Nonchalance Isn't A Sin | Åben

Rhada
I probably don't care...

Skyerne hang tungt over Leventeras enge. De varslede om regn, men for nu var ingen faldet, men mon ikke det ville ske inden dagen var omme? Før eller siden måtte skyerne jo give slip på vandet, som de tilsyneladende elskede for øjeblikket. Mange forbandt nok foråret med sol og varmere dage, men dette ville ikke blive sådan en forårsdag, for nok regnede det ikke, men vinden var strid og kølig fra nord.

For en gangs skyld stod den spraglede hoppe stille. Alene havde hun indtaget denne eng og så langt som øjet rakte, var der ingen andre sjæle. Hendes hoved var, det meste af tiden i hvert fald, gemt bag de højeste strå, men i ny og næ hævede hun det en smule for at skæve omkring sig. Engene bølgede grønt på begge sider af hende, en trist grøn, men ikke desto mindre grøn. Hun brød sig skam om landet, men indtil videre havde ingen givet hende en grund til at bryde sig om indbyggerne. Måske havde hun blot den forkerte livsopfattelse, men der hvor hun kom fra, var tingene altså blot så meget anderledes. Hvor hun kom fra var venskaber ikke en direkte sjælden ting, men bestemt heller ikke noget, man formede ved hvert møde. Venner var allierede mere end noget andet, men samtidigt konkurrenter. I den del af kulturen som hun havde levet i, åndet, var det i hvert fald. Hvem vidste, måske ville der komme nogen der kunne ændrer hendes mening? Vise hende at der var mere i verden, end hun troede? Hmpf... hvis man kendte hende, var dette næppe muligt.

...but you really shouldn't push it.

Dette land, dette sted… Det var fremmed, hvordan han var endt her vidste han ikke og han vidste heller ikke hvordan han kom fra dette sted igen. Hans blik vandrede på de mange træer som skoven omkring som bar på. Der var en stilhed i denne skov og hvert et af hans skridt kunne høres i skovens underlag. Hans blik søgte frem, søgte frem mod den eng som længere fremme allerede nu var begyndt at blive synlig. Et højlydt fnys forlod hingsten i det hans hove ramte det grønne græs.

Det var et tydeligt tegn på at foråret var på vej. Den varme aftenbrise ramte ham let og hans blik gled rundt. De gule øjne var dog ikke sene til at opfange at han ikke var alene på denne eng. Et godt stykke fra ham stod en hoppe, en spraglet og rødlig hoppe. Hans ører blev let lagt i nakken og et hingstet hvin forlod ham. Hans gullige krop, var maskulin, stor og fuld af ar. Hver et af disse ar bar en historie bag sig, han kom fra et land var man måtte kæmpe for alt og hvor intet bare kom til den som fortjente det.
Hans skridt førte ham nu tættere på denne skabning som stod lidt fra ham. Hans ører v dog vippet i nakken og hans hoved stolt hævet. Han var kampklar. Han kom fra en verden hvor alle hingste var i krig, hvor alle hingste var nød at kæmpe konstant og hans krop var tydeligt tegn på dette. Så hans indstilling til andre heste var på ingen måde fantastisk, han nægtede at lade nogen røre sig og for ham var venskaber noget man gjorde sig fortjent til og et kæmpe spørgsmål om tillid..
Han havde endnu ikke haft sin første ven og han havde ikke i sinde at finde sin første ven. Et smæld med hans lange sorte hale fik ham til at stoppe op, hoppen stod nu omkring 2 meter fra ham og hans blik søgte hende, søgte hendes indstilling og hendes væremåde.
Hvordan ville denne hoppe reagere på hans væremåde?

