Chances are I'll make it worse - [DITTE]

Vandet sprøjtede hidsigt om den sorte hingsts ben, da han valgte at tage et spring op af søen. Han havde tilbragt hele dagen på Zenobia, hvor han havde trænet, trænet og trænet.. Han kunne ikke udstå tanken om at han var så langt nede i rangen, i forhold til alle de andre heste han havde observeret. Det var vel et ''macho-gen'', som blev tillagt nærmest alle hingste. Det var instinkt. Man var nødt til at være hurtigst, størst og stærkest for at få de bedste goder, og med Damians opvækst var dette ''gen'' blot blevet forstærket. Hans sorte forklædning der før havde været dækket af svedpletter, og senere saltet fra havet, var nu endnu engang blevet fugtiget men denne gang af Leventeras sø.
Damian følte sig som en ny hingst, da han rystede hele kroppen, helt ud til halespidsen der svirpede og lavede et svagt smæld ud i intetheden på grund af at den var våd. Den var umådelig tung at slæbe rundt på, når den var så våd .. Hingstens muskler og energi var dog, for i dag, brugt op og monsteret havde lagt sig til at sove. Det var en rar følelse, og mens han satte kursen mod træerne undrede han sig over hvorfor han mon ikke havde trænet noget mere i sit hjemland.
Hingsten var våd fra midten af skulderen og ned, men andet var tørt. Han stillede sig i skovbrynet hvor aftensolens klare, røde stråler netop ikke ramte, og kløede sin hals op af et træ med en kraftigt bark. Det sved i hans øjne, og harpiksduften stak i hans næsebor men det lindrede kløen. Hele kroppen blev endnu engang rystet ivrigt så vandperler fløj ud til alle sider, og først da kløen langsomt aftog lod hingsten det ene ben tippe let op og hvile. Selvom han lige nu hvilede sig fysisk, var hans sanser slået op. Vinden havde løjet af i dag og derfor var det muligt både at opfange med ører og næse hvis der ankom nogle fremmede.
Vinden var en anden af hingstens fjender. Han absolut hadede den, mest fordi den sløjede hans sanser og gjorde ham sårbar overfor mulige angreb. Men også fordi han absolut ikke så nogen grund til at den eksisterede. Jovist, den var med til at ryste de visne blade af træerne om efteråret, så hans dejlige, nøgne vintertræer kom frem, men ellers var han ikke en fan!
De mørkebrune øjne spejdede rundt og udover engen som lå badet i det sidste aftensol. Der var helt stille her på Leventera. De fleste væsner var nok gået i seng nu, udover skovens små kravl der først lige var vågnet op. Natdyr. En anden ting han heller ikke forstod... Ak ja, der var mange ting som Damian ikke så meningen i og det var nok også et stort tegn på at han stadig var ung og havde massere at lære til trods for sin allerede store erfaring. Men erfaringen lå ikke bredt udover alle verdens emner, derfor kunne man betragte ham som uvidende på en masse punkter.

Rhada
The odds are that we will probably be alright

Et midlertidigt hjem var alt hvad stedet kunne kaldes. Forhåbentligt kunne hun i hvert fald tilføje forhåbentligt, men kun tid kunne vel vise, om det var rigtigt. Indtil videre lod hun det forblive sådan, lod det være midlertidigt, simpelthen fordi hun nægtede at lade det blive permanent. Hun nægtede at tillade sig selv at tro, at dette skulle være stedet hun ville leve til sine dages ende. Hun nægtede på alle punkter, at gøre Andromeda til hendes hvilested, medmindre noget seriøst ændrede sig og bandt hende til landet. Hun var ikke mere bundet til det, end hun var til... til... havde hun virkeligt allerede glemt deres navne?
De isblå øjne stirrede følelsesløst, men tænkende, udover området. Afventende. Næsten skannende. Hvad den spraglede hoppe ventede på, var umuligt at sige, men det var tydeligt at hun ventede på et eller andet. Et signal. Et tegn. Med et rystede hun sig hoved, dansede et par løse skridt på stedet, før signalet så åbenbart kom. Med et enkelt spring, for hun afsted.

De slanke ben gav hoppen mulighed for at stryge afsted henover engen med forrygende hast. I hendes bryst dunkede hjertet på livet løs, mens hun tvang sig selv mere og mere fremad. Hendes hoved lå sænket, strukket frem for verden, før det med et blev rykket op. Hendes skridt blev kortere og langsommere. Hovenes rytme gik fra fanatiske til kontrollerede. Næsten rolige. Skridtende stoppede med at hamre nådesløst mod det vintertrætte græs og en næsten ro lagde sig over dem, selvom man ej skulle tage fejl; det første tegn på fare og energien ville vende tilbage.

