The Night is Still Waiting

Reserveret til Katja/Damian

Den mahognibrune hingst gik i strid modvind langs med havkanten. Han efterladte sig dybe spor i det våde sand, men snart kom bølgerne og udviskede hovaftrykkene fra jordens overflade. Som havde han aldrig været der.

Den piskende vind hvirvlede den ravnsorte man rundt i luften og ruskede i ham. Det hylede for hans ører, men vindens klagen stod i skarp konkurrence med de brusende bølger, der kastede sig indover de lange, slanke ben. Hele naturen syntes at være i oprør på denne dag.
Men det var ikke naturen alene. Eftersom der ikke syntes at være nogle tilstedeværende, gjorde hingsten intet for at skjule sin sindsstemning.

De stormgrå øjne var kolde som is. Hele hans holdning var autoritær, hovene blev plantet hårdt i jorden i et forsøg på at få tilløb for den fortærende vrede og det had, der optog hans indre.

Han vidste ikke længere, om Eoth var med ham. Skeletfyrsten kunne ikke nå ham i Andromedas eksotiske egne. Men den dybe, rungende stemme gav stadig genlyd i hans tanker om den udvalgte, om herskeren over Cairn. Tankerne fik frit løb nu. De var ikke til at organisere eller holde tilbage, de var hadefulde og formørkede ved tanken om den bror, han aldrig havde stået nær, ved tanken om det, der var blevet frataget ham.

Hingsten virkede rastløs, han var rastløs, når han i et højt tempo fulgte kysten hele vejen rundt om Leventera. Observerede man ham nærmere, var det næsten som om, man fik fornemmelsen af, at han ventede på noget. Spejdede efter noget.
Det var faktisk tilfældet. Niall ventede på det mørke, der skulle sænke sig over øen. Desværre var det ikke mange timer man skulle gå tilbage, for at have set solen stå op.

word count 286

Stranden.. Det havde aldrig været den sorte hingsts favoritsted at bevæge sig, men havet havde ej heller været hans fjende. Lige nu var den dog tæt på, da vinden susede og peb ind i hans øre. Ugh, hvor var det skrækkeligt! Derfor stod hingsten i ly ved nogle af de få små klipper som havde bosat sig her i sandet.. Både hingstens høre og -lugtesans var svækket betydeligt, på grund af vinden. Han kunne ikke høre noget som helst på grund af at den susede lige ind i hans ører og han kunne ikke lugte noget, fordi vinden drev væk fra ham af. Hmph.. Alligevel havde han beordret sig selv herned, og hvorfor var han ikke rigtig klar over, men nu var han her og nu nægtede han at traske hele den lange vej ned til skoven igen for at komme i læ og ind i skyggerne!
Utilfredsheden stod malet i Damians ansigt, hans ører lagde fladt ned i nakken for at undgå vinden, og mulen var spændt så den nærmest kom ud og lignede et næb, grrr.. Arrigheden i hans øjne var ikke til at tage fejl af, men det var jo også helt og holdent hans egen skyld. Han kunne jo bare få vendt måsen, og hevet ham selv op i skoven igen. Hvis han ikke gad det, så skulle han ikke brokke sig! Stemmen han hørte i hans hoved, da han fremkaldte de sætninger, var alt for tydelig hvilket fik ham sporet over på nye tanker. Hvad mon stemmen lavede lige nu? Hvad havde den gang i? Savnede den ham? Ved det sidste spørgsmål måtte han le hånligt af sig selv. Savnede ham? Sig mig, var han blevet dum? Han rystede på hovedet, og trak sig lidt væk fra klitterne. Pludselig vendte vinden for et kort øjeblik, og en kraftig duft af hingst og saltvand, blandet sammen, ramte Damians næsebor. Han rynkede kraftigt på mule over det, og fnøs et par gange for at få det ud af systemet. Men han var blevet nysgerrig! Der var en fremmede på stranden..
Hingsten blev i sit skjul en lille smule endnu, mens han tvang sig selv til at åbne øjnene til trods for at vinden smækkede imod dem så snart han kneb dem bare en lille smule åben. Dér, længere henne! Han tvang øjnene op, der gik hingsten. Den fremmede, og han så overordentligt hidsig ud hvilket fik et lumsk smil til at brede sig henover Damians læber. Uhoh, det så vidst ud til at han havde fundet hans underholdning for i aften. Hans hale svingede forventningsfuld bag ham, som en kat der blot ventede på at musen skulle komme liiiidt nærmere, og da hingsten trampede videre uden at sanse ham åbenbart, valgte Damian at slå til. Han satte af i et kraftfuldt spring med bagbenene, da hingsten var ikke mere end et par meter fra ham, galoperede så hurtigt han kunne henover det bløde sand der blev hvirvlet op omkring hans mørke ben, hvorefter han satte bremseklodserne i da han nåede den fremmede og bagparten røg mod ham i en passende længde så der ikke var fare for at han blev bidt.
Men hans plan virkede! Sandet stod op omkring dem begge, i dette tilfælde Damians bagpart og hingstens hoved, og Damian lo ud i luften. En drenget, øretæveindbydende latter. Han var i sit es i aften til trods for at han ikke vidste om denne hingst kunne lave ham til bankekød og presse ham sammen som en juicekarton på få sekunder. Han var også ligeglad.. Han havde holdt monsteret indeni i sig, i dvale så længe at nu var han nødt til at få afløb for noget af al den arrighed og galskab som han havde gået og bygget op. Så var han egentlig dødligeglad med hvem der var nødt til at betale for det, og hvis det kostede ham et par skrammer eller to, so be it.

