I am loner.. deal with it! - Tag Phatamorgana

Det dirrede helt i den mørkebrune hoppe, hvis tålmodig virkelig blev sat på prøve. De stålgrå øjne funklede livligt og næsten forventningsfuldt, mens hun ventede det næste skridt i deres møde. Hun vidste ikke hvorfor, men denne store, utæmmede og nogle ville sige iltre hingst, fandt hun bare… interessant? Noget ved ham var fyrrigt og spændende – men om end denne spænding var direkte dum at opsøge, vidste hun ikke, selvom det jovist faktisk havde strejfet hende om det kunne være.

Det var i samme øjeblik at hingsten trådte frem. Direkte truende så han jovist ud, men det lyste op i Phatamorganas øjne, af bar glæde, da det syntes til at han havde knækket hendes små koder og forstået hvad hun ville. Hvad hun ønskede af ham og hans selskab. Det var ikke et skjult smil der gled over den lyse mule på hoppen, mens de stålgrå øjne funklede livligt og glædeligt. Det var dog tydeligt på hans fremgang, og den piskende hale, de nedlagte øre – endnu den evigt mørke pandelok, der dækkede de egentlig uhyggelige øjne bag sig, at hun vidste hun skulle holde sin stand. Såvel som hun ønskede andre skulle til hende.

Hurtigt, og næsten som en anden ung plag, smækkede hun forparten om bagparten og sprang frem i et glædeligt ligge krumspring, så hun tog føringen af hvor de skulle hen. Hun lyste atter i blikket, mens hun kort så sig tilbage imod hingsten med et let hoppet og feminint smil. Hun nikkede ivrigt på hovedet, og fortsatte frem imod skoven hvor hun egentlig i grunden var kommet fra, og nu ville føre ham med sig. Der var vel godt og vel stadig de to-tre meter mellem dem. Det passede hende nu fint.

Piskesmæld lød fra den store hingst hale, mens Phatamorgana mere eller mindre forholdte sig afventende. Hvad der foregik i hovedet på hingsten var virkelig ikke til at gætte; og da slet ikke når han skjulte de øjne, som hun egentlig havde fundet ret så skræmmende og næsten frastødende i det korte glimt hun havde set dem. Hun vidste hvordan de så ud, men alligevel stod hun og forestillede sig hvordan mon hans øjne så ud under pandelokken. Hun forestillede sig nogle gyldenbrune dybe øjne, med følelser der lå mere nær det venlige end det fjendtlige. Hun vidste godt landet ikke lå sådan, men man havde vel lov at drømme lidt?

Pludselig skete der en reaktion, en reaktion den mørkglødede hoppe spændt havde ventet på! Hun lyste næsten op i hele sit ve og vel, sin aura og kropssprog, mens de sålgrå ærlige øjne blev spærret glædeligt op. Et smil gled da også fornøjet over hendes mule, mens hun hurtigt vendte omkring sig selv hundrede og firs grader. Hun forstod nemlig godt hentydningen, og ville derpå ikke nærme sig yderligere, men lede vejen for ham, lede ham hvor hun nu ville hen. Hun kastede lidt livligt og glædeligt med det fine hoved, mens hun sprang et par galopspring frem, så afstanden mellem dem blev forlænget; før hun stoppede brat igen. Hun så sig tilbage og nikkede kort med det fine hoved, lidt ivrigt og glædeligt over de havde forstået hinanden, mere eller mindre nu. Atter trådte hun frem i en elegant bevægelse, som ikke var skridt og ikke trav, men noget der imellem, som egentlig så ret så elegant ud alligevel. Ledende, foran ham, mens hun dog lyttede tilbage på ham opmærksomt.