So much sand - tag: Chera

I mange dage havde denne hingst vandret igennem forskellige landskaber. I mange dage havde hans fysik udholdt turen op og ned ad bjergene, langs floder og igennem tætte skove - lige indtil han var kommet hertil. Men hvor var han henne? Hvad var dette for et sted? Det kunne Cenzier ikke svare på. De to-farvet ben bar ham sikkert igennem det hårde underlag. Et underlag der havde ændret sig meget, da det meste af den golde ørken var dækket af et tykt lag sand, som skred under hovene lige så snart man trådte forkert. Men den rødlige hingst var kommet ud af det og bevægede sig nu sikkert af sted på det hårde sand, i en rolig men kontrolleret skridt, imens de rødlige ører bevægede sig rundt efter fremmede lyde. Cenzier havde aldrig frygtet at være et fremmet sted, aldrig, men han var en påpasselig hingst og han vidste, at han ikke skulle føle sig for overmodig i det nye land.Men nu var han også en hingst der yndede at have kontrol, og det fik han kun, hvis han netop var modig og blot indtog det hele som det passede ham. Hvor balancen så gik? Ja, det skulle han nok give svaret på, når han kom så langt. Indtilvidere var han blot fast besluttet på, at udforske dette sted så godt han nu engang kunne. Mørket var ved at sænke sig over landet, hvilket fik solen til at kaste et nærmest blodrødt skær over himlen og ned på sandet, som blot gjorde ham endnu rødere i farven, end han i forvejen var. Nærmest kådt slog han med hovedet og lod et hingstet vrinsk lyde over ørkenen. Hvem der så end var derude skulle vide, at han var kommet til, og at han bestemt ikke var bange for at give sig til kende. Hvilket humør han var i? Det kunne man aldrig vide, ikke før man stod overfor ham og selv dér kunne han være en lunefuld bombe. Den kraftige hale slog hårdt bag ham, inden han satte af sted i en balanceret og yndefuld trav. Hovedet var højt hævet, benene højt løftet og halsen stolt knejst. Nej, man skulle bestemt ikke tro at denne hingst var ny i dette land.

Natten havde taget hende med storm, hun havde været på ranchen, den kølige luft der havde ligget den aften var forandret. Nogle mænd var kommet ind og havde lyst på hende. Dette var det sidste hun huskede før et stort lysglimt havde blændet hende og nu stod hun her. Dette sted, hun havde vandret på disse nye egne hele denne dag og hun havde stadig ingen ide om hvor hun var. Hun havde set bjerge, skove, strande og nu var der noget som lignede ørken. Sandet havde ændret underlag flere gange, men lige nu var det sandede underlag hårdt og næsten som jord. Dette sted var forunderligt og for en hoppe som hende som elskede oplevelser så var dette sted spændende. Hun vidste ikke om hun ville vende tilbage til den gamle ranch igen eller om dette var hendes nye liv, men for nu var hun forundret og egentlig lidt ligeglad. Denne aften som nu var ved at lægge sig over dette nye land var utrolig anderledes. Det mørke tæppe som lå over landet var fascinerende og befriende på en og samme tid. Dette mørke blev kun afbrudt af et vrinsk . Så hun var ikke alene på dette sted, der var andre heste her og tydeligvis var denne en hingst. Hendes ører vippede let frem.. nysgerrigt og ivrigt trippede hun en anelse i lyden af vrinsket. Hendes blå krystal farvede øjne spejdede efter denne fremmede hingst. Hun var ikke normalt en hoppe som var bange af sig, men dog var hun en smule usikker på dette land. Det var nyt og interessant. Hendes tanker dansede afsted og spændingen omkring dette kommende møde var med til at gøre hende utrolig ivrig og det hoppede og blide hvin som forlod hendes mule afspejlede også en vis ivrighed.
Hendes blide skridt førte hende let tættere på stemmen, dansende og let. Det tog dog ikke længe før en skikkelse tårnede sig op foran hende, det rødlige skær som lå i denne hingst var ikke noget hun havde set de før. Hun var vant til brune heste og dette gjorde dog også at hun havde skilt sig ud der hvor hun var fra. Men hun havde også været importeret til konkurrencer, men derfor var denne røde hest foran hende interessant. Hun stoppede lidt fra ham og sænkede roligt hovedet, for blot at vise sin respekt og for at vise hun ikke ønskede at lave ballade. Men hvordan mon heste på dette sted opførte sig? Ville dette møde ende galt eller ville det være spændende at møde nye heste på dette sted? Hun var ivrig og spændt dog prøvede hun at holde sit kropssprog på et minimum.
Hendes blå øjne søgte denne nye hingst, hun ønskede ikke at tale lige nu, da hun helst ville lade kropssproget snakke, men sådan havde alle det ikke, så hun kunne godt snakke hvis hun ønskede det. Men hvordan dette ville gå, det måtte tiden vise.

