From ashes to ashes(Armonia)

Tager mig lige frihed til at lave den nu, vi har skrevet om muligheden før, så.. Nu kommer den bare xD! Håber du er med på den

En flammerød hingst skuede over engene, der bugtede sig livligt under forårrets kommen. Kølige vinde strøg igennem området, og strøg hen over langskabet, som et kærtegn fra en længe savnet elsker. Forår. Et fnys forlod den mørke mule, og hingsten slog et iltert slag med forbenet, hvilket resulterede i døden for mange af de græsstrå, der boede hvor hovens mordax trak sine spor. Forår. Hopper. Han havde ingen i dette land, ingen hopper der ville bringe ham føl dette år, ingen at våge over, når sommerens lunefulde nætter trængte ind over området. Det tirrede hingsten dybt inde - og stressede ham ligeledes. Uden hopperne, hvad skulle foråret så tilbringes med? hvilke skulle han tilbringe de lune nætter med? Intet var sikkert for hingsten, og ligeledes var livets greb i det flammerøde skind heller. For uden sit forsvar, ude sin ild, hvad kunne han da gøre, hvis større rovdyr trængte sig ind på ham? En slags forårsdepression kunne man vel kalde hingstens tilstand, men helt tynget af denne situation var han dog ikke, den voldsomme ild brændte stadig i hans årer, og han lod derpå hovene forlade jorden i et kraftigt afsæt, før han indlod til endnu et løb - for at komme af med de besværlige følelser, af med fortiden. Den hjemsøgte ham stadig, utilgiveligt. Han ville løbe fra den.

En rød hoppe vandrede fredsommeligt og roligt langs træerne, der boltrede sig op over hende, korte som høje, brede som små. Ak ja, træerne havde deres egen alder og dermed deres egen bredde og højde. Armonia holdte af dem alle, for her var hendes hjem, midt blandt disse træer og andre smådyr. Hun havde efterhånden vandret på Chibale igennem nogle år, hvor mange, det anede hun ikke selv. Men længe efterhånden, og hun havde fundet sig bedst til rette på Chibale og dets områder. Selve øen bestod mest af skov, men dog kunne der i yderkanten af øen findes vidder og bredder, hvor engene og åbne områder dominerede; og det var der den røde hoppe var på vej hen.

Hendes mørke hove trådte forsigtigt imod jorden, stille og roligt, for travlt det havde hun ikke. Hendes røde skind trådte ud mellem de tætte træer, og nu ud i det åbne område, der virkede så fredsommeligt og stille, som var hun den eneste sjæl der var søgt herud, i det påbegyndende tusmørke. Men hun tog nu fejl, for hendes sensitive øre opfangede lyden af tunge hovslag, som hun ikke før havde hørt. Et mildt smil bredte sig over hendes røde mule, idet hun kiggede lidt mere intenst frem, søgende imod ejermanden af disse hovslag, for frem kom en silhoutte. Langsom kom vedkommende nærmere, i hurtigt løb, som havde han travlt eller flygtede for nogen eller noget. Dette fik Armonias instinkter i gang, og hun lod da blikket glide rundt, opmærksomt. Men der var ej andre at se, så den røde hoppe lod nu et mildt vrinsk falde fra hendes spinkle krop, der var prydet med det forskellige blomster, rangler, blade, snefnug og regndråber, henvendt til den løbende hingst.. Mon han ville have hendes selskab, eller blot ønskede at have ensomheden som sin følgesvend denne aften?

En fjern skikkelse, rød som den nedgående sol, kaldte på ham, og kortvarrigt kortede hingsten sin galop, og lod de mægtige muskler langs sin overlinje bære det langsomme tempo, for at skue imod hvem-end-det-var. Hendes kobberrøde farve vagte ganske mange minder hos ildhingsten, omend hun bar flere aftegn end hans hopper havde gjort. Med et fnys, og en efterfølgende blanding imellem en brummen og et vrinsk, lod han et svar overføre til hoppen, før han slog ned i den karakteristiske frieser-trav, og kom hende i møde. Den bølgede hale var hævet, og bølgede som et flammehav bag ham, et varsel om de ting han havde forsaget i sin fortid, om de ting han ville forsage i sin fremtid. De gyldne skoede hove borede sig dybt ned i jorden, da han kom tæt nok på hoppen til at skælne hendes lugt fra omgivelserne. Blomster prægede den lange man, og adskillige naturlige elementer prægede hoppens flanker og hale. Kort var han chokeret over hendes fremtoning, og måtte se en ekstra gang på de grønne ranker - for at sikre sig, at det ej var slanger der lurede på ham. Han virrede kort med hovedet, og lod det derpå falde nysgærrigt på skrå - en ting man sjældent så den ærefulde hingst gøre. Derpå faldt blikket på selve hoppen, og han lod til at falde tilbage i sin dominerende holdning. Halsen hvælvede sig smuke under det røde skind, og han lod en mild brummen være hilsen, før han talte;
"Goddag, Solis." Solis, et ord fra det sprog han engang havde tiltalt menneskene ved, var et navn for den brændende kugle, der varmede himlen over deres hoveder. En kugle, der med sit skær alene, kunne farve himlen i røde, flammende nuancer. Han følte det passede denne røde hoppe ganske fint - for en skønhed var hun, men ligeledes virkede hun til at afgive liv til sine omgivelser, på samme vis som solen afgav varme.

Den røde hoppe, forblev stående med de varme og mørke øjne vendt i retningen af den skikkelse, der havde afgivet lydene af hovslag. I sandhed var det en hingst der kom buldrende, en hingst i røde farver, om bar han flammehavet på sin egen ædle krop. Ja, måske var Armonia betaget i disse sekunder som hun stod og betragtede ham, inden han afgav en brummende hilsen, og slog ned i en taktfast trav. Selv stod Armonia lige nu stille, men dog lod hun sine mørke hove træde nogle skridt fremad, i en smidig bevægelse, inden hun da igen standsede; hun ville lade den fremmede bestemme afstanden imellem dem. Ligesom så mange andre, kiggede denne hingst på hende, nysgerrigt og måske også chokeret og skeptisk; Armonia skulle nok vænne sig til disse blikke, men hun vidst jo godt hvorfor de kom; de kom pga. blomsterne og rankerne, og ikke blot fordi hun så tumpet eller misdannet ud. Forhåbentligt ikke da! Hans hoved gled let på sned, mens han betragtede hende, inden han igen fik en mere normal hingstet holdning; lidt dominerende måske, men det tog Armonia sig nu aldrig af. En hilsen kom fra ham, med navnet og tiltalen ’Solis’. Det vidste hun end ikke hvad betød, men umiddelbart mindede det hende mest om solen.

,,Goddag, fremmede herre.”

Svarede hun ham, med en varm og blid tone, inden hun nikkede ganske blidt som undertegnelse af hendes før sagte ord.

,,Mit navn er Armonia. Må jeg spørge, hvilket navn der tilhører Dem, ildrøde hingst?”

Spurgte hun da, og lod sin mule søge en smule frem imod ham, snusende og nysgerrigt. Men dog trak hun mulen til sig efter ganske få sekunder. For hun havde før fået et hak over mulen af en hingst eller to, og det ønskede hun ikke igen.