I'm never changing who I am - [SHANNON]

.. Var dette himlen? I så fald var det meget tæt på i Damians øjne. Skov så langt øjet rakte, og det var ikke en af de lyse skove, hvor solen trængte ned og befængte alt. Nej, dette var en skov så sort at hingsten næsten kunne gemme sig, til trods for hans hvide aftegninger og hårpragt. Det pure mørke, hvor selv ikke den mindste solstråle klemte sig igennem de tykke trækroner. Hvor fantastisk!
Hingsten var på nippet til at gå og smile for sig selv, som han gik og kiggede sig omkring i mørket. Han havde bevæget sig herinde i et stykke tid nu, og øjnene var gradvist til at vænne sig til det pludselige mørke som omgav ham. Den hvide hale fejede bagefter ham, og det var ligefør at Damian var i et muntert humør! Nej, det passede ikke: han var i et muntert humør! Det var sjældent at der var noget som kunne glæde den mørke hingst, men hvis der absolut skulle være noget, så skulle det være mørket og skyggerne.

" Åh, hvem der dog bare havde opdaget dette noget før "

mumlede hingsten svagt for sig selv, mens han langsomt sank hovedet og stoppede op for at snuse lidt til mosset, skrabe lidt rundt i det og fnyse let. Hans ører vippede ivrigt rundt, fangede enhver lyd der måtte være i den store skov, men der var helt stille. Ligesom solen, trængte vinden heller ikke herned og det gav fantastiske muligheder for Damian til at slå sine sanser helt ud. Han udspilede næseborene, kneb øjnene en anelse i samtidig med at ørerne roterede rundt og han satte i trav. Skovbunden her var af mos og andet blødt, og derfor føltes det som at trave henover en tung regnsky. Han var komplet lydløs, da han sprang over en meget smal å og fortsatte sin færden.
- Han lovede sig selv at komme her noget oftere, og da han satte ned i skridt, prustede han ud og rystede lidt med skelettet. Det ville ikke gøre ham noget med selskab nu, tværtimod.. Hans muntre humør havde han lyst til at dele med andre, og hvorfor det faldt den ellers egoistiske hingst ind at give noget væk, som kunne pynte på andres humør, vidste han ikke. Dette land - Andromeda - havde allerede vist sig at være rigtig, rigtig sært.

Chibale var stille. Den askegrå havde søgt hen på den lille ø med de tætte skove, øen af grantræer, af blød skovbund og lange skygger. Det eneste som brød stilheden omkring hende var hendes egen stemme, lyden af hendes lyse stemme som af vane nynnede uden at tænke videre over det. Hun havde mødt mange specielle sjæle på netop denne ø, hun havde mødt hoppen med blomster groende i manen og den laveste hingst hun nogensinde havde lagt sine ravfarvede øjne på, hvad var det nu han hed? Hazihel. Han var rød, det huskede hun, selvom det var meget længe siden, mens hun stadig ikke var andet end et fnug med lange ben og en enorm eventyrlyst. Nysgerrigheden lå stadig godt bevaret i hende, den ulmede og sugede alt det til sig som hun mødte på sin vej.

Det var en varm dag selvom var delvist dækket af skyer, et eller andet sted oppe over de tætte trækroner som strakte deres grene mod himlen. Det var en sær vinter, en kort vinter som meget snart ville blive til forår. Hun havde slet ikke fundet sne på Chibale, kun Enophis og Leventera havde mærket kulden helt igennem. Det var underligt hvordan klimaet varierede fra ø til ø, men sådan var det, sådan var hendes verden. Hendes skridt var lette, som altid energiske, øjnene gnistrede.

