Hvor er jeg?..

Tilmed magisk var dette sted. Rindende vand kunne hun høre i nærheden, og fluks var det at de mørkebruneøre gled nysgerrigt frem. Livligt søgte de stålgrå øjne opmærksomt omkring hende i landskabet, mens bunden under hende var blød af mos og starten på små liv. Noget puslede, mens andet skramlede, før syngende lyse fra småfugle i trætoppende lød. Det var tilmed betagende, mens det hvide hoved drejede på sneg engang og søgte op i luften imod de tætte trækroner. Hvorpå nogle grene endnu var bare, efter en sikkert hård vinter. Duftende var mange, mens smagende var endnu flere, alt imens hun elegant og yndefuldt tog sig skridt for skridt.

Tankerne irriterede hende, alt imens hendes krop mest af alt ønskede at slippe panikken fri! Hun forsøgte at holde den tilbage, og straks blev hun da også afledt en smule, han hun syntes at kunne sanse en ny duft. Hun stoppede en smule, mest af alt fordi der kom en mindre skråning ned, af den sti hun fulgte, men samtidig lod hun ørerne vippe opmærksomt og lyttende frem. Var det virkelig en anden hest hun kunne fornemme, i nærheden; skjult af denne tætte natur?

[Åben]

Spæde tegn på et begyndende forår syntes endelig at brede sig over landskabet. Det var ganske tiltrængt, på trods af at vinteren ikke havde været hårdere end andre år. Faktisk havde der kun været lidt sne, men en del frost og et par vilde storme. Men uanset hvad, så var det sjældent at man havde set et så bredt smil på hingstens mule; forår! Han var ikke en hingst skabt til kulde. Hans skind var tynd og blankt, han krop slank og smidig. Ikke meget på ham gjorde ham huld og beredt på sne og kulde. Der hvor han kom fra sneede det aldrig. Ganske simpelt. Det var kommet som en chok, da han så planterne visne og dø, og den dag det frosne vand faldt fra himlen, havde han været sikker på at jorden skulle gå under. Siden var han blevet klogere, men han havde det nu alligevel bedst med sommer. For ham var det som at vende hjem. Ude er godt, men hjemme er bedst - som folk så ivrigt sagde.

På en dag som denne, hvor solen tittede frem og fuglene sang af glæde, dansede den unge hingst en forårsdans igennem skoven. Hans skridt var lette og korte, men med høje løft. Med en dyb, hingstet brummen sænkede han hovedet en smule og knejsede stolt med nakken. Det drilske glimt hvilede i hans blik, som de evigt årvågne spejdede fra side til side. Han fulgte en smal sti uden bekymring, imens den støt steg, indtil den nåede en skråning der brat tog den højere op. Han missede med øjnene imod solen, der nu pludselig var i hans synsfelt, da han blev tvunget til at se op. Brat standsede han. På toppen af bakken stod en hoppe han ikke havde set før. Ganske per refleks faldt det charmerende smil over hans læber, og de slanke, brune ører blev rettet frem imod hende. Den gyldne ring blinkede om kap med solen i hans venstre øre.

Det kom som næsten en lettelse at træffe et andet individ. Det slog hende dog, at hendes trygge omgivelser af hende og hendes families flok område havde ændret sig, såvel som at hun aldrig havde truffet denne fremmede der nu stod foran hende. Hingsten udgjorde en lidt pludselig reaktion da han opdagede hende, og hun vippede lidt hurtigt de mørke ører tilbage, før de nysgerrigt gled frem. Det var hurtigt en charmerende aura var at tyde om den fremmede, og utroligt spraglede udseendet hingst. Aldrig havde hun derpå set sådanne en kombination af farver og aftegn. Denne beundrende færd tog blot splitsekunder, mens hendes stålgrå øjne havde gransket den fremmede kort.

Straks forekom et mildt smil, der understregede hendes feminine, og såvel selvsikre, men også nysgerrige personlighed. Hun strakte mulen en anelse frem, for kort at indsnuse hans duft, i hans retning, før hun nikkede en anelse livligt så den spaltede og mange forskelligt længder man flagrede lidt om halsen på hende. Hilsende, udgjorde hun et lille pust – der nok mest af alt skulle have været et prust, selvom der ingen lyd var på. Hun vippede atter på ørerne, mens hun forblev pænt stående, og da derpå lidt nysgerrigt lagde hovedet let på skrå; og lod de stålgrå øjne søge hans. Specielle, den unikke farve i et af hans øjne…

I nogle korte øjeblikke tog de to fremmede hinanden i øjesyn. Som han så hende beundre ham, måtte hun også se ham betragte hende med en nærgåenhed, der kun kunne betegnes som fascination. Hendes farve faldt i god jord hos den ædle hingst. Han var selv stolt af sin specielle farve, og nød derfor at se andre der bar farver af den mere usædvanlige slags. Han mødte roligt hendes stålgrå blik, og lod et skævt smil falde over sin flerfarvede mule. I modsætning til mange andre der blot brugte den betegnelse, så var hans øjne rent faktisk gyldne. De var som flydende guld, og skinnede lige så meget som ringen i hans øre. Da først øjenkontakten var etableret, nikkede han dybt og hilsende til den fremmede hoppe. Det var ganske tydeligt at se at han havde manererne i orden. Selvom han ikke altid selv ville det, så kunne man se på ham at han var af en stand der var lidt højere end den gense pøbel. Han var fyrstesøn om han ville de eller ej, og dertil hørte en vis etikette der endnu sad dybt i ham.