" Oh.. Undskyld kammerat, jeg så dig ikke "

man kunne måske nok godt forstå hvorfor det var at Damian nogle gange fik sig et par på siden af hovedet, og hvorfor han endte ud i nogle slåskampe som gav nogle sår og skrammer! Han var stadigvæk unghingst, han var stadigvæk frisk og fyrig og med monsteret byggende op indeni sig, gav det hans hormoner ekstra frit spil. Hey, han var ung! Han var nødt til at kompenserer for alt den tid han brugte med at være ladychaser og på at holde sig på måtten!
Bagparten blev svunget rundt, og den sorte hingst dansede et par skridt tilbage for en sikkerhedsskyld mens et kækt smil sad om hans læber og hans øjne bød op til udfordring. Kom nu, kom nu, kom nu.. Nærmest bad han i hans tanker. Kom nu! Han ville så gerne have et slagsmål. Bare et lille gadedrengeslagsmål som i gamle dage, som det skete derhjemme.. Han målte hans modstander med øjnene, og selvom han var af bredere kaliber end Damian ville det måske ende med at give ham en fordel her i det tunge sand.

Niall havde skam hørt den sorte hingst komme styrtende mod sig, men det var sjældent at han lod sig true. Sandet hvirvlede op omkring dem begge i en stor støvsky og han måtte blinke med øjnene, da det ramte ham. Han rystede det jordbrune hoved og lagde ørerne tilbage. Men der var noget, der havde ændret sig.

Hingsten betragtede den anden i nærmest arrogant morskab. Der var kommet et særligt glimt i de stormgrå øjne, som bestemt ikke havde været der for blot få sekunder siden og hans vrede var ikke nær så udtalt som før.

Han så hvordan den anden trak sig lidt tilbage, dansende, med et kækt smil om hele hovedet og en lige så tydelig iver. Efter hvad? Han fnyste kort. Det var vist et af de spørgsmål, han ikke behøvede at stille sig selv. Alligevel farede han ikke ud efter hingsten med det samme. Der var ingen tvivl om, at den fremmede fortjente det, men på en måde var det ikke nok.

”Så du mig ikke?”