word count 223

Dette mindede Damian om hans hjemland. Den tætte, mørke skov hvor han havde brugt allerflest af sine timer, også som føl. Han havde altid søgt mørket og skyggerne, han var slet ikke i tvivl om at det var der han hørte til. Derfor var det nok også forståeligt hvorfor han fandt hans lyse aftegn og hårpragt, en plage til en hvis grad når han hellere så at han kunne spankulere rundt fuldstændig ubemærket og i et fuldstændigt sort kostume.. Men det måtte man jo tage med, og Damian havde i hvert fald aldrig lært at skamme sig over sin fysiske fremtræden, for der var jo reelt ikke noget at skamme sig over. Han var en ganske flot, slank unghingst der havde charmeret mange ungmø'er på sin færden, og han var ikke i tvivl om sine charmerende evner.
Når det så var sagt, var hingsten her ikke én at spøge med, når det kom til det psykiske. Det var som om at der altid lagde en faretruende og utilregnelig spænding omkring ham, hvilket nok også var det der lokkede de fleste hopper til. Faren ved det ukendte og det der ikke var helt sikkert. Mange hopper havde troet at de kunne række frem og åbne op for den sorte hingsts hjerte, men så nemt var det ikke og dem der havde prøvet, havde lidt en grum skæbne. Ligesom Lily. Et eller andet gav et hop, dybt derinde i hingstens formørkede hjerte, ved tanken om den flammerøde hoppe der så hjertens gerne havde villet nå ind til hans hjerte. Han nærede stadigvæk følelser for hende, om han ville acceptere det eller ej. Men det ville han ikke.. Han ville ikke acceptere det, og med et irriteret fnys rystede han tankerne af sig.
Det skete ligesom da han opdagede en fremmed fært i luften, blandet med den søde harpiksduft fra træerne og mosset fra jorden. Uden tvivl var det en hoppe, og Damian nåede ikke at analysere det ret meget før hun pludselig var dukket frem fra træerne. Indeni forbandede han sig selv over ikke at have været mere opmærksom, men det var der ikke noget at gøre ved nu. Han samlede sig selv op, som hvis man tog ham i nakken og hev op. Bagparten blev skubbet mere ind under sig, nakken knejset en anelse uden at være alt for overdrevet, og et friskt, og øretæveindbydende smil blev placeret på hans mule..

" Mylady "

Han nikkede til hende, men sank ikke hovedet i en respektfuld gestus. Til trods for at der lød høflige, respektive toner i hans stemme, havde han altid nægtet at sænke hovedet overfor andre heste. Det var et tegn på tillid, og det havde Damian aldrig næret noget af til andre heste, så hvorfor give dem en falsk indbildning af det?
Benene bar ham nærmere, nu end anelse mere langsomme men også mere hidsige end før. Hovedet slog svagt, nok noget der nærmere blev til en nikken, inden halespidserne strøg henover skovbunden og smældede i luften. Han var i sandhed en charmør, en ladychaser men han formåede dog at gøre det med måde.. Hvordan han så bar sig ad med det!
I et sorgløst øjeblik strakte hingsten hals og hans mule berørte hoppens, og minsandten om der ikke var en smule drillesyge at spore i hans blik? Jovist! Han måtte være i overordentligt godt humør i dag, for at kunne være i stand til dette. Monsteret i ham havde trukket sig tilbage i den fjerneste afkrog, og han følte sig godt tilpas. For bare at drille, men også for at udforske denne nye hoppe og hendes personlighed, valgte han frygtløst at nippe hende lige over læben. Dette var "hverdag" for Damian, hvis man kunne forklare det med det ord. Han valgte sjældent at udforske sit selskab med ord, men rettere med berøringer. Dog: hvis selskabet fandt på at ville begynde at røre ham, ville de få hans dobbeltmorale at føle. Han hadede at blive rørt af andre heste, specielt sårbare steder, og hans monster kunne vælde frem og skabe en arrighed i ham som på ét ville afsløre en del af hans skjulte jeg. Det rigtige jeg, under alt denne skuespil som han havde kørende.
Han valgte ikke mange sekunder efter, at han havde nippet hoppen i mulen - blidt, selvfølgelig -, at trække hovedet til sig for at kigge lidt bedre på hende. Hun var mindre end ham, en del mindre faktisk! Men det gjorde ham intet.. Jo nemmere var hun at overskue fysisk, hvis det kom til det. Men nøj - hvor var hun dog tiltalende! En helt fin, mørkegrå pels og sort man og hale.. Aftegningerne ødelagde førstehåndsindtrykket hos ham en smule, men hey - han havde jo selv et par ''grimme'', hvide aftegninger så det gjorde ikke så meget. For at distrahere sig selv fra at udforske hoppen mere lige nu, rømmede han sig svagt.

