I am loner.. deal with it! - Tag Phatamorgana

Disse store vider var ikke nyt for ham. Han kom fra en verden uden for denne, en verden som var mindste lige så naturskøn som denne og dette burde være med til at han kunne føle sig hjemme.
Men Phoe følte sig aldrig hjemme nogen steder, han havde aldrig følt sig hjemme før, så hvorfor få denne følelse nu. Phoenix var som hans navn antydede ødelagt… Broken.. Han var en hingst som nød sin ensomhed, som nød det faktum at han kunne være alene og være tilfreds med dette. Selskab var ikke hans foretrukne ting, da han altid vidste hvad andre heste kunne finde på. Hans fortid bragte mange sorger og hver af disse var repræsenteret i hver af hans mange ar.

Han var ikke en køn hingst at kigge på og han gjorde heller ikke meget ud af sig selv, han havde ingen han skulle imponere – lige som ingen kunne imponere ham. Hans Gyldne øjne spejdede over denne grønne eng, græsset som vejede let i vindens få briser, de få blomster som lignede nogen som var klar til at knække ved det næste vindpust og de få heste som stod langt væk og mest mindede om små prikker i horisonten. Hans blik gled kort rundt, inden han lod sin man fange i den lette brise og hans hoved blev let løftet. Et hingstet og stolt hvin forlod hans mule.
Han var ikke stolt over at være her, men han var stolt over den han var og det var også den eneste grund til at sendte et vrinsk afsted. Hans gyldne blik spejdede let over det store areal og hans sorte man blafrede i den stille vind. Hans sind var mørkt for nogen og lukket for alle. Han var ikke en ondskabens hingst, men han brød sig bare ikke om nogen, han var vant til at tillid var et svaghedstegn. Hvis man valgte at lægge sin lid til andre heste, så skulle man ikke forvente at de ville redde dig.
Dette ville kræve at der var mad nok og mad havde altid været en mangel vare hvor han var fra. Så livet af andre heste betød ikke meget, hvis man kæmpede om maden.
Han havde været vant til at dræbe for næsten ingenting for at overleve. Men dette var for overlevelsen, han var ikke en hingst som blot vandrede rundt og dræbte heste for blot at gøre dette. Men hvis en hest først lagde hoven, mulen eller andre dele på dig, så helmede de ikke igen før man var død eller angriberen var død.
Så hvis man ville prøve at lægge mule på ham... Så skulle man være forberedt på at dø…

Den mørke hale svang sig roligt bag om hendes bagpart, mens hun havde ladet nysgerrigheden overtage og ladet sin hvide mule, med den sorte misfarvede plet, søge den bløde mosbund. Hun fandt dette mos interessant, aldrig havde hun oplevet græs så blødt, fugtigt og fuld af dufte. Forskrækket trak hun dog mulen til sig da hun fik nørklet en god tot op med mulen og tænderne. Op kom en god klump med tung jord der under; mens en masse kryb og insekter frygtligt flygtede til alle sider, fra den nøgne plet ned til den bløde jordbund hun havde lavet!

Med ét tabte hun klumpen og trådte et par hastige skridt baglæns, mens hun holdte sin mule nede og så opmærksomt og en anelse forskrækket på denne reaktion med de stålgrå levende øjne. Hun pustede lettere frygtsomt ud, før hun godt selv kunne se det ironiske og et bredt smil prydede hendes mule. Derpå i samme sekund, lød et højt og hingstet hvin. Hun hejste hovedet og drejede det i retningen af hvor lyden havde lydt. Hun vippede et par gange med ørerne, mens hendes fornuft sagde hende at hvinet måske betød farer og hun skulle holde sig væk – men hendes instinkter og nysgerrighed bar alligevel et par yndefulde og elegante skridt under hende, før hun sprang an i en fin galop mellem træerne i dette magiske landskab.

Det var snart hun nåede et lysere område, og før hun vidste af det stod hun i åbningen af et skovbryn ud til en større eng. Hendes mule mimrede kort, før hun en små hundrede meter henne til højre for hende, så en stor rødlig, buckskin agtig farvet hingst. Hun stoppede let, funderede kort over det sikkert havde været hans hvin hun havde hørt; før hun lettere forsigtigt blottede sig ved at træde ud for brynet og skridte imod ham. Roligt og med et par livlige slag med hovedet, for at til kende give sig selv og den elegante og yndefulde entré.

Hans gyldne øjne førte hans blik rundt på denne eng, hver en bevægelser blev opdaget og han nød for første gang at stå og nyde denne natur som omgav ham, uden at han skulle være på vagt overfor alla og enhver. Men dette betød dig ikke at han ville lade nogen komme for tæt på sig af denne grund, dette betød bare at han havde lært at dette sted ikke var det værste sted at være.
Hans rød/gule krop bevægede sig i takt med hans vejrtrækning og udenpå så han ud til at være en ganske afslappet hingst, men med et stoppede hele hans vejrtrækning i få sekunder, da hans blik nu gled ned på en hest som gav sig til syne i skovkanten og hans ører blev vippet mod hende og han hoved blev løftet højt og hingstet. Et smæld med halen markerede lige at han havde set hende.