Det hårde sand kom med en brokkende og knasende lyd, hver eneste gang han placerede hovene imod det. Det var lige før, at den knusende lyd kunne mærkes hele vejen op igennem hans ben, og igennem kroppen. For hvert skridt han tog, for hver meter han bevægede sig - og Cenzier var i sit es. Han elskede at have verden til sig selv, elskede at føle, hvordan han havde magten over stedet. En magt som han havde været så tæt på at få i sin tidligere flok. En flok som han havde kæmpet så bravt for, en flok som han havde fulgt i så lang tid. Men da tiden endelig var kommet til, at han kunne kæmpe for den, var han blevet ført til dette land. Inderst inde var han godt og grundigt muggen over, at han hans chance var blevet taget fra ham, men eftersom Cenzier ikke var typen der mistede modet, lod han ikke det dårlige humør holde ham tilbage. Han skulle videre, skulle udforske, og det skulle helst gå lige som han ønskede det. De lange og præcise skridt, fik ham til at se endnu mere yndefuld ud, end han i forvejen var, og selvom der ikke var nogen til at se hans lille show, så nød han at føre sig frem på den måde. Alene var han dog ikke længe, for snart skar et hoppet lille hvin igennem luften, hvilket fik ham til at stoppe op og lade de røde øre rokere rundt. Jamen dog, en hoppe - hvor heldigt. Længe skulle han ikke vente, før hendes skikkelse kom til syne. Kådt fnøs han, inden han kastede med hovedet og samlede sig i en stolt og fornem holdning. Den lille hoppe var dog ikke dum, for hun sænkede hovedet en anelse, hvilket fik et tilfreds og selvsikkert lille smil frem på hans mule. Så langt så godt, hun var ikke helt dum. Dominerende brummede han dybt imod hende, inden han i en rank holdning, begyndte at skridte hen imod hende. Det ene øre var rettet frem mod hende, imens det andet pegede ud til siden. Blot for at sikre sig, at ingen kom og forstyrrede ham nu. Om Cenziers adfærd var truende? Nej, ikke decideret men det var tydeligt at se, at han ikke ville finde sig i noget pjat.

Denne hingst som nu havde opdaget hende, begyndte sine bevægelser frem mod hende. Hans holdning var stolt og en smule frembrusende. Det var tydeligt at denne hingst var vant til at få sin vilje. Han ønskede ikke at hun skulle til at være dominerende og hun havde også lært at var man ny på et sted, så var ballade ikke vejen frem. Hendes blå øjne søgte nu denne hingst og da han nærmede sig vælvede hun smukt i nakken, dette også for at udstråle at hun tydeligt forstod hans kropssprog. Hun ønskede ikke at lave pjat eller opføre sig som en uregerlig teenager.

Hendes hoved blev dog løftet igen, hun ville heller ikke være en underdanig lille hoppe som blot rullede rundt og gør som der bliver sagt. Hendes krystal blå øjne søgte denne hingst, hans holdning mindede hende om hendes hjemland, mindede hende om de hingste hun var vokset op med og dette førte et let smil på hendes læber. Hendes mule blev let ført frem, da hun søgte hans duft, denne duft som osede af hingst. Det var tydeligt at denne hingst var hingst med stort H. Vinden tog blidt fat i hendes sorte pandelok og lod den danse et i denne smukke ørken.
Hun havde aldrig før stået i en ørken. Det lange strækninger med sand, så lang som øjet kunne spejde, hun havde ikke prøvet dette før og nu. Ja nu stod hun i et nyt land, i nye omgivelser og med et nyt bekendtskab som hun ikke vidste om havde gode intentioner. Et mildt prust forlod hendes mule, før hun dansende og nærmest trippende trådte få skridt tættere på ham, inden hun atter stoppede. Hendes blå øjne søgte nu hans og hendes milde stemme forlod nu hendes mule.
”Godaften den herre. Jeg håber ikke jeg forstyrre dem?”
Den fløjlsbløde stemme var som altid umådelig høflig og blid. Denne høflighed lå dybt i hende og hun kunne aldrig finde på at tiltale en anden for du, med mindre hun havde fået lov til dette eller at dette faldt naturligt. Hendes far havde været en stor og stolt hingst med de rette manere. Så hvorfor ikke følge i hans fodspor? Hvorfor ikke vise folk den respekt som de fortjener i stedet for at tro at man er bedre end alle andre.

Denne hingst foran hende lod til at være en impulsiv hingst, så om han lod sin stemme lyde det vidste hun ikke. Men hun ville også sagtens kunne kommunikere med hendes kropssprog, dog var det længe siden hun havde gjort dette. Hun havde vænnet sig til trygheden i hendes gamle boks, så dette var nye rammer for hende. Mon hun ville være i stand til at føre et liv i denne nye verden? Denne nye ødemark?