" Mit navn er Damian. Og De er? "

Tonerne der spillede var maskuline, men bestemt også drengede og det gav vel ham et lidt gadedrengsagtigt udtryk. Det hjalp nok hellere ikke at det kække smil sad omkring læberne endnu, og øjnene indikerede tydeligt fare og spænding. Igen susede halen igennem luften, men denne gang blot henover hingstens haser og uden noget smæld.. Hun faldt i god jord indtil videre!

Den askegrå havde ikke gået længe, før de tætte graner afslørede en fremmed skabning. Det gjorde en brat ende på hendes nynnen og hendes tankestrøm, da hun bestemt ikke havde forventet at finde nogen her. Og ikke mindst fordi det var en fremmed, en hingst som straks havde fået øje på hende. Hans skind var sort som natten, øjnene brune. Mørkebrune. Hendes bløde ører blev hurtigt spidsede af den nysgerrighed, som afspejledes i hendes ravfarvede øjne. Det var en livlig sjæl, han kom snart nærmere og fik den askegrå til at gøre holdt på sin vej. Hendes forbavselse havde ikke engang nået at stedfæste sig før end han åbnede munden til hilsen, en underlig hilsen hun ikke genkendte. Det lød høfligt, et muntert smil krusede ud på hendes hvide mund da hun drejede ørerne frem og gengældte hans undersøgende blik. Høflige hilsener og tiltalelser var ikke noget, den askegrå benyttede sig meget af, da hun sjældent overvejede sine ord nøje. De var altid åbenlyst ærlige, ligefremme, så hun havde svært ved at forstå høflighedens kringlede veje. Det virkede derfor underholdende på hende, midt i al overraskelsen over, at hingsten var dukket op ud af det blå. Chibale var en stille ø, men det var denne sjæl bestemt ikke.

Hun opfangede helt hans duft, da han nippede til hendes hvide mule. Et træk hun også fandt spøjst, han var sprængfuld af liv, men det var alligevel første gang at nogen havde nippet til hende på den måde. Det udløste dog kun en vrikken med de bløde ører og derefter en lys latter, en lyd som smøg sig ud i stilheden mellem træerne og hurtigt forsvandt igen. De ravgyldne øjne så åbenlyst nysgerrigt på ham, hun vurderede at han nok ikke var herfra, han måtte være én af Andromedas mange tilkomne sjæle. Det var som om landet ulmede af liv for tiden, på hver en ø mødte hun en ny sjæl, der gik ikke lang tid mellem selskaberne. Det glædede hende. Sådan havde det langt fra været altid, den askegrå havde danset alene fra ø til ø mange dage i træk. Ikke at det havde været kedeligt, der var altid noget nyt at se, nye steder at finde. Andromeda gemte på mange hemmeligheder. Hun mimrede på mulen og brød ud i endnu et smil, da han præsenterede sig. Damian. Først da svarede hun:

”Ariel. Jeg ser, du falder i med skyggerne.”