Denne hest som nærmede sig var en hoppe, og hendes udseende var lidt mere specielt end nogen af dem han endnu havde mødt på dette sted. Hendes hoved var hvidt bortset fra en let og resten af hendes krop var præget af de hvide og brune farver. Hende holdning var elegant og feminin, men samtidig var der en vis nervøsitet hos denne hoppe, om hun blot var sådan eller om denne nervøsitet skyldtes hende, det vidste han på ingen måde, men hoppen var trods denne nervøsitet voksen nok til at nærme sig ham.
Hendes valg om at nærme sig var modigt, han var på ingen måde en ond hingst, han ønskede bare oftest at være alene og ingen havde overbevist ham om andet endnu.

Denne lille og fine hoppe nærmede sig med elegante og nærmest dansende skridt før hun var rimelig tæt på ham. Hans hoved blev løftet og hans ører fandt vej ned i nakken på ham. Et hingstet spark med forbenet blev placeret i jorden foran ham. Han advarede hende ikke mod at komme, men mod at komme for tæt på.
Hans gyldne og faste blik faldt på denne hoppe, det eneste som brød hans blik ar det ar som gik ned over hans højre øje. Hendes grå øjne, var anderledes end dem han tidligere havde set. Dette ar ikke en farve som ofte var at finde hos vildheste. Et smæld med hans hale lød bag ham, blot for at markere sig. Hans ører blev kort i nakken, så han var sikker på at hun havde set dem.
Efter et stykke tid fandt det ene øre dog vejen frem mod hende, mens det andet gled til siden for at lytte. Han vidste allerede nu at denne hoppe ville fortryde dette møde, han ville ikke gøre hende noget, hvis hun ikke prøvede at røre ham. Men han var ikke en hingst som var vant til andre heste og han ville uden tvivl ikke være interessant for denne hoppe. Men hun gav ham et forsøg og det kunne han vel kun være glad for. Han ville kunne se hvordan han reagerede på andre heste, som ikke kun ville slås.

Uden intention eller hensigt på at skulle komme helt nær denne fremmede hingst, satte hun allerede derpå farten overskudsagtigt og roligt ned, inden hun som sådan nåede ham. Der måtte være godt en to hestelængder imellem dem, da han derpå allerede markerede sig. Lydigt stoppede hun brat op, mens hun af ren reaktion lagde ørerne en anelse utrykt og uforstående. Dog gled de hurtigt frem og vippede en smule forsigtigt, da hun ej ønskede at komme op og toppes med denne fremmede. Hans ar sprang specielt i øjnene på hende, og fascineret kunne hun ikke undgå at betragte disse for en mindre stund med de stålgrå øjne. Selv brød hun sig tilpas meget om at han ikke ønskede hun kom ham nær, og i den tid hans ører var lagte markeret, fortog hun sine forholdsregler.

Hun vippede let ørerne lidt ud til siden, før de igen fandt frem, mens hun forsøgte at gennemskue denne markante og frembrusende advarende attitude. Dog så det ud til han accepterede at hun holdte den afstand, da først hans ører ændrede position. Derpå så hun sit tiltag til at hilse, da han ikke synderligt gav til kende at ville jage hende bort. Hun udspilede kort næseborene og pustede ud, som skulle der have lydt et prust, men ingen lyd kom. Hun nikkede mulen lidt op og frem, uden den hensigt at nærme sig, mens hun nysgerrigt, men dog afholdende søgte hans øjne respektfuldt uden at virke dominerende, i hendes rolige og afslappede egen fremgangsmåde.

Hans blik forblev på denne hoppe, da han var vant til at selv hopperne ville være flabede, respektløse og hvis de kunne komme til det, ville de nappe lidt. Han havde før sat hopper på plads og ikke fordi at han ville have de skulle undertrykke sig og være underdanige. Han var bare en hingst som forlangte sin plads og hvis ikke folk overholdt dette, så skulle han nok fortælle dem hvor hans grænser gik.
Hans bryn blev dog en smule undrende løftet da hoppen stoppede op på afstand og valgte at give ham både tid og plads til at falde til ro ved hende, før hun overhovedet overejede at gøre noget. Denne adfærd havde han ikke før set.
De gyldne øjne var nu dækket af pandelokken, da hans øjne rummede alt den smerte som hans hjerte også bar De gyldne øjne var fulde af alle hans indvendige ar og derfor blev disse øjne sjældent vist når andre heste var ham nær.

