Yderst besynderligt.. [Ariel]

Dette var dog alligevel besynderligt. Var det hele mon bare en drøm, et mareridt, der havde udspillet sig for det indre, hos Arion, den skimle kriger? Han kneb atter engang øjnene i, for at stå nogle sekunder med lukkede øjne, inden han da igen åbnede dem, langsomt, i håb om at de blå øjne nu kunne se noget der var bekendt; hans hjemland. Men nej. Han stirrede stadig imod det ukendte område, hvor han pludselig var dumpet ned, i havet, og var svømmet ind til bredden. Han kiggede imod et åbent område, fyldt med åbne vidder, og en bjergkæde der så fint indrammede det, beskyttede det imod eventuelle farer. Et lille fnys forlod hans skimle og lyserøde mule, inden han da slog frem i en taktfast skridtgang, dog trippende og fremadgående, med ørene vippende omkring, lyttende og opmærksomt, mens havvandet stadig drev ned langs hans fine hvidlige skind.

Nej, det var nu nok ikke bare en drøm, for så var den ganske virkelig, ville Arion alligevel mene.



Han standsede op, længere inde i den åbne dal, på en lille høj, hvor han lod de blå øjne spejde udover området, der var ham ukendt. Vinden tog i hans lange, våde og hvide man, så den bevægede sig livligt omkring. Hvor var de alle sammen? Hans maskuline hoved gled let på sned, inden han da af sine fulde lungers kraft, udstødte et højt og kaldende vrinsk, maskulint, varmt og alligevel ganske nysgerrigt og glædeligt. Men i hans øjne var en fortvivlelse at sporer; for han kunne ikke lugte dem og heller ikke se dem. Mon han var helt alene i dette område? Ørene vippede rundt, lyttende, spejdende og søgende, mens hans krop stod rank i holdningen, uden at virke forslået eller nedslået, for det var han jo ganske vidst ikke.

Vinden var frisk og vild denne eftermiddag. Den jog over Leventeras bakker og dale, hvirvlede blade op og trak i den askegrås ravnsorte hår. Hun var selv i bevægelse, letfodet som altid, trods vindens kræfter var på spil. Siden tidlig morgen havde hun befundet sig på sin floks ø, eller i hvert fald i nærheden af dets område. Hun havde krydset havet fra Enophis og bevæget sig ned, uden noget bestemt mål, sådan som den askegrå færdedes bedst. Det var forskelligt hvilken ø som talte til hende, det varierede netop som vinden blæste, for Ariel var en lille fri fugl. Der var ingen bånd som holdte på hende, end ikke hendes familie holdt på hende, meget tidligt var den askegrå hoppe blevet hele Andromedas datter og foretrak det sådan. Hun var i muntert humør, de ravfarvede øjne glødede nysgerrigt mens hun rytmisk fortsatte frem i trav ved foden af en af de mange bakker. Vinteren havde sat sine sidste kræfter ind, luften var kølig og klar, men det ville ikke vare længe før foråret helt overtog. Det vidnede det spirende græs om, alle duftene, forårsblomsterne som skød op alle vegne. Verden var i forandring. Den askegrå havde kun grund til højt humør og let hjerte.

På grund af vindens styrke var det fremmede vrinsk, som alligevel brød igennem, nær gået forbi hendes bløde ører. Det gjorde hende straks opmærksom, blikket blev kastet i samme retning, men hun havde svært ved at bedømme hvor det egentlig kom fra. Den askegrå standsede nær op, men valgte at fortsætte alligevel, hun kunne endnu ikke se lydens ejer. Men selskab måtte det være, det havde bestemt været et vrinsk, så med begejstring lod Ariel sin egen stemme lyde, højt og lyst.

word count 287

Arion forblev stående på den lille bakkehøj, med blikket spejdende udover det ukendte område, der bugtede sig længere frem for ham, end hans øjne overhovedet kunne ænse. Han anede ikke hvor stort dette land var, og for nu, synes det at overvælde ham en lille smule, at det hele var så ukendt. For her var der stadig frodigt, og der hvor han sidst lå, lå han skadet og ødelagt, med flammerne omkring ham, som var de klar til at kvæle det sidste liv ud af ham. Men sådan var det ikke her. Her emmede det af frodighed og liv, som det også tidligere havde gjort i hans hjemland, inden alle katastroferne havde trådt til for alvor. Hans hvide hale slog et slag bag hans bagpart, mens han tænkende spejdede omkring sig selv, i et forsøg på at skabe et overblik. Men han blev ganske vidst forstyrret i sine tanker, da et lyst vrinsk blev båret med vinden, dog kun ganske lidt, og ramlede ind i hans sensitive øre. Han drejede hovedet fra side til side, med udspilede næsebor, i et ihærdigt og nysgerrigt forsøg på at finde ud af hvor ejermanden af denne lyse og glade stemme, befandt sig. En hoppe, det måtte det bestemt være.