Den mahognibrune hingst lagde hovedet let på skrå, et hånligt smil spillede om hans mund. I virkeligheden var det lige, hvad han havde brug for. Et fjols, der ville udfordre ham. Det var tåbeligt. Fuldkommen tåbeligt, da han vurderede sin modstander. Niall var bestemt større, men samtidig klar over, at det ikke nødvendigvis betød, han var fysisk overlegen. Måske havde den anden virkelig noget at have det i, siden han virkede så frembrusende og frygtløs. Smilet bredte sig på hans ansigt. Det skulle blive interessant at se, hvor let det var at provokere den fremmede, for noget sagde ham, at et iltert sind stod foran ham.

”Men sig mig, er du blind, lille hingst?”

word count 284

Selvom hingsten var større end ham selv, lod Damian sig ikke skræmme væk, han var rigtigt nok ikke ligeså stor som de fleste her på omegnen og selvom det var det han havde været vant til - at bruge sin råstyrke - så var det måske alligevel godt for ham og for hans kamperfaring at være den lille og vågne! Hingsten trippede i sandet, og som altid gjorde han ingenting for at skjule sin sindsstemning. Han var ophidset, og alle hans sanser var slået ud, som når en elefant slog dens enorme ører ud. Han var åben overfor alt.
Med hovene konstant i bevægelse for ikke at synke for meget ned i sandet, ventede han spændt på den anden hingsts reaktion, og da han blot blev stående, smækkede Damian en smule irriteret ørerne ned i nakken. Kom nuu, gør nu et eller andet.. I stedet for bare at stå der! tænkte den ravnsorte hingst, og et kækt smil spillede stadigvæk om hans mule. Det betød ikke at han ikke var uopmærksom, men kunne godt give et falsk tro - overfor hans modstander - at han var. Specielt med hans urolige fodfæste.
Det var ikke fordi at Damian ikke opfattede at den ældre hingst åbenbart valgte at gøre grin med ham, at han synes han var tåbelig var ikke noget Damian kunne bruge til noget og der var ikke noget der blev ramt eller såret af det. Så hvorfor spilde sin tid på at spekulere over det? Skuffet blev unghingsten, da den anden valgte at åbne munden og begyndte på at snakke. Man kunne nærmest læse ordet, bogstav for bogstav, i Damians øjne: Seriøst?

" Vil De virkelig spilde Deres tid på at snakke mig ud i provokation? ", hesten rystede skuffet på hovedet, men dog med et glimt i øjet. " Jeg havde forventet mig mere! "

der kom et overdramatisk suk fra ham, ak ja han spillede sin rolle som forkælet, provokerende teenagehingst godt, i følge ham selv! Han kunne blive ved i evigheder. Det var i en af disse forklædninger, han følte sig bedst tilpas, men det var bestemt kun de færreste som kunne tackle den.. Et provokativt og igen dramatisk fnys forlod mulen på hingsten som han virrede med hovedet og trådte tilbage. Damian lignede umiddelbart en der var på vej til at trække sig tilbage i skyggerne, slået ud af en lille forhindring på vejen, men dette var blot en ''finte''. En prøvelse for at se om hingsten valgte at ty til det gadedrengeslagsmål som Damian higede efter, eller om han valgte at gå sin vej.
Valgte han mulighed nummer to, måtte Damian finde et træ eller sådan noget at gå løs på, så måtte han jo bare forestille sig at det var den mørkebrune hingst. Men åh hvor han håbede at han var frisk på et slagsmål! Bid mærke i dette, det var jo ikke fordi at Damian havde set sig gal på denne hingst, tværtimod så havde han ikke nogle følelser omkring ham men han havde kvalifikationerne til at indgå i Damians spil lige nu. Bønderen, det var det han gik for at være lige nu. En lille distraktion fra det rigtige spil, en lille ''pause''. Derfor ville det heller ikke være underligt i Damians øjne, hvis de tog et slagsmål og derefter skiltes som bekendte - og ikke fjender -.
Nogle ville mene at det var forskruet, men det var jo ganske enkelt det som unghingste gjorde. De legede slagsmål mod hinanden, og det hele blev bare så meget sjovere af at det ikke var aftalt med ord men provokeret af handlinger! Derfor holdt Damian stadigvæk et skarpt øje på hingsten, for han kunne jo finde på at strike når som helst og så gik det ikke at man stod og dagdrømte!