word count 399

Hingstens gode humør forsvandt ikke af at hans selskab tydeligvis også var i en munter mine! Hun var nysgerrig, knap så fyrig og frembrusende som han, men det var vidst kun fordi hun selv var en anelse passiv i hendes opførsel overfor hans kådhed lige nu. Damian følte sig afslappet og godt tilpas, og han vidste ikke om hoppen havde en indvirkning på dette. Hans bevægelser var hurtige, man var nødt til at være skarp hvis man skulle følge med alle de signaler han sendte på en gang men var det ikke lige præcis det som gjorde at mange fandt ham spændende? Hans frembrusende, nogle gange hidsige adfærd der nu lagde til en hingst, alle hans små gætterier, signaler, lege.. Han havde haft stor succes med det i de fleste selskaber, så meget kunne han sige og hoppen her lignede ikke én der ville volde problemer hvad det angik.
Den kølige, mørke og spændte aura som normalt lagde omkring hingsten pulserede nu ivrigt. Den var stadigvæk kølig, stadigvæk ligeså faretruende, men der var kommet mere liv i. Energien kunne man nærmest tage at føle på, til trods for at hingsten havde alle fire hove plantet solidt i jorden lige i øjeblikket. Hans mørkebrune, let sammenknebne øjne lå interesseret i hoppens. Damian lagde skam ikke skjul på hvad han synes om sine selskaber, og det ville de nok komme til at føle, om det så var positivt eller negativt. Denne mørkegrå hoppe så ud til at have fundet en af hans positive sider..
En anden - måske for nogen dårlig, for andre god - egenskab som Damian havde tilegnet sig i sine første år var at dømme på førstehåndsindtrykket. Han havde det med at sætte én i bås, i løbet af de første femten sekunder, man befandt sig i hans selskab. Hvor det var svært at vende det til det positive, hvis han havde et negativt syn på én, var det overordentligt let at vende det positive til noget negativt! Der skulle kun et lille mistænkeligt skridt til siden, en lille hentydning til at hesten havde lumske bagtanker, ja sågar hvis man trak vejret på en forkert måde! Så var man ude i kulden. Selvfølgelig havde de små bagateller ikke så stor en reaktion på Damian som hvis man havde lavet et dårligt førstehåndsindtryk fra starten af, men det var stadigvæk let at få skubbet sig selv ud i kulden. Det var sådan han overlevede, ved at skubbe andre væk og kun stole på sig selv!
Ved hans berøring, valgte hoppen at gøre noget som Damian fandt en smule besynderligt, men ikke desto mindre positivt. Hun lo. En klangfuld, lys latter der smøg sig omkring hans mandelformede ører.. Latteren i sig selv var én han havde hørt massere af gange, men det var tidspunktet det var kommet på, som havde taget ham med bukserne nede. Hun .. leede af ham, over hans berøringer?

" Pardon mylady. Finder De mig morsom? "

kom det en anelse undrende fra den sorte hingst, selvom ørerne stadigvæk var positivt vippet fremad og de mørke øjne - pulserende med energi - havde lagt sig i hendes. Men det trak op i hans mundvige, og det drengede smil fik lov til at tage en endnu større plads i hans udtryk. For det havde han dog alligevel aldrig mødt før. Og dog! Vent lidt!
Han havde opdaget det ved yngre hopper, ved hoppeplage og små føl. Den barnlige, naive uvidenhed. Mon denne hoppe simpelthen var så ren en sjæl at hun ikke tænkte på om der var nogen lumske bagtanker med mine berøringer? Var hun så naiv? Ordet 'naiv' var ikke noget Damian fandt nedladende, til trods for det nok var en smule utiltrækkende i hans øjne. Det var som oftest hans ''ofre'', de naive, men de plejede aldrig at være så naiv som hende her. Hvis han da havde ramt hovedet på sømmet med det; måske kunne det være at hun bare simpelt ignorerede hans tilnærmelser? Aaarrrh.. Det kunne næsten ikke passe. Hingsten var fuldstændig opslugt af tankerne, og havde skiftet til et lettere fjernt, betragtende blik da hoppens milde stemme bragte ham tilbage.

" Falder i et med skyggerne? "

Det kom som et spørgsmål, og hingsten kiggede lidt ned af sig selv da han ikke var helt klar over hvad hun mente med det, han havde jo de hvide og særdeles afslørende aftegn og så var der også den lyse hårpragt. Mimrende med mulen, strøg hingsten sig let nedover hårene ved bringen og rettede hovedet op igen.