Han lagde godt mærke til at hans adfærd kom bag på denne hoppe og han vidste godt at denne hoppe nok ikke havde stødt på en hingst som ham før. De fleste hingst ønskede at have hopper nær sig og gerne rigtig nær. Men han var blot et særtilfælde og han vidste det, han liv havde givet ham mange ar – De fleste af dem dog usynlige.
Hende blik søgte respektfuldt hans og hele hendes måde at være på, var respektfuld. En respekt som han hverken fortjente eller søgte. Hans slappede en anelse mere af i hans muskler og sænkede hovedet blot en anelse, næsten overhovedet ikke, men hun burde kunne se det.
Et smæld med halen lød bag ham og han hoved blev fyrrigt i vejret og da det faldt på plads, gik der få sekunder hvor hans gyldne og smertefulde øjne blev vist før den sorte pandelok atter fandt vej foran de gyldne øjne .

Han så mod denne hoppe og sænkede sit hoved som hilsen til hende, dette kort nik var en stor ting for ham. Han kunne ikke erindre hvornår han sidste havde skulle hilse på en anden hest med andet end tænder eller hove.
Så han var en forundret hest lige nu. Han havde ikke forstand på hvordan man skulle behandle hopper som hende og denne tvivl kom også let til udtryk hos ham. Hans ene re blev en smule tøvende rettet mod hende og et lettere frustreret fnys forlod ham. Han holdt dog øje med hver og en af hendes bevægelser, da dette nemt kunne være en distraktion hun havde gang i før hun angreb.

Hingsten kunne kort beskrives som lettere ilter og fyrig; det var i hvert fald hvad Phatamorgana så. Især da han nu piskede halen atter engang og så slog fyrigt op med hovedet. Det var kort hun fik et glimt af nogle gyldne øjne, som faktisk måtte sige at frastødende hende lidt. Ren og sker reaktionsmæssigt havde hun trukket hovedet lidt til sig ved hans fyrige kast med hovedet. Samtidig havde hendes øre kort vippet tilbage før de atter var fremme på ny endnu en gang. Hun gav et lille pust fra næseborende, en smule beroligende kunne det nok antydes, alt mens hun stille lagde hovedet let på sned imod ham.

Hingsten hilste nu, og et kortvarigt men imødekommende og livligt smil prydede yndefuldt hendes lyse mule, mens de stålgrå øjne iagttog ham med al lyst. Det var som om hingsten ville farer i flæsket på hende, men noget afholdte ham? For derpå lød et fnys, utroligt nok samtidig med at hans ører nærmest tøvende vendte imod hende. Hvad plagede ham dog mons tro?

Lidt forskrækket over hans fnys havde hun kort løftet det ene forben med hensigt på at være klar til at vige for eventuelle angreb eller advarende faktorer. Men intet skete dernæst, og rolig plantede hun hoven i græsset under sig atter en gang. Hun lod nu mulen strækkes forsigtigt frem, en få ti centimeter fra den ellers holdte position af hovedet, mens de stålgrå øjne indbydende lyste livligt, før hun lagde hovedet en smule spørgende på skrå og vippede med ørene. Hendes mørke hale svingede hun lettere tålmodigt bag sig, mens hun mest af alt ønskede at høre hans stemme.

Mange ville beskrive ham som både ilter, fjendtlig og til dels også aggressiv. Men den store hingst var på ingen måde disse ting, han havde blot lært at intet i livet kom gratis til en. Så hvis ikke kan kæmpede for de ting han ønskede sig, så kom disse ikke til ham. Hans sårede øjne var skjult inde bag ved den sorte pandelok, men dette betød dog ikke at han ikke kunne se hende, han betragtede hendes mindste bevægelser og det at hendes øre kortvarigt faldt om i nakken, lagde han mærke til, men for nu var dette ikke noget han ville gøre noget ved.
Han kunne tydeligt fornemme på hendes prust, at hun ikke ønskede at gøre ham noget og at hun næsten prøvede at få ham til at falde lidt til ro. Men sindsro var en tilstand han aldrig ville finde, han ville aldrig kunne slappe af og blot være sig selv. Han ville altid være vagtsom og opmærksom.
Hendes smil kom frem på hendes mule og han kunne ikke lade være med at se en smule undrende på dette smil, et smil var nyt for ham. Hvorfor heste gjorde dette det havde han ingen anelse om, så hans blik forblev kort på hendes mule inden han atter lod blikket glide mod hendes øjne.
Det var tydeligt for ham at se at hun som mange andre han havde mødt ikke kunne forstå hvorfor han var som han var. Han var en hingst som var plaget, såret og som hans navn hentydede til Broken… Så hvorfor denne hoppe overhovedet stadig stod her, det vidste han ikke. Han var ikke en hingst som var et fantastisk selvskab. Han var mere en hingst som vandrede i ensomheden og som nød at vandrer alene.

