I don´t want company

Disse store vider var ikke nyt for ham. Han kom fra en verden uden for denne, en verden som var mindste lige så naturskøn som denne og dette burde være med til at han kunne føle sig hjemme.
Men Phoe følte sig aldrig hjemme nogen steder, han havde aldrig følt sig hjemme før, så hvorfor få denne følelse nu. Phoenix var som hans navn antydede ødelagt… Broken.. Han var en hingst som nød sin ensomhed, som nød det faktum at han kunne være alene og være tilfreds med dette. Selskab var ikke hans foretrukne ting, da han altid vidste hvad andre heste kunne finde på. Hans fortid bragte mange sorger og hver af disse var repræsenteret i hver af hans mange ar.

Han var ikke en køn hingst at kigge på og han gjorde heller ikke meget ud af sig selv, han havde ingen han skulle imponere – lige som ingen kunne imponere ham. Hans Gyldne øjne spejdede over denne grønne eng, græsset som vejede let i vindens få briser, de få blomster som lignede nogen som var klar til at knække ved det næste vindpust og de få heste som stod langt væk og mest mindede om små prikker i horisonten. Hans blik gled kort rundt, inden han lod sin man fange i den lette brise og hans hoved blev let løftet. Et hingstet og stolt hvin forlod hans mule.
Han var ikke stolt over at være her, men han var stolt over den han var og det var også den eneste grund til at sendte et vrinsk afsted. Hans gyldne blik spejdede let over det store areal og hans sorte man blafrede i den stille vind. Hans sind var mørkt for nogen og lukket for alle. Han var ikke en ondskabens hingst, men han brød sig bare ikke om nogen, han var vant til at tillid var et svaghedstegn. Hvis man valgte at lægge sin lid til andre heste, så skulle man ikke forvente at de ville redde dig.
Dette ville kræve at der var mad nok og mad havde altid været en mangel vare hvor han var fra. Så livet af andre heste betød ikke meget, hvis man kæmpede om maden. Han havde været vant til at dræbe for næsten ingenting for at overleve. Men dette var for overlevelsen, han var ikke en hingst som blot vandrede rundt og dræbte heste for blot at gøre dette.
Men hvis en hest først lagde hoven, mulen eller andre dele på dig, så helmede de ikke igen før man var død eller angriberen var død. Så hvis man ville prøve at lægge mule på ham... Så skulle man være forberedt på at dø…

I don't want company

word count: 447 | Tag: Phoenix

Vinden der fløj hen over det åbne område, upåvirket fordi ingen træer var til at skille den eller sende den tilbage - eller bare bremse den. Dog var den langt fra kraftig nok til at kunne løfte hele den tunge og kraftige man. Fordi noget af den kun løftede sig fik vinden den til at se endnu tykkere og mere plysset og blød ud. Den hvide og sorte hoppe gik ikke stille og roligt af sted, men trippede i det de fleste ville kalde en underlig og kluntet gang - men for hende var den ganske normal. Normal fordi hun var vant til ujævnt terræn. Indtil nu havde hun også kun bevæget sig rundt på en ø. En ø der mindede hende meget om hendes hjem. Øen med ildbjerget og askelugten. Vinden bragte en lyd med sig. En fremmed lyd, fra en hingst. Det overraskede hende ikke at den var fremmed, for så mange kendte den lille hoppe endnu ikke. Den fik hende til at sænke farten og til sidst stoppe helt op, med de små hvide øre rettet mod lyden. De blå øjne der på dette tidspunkt var frie på grund af vinden der fjernede pandelokken fra hendes øjne, spejdede rundt for at se om hun kunne finde ud af præcis hvor lyden kom fra. Med et kast med hovedet satte hun kursen fremad mod lyden. Hun forholdt sig dog tavs, for i hendes hoved behøvede hun ikke melde sin ankomst. Ikke hvis det var et fjendtligt væsen. Hun ville i hvert fald gerne have tid til at kunne vende røven til og fordufte hvis det var noget helt andet end dem hun havde mødt indtil videre.

Efterhånden som hun kom nærmere den fremmede skikkelse, begyndte flere detaljer at udforme sig. Han lignede en stolt hingst. Stolt og arret. Stolthed. Det var noget den lille hoppe selv kunne have meget af - og så alligevel ikke. Men hun ville ikke lade andre tage den smule stolthed fra hende, som hun havde tilbage - eller genvundet på sin rejse. Der var trods alt mange der havde forsøgt at knække den lille hoppe, og det var ikke lykkedes mange. Ikke 100% i hvert fald.