Rhada hadede som sådan ikke den tid det var blevet. Det var naturligt at det skete og trods hun var ung, var hun ikke uvidende. Påvirkelig, ja uden tvivl, men ej dum. Hun var ikke en kærlighedssyg hoppeplag der ville vamse omkring den første hingst af nogenlunde kaliber som hendes øjne landede på. Hah! Der skulle meget mere til for hende, hvis en hingst, der kunne fange hende længe nok, overhovede eksisterede. Hun ønskede egentligt ikke at sådan en hingst fandtes, men hvis livet gav hende det, så var hun villig til at kaste ham tilbage i hovedet på det. Hun tog ikke imod noget, end ikke hvis livet ville tvinge det på hende!
Just som hun vandrede i hendes egne tanker, fangede noget hendes opmærksomhed. Hun hævede hovedet en ekstra tak, før det blev lagt let på skrå og et afvisende fnys forlod hendes næsebor. En hingst. Hvor perfekt. Halen gav et svirp bag hende. Hun kunne enten gå udenom ham og dermed undgå ham for at nå hen til den sø, som han var i vejen for eller... tsh... hvornår havde hun veget for nogen? Uden at ændrer sin kurs eller fart forsatte hun sin kurs mod det glitrende vand; hun havde i sinde at slukke sin tørst, om det så betød hun måtte jage en hingst bort først eller ej.

Sure things go wrong, but I’ll take my chances
Odds are long, so why not play?

Ligesom Damian troede at der var faldet ro på engen, og at alt henlå i fred og idyl, forekom der nogle svage rystelser igennem jorden. Den ravnsorte hingst opdagede dem, men han havde allerede fundet kilden til hvorfra det kom. En højst besynderlig kilde! Det var en ung hoppe som havde tordnet henover engen, og til trods for at selve arten jo ikke var noget nyt syn heromkring, stak hun langt ud fra de ''normale'' heste som Damian havde lagt sine øjne på.
Til at starte med var hoppens farve noget af et virvar at se på, der var både røde, hvide og sorte nuancer, både pletter og almindelige aftegn og prikken over i'et var nok at hoppen havde nogle lysende isblå øjne. Hingsten rettede sig en anelse op som han stod her i skyggerne i skovbrynet og rystede den lange, slanke krop. Han ventede blot på at hun fik øje på ham, men indtil videre var det frit for ham at stå og betragte hende uset. Hun virkede til at gå helt og holdent i hendes egne tanker, og det fik Damian til at smile svagt for ham selv.
Hingstens muskler værkede efter den hårde workout, som han havde udsat sig selv og sin krop for i dag, men det var ikke værre end at han var parat til lidt sjov.. Som altid dømte Damian på hestens ydre, og hoppen her så ud til at være fuld af liv og energi men om den var negativt eller positivt ladet, det måtte tiden vise. Selv var Damian fyldt til randen med den kølige, pulserende energiboble som altid omgav ham og gav hans selskaber en følelse af at der hang en fuldt udstrakt snor over hovederne på dem, som kunne springe hvert øjeblik. Der lagde noget faretruende over Damian, evigt og altid og han glædede sig skam til at vise sine fremtidige selskaber hvad det kunne lede til, hvis han var i den rette sindsstemning. Han var blot for svag, en svækling, lige nu til at kunne udleve det og jo længere han holdt sine aggressioner og sit arrige sind nede, jo stærkere voksede monsteret sig.
Hoppen med de lange lemmer var i midlertidig faldet til ro, og ligeledes var jorden nu. Pludselig opdagede hun den sorte hingst, og et dovent, legesygt smil bredte sig udover den tofarvede mule. Den unge hoppe så derimod ikke ud til at være synderligt interesseret i ham, det indikerede det afvisende fnys og Damian tog hovedet længere op og hævede et 'ikke-eksisterende' øjenbryn.

" Auch.. "

sagde han, med en hæs, underholdt stemme. Han var lige blevet afvist, af et muligvis interessant selskab men det var ikke fordi det gjorde indtryk på ham. Han var for ligeglad her til aften, til at reagere på det og det var vidst nok også godt nok. Ørerne blev vippet bagud, men mest for ikke at give et helt dovent indtryk af ham, og de var lagt en anelse advarende tilbage. Hun virkede ganske rigtig som om hun følte sig som noget specielt, og hendes intention var åbenbart flytte ham. Men så måtte hun blive skuffet, og hvor svært var det at tage to skridt til siden og fortsætte som om intet var hændt?
Den lyse man blev rystet, og Damian besvarede hoppens provokative adfærd med et smæld med halen,. Selvom han havde aftalt med sig selv at han skulle holde lav profil, var han aldrig den der bakkede ned overfor heste som troede at det land de trådte på blev til guld og at de havde al magt i verden. Ha. Dobbeltmoralen slog til igen! For var det ikke netop sådan den unge herre selv var? Jo ganske vidst. Han havde dog ikke vist denne side af sig selv, i dette land for han vidste hvor langt nede i rangordnen han lagde imellem alle disse heste og det ville være usandsynlig dumt at udfordre skæbnen - og hans pæne ansigt - ved at stille sig op og spille fandango mod nogen der var meget større og stærkere end ham selv.