" Nej desværre mylady. Disse.. " han strakte sit ben frem med den største sok, og rystede den svagt. " Afholder mig fra at falde helt i ét med skyggerne. Men skyggerne har altid været mit yndlingssted at opholde mig, ja. Er De også betaget af den mørke skov? "

Damian lagde hovedet på skrå, og et nysgerrigt drag spillede om hans mule sammen med det udfordrende blik i øjnene. Der var en dybere mening med dette spørgsmål, men han var næsten sikker på at hoppen ikke ville opfange det, eller tænke videre over det. Han var interesseret i at vide hvad hun foretrak, fordi det måske kunne give hende nogle flere ''point'' hos ham. Hun var ikke andet end en spillebrik for ham lige nu, med hans spørgsmål, og her havde hun chancen for at vise hvor hun skulle placeres på spillebrættet.

De ravfarvede øjne undersøgte fortsat nysgerrigt denne Damian. Hun trippede let et par skridt sidelæns, for at få det hele med, og så fordi hans energi smittede af og rørte ved hendes egen, som boblede under det askegrå skind. Selvom hans ankomst dog havde overrasket hende, så var hun ikke nogen stillestående skabning. De bløde ører var opmærksomt spidsede, rettet frem i hans retning, den lyse mule hævet. Hun slog et svirp med den natsorte hale. Hans udseende var anderledes, det undrede hende hvordan pelsen var mørk og manken var lys. Det var næsten ligesom hendes papas mor, hoppen med ild på ryggen, med hvide øjne og hvid manke og alligevel et skind så sort som natten. En skabning selv Ariel, hendes barnebarn, ikke kunne gøre sig klog på. Da han undrede sig over hendes latter, kunne hun ikke lade være med at smile. Hendes ansigt var mildt, men muntert, hun fandt alt hans energi og spøjse ord meget underholdende. Så hun nikkede, åbenlyst ærligt, men det var bestemt ikke af dårlige grunde, den askegrå havde aldrig nogle bagtanker med sine handlinger. Hvordan han opfattede det var selvfølgelig hans egen sag, den askegrå gjorde blot det, hun havde på hjerte.

Inden hun kunne nå at uddybe flød ord igen fra hans kulsorte mule. Alle hans bevægelser fulgte hun med sine ravgyldne øjne, åbenlyst interesseret på hendes evigt nysgerrige facon. Han havde hendes fulde opmærksomhed, Ariel sugede alle indtryk til sig, alle detaljer. Så smilet varede ved lidt endnu, da han løftede den ene hov og demonstrerede hvordan han bestemt ikke mente, at han kunne gå i ét med skyggerne som omgav dem trods hans sorte skind. Det undrede hende at han ikke virkede helt tilfreds med sine aftegn. Hun fandt dem ganske specielle, aftegn gjorde at man skilte sig ud, for to aftegn hestes så sjældent ens ud. Det var interessant hvordan alle Andromedas heste var så forskellige, nogle store og tunge, andre små og lette, ligesom hun selv. Han var også en af de lettere typer, og med den energi han sprang rundt med kunne han ikke være i dårlig form. Hun brummede kvikt af ham, venligt.

”Selvfølgelig. Chibale gemmer på mange hemmeligheder, ser du. Men jeg holder af alle fem øer. Har du set Zenobias ørken?”

