It's a matter of definition | Åben

Rhada
We run. We run till our legs give out and we crash to the ground.

Hendes hove hamrede nådesløs mod stiens golde jord. Så mange sæt af hove havde fulgt denne sti, så græsset var væk. Helt væk. Præcis som hun var helt væk fra det liv, hun ønskede at leve. Her var hun ingen. Andromeda havde ingen løb, ingen kultur; det havde absolut ingenting, som hun ønskede! Og alligevel brød hun sig ganske godt om livet her; det var forholdsvis nemt og det havde områder, som var bedre end selv Manas Slette! Og det var ingen lille ting. Alligevel var det også et rimelig... ensomt... liv. Hun havde ofte taget sin moder for givet, ingen tvivl, men hun havde alligevel altid sat pris på det selskab, den ældre hoppe havde givet hende. Nu havde hun intet og det var uden tvivl hendes egen skyld.

Sveden svulmede hvidt på hendes spraglede skind. Hendes lunger skreg efter luft, hendes ben syrede og bad inderligt om en pause, men hun drev sig videre. Hjertet hamrede i hendes bryst, som ville det bryde ud og morfe om til en fugl, men det blev siddende og hun tvang det til at pumpe videre.

Rhada var som sådan ikke ligeglad med andre, ej heller var hun følelsesløs. Hun kendt blot ikke grunden til at have venner; finde venner. Mran havde været hendes ven, eller i hvert fald det tætteste man kunne komme på det. Hun snappede altid efter ham i løb, brugte beskidte træk og var generelt ikke definitionen af en ven, men i deres kultur var det venskab. Uden for løb viste de hinanden en form for venskabeligheder, som det at gnubbe hinanden eller lignende, men samtidigt blev kommentarer om hinandens præstationer slynget ud uden forbehold. De kritiserede hinanden evigt og altid, men alligevel var de venner... eller hvad?

You may think that's suicidal. To us it's life.

Arion, den skimlede hingst, havde nu været i dette forunderlige land, igennem et lille døgns tid. Og det meste af natten havde han bevæget sig rundt på dette område, som for ham intet navn havde, hvilket jo var ganske logisk. For hvordan skulle han vide hvilket navn det havde, når han havde vandret alene? Arion var end ikke træt, trods sin mangel på søvn, for han var vant til at vandre i dage og nedlægge store distancer. Han krydsede gerne mange kilometer, i sit hjemland, for at skue efter nye steder at rykke sin familie og venner til, i selskab med sin onkel, der var leder. Men den plads skulle Arion have haft når tiden var inde. Men som det så ud lige nu, ville dette nok ikke blive aktuelt; for de var ikke til at finde. Og Arion var jo ikke hjemme mere, var han?

Hans skimle skin var let fugtigt af sved, fordi han for en kort stund siden havde bevæget sig i en taktfast galop igennem stierne, der var ham meget ukendte. Det resulterede da også i at han engang imellem mærkede et lille svirp fra en gren, eller snublede over en sten der lå på den nedtrådte sti. Arion slog frem i en taktfast trav, med rummelige og store bevægelser, indtil han nåede ud i det mere åbne område. Han var egentlig på vej til at fortsætte sin vandren for at lære områderne at kende, idet han blev forstyrret af andre hovslag, hurtige hovslag.

Han standsede brat op, for at lytte efter hvor hovslagene kom fra. Men han kunne ikke helt lokalisere det, så han udsendte en dyb brummende lyd, kaldende og søgende. For hvem og hvor var vedkommende? Arion slog med sit skimle hoved, så den hvide man fløj op og ned, inden han i et ryk pressede sig selv frem fra stillestående til galop, i den retning lyden kom fra, med ørene lyttende og nysgerrigt fremme, og nakken fyrrigt knejst.. Snart, ville han nok kunne se vedkommende.