Hendes retning betød på ingen måde, at hun ville gå direkte ind i ham, men en anden hoppe i brunst havde nok undgået en hingst. Hun var nok veget udenom og bort, for ikke at komme i problemer, men Rhada var kort sagt fløjtende ligeglad. Hvorfor skulle hun frygte ham? Hun havde alle muligheder for at skubbe ham bort, jage ham på flugt eller som det mindste hak over mulen hvis han prøvede det mindste, så hvorfor skulle hun vige? Hvorfor skulle hun frygte? Hun havde aldrig frygtet en hingst i sit liv og det ville ikke ændrer sig nu, på ingen måde.
Da hingsten lagde sine ører tilbage, fladede hun sine egne ned langs sin næsten nøgne nakke. I modsætning til så mange andre holdt hun den "trimmet" ved at gnubbe sig op af diverse ting. Hun havde også andre metoder, men dem behøvede ingen hører om. Endnu et afvisende fnys forlod hende og hans reaktion bragte intet andet frem end en negativ modreaktion fra hende. Som sagt nægtede hun at være den der flyttede sig og derfor var hun også fløjtende ligeglad med, om hun eventuelt endte med at invadere hans private rum; hendes retning bragte hende trods alt kun et par meter uden om ham.

Farten blev sænket til en skridten, hvilket af nogle måske ville tages som en provokerende ting, da det bestemt ikke gav en hurtig forbi fart. Nej. Nærmere det modsatte. Hendes slanke, alt for lang i forhold til hendes krop, ben bar hende forbi hingsten med en gangart der næsten kunne kaldes hoppende og langsom. Havde hun været der, hvor hun var født, frem for dette endnu fremmede land, havde det ikke overrasket nogen. Hun strøg aldrig forbi nogen, medmindre der var noget, hun kunne vinde ved at gøre det. Var der en præmie, en titel, så løb hun som bar vinden hendes hove, men på alle andre tidspunkter syntes hun blot at udfordre til et spetakel. Hun søgte ikke direkte situationerne, men gjorde bestemt heller intet for at sørge for, at de ikke opstod. At være hys var et speciale for hende og hvem ønskede ikke at fremvise det, de var bedst til?
Rhada var aldrig i tvivl om, at de ting hun gjorde fra tid til anden var alt andet end positive. Hun vidste inderste inde godt, at hendes indstilling til livet var dårlig, nedladende og mest af alt nærmest rådden, men hun var fløjtende ligeglad. Det ragede hende langt væk, hvorvidt nogen bekymrede sig om hende. Hun kunne jo stadig vinde og det vandt andres gunst. Hun var fløjtende ligeglad med andre, fordi de aldrig havde betydet noget for hende. Hun var fløjtende ligeglad, fordi i hendes liv var det intet andet med betydning end løb. Om hun vandt eller tabte. I hendes sørgelige, sølle liv var alt der gjaldt, hvorvidt hun kom først eller ej.

Halen gav et højlydt svirp og hoppen hev hovedet op i en næsten skrå retning. Ørerne lå stadig klistrede til nakken, på trods af, at hingsten intet rigtigt havde gjort, udover at være til stede. Uden egentligt bevidst at gøre det, blev hingsten en konkurrent i hendes øjne. Han var ikke en plage eller en gene, hvilket var hvad hun markerede alle andre som, men blot en underlegen konkurrent som hun på intet tidspunkt havde tænkt sig at være positiv omkring.