Hun opdagede ham langt tidligere end han nok forstod, at hun havde set ham. Først lod hun ham blot gå, ignorerede ham, for ingen sagde, at han var på vej mod hende. Snart viste det sig dog, at hun var hans mål og dette fik hende til at hæve hovedet; ikke for at tage imod ham, men for at vise ham, at hun ej ønskede ham her. Et fnys forlod hende, mens ørerne hastigt lagde sig mod hendes nakke; hun yndede ej at give ham den forkerte ide, for hendes egen skyld, specielt når hun var i brunst.

Halen gav et utilfredst svirp bag den farverige hoppe inden hun vrængede sin mule let, ved hvor tæt på hingsten kom. Hmpf! Hvem troede han var, siden han blot kom her og invaderede hendes personlige rum? Hvem var han, at komme her og gå tæt på, når hun ej ønskede noget selvskab på sin eng? Ej tilhørte stedet hende, men for nu antog hun det som sit og hun ønskede ikke nogen her og mindst af alt en hingst. Specielt når den hingst syntes at være større end hende på alle områder, medmindre man så på benenes længde i forhold til kroppens drøjte. Der vandt hun da i det mindste med sin uharmoniske fordeling og bygning.

Han stoppede godt to meter fra hende og hendes ører var forsvundet mod hendes nakke. Hovedet forblev hævet i en trodsig position og hun så på ingen måde ud som om, hun indbød til selskab. Og køn var hun vel egentligt heller ikke, men hun havde aldrig været blandt de klassisk flotte; skønhed ragede hende dog og var i grunden også en meget individuel bedømmelse. I nogles øjne var hun nok blandt de smukkeste, men blandt den generelle befolkning var hun langt fra definitionen på skønhed.

,,Hvad vil du her, fremmede?''

Hvis tonen ikke gav underteksten væk, så var det umuligt for nogen at høre den: gå væk, du er ikke velkommen.

Denne hoppe var… anspændt. Hans blik gled ned over hoppen som med det samme farede sammen og det var tydeligt at hun ikke ønskede selskab, men det skulle hun godt nok ikke bestemme. Han havde lige så meget ret som alle andre heste på denne eng til at være her og hvis hun var utilfreds, så kunne hun godt nok flytte sit korpus et andet sted hen. Han var ikke bange for noget og han var vant til at kæmpe om bare at tage det mindste skridt, så hvis hun ville have det på den måde. Så skulle hun også have det på den måde.

Selv om hoppen var så aggressiv og defensiv, så kunne han og ikke lade være med at se sig selv i denne hoppe. Han var selv en hingst som havde det bedst i ensomheden og han nød at være alene. Men lige nu, ville han være på denne eng og hvis det betød at han skulle kæmpe med denne hoppe om pladsen, så have han tænkt sig at gøre dette.
Hun var en bestemt hoppe, men hun skule på ingen måde tro at hun bare på grund af hendes ophidselse kunne jage ham væk. Hans ører faldt i nakken og hans gyldne øjne, som tydeligt bar lige så mange ar som resten af hans krop, disse var dog mere usynlige. Hans blik gled over denne hoppe. Hele hendes attitude var aggressiv og diva agtig. Han overvejede kort at himle med øjne, men dette lå på ingen måde til ham.

Hendes stemme lød så og denne var klart afvisende, men for ham var dette intet nyt, han var på ingen måde vant til at blive taget varmt imod nogen steder og han ville nok være meget mere mistænkelig hvis nogen nogensinde tog venligt imod ham. Han ville ikke kunne tro på dette. Så hendes måde at være på, var for ham på ingen måde fremmed. Han løftede blot hovedet lige som hendes var og holdt ørene i nakken

”Min gang på denne eng rager ikke dem. Denne eng tilhøre ikke dem hoppe”

Trods den høflige tone i hans stemme, lå den gamle hårdhed stadig i stemmen, han ønskede ikke at slås med hende, men hvis det kom til dette. Ja så skulle han nok være klar. Hans blik gled på hoppen, nu var det hendes træk det næste. Hvis hun var vant til at folk forlod hende, når hun opførte sig sådan… Så ville hun da ikke ane hvad hun skulle gøre nu.