Hans tanker dansede kort afsted, men dette fik hold, da hun i en bevægelse løftede det ene forben og han kunne med det samme mærke hele den store krop spænde op og hans blik faldt hårdt på hende, de sorte ører faldt i nakken og et hårdt smæld faldt bag ham. Hans stålfaste og hårde blik gled over denne hoppe og det var tydeligt at denne hoppe på ingen måde var i angrebsposition, men rettere var forskrækket.
Han var ikke vant til folk var forskrækkede over hans små særheder, så hans øre blev kort vippet en anelse frem igen, dog stadig med en anspændthed i kroppen. Hvorfor blev denne hoppe her? Hvad så hun dog hos ham som hun mente hun kunne forbinde sig ti? Han var den totale modsætning af hende.
Hendes mule nærmede sig så og han kunne tydeligt mærke trangen til at nappe hårdt og advarende efter hendes lille skrøbelige mule. Det brændte i ham og han kunne tydeligt mærke hadet i ham boble, han ville ikke have nogen kom for tæt på ham. Men han have fejlbedømt hoppen før, han havde næsten angrebet hende fordi hun var bange, så han skyldte hende vidst at give hende en chance.
Men hans ører blev dog kort lagt i nakken, blot for at vise hende at han ikke brød sig om nærkontakt. Mon hun ville kunne forstå denne hentydning, eller ville hun tro at han ville af med hende?

Det var sjovt hvordan denne fremmed tilmed skjulte sig bag sin pandelok; for hans øjne havde hun kort fået lov at se, men kun den ene gang. Atter var de dækket, mens hun måtte indrømme at finde det en anelse ubetryggende. Sådan, ikke at kunnet se hans øjne for hans dækkende mørke pandelok. Ikke at det som sådan betød at hun så og sige ville føle sig mere tryg hvis da hun kunne se hans øjne, for hun vidste jo ikke hvilke øjne der egentlig lå bag. Det kunne være langt mere frastødende end som så, så måske han blot skånede hende?

Hun grublede så småt over mulighederne, mens hans reaktion på at hun havde reagerede på ham, satte en næsten domino effekt i gang. Hun lod begge øre glide utrygt i nakken, næsten som pegede de bare tilbage og ellers strittede lige op imod himmelen; form for at være klemt ned i nakken. Det var dog som om det havde været gået op for ham, at hun intet ondt havde ment ved sin forsigtige trækning, og han slækkede på paraden, selvom han endnu virkede ret så anspændt! Selv blev hendes øre hurtigt vendt frem igen, mens de stålgrå øjne iagttog ham; han var nu ret spændende. Tilmed farlig måske? Men spændende…

Det var dertil at han endnu følte sig stødt; så at sige. Sådan fandt Phatamorgana det altså, da han sådan advarende og markerende reagerede på hendes kun let justerede hoved og imødekommenhed. Til trods for der endnu var hele to hestelængder mellem dem, så ergo en god tre-fem meter imellem deres fronter, måtte hun jo respektere at han ikke ønskede hun kom tættere på. Tilmed synes hun selv det virkede en anelse fjollet, men respektfuldt sænket hun kun en anelse hovedet så hendes hals hvælvede sig yndefuldt, før hun trådte to små skridt tilbage. Samtidig pustede hun ud med næseborende, før hun atter hejste hovedet og smilede sagte. Roligt og ventende mens de stålgrå øjne betragtede ham. Hun ønskede ikke at skulle komme på tværs af denne hingst. Måske han ikke ønskede hendes selskab? Men så måtte han jo endelig gerne sige det…

Han så uforstående på denne hoppe, hvorfor blev hun ved at være i hans selvskab? Han var ikke en hingst som andre heste ønskede at være i nærheden og dette var han udmærket klar over. Han kunne ikke finde ud af denne hoppe, hun lod ikke til at ville give på omkring ham.
De fleste heste ville have vendt om nu og ikke set sig tilbage. Selv om han havde forskrækket hende og nærmest været for hård ved denne tilsyneladende skrøbelige hoppe, men hun havde valgt at blive. Netop dette var problemet, han forstod ikke hvorfor hun valgte at tilbringe sin tid med ham, hun lod til at være en hoppe med meget mere imellem ørene end hans selvskab. Da han så fik tvunget hoppen til atter at gå nogen skridt tilbage, kunne han godt fornemme at han måske havde behandlet hende forkert.

Hans blik gled over på denne hoppe, hendes ydre udseende var flot, men indtil videre var det, det som var inden i denne hoppe som indtil videre havde fanget hans opmærksomhed. Han kunne mærke kampen indeni ham selv og det hele buldrede og bragede i ham. Hans sandfarvede krop trådte et selvsikkert og fast skridt frem mod hende, hans løftede kort hovedet og det var tydeligt selv for omverdenen at han havde en kamp med sig selv.
Det at han trådte tættere på denne hoppe, var af ren respekt for hende. Hun havde vist ham en respekt ved at give ham plads og han ville vise hende den respekt at han kæmpede med sig selv for ikke bare at stikke af fra hende. Han kunne tydeligt mærke hans kamp, men han lod så også stille og roligt hans krop slappe af før han atter tog et skridt frem mod hende. Hans skridt var store og grunden til at han lod sig gå tættere på hende, var at hun havde vist den respekt at hun ville give ham plads hvis han ønskede dette.