Tsssh.. Hvem troede hun egentlig hun var? Det var næsten den rene tv-underholdning for Damian det her, for hoppen spankulerede afsted som en anden dronning. Hun var højere end den ravnsorte hingst, ikke ret meget men alligevel nok til at hingsten bed mærke i det. Æv! Han havde aldrig været vild med heste der var på hans egen højde. Det gav ligefordeling, hvis man nogensinde kom i nærkamp og det brød han sig ikke om. Så hellere holde sig til de små, som man kunne overskue. Men hoppen var speciel og noget nyt for Damian, og det betød at han ikke bare kunne vende sig rundt og skride som han ellers havde lyst til med den opførsel hun kom med. Udover det så var der jo lige den lille detalje, at der var noget i luften. Han kunne dufte det, men havde utroligt nok ikke lagt mærke til det før nu. Brunst!
Til trods for alle sine hoppeforførelser havde Damian aldrig været på ryggen af en hoppe. Han var ikke interesseret i et reproducere, til trods for alle de flyvske hormoner i kroppen på ham, han havde altid kun været interesseret i flirten. Det var også blevet en af hans klassiske træk at ''flygte'' når hoppen begyndte at bede om mere end små, hemmelige møder i smug. Damian nød sit lille spil med hopperne, og havde egentlig aldrig tænkt over hvordan hopperne havde haft det bagefter han var smuttet - eller ladet monsteret gå løs på dem - for i hans øjne var det bare hans underholdning. Han nærede intet had til hopper, så ej heller ned på dem, - måske en smule, men dette var ikke grunden til hans hjerteknusende opførsel - men det var blot underholdning i hans øjne. En måde at distrahere monsteret indeni på og det virkede glimrende!

Hingsten kunne ikke lade være med at rulle overdramatiseret med øjnene, da hoppen passerede ham. Han var interesseret, men ikke tale om at han ville halse efter hende med hovedet under armen og gøre alle kunstens regler efter bogen for at vinde hendes opmærksomhed. Han havde med det samme opfanget at hun ikke var sådan en hoppe, og at hun vidste sit værd. Måske havde hun tilmed noget at have dette ego i? Det skulle i hvert fald være ret stort, for ellers ville hun ikke kunne komme udenom at nogle heste nogle gange pandede hende én. Damian talte udfra egen erfaring, ahah.
Hvis denne røde lavahoppe allerede havde besluttet sig for at hun ikke brød sig om ham - selv før han åbnede munden - holdt det ikke den ravnsorte hingst tilbage for at give hende noget at hade ham for! Han drejede rundt og kroppen satte i gang. Klogt nok valgte han bare at skridte bagefter lavahoppen, med et par meters afstand som skulle han også ned til søen til trods for han lige havde været der. Men hans skridt var bevidst en anelse længere så han snart var oppe og gå ved siden af hoppen. Stadigvæk med de to-tre meter imellem dem for ikke at risikere at hun blev hidsig.

" Godaften lavahoppe "

det var nok en af de få gange, Damian havde hilst på en hoppe uden at kalde hende 'mylady'. Det var noget han gjorde ofte og tit, men af en eller anden grund så var han sikker på at hoppen ikke ville bryde sig om at blive kaldt det. Hvordan han vidste det, det kunne han ikke svare på, men han havde bare den her fornemmelse! Han skævede over til den smukke, men fyrige skabning. Hun lignede et maleri, hvor maleren gang på gang var blevet utilfreds med sig selv og havde malet noget nyt ovenpå. Først havde han valgte den dybrøde farve, hvorefter han blev utilfreds og besluttede sig for at male sort på hendes ben og hoved. Igen synes han ikke det var helt rigtigt, og valgte at tilføre de hvide aftegn på ben, mave og hoved. Stadigvæk højest utilfreds, malede han mulen lys og øjnene blev isblå.
På et tidspunkt bliver maleren så vred over at maleriet ikke udarter sig som han vil have det, at han svinger den hvide pensel igennem lokalet. Den hvide farve splatter ud på hoppens ryg og bagpart. Endelig giver maleren op, og vil egentlig til at male det hvide splat over men den sorte farve blander sig med den endnu våde, hvide farve og bliver til nogle grå pletter. Damian var ganske tilfreds med sin .. analysering, af hendes forklædning og han smilede let og indforstået med sig selv.

" Jeg må sige at De er et veludført mesterværk! "

en åbenlys kompliment, hvor tankerne med maleren ligger bag. Selvom hoppen havde gjort det klart at hun ikke ønskede Damians selskab og egentlig blot ville passere - på en højest provokerende måde -, slap hun nok ikke for den sorte hingst lige nu. Ja, han kunne være en pain in the ass når han ville! - og han var mildest talt dødligeglad med hvad det fik andre til at tænke om ham, så længe han selv fik noget underholdning ud af det.
Selvom Damian ønskede at berøre hoppen, at undersøge hende og berige hende ikke kun med hans fine talegave så havde han et helt klart billede i hans hoved om hvordan hoppen ville eksplodere og blive fuldstændig hysterisk hvis han så meget som nærmede hende. Specielt nu hvor hun var in heat. Disse humørsprængte og hormonfyldte unghopper var næsten lige så slemme med hopper som føl. Til trods for at mødre aldrig blev slået. De var absolut de mest hysteriske, mest vanvittige heste som Damian nok nogensinde kom til at støde på i sit liv og han ville overhovedet ikke have noget imod hvis ham og de ikke krydsede veje. Nogensinde..