word count 378

Tankerne havde lagt sig til ro for en tid, og Damian havde en følelse af velvære i kroppen. Han havde dog ikke overgivet sig 100% til sit gode humør, for hans sanser var slået ud og han var stadigvæk på vagt overfor mistænksomme ting. Ak ja, hingsten her lærte nok aldrig helt at slappe af, og det var nok også grundet hans travle opvækst fyldt med mistillid, løgne og vold. Det kunne jo være, at der stod nogen i skyggerne bag dem, klar til at angribe når som helst. Det var overordentligt smart hvis man så var parat på det der kom.
Hoppen her havde ingen grænser, ingen manglende tillid og hun var på ingen måde vred, irriteret eller hidsig. Det behagede Damian, da hun på den måde åbnede mere op for hans muligheder, og derved tillod han sig at danse ned langs siden af hende. Hans bagpart var rykket en anelse væk fra hende, blot for ikke at spolere det gode øjeblik ved at hun risikerede at få den idé at hun ville røre ved ham ligesom han rørte hende, for hvis der var én ting som Damian ikke kunne fordrage og som kunne gøre ham gnaven så var det når andre rørte ham!
Den ravnsorte hingst kørte mulen fra hoppens man og ned til hendes manke, hvor han krængede overlæben en anelse tilbage og gnubbede hende. Blot en ''venskabelig'' gestus, inden mulen kørte videre nedover hendes ryg. Unghesten gjorde på ingen tidspunkter sine bevægelser tunge og ujævne, ak nej, mulen strøg fjerlet og smidigt rundt og undersøgte nysgerrigt denne unge hoppe. Han prustede roligt ud, og halen svingede en tand bag ham da hans krop strøg omkring hoppens bagpart - ikke mere end det kun liige kunne mærkes - og landede ved siden af hende. Det var ingen hemmelighed at Damians sindsstemning ikke var beregnet til at stå stille med, der skulle være gang i ham og derfor puffede han også opmuntrende til hoppens skulder og begyndte selv at skridte.
De kunne jo altid følges ud igennem skoven sammen! Han tyggede lidt på det at hoppen fandt ham morsom over hans berøringer, men valgte at tage det som en positiv ting.. Til trods for hun var en anelse sløvere til at opfange hans flirterier, så var Damian sikker på at med tålmodighed så skulle det nok komme. Og han havde al den tid i verden som hun skulle bruge.. Det var jo ikke fordi han bare kunne beslutte sig for at valse hjem igen, åbenbart, efter det han havde hørt hos forårshoppen med at der var ingen der havde været succesfulde med at finde en vej ud af Andromeda.

" Zenobias ørken? Ork ja! Jeg træner tit dér, og det er en ø jeg er sikker på at jeg vil finde meget kært. Den er yderst smuk i mine øjne "

for nu, var den ravnsorte hingst meget tilfreds med hvad hun havde svaret, for hun kunne godt gå hen og vise sig til at være en af de neutrale spillebrikker. Én af dem man kunne manipulere lidt med her, omskrue tankerne lidt der og så kunne hun enten falde til den ene eller den anden side, alt efter hvad Damian havde brug for! Orh ja, det skulle nok blive sjovt.
Han bed mærke i at hun sagde at hun holdt af alle fem øer, og det fik en nysgerrighed til at vækkes indeni Damian for det kunne være den unge hoppe havde nogle oplysninger omkring Foehn?

" Sig mig, mylady. Nu siger De at De holder af alle fem øer. Dette gælder også Foehn? "

spørgsmålet kom ud tilpas henkastet, til at det kunne virke til at Damian blot var interesseret i at vide lidt mere om hvorfor man ikke skulle bevæge sig derover og selve spørgsmålet fik nok ikke nogen synderlig alarmklokke til at ringe i den naive hoppes hoved. Men Damian havde større planer omkring denne ø, for hvis han alligevel aldrig kunne komme fra Andromeda så kunne han vel gøre sit til at få sin ''hævn'' over den som havde valgt at spærre ham inde her!
Ak ja. Damian havde en forskruet tankegang, for selvom han allerede var vild med Andromeda og ikke havde i sinde at forlade det, så havde han stadig set sig vred på den som havde bragt ham hertil. Fordi han ikke havde valget om, om han selv kunne gå eller blive imorgen, næste uge eller næste år!