Det blev åbenlyst efter blot få yderligere øjeblikke, at hun ej kunne jage denne hingst på porten, blot ved at hidse sig op. Dette fik hende dog ikke blot til at tabe sin holdning og overgive sig; i stedet forblev hun med den hidsige attitude og langtfra indbydende adfærd. Et fnys forlod hende da han løftede sit hoved og lod det hænge i samme højde som hendes. Han burde virkeligt ikke skubbe grænserne, som han ikke anede eksisterede, når hun var i dette humør, for ikke at tale tilstand. Hun rynkede mulen ved hans ord, inden hun, uden den mindste pause, svarede ham tilbage med et snerpende svar.

,,Måske ikke, men de kommer hen til mig. Engen forsætter milevis-'' Rhada vippede kort, næsten mekanisk, hovedet i den retning hun hentydede til. ,,- den vej.''

Hun kunne leve med at en ande hest var her, hvis det virkeligt var nødvendigt, men han skulle ikke vove at komme hen til hende, når hun på ingen måde indbød ham. Måske gjorde hun det ubevidst, men hvis hingste virkeligt kun blev ført af deres lugtesans, så var de da blevet dummere end hun huskede sidst hun havde mødt en hingst! Hmpf!

Et øjeblik flakkede hendes kolde blik til et par af hingstens ar, før de hastigt faldt tilbage mod hans blik, hvor den lydløse kamp mellem blikkene forsatte. I hendes hjemland, og kultur, var skræmmer intet uset, men man efterlod ikke ar som dem han havde. Man bed i ny og næ, og skræmmer på knæ og ben var intet nyt, men denne hingst var blevet bidt, skåret af hove og mon ikke han også havde andre skavanker? Hvorfor han havde den var hende et mysterium, men hun havde på igen måde i sinde at spørge ham. Det ville være at vise nysgerrighed og selvom den var blevet pirret, ønskede hun på ingen måde at vise interesse.

Hans blik gled ned af denne hoppe. Hendes hidsighed sprang ham tydeligt i øjne og han kunne tydeligt høre hans egne tanker om at hun måske blot var en stupid lille teenage hoppe, men hans tanker blev hurtigt afbrudt af en duft som han så ofte stødte på. En duft som ramte ham, men som ikke rigtig påvirkede ham.
Denne duft betød dog ikke for ham at han skulle bedække hopper og gøre hvad han ville med dem. Han havde levet i en verden hvor dette ikke så tit fandt sted. En verden hvor alt var kamp og vold, så hvorfor skulle han tiltrækkes af dette? Hvorfor skulle han ønske at bringe et føl til denne verden?
Hendes tydelige svar var at hans skulle smutte, men for nu ønskede han ikke dette, han ønskede egentlig heller ikke at tilbringe tid med denne hoppe, men for ham var det nu blevet en princip sag, hun skulle ikke to at hun ville kunne jage ham for porten.

”Hør Hoppe. Jeg er ligeglad med om de ønsker mig her eller ej, jeg går hvor det passer mig og står hvor jeg lyster det. Blot fordi de er i brunst og mener de skal rive hovedet af alle andre… Så lad være… Det er trættende i længden”

Hans stemme var på ingen måde flabet, den var blot konstaterende, han kunne ikke være mere ligeglad med den duft hun sendte ud i verden.
Han var en hingst, som inderst inde hav store værdier, men dette var ikke nogen han for nu vidste.
Men han ville bestemt ikke blot tvangsbedække hopper og slet ikke sådan en som hende, så hun var nok i teorien sikrest i hans selvskab, da han nok var en af de få hingste på engen som ikke bare blev forført af den dut hun udsendte. Han kunne også se at hendes blik kort faldt på hans ar. Måske hun havde prøvet noget lignende eller hav set nogen fra hans hjemland.