej hørt eller set den før den lettede. Hendes milde øjne rettede sig op imod fuglen der svandt, og en fjer kom da til syne. Langsom bevægede den sorte fjer sig ned, i bløde bevægelser, inden den da ramte Damians ravnsorte man, og satte sig der, som havde den altid siddet lige præcis i hans man, og ingen andres.
Et blødt smil landede på Armonias røde mule, ved synet af fjeren og Damian, og ved tanken om den kontrast de to sjæle lige nu udgjorde; hendes røde og lyse skin, med foråret som dominerede hende med blomster og rangler, og den ravnsorte Damian, hvis skind faldt i et med nattens mørke og fjeren ligeså, hvis han ej havde haft sine små og fine, hvide aftegn. Og Damian havde opfattet det samme som den røde Armonia, for han kaldte dem nu for Ying og Yang. En lille latter forlod den blide hoppe, mens hun smilede ganske roligt over den røde mule.

,,Ja, det kan man vidst ganske roligt kalde os, Damian”

Besvarede hun ham mildt, inden fjeren da faldt ned fra hans man, for at falde ned og lægge sig ved siden af den blomst Armonia før havde fået til at blomstre op af den små sumpede jord. Men hun fjernede dog hurtigt fokus fra disse to ting, og lod blikket glide op på Damian, tids nok til ikke at opfatte at den ravnsorte hingst nu trådte på blomsten med sin hov, og dermed dækkede den til og fjeren ligeså. Armonia vidste ej, om ordene hun før havde sagt om de forskellige øer, og det at han nok ikke kunne drage hjem igen, behagede den ravnsorte sjæl foran hende. Men det var sandheden, og lyve for ham, det ville hun ikke. Himmelhest, var Damian ikke begejstret for, det kunne hun sagtens høre. Men hun besvarede ham ikke, men smilede blot stille og opmuntrende, mens hun lyttede videre til hans ord.

,,Det har De helt ret i, ravnsorte Damian. Men jeg har også vandret i Andromeda, i mange år nu, flere år end jeg selv kan holde styr på. Men jeg vil vove at påstå, at jeg end ikke ved halvdelen af hvad der er værd at vide, om denne verden og dets rigdomme”

Besvarede hun ham mildt og blidt, med den lyse og næsten syngende stemme, mens et smil forblev henover hendes røde og bløde mule. Ja, hun var rolig som dagen var lang, men dermed ikke sagt at den røde Armonia ikke kunne lege, løbe og fjolle, for det kunne hun skam også, uden tvivl. Den ravnsorte så ud til kort at være fjern og væk i sine egne tanker, indtil han da vågnede op igen, og smilede til den røde Armonia, med et spørgsmål om at gå i skoven, med ham. Den røde hoppe drejede roligt sin spinkle krop elegant omkring, og lod sig indfinde ved hans ravnsorte side, dog uden at røre ham, for det havde hun jo før opfattet, at han ikke brød sig om.

,,Æren, er lige så meget på min side, hvis De vil have mig med, Damian. Vil De følge mig til de åbne vidder. Da har De større mulighed for at danne Dem et overblik over denne ø’s størrelse?”