Det var ikke mange skabninger, som var så glade for nærkontakt som hingsten her, denne Damian. De fleste foretrak faktisk en hvis afstand, det var noget, den askegrå havde lært. Ikke at hun tænkte meget over det, det forbavsede hende blot en smule hvordan flere indelukkede sjæle ikke brød sig om fysisk nærvær. Det var helt omvendt med den sorte hingst med de uønskede aftegn, snart mærkede hun igen hans mule mod sit glatte skind, det var lige før det kildede. Et lyst prust undslap hende, et prust i stedet for latter, fordi han igen overraskede hende med sin ivrighed. Det virkede som om han undersøgte hende nærmere, og underligt nok havde den askegrå ikke noget imod tilnærmelserne. Hun lagde ikke noget dybere i det, selvom hun nok forstod hvordan en hingst var sammensat. Så hun rystede sig kun i en let bevægelse da han var danset op på siden af hende, det havde trodsalt kildet en smule. Og han var snart afsted igen, hans livlighed oversteg hendes egen denne dag, selvom hun selv var i ganske godt humør som på så mange andre dage. Uden videre spørgsmål bevægede han sig dybere ind i skoven og skyggerne, hun så efter ham et øjeblik med et næsten skævt smil i den ene mundvig, før hun trippede efter og fandt hingstens side.

”Ikke alle bryder sig om heden,”

Hun vrikkede med sine bløde ører, mens de ravfarvede øjne studerede de træer, som gled forbi i takt med hendes skridt. Stemmen var munter og venlig, det var interessant at støde ind i så spøjs en sjæl, hvor længe han mon havde været i landet? Ikke forfærdeligt længe, det var tydeligt, selvom han kendte til øerne. Han bevægede sig endnu ikke helt som de, der havde været her i et stykke tid og var faldet til. Hendes opmærksomhed skærpedes yderligere, da han spurgte hende om Foehn.

”Selvfølgelig, selvom det er en ø af aske. Det er den eneste ø med et ildbjerg.. Men der er også grønne områder, hvis blot man ved hvor man skal lede.”

word count 342

Hvis der var noget som Damian ikke fandt frastødende - hvis vi nu skulle hive de få ting frem, ahah! - så var det nærkontakt. Selvfølgelig kun hvis det blev givet fra ham til selskabet, og ikke omvendt.. Det var noget han havde lært fra helt lille af, og det var en glimrende måde at opdage hvorpå selskabets grænser gik. Udover det så var Damian ikke tilhænger af at snakke alt for meget, for hvad i alverden havde de så deres kropssprog til? Han var vild med de møder han havde opnået hvor han tilmed havde danset med hans selskabspartner, helt uden ord men alligevel var der blevet sagt så meget imellem dem, at når de skiltes så havde Damian en god idé om hvorvidt han ville finde skabningen igen eller ej, og hvorhenne. Dét var i den grad fascinerende!
Hvor derimod hvis selskabet valgte at røre Damian, ville de hurtigt få et rap over mulen, eller - hvis han var i godt humør - en advarende bemærkning. Det at andre rørte ved den ravnsorte, gjorde at han følte sig ufattelig sårbar og han brød sig ikke om at føle sig sårbar. Han havde det bedst når han var i kontrol, og vidste hvor han havde selskabsparteren,. Når de valgte at røre ham, havde de mulighed for at skade ham.
Ørerne lagde bagud da Damian hørte den grå hoppe komme bagfra, og instinktivt spændte han op og hans øjne holdt skarp øje med hende. Han havde ingen tiltro til hende endnu, til trods for at hun virkede naiv og uskyldig. Han havde aldrig haft tiltro til andre heste end hans Forsørger. Og ville nok heller aldrig få det! Et par ubehagelige billeder skubbede sig ufrivilligt ind på hingstens nethinde, og han holdt et fnys inde. Heldigvis greb Ariel ham og trak ham ud af det igen, med hendes lyse og spinkle stemme.