Hun var en hoppe som indtil videre havde hans stemme været gemt væk og dette var ikke kun ved dette møde, han havde før han kom til dette land ikke brugt sin stemme i år. Han havde ikke haft brug for denne, da alt havde handlet om at kæmpe eller dø. Så stemmen ville ikke redde mange heste, derfor havde han aldrig set hvorfor han skulle bruge denne. Hans gyldne øjne spejdede mod denne hoppe, bag de mørke lokker og en hingstet brummen forlod så hingsten, før hans stemme endelig gav sig til kende

”Godaften du elegante hoppe”

Hans stemme bar tydelige præg af at den aldrig rigtig var blevet brugt, den var hæs, rusten og stadig dyb og hingstet. Den høflige tone som lå i hans stemme var ikke en tone som de fleste forventede fra en hingst som ham. Men den tone, var den eneste han nogensinde havde kendt. Dette var måden han tiltalte sin far på og dette var måden han tiltalte heste som han nærede en respekt for.
Hans hoved blev kort kastet op og pandelokken landede, så han blottede en tredje del af det ene gyldne øje, han lod hende bevidst få et glimt af de gyldne øjne. De øjne som viste alt den smerte som lå dybt i denne store hingst, alt den sorg og elendighed som han havde følt. Ingen glæde havde han nogensinde oplevet. Dette syn varede dog ikke længe før pandelokken atter fandt vej over hele øjet.

Hvis livet, dette møde; var et spil, måtte hun have haft spillet sine seneste kort rigtigt. Det var som om han pludselig valgte at acceptere hende, selvom det alligevel syntes svært for ham. Næsten som han havde en indre kamp med sig selv, over hans egen fremtræden og reaktioner overfor hende, som individ, som fremmed. Han nærmede sig nu, tilmed målrettet, og så alligevel tilmed ukontrolleret så det som så ud. Han var atter anspændt, og selvom instinkterne i Phatamorgana bad hende pænt om at søge væk og passe på sig selv, var nysgerrigheden; og om ikke andet, naiviteten for stor og overrumplende. Han kom nærmere, og nærmere og snart var der kun godt og vel en hestelængde imellem dem. Hun svingede næsten diskret med den mørke hale, side til side. Hun vidste at hvis ikke han havde været stoppet her, var det ham der overtrådte hendes grænse. Kun hendes hale udviste denne advarsel, for nu; for han stoppede da, hvilket gjorde hendes egen markering irrelevant for nu.

Endnu bar han sig fyrigt ad, men alligevel tiltalte hans hingstede brummen hende. Hun vippede nysgerrigt på ørene, og gjorde selv antag i struben til at udsende en brummen, men intet mindre end luft slap ud fra hendes mules næseborer. Et kast med hovedet, fik hendes øre til let forskrækket reagerende kort at vende forsigtigt til siderne, før de hurtigt vippede frem igen. Nysgerrigt søgte hendes stålgrå det glimt af hans ene øje, som hun fik. Næsten måbende så hendes udtryk kort ud, fascineret var hun, før showet var fordi og de mørke lokker atter dækkede hans øjne til fulde. Derpå lød hans stemme imod hende. Hun smilede, tilmed smigret, mens hun knejste kort beæret i nakken og ej vej sin forsøgende øjenkontakt, med hvor hans øjne nu og vel nok var placeret under den mørke pandelok. Roligt pustede hun atter luft ud, med et fremadpuffende kort nik med mulen, indenfor sin egen rækkevidde og ej med henblik på at ramme eller nærme sig ham yderligere, mens hun blidt lagde hovedet en anelse på skrå. Nysgerrigt, nærmest spørgende. Hvem mon han var?

