Ariving Spring (Djange, Nymfe)

Ariving Spring

Tågen lå stadig hen over græsset i Teylars område. Søvn havde Ava ikke fået meget af, for efter hun havde fået og mistet Ariel ville hun ikke lade Nymfen ude af syne i længere tid af gangen. Ikke uden at vide andre havde styr på hende – og var sikker på vedkommende ikke ville komme til at vende ryggen til i længere tid af gangen. Selv nu havde Ava sørget for at have Nymfen med. Hun ville ikke tage skade af at se flokkens område. Det område hun ville turde slippe hende fri på når hun engang blev større og ældre. Hvor hun vidste hun stadig kunne være i sikkerhed. Foehn var en ø hun i hvert fald gerne ville holde hende væk fra så længe som muligt, selvom hun også godt vidste at risikoen for at nysgerrigheden trak i den retning engang ville være stor – som den havde været hos hende – og muligvis også Mindraper. Det var ikke noget de havde snakket om som sådan, men med hans familie var det noget den sorte hoppe var næsten sikker på. På grund af tågen, lod Ava de små sorte og plyssede ører vippe rundt i alle retninger, meget opmærksom, for at være sikker på der ikke ventede noget ubehageligt længere fremme eller i området, som ikke var til at se eller lugte.

words: 221 | Tag: Djange, Midnight's Nymphadora

Verden var så stor og vidunderlig, at den lille Nymfe ikke kunne se sig mæt. De sidste par dage havde hun været med sin moder i flokken Teylar, som hun på nuværende tidspunkt ikke vidste var en flok, eller hendes hjem – men blot så hun det som endnu et område der skulle udforskes ved hjælp af mor! Hun stavrede afsted ved siden af hende, helt klynget til hendes side i det ene øjeblik, og bukkende rundt foran det andet. Hun var blevet mere modig på livet omkring hende, men i sandhed vidste hun hvor hendes plads var. Hun forlod aldrig sin mor i mere end får øjeblikke, for da at vende tilbage til hendes side; og selvom hendes moder havde holdt sig vågen nok nærmest dag og nat for at holde øje med hende, og nok var ved at være godt træt, var den lille Nymfe’s sorger få. Hendes tanker var slet ikke så veludviklede, at de kunne tænke over at hendes mor var træt, så gerne hoppede og dansede den lille hoppe rundt på nattens sene timer, hvis hun havde fået sig en god lur dagstimerne forinden. Ja, når hun var vågen var der sjældent et stillestående øjeblik, så kåd var hun, og det blev kun mere og mere.
Nu var hun atter på ved med sin mor til et ukendt sted, men hver eneste sten, træ og busk de så huskede hun. Hun havde så åbent et sind, at hun ganske enkelt tog imod alt på nuværende tidspunkt; den begyndende del af hendes læring til at blive en velfungerende unghoppe.

Det var på denne Ø, omkring dette område han sidste havde truffet den unge Ariel. Han bar roligt sig selv af sted med en rank og stolt holdning. Hans amour prydede ham og hans muskuløse krop, alt imens han bar sig selv med en mindre anspændthed og nu mere overlegenhed. Ørerne vendte da endnu bagud, mens de kolde og tomme øjne så sig direkte og skuende frem. Tågen var en smule distraherende og kun dufte og lyde ville afsløre andres, eller farers tilstedeværelse.

Det slog ham dog at skridt hørtes, og snart tyngede tågende derpå da også en duft med sig. Genkendeligt registrerede han den søde duft af liljer. Det slog ham at salmiak duften blandet der med gjorde at det ikke kunne være Ariel, men ingen mindre end hendes moder. Han stoppede kort en anelse brat for ligesom at identificere hvorhenne hun befandt sig. Kort lød et hæst fnys igennem tågen foran ham, forespørgende efter hende, eller rettere disse. For havde han ikke ret, når han syntes at høre flere end fire hove over det fugtige græs?