" Varme har heller aldrig lagt mig nær, men når det kommer ud i dette hede og golde jord, finder jeg det yderst fascinerende og smukt "

forklarede den sorte hingst roligt, og pressede læberne lidt sammen. Han var i tvivl om hvor klog denne hoppe egentlig var og hvor meget han kunne spilde, før hun begyndte at få mistanke om hvem han virkelig var. Men hey, han kunne jo bare vandre ind i sit garderobeskab og vælge én af de tusinde andre forklædninger, som han havde til at hænge derinde og hun ville aldrig fatte mistanke. Han foretrak bare at vise en del af sit.. sande jeg, til sine nye bekendtskaber, bare lige for at få en følelse af hvad det var han havde med at gøre. Selvfølgelig trak han aldrig hele forklædningen af og han udviste aldrig sit rigtige sande jeg, men dette var en del af det.. At nogen så fik det hele at se når han trak monsteret ud af dets skab, det var en anden ting!
Hans øjne hvilede ind i mellem på hoppen, eller.. faktisk gjorde de det tit. Hun tænkte så det knagede, han kunne næsten høre det. Men hvad hun tænkte på vidste han ikke, og han fandt det spøjst at hun valgte at betragte træerne. Damian havde altid næsten 100% opmærksomhed på sin selskabspartner. Når han ikke lige pludselig blev fanget i et par tanker og et par minder, selvfølgelig, hvilket skete i næsten alles selskab, og så gik der selvfølgelig også lidt til alle de andre sanser som var blevet slået ud og som skulle holde øje med mulige bagholdsangreb.
Derfor opfangede han også med det samme at hun blev mere opmærksom, over at han nævnte Foehn. Auch. Det skulle han nok passe på med. Forårshoppen fortalte godt nok om at skyggerne lurede om hvert et hjørne, men var alle her i landet virkelig så skræmte fra vid og sans for skyggerne? Var det måske et forbud at snakke mod dem? Hingsten havde så mange ubesvarede spørgsmål men han ville ikke presse mere på, ved denne hoppe. Svarene måtte han vriste ud af nogle af de andre heste.. Et lille svar ud af hver hest, og han skulle nok snart have svar på alle sine spørgsmål!

" Interessant. Sig mig mylady, har De nogensinde færdes udenfor dette land? "

, selvom han regnede med at få det samme svar som fra forårshoppen hvad angik det egentlige spørgsmål han havde i hovedet, så var han nødt til lige at spørge. Det kunne jo være at der var nogle som var lidt længere fremme med nyhederne end Armonia. Han tvivlede..

Hun fulgte let trit med det forholdsvis rolige tempo. Skoven bredte sig ud omkring dem, indhyllede dem og skjulte den overskyede himmel ovenover. Hun håbede i sit stille sind at solen snart ville vise sit ansigt igen. Ellers havde han hendes fulde opmærksomhed, den askegrå kastede igen sit ravgyldne blik på den energiske hingst som lod til at have meget travlt. Med hvad var hun ikke helt sikker, måske var han blot fuld af nysgerrighed og tørsten efter viden sådan som hun selv var. Han var trodsalt fra en anden verden, alle de fremmede sjæle søgte svar som var svære at finde. De lå godt gemt et sted i det mystiske land som ingen vidste. Hun vrikkede kort med sine bløde ører ved lyden af hans næste ord om ørkenen. Den var for de hårdføre, det var svært at overleve der, men alligevel havde hun ofte søgt derhen og kendte efterhånden området ganske godt. Hun havde kendskab til alle øer, resultatet af et livs vandring fra ø til ø.

”Udenfor Andromeda? Aldrig. Jeg er et af landets børn, ser du.”

Hun betragtede ham med et åbenlyst nysgerrigt udtryk. Mon han troede hun havde en fortid uden for denne verden? Eller var han nysgerrig efter at vide, om man kunne forlade den? I så fald var det første gang hun oplevede det, ingen stillede spørgsmål til hvorvidt man kunne vende tilbage til en tidligere verden. Ingen hun havde mødt ønskede det. Der måtte være grunde til at de var blevet ført hertil, at gøre det omvendte ville ikke give mening.

word count 259

{Out ^^}