Når man tænkte på at Phoe var en hingst sm levede i sin egen skygge, en hingst som foragtede selskab og som altid var opdraget med at samtlige heste i verden var spækket med den samme hadfyldte persona som han selv var, så ville man vide at Phoe aldrig ville acceptere andre heste som nogen af hans nærmeste. Denne hoppe, havde forundret ham, hendes måde at være over for ham på og hendes sind.
Dette var intet han før havde oplevet. Hende… hele hende, hendes indre, hendes væremåde og hendes udseende – Alt dette var for ham nyt, det var ... blødt. Dette var han på ingen måde vant til, selv hopperne var spækket med ar og sår hvor han kom fra. Så hvorfor var denne hoppe sådan?
Hans skridt havde nu ført ham tæt på hende, tættere end han før havde været på en hest uden at dette var endt galt. Men alligevel kunne han mærke hver en fiber i hans store og muskuløse krop, de skreg alle sammen på at sætte tænderne i denne hoppe, pine hende, Mishandle hende og til sidst stå ret over hende…
Men bagerst i hans sind, var noget i tvivl, i tvivl om dette var hvad han havde lyst til at gøre. Kampen i ham var stor og voldsom, den kom kun til udtryk i hans yderste ved at halen hårdt blev smældet bag ham og det ene forben blev hingstet hamret i jorden foran ham, så jordstykker fløj op.
Igennem den sorte pandelok lå de gyldne og smertefulde øjne, deres mørke var tydelig for alle som havde set hans øjne, men for nu, faldt de mod hendes hale. Den meget simple og diskrete advarsel lå let i den og mange ville ikke have set dette, men han var en hingst som havde levet af disse små tegn.
Det var disse tegn som gav ham en advarsel om, hvor tæt på en hest var på at angribe, så disse tegn kunne han og han lagde mærke til dem. Han var ikke en hingst som overså ting – hvis han ikke ønskede dette. De gyldne øjne fangede meget og hendes lydløse brummen undrede ham dog også, men for nu var dette ikke vigtigt for ham. Hendes udtryk sagde alt da hun så hans øjne, hendes måbende attitude var så sigende og dette var en af grundende til at disse øjne var skjult under denne store og kraftige pandelok. Hans øjne ville hos mange give ham medlidenhed og han var bestemt ikke en hingst som brød sig om at blive pylret om som et lille. Trods det faktum at hun ikek kunne se hans øjne, så lod huns stadig blikket være, hvor hans øjne var. Dette var oftest et tegn på respekt.
Øjenkontakt… Dette var en simpel ting, men dog alligevel så vigtig. Opmærksom blev han da hoppens hoved atter bevægede sig og hans ene øre vippede en smule advarende tilbage, dog var det ikke som om hoppen prøvede at røre ham og et kom frem igen.
Denne hoppe var anderledes. Hun var ikke som andre han havde stødt på i sin livstid, men hvordan skulle han tackle denne hoppe. Han var et mysterium og han snakkede aldrig om sig selv, så da hendes øjne nysgerrigt og nærmest spørgende faldt på ham, kom et højlydt og hingstet fnys. Han havde aldrig snakket om sin fortid og denne kom han heller ikke til at snakke om.

Hingsten stod rimelig nær hende, men alligevel ikke tæt nok til at kunne røre hende, med mindre de begge strakte frem imod hinanden. Det gav Phatamorgana sin egen form for sikkerhed, gjorde hende tryg på egne vilkår. Hun følte stadig hun havde styr over situationen; ind til han da piskede hårdt med den mørke hale og et voldsomt stamp i jorden foran hende fik jordklumper til at stå til alle sider. Begge ører røg direkte tilbage, ikke vredt eller truende, men usikkert med de stålgrå øjne blev spærret op forskrækket. Hun strakte forbenene og lænede sig på bagparten, nærmest vigende, så en skræmt position var hvad man kunne kalde hendes pludselige reaktion på hans egen. Han skræmte hende lidt, eller i hvert fald forskrækkede hende, med disse pludselige hændelser. Måske var det mest af alt fordi han jo trods af alt er fremmed endnu, og hun ikke ved hvad han kan finde på? Fordomsfuld havde hun aldrig været, men det var sikkert at de ikke kom fra samme verden. Det barske udseende, med ar og skrammer; sat op imod hendes blanke og finde pels, trukket over den unge og frejdige krop.

Dette hændte kun i samme sekunder som han selv havde pisket halen og stampet, før hun atter stod normalt på alle fire og ørerne atter vippede frem. Nu mere forsigtigt. Derpå var hun dog stadig nysgerrig, men hun vidste også at hun nok ikke skulle sove i timen, hvis hun bare trådte forkert én gang mere. Hvilket hun ikke selv synes hun havde gjort? Hun havde jo på ingen måde tilnærmet sig?

Dog smed han nu øret en anelse advarende ud til siden, da hun atter havde prøvet at opsøge hans ord. Hans stemme, mon han ville sige hvem han var? Derpå gled begge hendes øre en smule betuttet ud til siden, næsten som hos en ung plag, ærgrende; over hans afvisning på blot at sige noget. Stille sænkede hun hovedet en smule undskyldende, mens de stålgrå øjne havde en lille bitte snært af skuffelse i øjnene, som om en nærmere hoppesur attitude kort blev vist for få sekunder, før hun stoppede op efter et par skridt bagud. Derpå vippede hun hovedet spørgende frem endnu en gang, før hun kastede det til siden, pegende imod skovbrynet længere nede hvor hun var kommet fra. Om han forstod hvad hun mente var ikke sikkert? Havde stålgrå øjne landede i hans, mens en svag fornærmelse var at tone. Ikke en truende på nogen måde, blot en anelse skuffet og afvist, uden som sådan at ville bære nag. Atter gentog hun denne akt af at vippe mulen frem, med et lydløst pust, hvorpå hun kastede hovedet til siden og umiddelbart pegede bagud og tilbage hvor hun var dukket op hende, før hun til slut så på ham med hovedet lagt let på sned, og et par ærlige og nysgerrige øjne hvilede nu på ham, mens hendes øre vippede kort spørgende. Ønskede hun at hun skulle gå nu?