Ariving Spring

Det dugvåde græs hang op af den sorte hoppes ben. Det græs der var knækket i hvert fald. Det generede hende som sådan ikke, men kunne hun være fri for det, så var hun det gerne. Hun havde set frem til foråret. Frem til det friske græs, men mest af alt glædede hun sig til sommerens start. Ikke varmen, og ikke de lyse nætter. Men alt hvad sommeren ellers bragte med sig. Det gode vejr, det grønne hurtigt voksende græs, og også det gode humør. Godt humør havde Ava ikke været i længe. Kun lige omkring den tid Nymfen kom til verdenen, og når hun var sammen med Mindraper og selvfølgelig også hendes moster Leonora. Familien generelt kunne bringe ro hos hoppen, men heller ikke andet. Og hun havde haft det med at trække sig væk fra andre for at være alene. Det kunne hun ikke længere - ikke endnu i hvert fald. Et hæst fnys fik den sorte hoppe til at standse brat. Med en lille dog bestemt brummen, ville hun bede Nymfen om at blive tæt på. Ikke at rende for langt væk og heller ikke hoppe for meget rundt. Musklerne var helt automatisk spændte under det sorte stadig lidt plyssede hårlag, der dog snart måtte begynde at blive tyndet ud, hvis hun ikke skulle gå hen og dø af varme når sommeren engang kom.

Lugten der hang i den tunge luft af tåge, var på en måde velkendt og samtidig også fremmed. Ava kunne ikke sætte ansigt på den. Heller ikke det hæse fnys der havde været at høre før. Den lyse mule søgte mod Nymfen for at være helt sikker på hun vidste hvor hun havde hende. Først da hun var helt sikker hævede hun hovedet og sendte et lille feminint vrinsk afsted.

words: 297 | Tag: Djange, Midnight's Nymphadora

Den unge hoppe Nymphadora, havde ganske travlt med at sluge alt med sine øjne, så travlt at hun først opdagede at noget var på færde, da hendes moder udsendte den kaldende brummen. Med det samme drejede den lille sorte hoppe om sig selv og strøg tilbage til mors side, hvor hun løftede mulen op imod hendes med let gumlende kæber – her tegn på, at hun synes hun havde gjort det rigtige, i at søge siden hos hende når hun kaldte.
De første tanker var begyndt at udvikle sig i sindet på den endnu ret så spæde hoppe, men det var ikke tanker som de voksende havde, nej langt fra. Og når der var en tanke, var den glemt i løbet af få øjeblikke igen. Impulsive tanker, ja, men i det mindste mere end blot reaktioner på omverdenen. Nysgerrig, spænding, frygt, glæde var alle sammen følelser der var begyndt at dæmre i det lille sind.
Nu hvor hun havde fundet mors side, forstod hun at noget var på vej imod dem. Og da det først gik op for hende, stak hun i et fnys der var noget mere hysterisk end sin moders, alt imens den lille hale blev strittet lige i vejret! Med så højt hævet hoved hun kunne, stirrede hun nu frem i den retning hendes moder så, for at opdage det der var på vej imod dem.
- Ja, den lille Nymphadora lærte sin adfærd fra fragmenter af sin mors, og hver gang hun påtog sig noget nyt, gjorde hun det altid til det yderste. Som nu, med hendes fnys; en typisk ting for så ung en sjæl der ikke havde forstået endnu hvad det ville sige at have en reel personligt. Dog ville Nymphadora’s langt fra blive.. kedelig.

Puslende lyde, som nok nærmere skulle beskrives som skridt i det våde græs og eventuelle fnys og andre lignende lyde; registrerede Djange i samme sekunder som lydbølgerne ramte hans atmosfære. Han forblev en anelse afventende, før der blev tilkendegjort en andens tilstedeværelse. Der var ikke gået lang tid, før et vrinsk havde lydt igennem tågen, og ak endda ej så langt fra den brogede hingsts nuværende position. Vrinsket gav ham nu en mere målrettet retning at følge, hvorpå han med stolte og ranke skridt bar sig med en overlegen og tilmed ædel holdning, imod denne hoppe; han nu syntes at kunne genkende, eller i hvert fald erindre at have stødt på før. Samtidig gav to og to fire, så vidt han vidste, hvilket allerede nu fik ham til at konkludere at denne fremmede i tågen måtte være med i ledtog med den unge hoppe Ariel, hvis ikke i familie med.

Ariving Spring

Hingsten der kom til synes syntes Ava godt hun kunne genkende. Og alligevel var der noget anderledes ved ham. Han bar en underlig beklædning, som fik ham til at se......... måske ikke farlig ud, men jo, på en måde en smule farlig i hendes øjne. Det var ikke ligefrem noget der inbød venlighed i hendes hoved. Hun slog et smæld med den sorte hale og hævede hovedet en tan mere. Det var ikke for ikke at vise respekt. Og dog.... Så meget respekt havde hoppen ikke at hun gik og kastede det efter alle og enhver. Ikke længere i hvert fald. Der var få hun anerkendte som værende over hende. Denne hingst var ikke en af dem. Han var kun en hun før havde delt en grotte med, midt i regnvejret, hvor hun alligevel i sidste ende havde trodset regnen for at søge væk. Han havde vidst ikke været tilfreds med hendes tilstedeværelse dengang - men her var det hendes tilstedeværelse der var mest 'lovlig'. Ville der opstå problemer var det hende der havde ret til at være der - for det var hendes hjem. Hun havde dog ikke tænkt sig at stå og skabe diskussioner, skænderier eller små fighte foran øjnene på sin yngste datter. Hun blev dog stående for at vente på hingsten. Selv ville hun ikke gå ham for meget imøde.