Det var svært at aldersbestemme hingsten. Selvom han virkede som en ung drengerøv der var ude på ballede, så hvilede den aura alligevel over ham, der fortalte at der lå mere bag det charmerende ydre end som så. Han havde været både fader og ægtefælle, fyrstesøn og arvtager, og han have nået at miste det hele før han nåede til Andromeda. Han var død og genopstanden i et nyt liv her. Tid var nu en underlig substans for ham, og hvis man spurgte ham, ville han nok sige at han var mindst hundrede år gammel. Sådan følte han det, i det mindste. For hvor længe havde han været død? Nogle sekunder? Et årti? Et årtusinde? Han vidste det ikke, og nu havde han lagt begrebet tid bag sig. Han var en ny Etzarim, selvom han på mange måder var helt sig selv.

"Vær hilset, du fremmede"

Hans stemme var klar og tiltrækkende, med en rolig og klippefast styrke bag. Med en svagt smil pustede han svarende tilbage imod hoppen, før han med lange skridt fandt vej til skræntens top. Her stillede han sig ved hoppens side, for at stå på skrænten gad han ikke. De sølvfarvede lokker faldt let bølgende om hans hals, og hans blik hvilede endnu på den fremmede. Han forventede ikke at hun svarede, eller gav ham sit navn - men hans nysgerrighed var vakt, og han ønskede at vide mere om denne mørke skønhed.

Den fremmede hingst, hvis udseende måtte siges at være helt igennem unikt, fik hende for en stund til at glemme hendes, for mange traumatiske, oplevelser; som blot var tale om timer siden det skete. Det var som om hun stadig kunne høre sin broders latter, hvilket nok også på sin vi havde beroliget hende underbevidst, og blot taget den fattede og overskudsagtige hat på. Hingsten, hvis øjne var af en farve hun ikke kunne erindre at have set nogensinde før! Så skulle det være når solens stråler skinnede på de stille stående søer hjemme i hendes flok område, hvilket var et specielt syn. Noget der kun sås få gange om året, på de helt rigtige tidspunkter af døgnet.

Men der gik ikke megen tid før hingsten hilste; med en helt igennem klar og tiltrækkende stemme. Charmerende måtte hun indrømme han var, men nu mest fordi han var så speciel af udseende. For hingste med charmerende og gentelmen attitude, havde hun nu truffet mange af på sin vej gennem livet! Hun nikkede, feminint og yndefuldt før hun pustede ud med næseborene, nærmest som en hilsen. Hun smilte, hoppet, men fattet og en anelse nysgerrigt før det gik op for hende at han søgte hende endnu nærmere.

Det var af ren refleks hun med et let protesterende pisk med den mørke hale, flyttede sig yndefuldt og elegant til siden. Hun spændte kort i nakken og sænkede mulen, som for at holde balancen for disse smidige til side trædende skridt. Hun havde skabt en fin afstand imellem hende og han, og nysgerrigt vippede ørerne atter frem imod ham, da først en fin hestelængde var imellem deres sider; hvorpå hun så vendte ham sin front – høfligt og respektfuldt; med et roligt smil og de iagttagende stålgrå øjne, der tydeliggjorde at de havde en vis nysgerrighed for denne hingst.

[OUT]

Knap rørte alle fire af hans hove den bløde muldjord, før den fremmede hoppe dansede til siden, væk fra ham, med smidige trin der hastigt førte hende ud på en hestelængdes afstand. Han forstod med det samme hentydningen, og sænkede skamfuldt hovedet en anelse. Hans liv her havde gjort ham mere anmasende, tænkte han bittert. Han tænkte ikke længere ret meget på om hopper ønskede hans selskab, så længe han ønskede deres. Men denne hoppe ville han så gerne lære at kende på en ordentlig måde, at han blev helt befippet over at hun rykkede sådan væk. Han var klar over at han havde overtrådt en grænse, og han havde ikke i sinde at træde hen til den linje igen. Med et skævt smil betragtede hen hende nu. Toner af varme og generthed spillede i hans øjne som han mødte hendes stålgrå.

Han mimrede let med mulen. Hendes øjne hev ham med ind i et stormvejr, med lyn, blæst og høj bølgegang på et stålblåt hav med vilde snerter af grønt og sort. De var smukke, øjnene. De klædte hende. Det var ikke et sæt øjne man normalt så, men på den måde var de vel ens. Og det vakte blot hans nysgerrighed endnu mere. Med spidsede ører strakte han nu mulen frem imod hende, og snusede dybt ind. Han søgte at opfange hendes duft, for at lagre den til senere brug. Stadig ønskede han et navn at knytte til duften, men hun lod til at være en hoppe af få ord. I stedet for at vente på en hilsen tilbage i ord, var han tilfreds med hendes lette pusten.

"Mit navn er er Etzarim,"

præsenterede han sig da. Om så hun ville dele sit med ham, så fortjente hun at vide hans. Han lod de gyldne øjne glide over hende endnu engang. Med ét stod det klart for ham, at hun var ny i landet. Der var små træk, bittesmå tegn, der fortalte ham at hun havde været igennem en oplevelse for livet. Han mærkede hvordan hans hjerte sprang et slag over i hans bryst. Han huskede med smerte og angst hvordan han selv kom til landet her. Død prægede hans historie. Ikke mindst hans egen. De fleste i landet bar deres egen fortælling om det som blev kaldt 'portalen', rejsen ind til Andromeda. Men kun få delte deres med andre. Han vidste med det samme, at han ville lytte til hende hvis hun fortalte, men han forstod hende så inderligt hvis hun helst ville tie. Han havde end ikke selv haft styrken til et reflektere og fortælle om sin egen rejse.