Denne hoppe virkede ikke til at være en hoppe som selv var fan af nærkontakt og derfor virkede hun også til at holde en vs afstand og tilmed satte hun grænser op for ham. Han havde længe været vant til at rejse rundt uden grænser, så dette kan lidt bag på ham. Han følte sig ikke bedre end andre, da han altid kun konkurrerede med sig selv, men derfor undrede det ham en smule, at hun valgte at sætte grænsen om at han var kommet for tæt på, han var ikke en hingst som kom tæt på nogen – Han var heller ikke kommet for tæt på denne hoppe ifølge ham, men dette kunne nemt være at han havde overskredet hendes grænser, hvilket han egentlig ikke ville.
Hans lille hingstede udbryd var for ham intet, dette var blot en tegn på indelukket frustration, forvirring og fyrrighed, men denne hoppe udviste noget som han ikke havde set i mange år. Hun udviste frygt? Dette var ikke noget han kendte til, da han havde lært at leve uden denne frygt, men denne hoppe udviste det over for ham. Det var dog ikke frygt for ham, det var mere en forskrækkelse og en usikkerhed som hun havde.
Han kunne tydeligt mærke at han var uforstående omkring hendes forskrækkelse, men et blik over hendes fine og faste krop, fik tankerne i hans hoved til at være mere klare. Hun lignede ikke en hoppe som havde oplevet halvt så mange ting som han havde. Hun havde ikke været vant til hans måde at leve på og derfor kunne hans udbrud måske være en smule voldsomme for en lille og uskyldig hoppe som hende.
Fordomme havde altid været en del af hans verden, denne hoppe så fin ud og i hans hoved, havde hun haft et lettere liv end han selv havde. Men om dette var sandt, var ikke at sige – Men hans tankegang gik i den retning, hans fordomme mod hingste, lå også dybt i ham, de ville slås og parre sig, sådan var hingste. Så hvorfor spilde tid på disse?

De ører som før havde været vendt i nakken af forskrækkelse faldt nu en smule frem igen, dog med yderste forsigtighed og hans gyldne øjne betragtede hende bag den kraftige sorte pandelok. Hun var en underlig hoppe, hun virkede så modig og principfast og så alligevel så forsigtig.
Sådan havde han aldrig mødt en hoppe som var. De hopper han kendte var stædige, dumdriste og ligeud sagt dumme. Men denne hoppe lod til at være utrolig intelligent, men hvorfor lå denne frygt så i hende? Han havde jo ikke angrebet hende eller været tæt på. Trods det faktum at alt i ham skreg at han skulle slås, så havde han lovet sig selv og sin samvittighed at lade være.
Han havde set den smerte som slåskampe og drab kunne forvolde. Han havde mistet alle han nogensinde havde kendt. De var enten døde af sult, dræbt eller tørstet til døde. Det eneste drab han aldrig havde fortrudt var drabet på hans far. Den tyranniserende hingst, som havde opfostret ham i denne smerte og ensomhed, som han havde levet i siden hans fødsel, denne hingst havde ladet hans mor sulte, hans venner tørste og hans plejemor havde han dræbt.
Så følelser lå ikke længere i denne hingst, de havde forladt ham, lige som kærligheden havde forladt hans hjerte, hvorfor elske nogen? De ville alligevel gå hen og dø. Hans blik gled kort over mod denne spinkle hoppe igen.

Hans blik gled ned over denne hoppe og han hev hans hoved en smule undrende i vejret og betragtede denne hoppe med et yderst undrende blik. Hun ændrede holdning fra den stolte og elegante hoppe han havde set, til en hoppe som mindede mest om en lille betuttet plag.
Et smæld med hans hale lød bag ham, dette var dog ikke hårdt, men mere en smule forundret – hvad pokker foregik der? Sådan en opførsel havde han aldrig før set og han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Et undrende prust forlod ham så kort, hans hoved, gav et lille ryk, men ikke noget af betydning. Blikket i hendes øjne var tydeligt undskyldende og skuffet, men hvad havde hun at være skuffet over? Ham? Det håbede han da ikke, for hvis hun var utilfreds, så kunne hun da blot få bagdelen med sig væk herfra.
Han var ikke vant til at have denne kommunikation sammen med andre heste, så han kunne ikke kende de mest tydelige tegn, som for andre blot var noget man vidste. Da hoppen så nu vendte om og lod blikket glide mod skoven og kastede sit hoved mod skoven, stod han blot og betragtede hende en smule undersøgende. Hvad var det hun ønskede? Ønskede hun at gå, ønskede hun at han skulle gå eller ville hun have at de skulle gå en tur i skoven sammen? Hendes blik faldt nu tilbage på ham og den ærlighed og nysgerrighed som lå i disse øjne havde han heller ikke set før, hvordan pokker kunne en hoppe opføre sig så anderledes end alle andre på dette sted? Hvad var det hun ville have at han skulle gøre?
Dog fandt han i hendes udtryk kort en spørgende attitude, han kunne kun tolke den som han ville og i hans øjne spurgte hun om hun skulle gå.
Han ville da ikke bestemme om hun skulle gå eller ej. Han var en hingst som var indbefattet af at være alene, men dog havde denne hoppe mange ting hun kunne lære ham om denne nye verden. Hans øjne faldt kort mod hende og et kort og næsten usynligt ryst på hovedet, var at spore hos den store sandfarvede hingst.
Men mon denne hoppe lagde hendes tøsefornærmede attitude væk igen eller var det bare sådan at hopper i dette land var? Han var ikke sikker, men det havde været en helt anden hoppe han i starten havde mødt, så mon ikke hun blot var stødt over et eller andet han havde gjort? Det ville skam ikke undre ham.