words: 224  | Tag: Djange, Midnight's Nymphadora

Det var ganske klart for den spæde sjæl at der skete noget nu. Hendes moder havde lagt blikket på den fremmede store ting der kom imod dem – den anden hun havde set ud over sin fader, som hun i første omgang havde frygtet. Hun kunne ikke huske denne frygt, for den havde været så instinktiv at den ikke havde krævet tanker; men nu, hvor hun var begyndt at udforske det at have meninger om tingene blot en smule, betænkte hun et kort øjeblik hvem og hvad denne ting var. Underlige ting sad på dens hoved og ryg, kunne hun se da han kom dem nærmere; og hun havde nok tænkt yderligere over det, hvis ikke hendes moder havde reageret. Ava, hendes mor, reagerede ved at hæve hovedet en tak mere, hvilket hun kun havde set hende gøre i situationer, hvor hun markerede sig. Og med det samme strøg alle tanker den unge sjæl havde haft væk. Som ved et trylleslag hev hun hovedet så højt i vejret hun kunne, imens halen blev strittet yderligere igen; og i samme omgang låste hun sine knæ med en sådan hast at hun på en måde fik sat af samtidig, så alle 4 hove lettede en smule fra jorden. Et voldsomt hult fnys forlod den lille mule, så voldsomt at hun selv blev overrasket over det; det foregående havde ikke været så.. højt. Nærmest i skam over sin hvæsende lyd faldt halen ned og blev trykket ind imellem hendes bagben, og hendes lille krop søgte straks ind under mors mave, hvor der næsten ikke var plads længere. Hun voksede så hurtigt, og i øjeblikket ville hun helst blot være så lille bitte, at hun uden problemer kunne gemme sig!

Tågen udmundede sig gradvist, mens to mørke skikkelser kom til syne. Straks kunne han genkende denne hoppe, den hoppe han havde delt grotte med en mørk aften med uvejr, og regn i uendelige mængder. Hoppen han dengang på ingen måde havde klinget med, hoppen han egentlig som sådan kun huskede som skulle finde sin broder; og at han sammenlignede med sin elskede Silent Liberty, den gang. Men hun var ikke den lille sorte, og det var hun bestemt heller stadig ikke. Det var overraskende at en efterabende entré var at opleve, da hoppen til synladende havde et føl ved sin side. Let missede han de krystalblå, kolde og tomme øjne, en anelse sammen; anseende. Blikket gled roligt fra hoppen til føllet og derpå tilbage på hoppen hvorpå han nikkede roligt. Endnu en anelse mekanisk, men nu mere med hvælvet og stolt holdt hals. Han lod ikke sit meget direkte blik slippe hende; og skubbede langsomt tanken væk af at han ikke havde registreret at der også var et føl til stede. Forklaringen måtte være at han ikke kunne ane dets duft endnu, grundet den endnu unge alder på føllet. Alligevel var føllet ikke som sådan nybagt, for forsøget på at søge ly under hoppens mave så en da en anelse trægt ud.

”Godaften Ava.”
Hans hæse og intense stemme hilste roligt, dybt tonløst; mens de kolde og tome øjne stirrede sig nærmest blindt i hendes blå øjne. Som sådan havde han ikke selv kunnet huske hendes navn fra den gang, men hendes datter Ariel; havde han hørt det fra. Måske var det et sats? Han kunne tage fejl, at dette ikke var Ava? Men duften han genkendte, samt kunne sammenligne med denne Ariel han havde truffet for end ikke så længe siden, gjorde ham alligevel ret så sikker i sin sig. Roligt forholdte han sig i sin stolte og ædle holdning, mens ørerne atter hvilede bagud og end ikke havde rykket på sig.