Den anden hingst var i konstant bevægelse, trippende i sandet og med ørerne lagt helt tilbage. Skuffelsen var tydelig, som en naturlig reaktion på Nialls ord, den stod malet i alle den andens træk. Det fik blot den mahognibrune til at smile endnu mere. Der var faktisk ingen grund til skuffelse. Han havde allerede nu besluttet sig for at blive.
Vinden var stadig tiltagende og vindstødene hvirvlede omkring dem. Havet var i oprør, hans blik fangede ud af øjenkrogen de store bølger, der kunne opsluge hvem end der vågede sig langt nok ud.

Som den ravnsorte fremmede trådte lidt tilbage, trådte han frem. Han fremstod truende, farlig, for han havde pustet sig op og skudt brystkassen frem. Men unghingsten virkede ikke som en, der lod sig påvirke. Han var blot legesyg og klar på kamp.

”Du er ikke vred nok.”

Det samme glimt, der var i den andens øjne, var sprunget frem i hans egne, men indeni var Nialls sind i kog. Ikke på grund af unghingsten, det var i stedet den evige, undertrykte vrede, der var blevet en del af ham. Han længtes efter at give den frit løb. Men hvis han skulle kæmpe, kunne det ikke være så useriøst. Han manglede flere grunde end blot at være en fremmedes underholdning for en stund.

”Du er slet ikke vred nok.”

Hans latter fyldte luften, den blandede sig med den konstante tuden fra vinden, fra naturen, så mørk og ødelagt som hans egen sjæl.

word count 245

Interessen for denne mørkebrune hingst var allerede begyndt at dale. Hvis han havde tænkt sig kun at bruge sin tunge igennem hele dette selskab, kunne han ikke regne med at holde på Damian ret længe. Den ravnsorte slog med hovedet endnu engang og dansede tilbage igen da hingsten trådte frem. Det var ikke en akt ud af frygt eller at han var blevet intimideret, han var fuldstændig ligeglad faktisk, for at være ærlig. Men unghingsten var heller ikke helt dum dog, han vidste at man ikke bare skulle smække skyklapper på og vade direkte ind i hingstens favn og slå løs. Hvis han havde været så dum, så havde han været udryddet fra starten..
Nej, den ravnsorte var en overlever, og han vidste det også godt selv. Han huskede sig selv på at træne, ikke blot fysisk men også psykisk og det havde givet pote i det lange løb. Han var langt mere udrustet psykisk og langt klogere end de fleste startede ud med at tro og det gav ham en hvis fordel specielt til kamp fordi hans modstandere startede ud med at undervurdere ham. Nogle så igennem ham og så hans act, men det var de færreste og dem havde han en tildens til at ''smide i skraldespanden'' for at beskytte sig selv og ikke afsløre noget.
Øjnene blev knebet svagt sammen da Damian betragtede denne fremmede. Der virkede til at hvile en hvis faretruende stemning over ham, præcis ligesom der gjorde over den ravnsorte her. Mon de to auraer ville kollidere og skabe en tornado? Uuh! That could be interesting! En spænding satte sig i brystet ved Damian men da den anden blot begyndte at snakke igen, fnøs han irriteret og utålmodigt.

" Fortæl mig lige igen hvorfor jeg spilder min tid på det her "

