Once again - Noami

Foråret havde taget sine tag i landet. Det var begyndt at spirer igen. Træerne havde fine knopper, hvor nogen allerede var sprunget ud. Græsset var blevet grønnere. Alt i alt var det igang med at sætte sit præg på den naturrige land. Vejret var dog ikke noget at råbe hurra for. Gråligt og meget svagt lys. Skyerne synes at kvæle solen der i hærdigt forsøgte at trænge igennem de tunge skyer der truede med regn. Kulden havde taget ind og vinden var bidende. Dette forhindrede dog ikke den gyldne hingst i at bevæge sig frit omkring. Eagle, den ældre hingst, bevægede sig i rolig skridt gang frem på de åbne enge. Han var netop søgt væk fra kysten for at undgå vindens kraftige stød og havde derimod nu kursen imod skovbrynet. Her ville der findes lidt mere læ.
Eagle gik lidt i sine egne tanker, hvilket han ofte gjorde når han var alene. Der var altid en masse ting der skulle skænkes en ekstra tanke, ting han overvejede, ting han forsøgte at finde svar på. Alt fik ro og plads til at blive tænkt igennem endnu en gang. Af og til blev han afbrudt i sine evige vandringer af et selskab, som ofte en nyt. Eagle begyndte at tænke over at her måtte være mange; eller også kom der hele tiden nye til og gamle forsvandt. Det var længe siden han havde haft et gensyn med nogen af de mange han havde mødt i sine første stunder i Andromeda. Alt for længe siden. Måske havde den leverøde hoppe haft ret. Måske forsvandt alle. Måske var hun en af dem der var forsvundet. Sidst han havde set hende havde hendes humør ikke just været højt.
Med en svag brummen lod han nu tankerne strejfe alle de møder han havde haft i sin tid på Andromda. Der var mange, næsten utallige. Alliegevel kunne han huske hver og en. De havde alle givet ham noget at huske på. Den skrøbelige Dune, den brogede Askari og hans afkom og moderen til, Cadeau- gaven, Den stjerne beklædte Leonora, Ariel; hoppen i mørket. Den rust røde Fame der kom fra en anden verden og mange flere.

De isblå øjne gled langsomt over landskabet. Hun havde været her før og alligevel så var hun ikke helt sikker på hvor hun befandt sig. Og hun var ligeglad. Hvad skulle hun bruge det til? Hvilken mening gav det at vide noget, hvis man ikke følte noget? Hvis man bare var en skal, der gik rundt og bare... var til. Noami var til, men eksisterede ikke. Hun var efterhånden usikker på hvem Noami egentligt var.
Man kunne egentligt ikke sige hun var ulykkelig.. hun var bare ikke lykkelig. Noget midt imellem også alligevel ikke. Hun levede, men levede for ingen ting. Ikke engang for at overleve, for fjender havde hun ikke mange af. Hverken i form af andre sjæle eller glubske rovdyr. Hun var et skravl, og det var tydeligt på det røde skind. Det var nærmest mat og hendes øjne havde mistet den der gnist, der før havde været en stor del af hende. Hun havde fundet ud af hvorfor folk forsvandt. Hun havde fundet svaret på det spørgsmål, som hun havde spurgt den gyldne Eagle om. Ingen kunne blive ved med at eksistere, når meningen blev revet fra dem. Ingen kunne eksistere, når alt de kendte ikke eksisterede. Ingen kunne eksistere når deres eksistens og sjæl var væk. Ingen kunne leve for at leve, når livet ikke gav dem noget at leve for. Kæmpe for. Ingen kunne eksistere i et perfekt helved.

Færden frem blev taget med god tålmodighed, for denne var var der ikke nogen forskel fra de andre. Dette var blot endnu en af de mange dage alene som vandrer. Det gik ikke synderlig meget på den ældre hingst at være alene; i de ensomme timer var der plads til alle tanker. Hver og en. Det var efterhånden en daglig rutine for den ældre hingst at bevæge sig alene igennem Andromeda. Af og til stødte han på en af de mange sjæle der lige som ham selv vandrede i landet.
En tanke kom oftere end de andre fortiden. Siden han havde snakket med den stjernebeklædte Leonora og Ariel, hoppen der går i et med mørket havde Eagle overvejet at gøre krav i hans ord og opsøge flokken. Endnu vidste den gyldne hingst ikke om han ville slutte sig til flokken eller blot lægge en visit. livet i flot var lokkende, det var længe siden han havde haft et disideret hjem. Det hjem havde han rejst væk fra mange gange for at opleve eventyr og fortællinger; men altid kommet tilbage. Det var ikke lige som her i Andromeda, her havde han ikke et fast hjem. Ikke en familie. Han var meget alene. Årene trykkede også på; så måske var det på tide at slå sig ned i Andromeda. Følge dets natur og blot være til. Eagle var dog i tvivl om hvorvidt han kunne stoppe med at vandre, heller ikke selvom der ikke var meget at opsøge mere.

Ud af sine tanker blev den ældre hingst revet. Hoved blev løftet højt og pandelokken flyttede sig fra panden. Længere fremme synes en bekendt skikkelse af komme til syne. Lever rød var pelsen. Det kunne kun være en! Med de mandelformede øre spidset helt frem og med en let trav var kursen sat direkte imod den lever røde Noami. Et venligst hilsende vrinsk lod han slippe fra sin mule.
Det var en glædelig overraskelse for Eagle at skulle støde ind på hende nu, her. Han havde næsten opgivet håbet på at hende igen. Hun havde i så lang tid været som sunket i jorden.