Ariving Spring

Nymfens lyde og sære hop ville under normale omstændigheder have fået den sorte Ava til at le. En varm og kærlig latter. Hvis de havde været alene. Men det var ikke situationen i dette øjeblik. Hingsten var til stede og derfor forblev de blå øjne rettet mod ham, sammen med det ene øre. Det andet blev dog rettet mod Nymfen, der forsøgte at gemme sig under hendes mave. Der var næppe ret meget plads under den i forvejen lave hoppe, til hoppeføllet der ikke længere var lige så lille som da hun var kommet til verdenen. Ava brummede dog dæmpet henvendt til hende, men stadig uden at flytte blikket fra hingsten, der også lod til at kende hendes navn. Brugte hun længe nok tid på at gennemsøge sin egen hukommelse ville hun nok også finde frem til hans. Hans udstyr vidste hun godt hvad betød. Han var en af de ... udvalgte? de... specielle.... de.... heldige? hun vidste ikke helt hvad hun skulle kalde dem. En af dem der havde fået et ansvar og var blevet pålagt en opgave og som gengæld vel egentlig havde fået en slags gave af en art. For hende havde det absolut ingen betydning. Det gjorde ham ikke til mere, eller gjorde ham mere værd i hendes øjne. Det var ikke nogen grund til hun skulle bøje sig og vise respekt. Derfor blev hun stående, stadig, med rank ryg og hævet hoved. Hun slog et smæld med halen også, inden hun åbnede munden for at gengælde hingstens hilsen.

"Godaften, Djange. Der er vidst sket lidt siden sidst"

Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering. Selvfølgelig var der sket noget. Der skete jo hele tiden noget med alle. Hun så nok heller ikke selv ud som hun havde gjort ved første møde, selvom hun ikke bar rundt på den slags.... finesser som ham, så var hun stadig blevet mere spinkel og mere muskuløs på samme tid. Vinteren havde trods alt været hård.

words: 327  | Tag: Djange, Midnight's Nymphadora

Under maven på sin mor havde den lille Nymfe begrænset udsyn. Hun kunne ikke helt se hvad eller hvem det var, der var kommet dem nær, men hun kunne fornemme på sin moder, at hendes holdning var rank og stolt. Den lille hoppe havde på den korte tid hun havde levet lært, at hendes moder var en meget stolt sjæl, selvom hun ikke altid viste det når de var alene. Alene tiden var den, som den lille Nymfe nød mest af; ja, hun ville faktisk slet ikke dele sin mor når det kom til stykket. Efter lidt tid begyndte hendes mor at tale til denne fremmede, og det alene fik den bette sjæl til at samle mod nok til faktisk at komme frem igen. Hun møvede sig, ganske elegant faktisk, ud fra sin mors mave, men stod nærmest limet til hendes side. Hendes isblå øjne blev snart plantet på denne hest der stod foran dem, som hun efterhånden havde kædet sammen at fremmede var; de havde trods alt 4 ben, et hoved, man og hale som hendes mor og hende selv.
Men denne her var anderledes. Mystiske ting sad på den ryg og hoved, og det brød den lille sjæl sig ikke om, for det kunne hun ikke forholde sig til. Hun udsendte endnu et fnys for at fortælle sin mor at hun nærede skepsis overfor den fremmede; han så bare forkert ud i hendes verden, der endnu var lille og naiv. Derefter nippede hun ganske forsigtigt imod sin mors side. Spørgende måske; var det okay? Ville han spise dem?

Roligt forholdte han den stolte og ranke holdning ædel og overlegen anlagt, uden som sådan at virke nedværdigende i sin fremtoning. De krystalblå øjne hvis blik var evigt koldt og tomt stirrede sig ret så direkte imod hoppen Ava fra det maskerede ansigt. Hoppeføllet der havde søgt ly mere eller mindre under hoppens mave, søgte forsigtigt frem; men alligevel forholdte den brogede hingst nu fokus på hoppen. Hendes ord lød og hans ene grålige øre havde været gledet let på sned for at understrege at han lyttede til hendes ord. Jovist kunne han erindre hvorfor han ikke brød sig om denne hoppe i første omgang, hvilket; sammen med denne Mindraper havde udgjort at han havde set sig skævt på hendes datter Ariel i første omgang. Alligevel havde der indfundet sig et tvist, hvilket nok – naivt nok – mest af alt havde vendt hans eget syn på Ava også, samt hans holdning til hende som individ. Roligt nikkede han dybt over hendes ord, bekræftende, men ret så mekanisk.

”Det må man sige Ava.”
Svarede han roligt med den hæse og intense stemme, vis ord var endeløst tonløse. Han kastede et hurtigt og kort blik på hoppeføllet der stille stod og nappede til hendes side, hentydende på hans eget svar.