, det var mere en mumlen til ham selv end det var et spørgsmål til den anden hingst, og endnu et fnøs forlad hidsigt hingstens mulen. Erghj altså.. Hvorfor kunne han ikke bare lange det pokkers forben ud og så starte! Hingsten kastede det slanke hoved og endte med at skrabe advarende i jorden.. Dang. Damian var aldrig den til at starte en kamp. Provokatøren? Helt klart! Men aldrig starteren. Det var forkert.. Never have, never will.
Derfor trak den ravnsorte hingst sig mere tilbage og hans før så rastløse krop faldt til ro. Hans skuldre faldt tilbage en tak og han hævede hovedet, inden han spændte i mulen. Grr.. Dette mislykkede forsøg skulle gå ud over én eller anden bagefter. Det var han helt sikker på !
Han tog for første gang sig af hvordan den mørkebrune hingst så ud, pressede læberne sammen og lod hans øjne glide henover de muskler der spillede under det stramme hårlag.. Han havde pustet sig op og ville virke meget intimiderende for alle der var klogere og måske mere forsigtig end Damian.. Men den ravnsorte slog blot med hovedet og hævede begge de 'ikke-eksisterende' øjenbryn endnu engang.

" Okay. Indrømmet. De er ret cool.. "

, det lød helt forkert. Høflig gammeldags talemåde sammen med et nyere teenage slang-ord. Ahah! Men det var endnu en af Damians fine, og forvirrende finesser! Han brød sig ikke om at hingsten lo ad ham, men lod det ligge for nu. Han kunne tydeligvis ikke provokere ham ud i vold, så han måtte tage sig til takke med nogle spydige ord ind imellem. Det var langt fra nok til at mætte monsteret i ham, men det var nødt til at holde for nu.
Igen var der noget anderledes som Damian var nødt til at forholde sig til i denne nye og højst besynderlige verden. Han havde ikke magten her, han kunne ikke bare gøre som det passede ham og derved var han også nødt til at ligge bånd på monsteret. Det var i det lange løb overhovedet ikke sundt, det vidste han godt. Men på den anden side: hvilket alternativ havde han?

Der var ingen ende på den ravnsorte hingsts åbenlyse irritation. Niall kunne ikke lade være med at more sig lidt, men det lod ikke til, at den anden ville gå seriøst ind i kampen. Det hele var åbenbart for morskabens skyld, naturligvis.
Men Nialls stormgrå øjne lyste stadig muntert op, faktisk lidt legesygt som unghingsten foran ham. Den natsorte hale piskede frem og tilbage i lang overvejelse. Det var ikke til at sige, hvordan de ville ende, hvis det kom til kamp.

Pludselig satte den mahognibrune hingst i bevægelse, i en cirkel omkring den trippende modstander. Det var som om han indkredsede sit bytte. Men det var ikke endnu, han ville lange ud. Hvis man var først, var man heller ikke uforsigtig.
Det var ikke direkte fornærmelser, den anden sendte mod ham, men man kunne komme i tvivl om, hvorvidt den ravnsorte unghingst mente, hvad han sagde. Et ondskabsfuldt smil krusede Nialls mundvige, en skarp kontrast til det charmerende og arrogante væsen, han havde vist sig som indtil nu. Men facader var ikke altid til for at opretholdes, herskeren fra Cairn gemte sig bag og skubbede på, ivrig efter at vise sig. Det var lige før, at han ikke manglede en grund længere.

Luften omkring dem var elektrisk, den var pakket med energi og spænding. Selve uvejret byggede op til dem, de tunge gråvejrsskyer hang indover dem. For en gangs skyld sagde Niall ingenting, han betragtede blot sin modstander, der havde pustet sig op for at fremstå truende. Men de kunne begge spilde deres kræfter, han fornemmede den samme frygtløshed hos den anden, som boede i ham selv. Der var næppe nogen grund til deres forsøg på at intimidere hinanden. Hans latter fyldte stilheden, stadig i bevægelse, stadig kredsende. Det var ikke sikkert, han skulle gøre det første træk, måske havde unghingsten en større utålmodighed end han selv. Somme tider var det værd at vente.

”Du kan bare gå, unghingst. En kryster er den, der går, men måske er det netop, hvad du er.”

Hans stemme var mørk og provokerende, øjnene lyste nu for alvor med et intenst skær. Stemningen var trykket, imens han ventede på en reaktion. Måske var den anden virkelig ikke så let at provokere, måske kunne den anden holde hovedet koldt. Men det skadede aldrig at prøve.

word count 381