Post by Deleted on Mar 5, 2014 12:34:26 GMT 1
Disse store vider var ikke nyt for ham. Han kom fra en verden uden for denne, en verden som var mindste lige så naturskøn som denne og dette burde være med til at han kunne føle sig hjemme.
Men Phoe følte sig aldrig hjemme nogen steder, han havde aldrig følt sig hjemme før, så hvorfor få denne følelse nu. Phoenix var som hans navn antydede ødelagt… Broken.. Han var en hingst som nød sin ensomhed, som nød det faktum at han kunne være alene og være tilfreds med dette.
Selskab var ikke hans foretrukne ting, da han altid vidste hvad andre heste kunne finde på. Hans fortid bragte mange sorger og hver af disse var repræsenteret i hver af hans mange ar. Han var ikke en køn hingst at kigge på og han gjorde heller ikke meget ud af sig selv, han havde ingen han skulle imponere – lige som ingen kunne imponere ham.
Hans Gyldne øjne spejdede over denne grønne eng, græsset som vejede let i vindens få briser, de få blomster som lignede nogen som var klar til at knække ved det næste vindpust og de få heste som stod langt væk og mest mindede om små prikker i horisonten. Hans blik gled kort rundt, inden han lod sin man fange i den lette brise og hans hoved blev let løftet. Et hingstet og stolt hvin forlod hans mule. Han var ikke stolt over at være her, men han var stolt over den han var og det var også den eneste grund til at sendte et vrinsk afsted.
Hans gyldne blik spejdede let over det store areal og hans sorte man blafrede i den stille vind. Hans sind var mørkt for nogen og lukket for alle. Han var ikke en ondskabens hingst, men han brød sig bare ikke om nogen, han var vant til at tillid var et svaghedstegn. Hvis man valgte at lægge sin lid til andre heste, så skulle man ikke forvente at de ville redde dig. Dette ville kræve at der var mad nok og mad havde altid været en mangel vare hvor han var fra.
Så livet af andre heste betød ikke meget, hvis man kæmpede om maden. Han havde været vant til at dræbe for næsten ingenting for at overleve. Men dette var for overlevelsen, han var ikke en hingst som blot vandrede rundt og dræbte heste for blot at gøre dette. Men hvis en hest først lagde hoven, mulen eller andre dele på dig, så helmede de ikke igen før man var død eller angriberen var død.
Så hvis man ville prøve at lægge mule på ham... Så skulle man være forberedt på at dø…
Men Phoe følte sig aldrig hjemme nogen steder, han havde aldrig følt sig hjemme før, så hvorfor få denne følelse nu. Phoenix var som hans navn antydede ødelagt… Broken.. Han var en hingst som nød sin ensomhed, som nød det faktum at han kunne være alene og være tilfreds med dette.
Selskab var ikke hans foretrukne ting, da han altid vidste hvad andre heste kunne finde på. Hans fortid bragte mange sorger og hver af disse var repræsenteret i hver af hans mange ar. Han var ikke en køn hingst at kigge på og han gjorde heller ikke meget ud af sig selv, han havde ingen han skulle imponere – lige som ingen kunne imponere ham.
Hans Gyldne øjne spejdede over denne grønne eng, græsset som vejede let i vindens få briser, de få blomster som lignede nogen som var klar til at knække ved det næste vindpust og de få heste som stod langt væk og mest mindede om små prikker i horisonten. Hans blik gled kort rundt, inden han lod sin man fange i den lette brise og hans hoved blev let løftet. Et hingstet og stolt hvin forlod hans mule. Han var ikke stolt over at være her, men han var stolt over den han var og det var også den eneste grund til at sendte et vrinsk afsted.
Hans gyldne blik spejdede let over det store areal og hans sorte man blafrede i den stille vind. Hans sind var mørkt for nogen og lukket for alle. Han var ikke en ondskabens hingst, men han brød sig bare ikke om nogen, han var vant til at tillid var et svaghedstegn. Hvis man valgte at lægge sin lid til andre heste, så skulle man ikke forvente at de ville redde dig. Dette ville kræve at der var mad nok og mad havde altid været en mangel vare hvor han var fra.
Så livet af andre heste betød ikke meget, hvis man kæmpede om maden. Han havde været vant til at dræbe for næsten ingenting for at overleve. Men dette var for overlevelsen, han var ikke en hingst som blot vandrede rundt og dræbte heste for blot at gøre dette. Men hvis en hest først lagde hoven, mulen eller andre dele på dig, så helmede de ikke igen før man var død eller angriberen var død.
Så hvis man ville prøve at lægge mule på ham... Så skulle man være forberedt på at dø…