Efterhånden som farten blev sat ned, døde den hoppende man også, og hang til sidst næsten helt stille langs den hvide hals. De to små ører var kun lige store nok til at være synlige i den store mængde hår. Nysgerrigt strakte hun mulen frem mod den fremmede, som ligesom de to andre hun havde mødt, var højere end hende. Meget højere. Hun havde endnu ikke set nogen på hendes størrelse eller mindre. Ord brugte hun ikke mange af, med mindre det var nødvendigt.

Hans blik gled langsomt og kontrolleret rundt, da han ikke havde hørt noget svar, stod han blot afslappet og forventede ikke nogen ville komme. Men den næste lyd som ramte hans øre var meget velkendt og alligevel fremmed. Dette var den kendte lyd af hovslag, men han kunne ikke sætte ansigt på hvem denne hest var, da han ikke før havde mødt nogen på denne eng, som han gidet at lære lyden på. Normalt vidste han udmærket hvem der kom tæt på ham, da dette havde været en nødvendighed for at overleve. Men her på steder, ja her var alle så fredelige og rolige, så hvorfor bekymre sig for nu.
Hvis han fik fjender, så skulle dette nok blive lært og han ville ikke være i tvivl om hvem der nærmede sig, men for nu.. For nu betød det ikke noget for ham, hvem der kom.

Den skikkelse som kom mod ham var tydeligt en hoppe, hendes blik var skjult bag hendes lange pandelok og de små ører kæmpede sig vej igennem hendes store mængder af hår, for lige at stritte op over denne store manke som hun bar. Hans blik gled ned over denne hoppe.
Hun var ikke en stor hoppe, i hvert fald ikke en af de største som han havde set. Hun krop nærmest hoppende mod ham og denne måde at gå på undrede ham lidt, hans blik forblev på denne hoppe som kom nærmere. Han lage ørene ned da hun kom ret tæt på og ellers holdte han mulen for sig selv.
Han var ikke en hingst som var fan af nærvær og da hoppen nu prøvede at snuse til ham, ved at føre mulen frem mod ham – Så var hans mule ikke langsom til at nappe ud efter hendes mule.
Hans ører lå i nakken og hans øjne var advarende. En hov blev hingstet og advarende hamret i det grnne græs. Han bakkede nogen få skridt og så så på denne hoppe. Hun havde været venlig, og hun vidste ikke at han ikke brød sig om andre heste. Dette var grunden til at han bakkede.
Hvis hun havde gjort det for at være dominerende eller nærgående, så havde han ikke bakket, så var han gået til angreb på ham. Hans blik gled så kort ned over hende, men en undskyldning kom ikke. Han var en hingst som intet andet end hans stolthed havde og den ville han ikke give væk. Et kort nik blev sendt mod hende, som en let hilsen.

I don't want company

word count: 331 | Tag: Phoenix

Selvom hingsten trådte bagud fik det ikke den lille hoppe til at stoppe. Hun trådte efter, for at finde ud af hvad det var for en hun stod over for. Han så højst besynderlig ud med de ar, og de måtte også være bevis på et hårdt liv. Eller en masse hændelser der måske ikke har været nemme at komme igennem. Den ting havde den lille hoppe dog ikke ret meget til overs for. Det fremmde også kun hendes egen sikkerhed at hingsten trådte væk. Man kunne som sådan ikke kalde hende ondskabsfuld eller altid bevidst grænseoverskridende, for selv hadede hun når andre overtrådte hendes grænser. Hun var ikke en hoppe af mange ord, og hun havde kun stillet ganske få spørgsmål til andre indtil videre. Udelukkende fordi hun ikke vidste hvor hun var - eller hvad dette sted indeholdt. Hun havde dog fundet ud af gennem andre, at ildbjerget ikke var det eneste sted. Hvordan hun skulle komme tilbage til Zephyr og hendes hjem vidste hun ikke, men hun skulle nok finde ud af noget.

Da hingsten nappede ud efter hende, trak hun hovedet tilbage i et hurtigt ryk med en lille feminin og pivende lyd, og hakkede tilbage ud i hans retning. Det skulle han i hvert fald ikke tro han havde lov til. Mange havde forsøgt at knække den lille hoppe. Både tobenede, andre heste og også Harka. Harka, den hårde. Hende der havde stået for flokken hun var født i. Hende der havde sørget for at holde hende nede, og ikke mindst kontrolleret alle andre med hård hov. Hendes ord var lov. Og det kom til at bide hende i bagen i sidste ende. Det lille hoved blev hævet og kastet med for at få den kraftige pandelok væk fra de blå øjne - for at hun bedre kunne se hingsten an. Hvad var han for en?