[Tror du har misforstået ^^, Hun har ikke vendt siden til, men kun trådt lidt tilbage for ham og kastet hovedet til siden og pegende tilbage imod skoven, uden at flytte fronten mod hans front (:]

Hun ventede, alt imens hun stod der, mere eller mindre med fronten imod ham; og hovedet nu let lagt på sned og ørerne vippende en anelse nysgerrigt imod ham. Hvis han ønskede hun skulle forlade ham, kunne han jo bare sige det? Men noget slog Phatamorgana at han måske ikke ønskede dette? I hvert fald forstod han hende ikke…

Den store hingst foran hende, hvis identitet endnu var mystisk for hende, specielt grundet den store sorte pandelok der dækkede al indgang til et muligt indblik i ham og hans følelser, gennem hans øjne. Næsten forundret virkede hans slag med halen, før et undrende prust havde lydt. Forstod han hende ikke? Det var langsomt hendes ikkeeksisterende bryn blev rynket en smule sørgmodigt, mens en snigende følelse af frustration truede med at fylde hende! Det var diskret i takt med dette at hendes mørke hale langsomt svingede bag hendes bagpart, fra side til side, næsten utålmodigt; mens hun mest af alt søgte svar. Atter vippede hun mulen frem i et par spørgende nik. Inden for sin egen rækkevidde, før hu atter vendte hovedet kastende og pegende imod skovbrynet som før. I en glidende bevægelse gled hendes hoved atter tilbage og hun hejste det lettere opmærksomt, mes de stålgrå øjne betragtede ham spørgende; og et lille, og bogstaveligt talt, lydløst fnys kom; i form af et lille pust med den lysemule. Stille gled hovedet en anelse på sned atter engang, hvorfor kunne han ikke bare svare hende? Spørge hende? Sige noget… Måske han ikke selv var så meget for at tale?

Fortsat holdte hun frustrationen nede, mens hun fastholdte sin tålmodighed, mens de varme og nysgerrige ærlige stålgrå øjne funklede livligt, mens de atter så på ham.

Phoenix havde aldrig nogensinde været en hingst af mange ord. Hans måde at kommunikere på, var tydeligt på hans krop. Den store og muskuløse krop var dækket af ar over det hele.
Disse ar på kroppen var egentlig ikke alle de ar som denne hingst bar på. Han var en hingst med mange sindsforvirringer og som ikke forstod sig på kommunikation med andre. Denne hoppe prøvede tydeligt og det var helt klart at hendes frustration var voksende. Hun forstod ham ikke, hun forstod ikke hans måde at være på og hun forstod ikke hvordan han skulle behandles. Men hvem gjorde egentlig det? Han var ikke en hingst som egentlig ville læres af kende, så ville han nogensinde blive samarbejdsvillig over for nogen?7

Hoppens blik faldt nu atter på ham og bag den store sorte pandelok skjulte de øjne han var. De grønne øjne som tydeligt var spækket med had og frustration. Han var en hingst som havde udholdt meget i sin tid, men denne smerte var hans og den behøvede hele verden ikke at deltage i. Hans blik faldt på denne hoppe. Hun ønskede noget af ham, men hvad var han ikke helt klar over. Hun ønskede enten at han skulle gå eller også skulle han følge med hende. Et frustreret og smule hidsigt smæld med den kraftige hale lød bag ham. Hans gyldne krop bevægede sig nu frem mod skoven, dog var afstanden til hende i hvert fald to meter og hans ører lå solidt plantet i nakken. Hun skulle ingen ideer få om at komme ham nær.

Et hingstet fnys forlod ham kort - Hvorfor hoppen endnu ikke havde forladt hans selskab, det vidste han ikke. Men mon hvor længe mon hun kunne blive før frustrationen tog overhånd?