”Jeg har truffet deres datter Ariel en kende gange. Hende kan De være stolt af.”
Lød hans hæse og intense stemme så, tonløst atter; men jovist var hans ord ærlige. Bund ærlige, for dette mente han. Roligt nikke han kort og direkte mekanisk, dog ment erkendende over hans fremsagte ord; til trods for hans holdning ellers fortsatte i den ranke og stolte form, med ørerne vendt tilbage og blikket virkende stirrende.

Ariving Spring

Den sorte hoppe vendte ørerne af den brogede hingst. Endnu en der havde mødt hendes datter, som hun ikke selv havde ret meget kontakt til. Hun ønskede ikke rigtig at blive kaldt familie til Ariel. Ariel var ikke hendes datter - måske biologisk, men ikke i hendes hoved.

"Ariel er ikke min datter. Jeg har muligvis givet hende liv, men hun er ikke min datter. Jeg har ikke opdraget hende og jeg har ikke set hende vokse op"

Egentlig ville Ava jo slet ikke have haft noget med føllet at gøre fra starten af, men Leonora fik hende talt til fornuft. Dog var der nok ikke nogen der kunne få den sorte hoppe til at ændre mening igen. Nu havde hun i hvert fald sat sig for at det var en tabt sag. Ikke tale om hun ville bruge alt sin tid på at lede efter et føl, der var listet væk. Hun kunne ikke bruge resten af sit liv på at leve - og nu havde hun også andre ting at tage sig af.

"If you don't succeed. Try, and try again. Er det ikke sådan man siger?"

Hun havde forsøgt med Titan, uden held, hun havde knap nok haft mulighed for at opdrage på Ariel. 3. gang var lykkens gang - sådan havde hun hørt andre sige, og indtil videre så det ud til at passe meget godt.

words: 189  | Tag: Djange, Midnight's Nymphadora

Den lille Nymphadora kunne på en måde fornemme at der var en form for uret imellem dem. Der var ikke samme kærlige atmosfære over de to nu, som der havde været mellem hendes mor og den mangefarvede hingst, som hun havde leget med. Hendes mor havde senere fortalt, at det havde været hendes ’far’ – hvad så end det betød. Men landet lå åbenbart ikke sådan, at alle fremmede af det modsatte køn var hendes far. Men hvem var ham her så?
De talte begge to, hingsten med en meget maskulin tone, men langt fra som hendes faders. Hun mente at forstå han snakkede om en anden hest. Ariel? Nymhadora rynkede ganske undrende på hovedet. Hvorfor snakkede de om en helt tredje, når de begge var her? Hvorfor snakkede de så ikke bare om hende, hvis ikke de ville snakke om hinanden?
Logikken i den lille sjæls hoved var langt fra udviklet endnu. Hun kunne ikke se nødvendigheden i at snakke om ting der alligevel ikke foregik foran dem nu. Hun lod dog snart sin opmærksomhed falde helt imod den underlige hingst med ting på ryggen. Han havde generelt et meget surt udtryk. Eller hvad? Hun vidste endnu ikke helt hvordan hun skulle tolke andres udtryk. Men i hendes hoved mente hun nu at han så ud til at være .. negativt anlagt. Hun foretog sig ikke så meget, netop fordi hun ikke følte sig tryg i selskabet med denne fremmede, især fordi hendes moder ikke bød ham velkommen som hun havde gjort det med hendes far, men i stedet virkede distanceret og afvisende.

Det var tilmed pludseligt hvordan stemningen vendte, i takt med hoppen Avas ører. Det var hurtigt reagerende at den brogede muskuløse hingst selv trykkede ørerne helt i nakken og adskillelige rynker på hans mule blussede skeptisk og advarende op. Men straks talte hun, og derpå tvingende var det ene af hans ører alligevel lettere på sned under hendes ord. Han missede øjnene af hende, hendes ord; hele hendes tilgang. Anseende og næsten anklagende, til trods for hvordan hans øjne forblev dybt kolde og tomme.

”Bevares.”
Var hans eneste ord. Hæst og intenst lød det tonløst igennem den tågede luft imellem dem. Atter rettede han ikke på den holdning der pludselig var mere anspændt. Det forundrede ham at hun end ikke engang ville kalde hoppen Ariel for sin datter. Hvad der så end måtte have været foregået. Han ønskede bestemt ikke og blande sig, og roligt slækkede han lettere på de trykkede øre, de sammenmissede øjne og den rynkede mule. Det var i samme øjeblik som han havde undladt hoppeføllet ved Avas side et blik. Der var ingen grund til at sådanne småstrider skulle komme for øje af sådan en uskyldig og ung sjæl som hende. Dog fandt han hurtigt fokus ved Ava igen, med de krystalblå øjne der blot så meget direkte i hendes.