I en fremskydende bevægelse, slog Arion frem i en taktfast trav, med rummelige og store bevægelser, mens han udstødte hingstede og kaldende lyde, brummende som en dyb bas, mens han bevægede sig videre, i et forsøg på at finde vedkommende der før havde givet sig til kende. Hans blå øjne fik nu øje på en ganske fin hoppe, ravnsort i skindet, og med en bred hvid blis i ansigtet, der gav hende nogle feminine ansigtstræk. Arion travede videre imod hende, og som han da kom tættere på hende, begyndte han at trippe mere og mere, for til sidst at danse skråt sidelæns imod hende, med knejst nakke, og et drenget smil om den lyserøde mule. Han tog en runde omkring hende, i god afstand, med det ene øre fremme og det andet imod hende, inden han standsede op ved hendes front.

,,M’Lady.”

Fremsagde Arion så, med den maskuline stemme, der rummede en stor venlighed og samtidig en stor energi. Han knejste nakken ned, og bukkede sig let for hende, med det ene ben fremstrakt imod jorden, og mulen der næsten røre græsset. Han rettede sig op igen, og stod rankt og maskulint foran hende, inden han strakte mulen søgende imod hende, hilsende.

,,Mit navn er Arion. Må jeg spørge hvem du er, ravnsorte skønhed?”

Han var ikke ude på at charmere eller virke klistrende, men Arion havde altid tiltalt andre med et ord, der beskrev dem i hans øjne. Og denne hoppe var altså en skønhed i hans blå øjne. Men at sige ’De’ eller ’Dem’, det gjorde den skimle hingst ikke i. For hvorfor tiltale andre som værende Dis, i stedet for Dus?

Der gik ikke længe efter at hun havde ladet sit eget vrinsk bære af vinden, førend en skikkelse dukkede op i det fjerne. Og nu standsede den askegrå op, de lyse hove bremsede i en dansende bevægelse mens hun hævede mulen og med åbenlys nysgerrighed så til, da en fremmed sjæl nærmede sig. Det var en hingst, det havde kunne høres på lyden, men nu var der bestemt ingen tvivl. Han var stærkt bygget, bredskuldret, og hun så at også han var et godt stykke højere end hun selv var. Og så var hingsten hvid, kridhvid som nyfalden sne, det måtte være den pelsfarve de kaldte skimmel. Hendes ører blev øjeblikkelig vippet frem mod ham, der gik ikke længe før han havde båret sig selv helt herhen, for foden af den bakke hun netop havde rundet. Hun var på nippet til at slå en lys latter op, da hun så hvor livlig hingsten var. Hun var altså ikke den eneste energiske sjæl længere, hendes egen livsglæde gnistrede ved synet af en andens.

En dyb stemme nåede hendes spidsede ører, da hingsten åbnede munden og afslørede en varm stemme. Forundret så hun til da han sænkede hovedet til hilsen, det havde hun alligevel ikke før oplevet. Måske var det normalt der hvor han kom fra, for han kunne bestemt ikke være et af Andromedas børn. Hun fornemmede med det samme hans fremmede væsen, hvordan han var anerledes end de sjæle, som havde været i landet længe. Selvom alle her var vidt forskellige, ligegyldigt hvor lang tid de havde tilbragt af deres nye liv her. Nysgerrigt så hun undersøgende på ham, da ord igen flød i en lind strøm fra hans stemmebånd. Arion. Lyden af hans navn gav en underlig fornemmelse i kroppen. Det lå tæt på hendes eget, indså hun snart. Men det var ikke grunden til, at hun så på hingsten med et nu meget undrende blik.

”Skønhed?”

Nu kom latteren, lys og mild af tone. Vinden bar den snart bort, men den var ikke til at tage fejl af. Hun fandt allerede hans selskab meget interessant, selvom hun ikke var sikker på, hvad han mon mente med sine ord. De ravgyldne øjne blev hurtigt mere venlige end forundrede, da hun strakte mulen frem mod hans og endelig svarede:

”Jeg er Ariel.”

word count 382

Den skimle hingst var ganske fornøjet over at have fundet ejermanden af den lyse stemme, der før havde ramt ind i hans sensitive og opmærksomme øre. Selskab, det havde han så absolut intet imod, og han holdt som regel af de fleste former for selskab, selvfølgelig nogen mere end andre. Med denne hoppe, var han aldeles ikke i tvivl om, at deres selskab kunne bringe dem begge glæde, for han var ikke langsom om at opfatte den livsglæde der sprudlede i den askegrå hoppe, som ligeledes sprudlede i den skimle Arion.

Hendes smil var smittende, og smilet på Arions mule synes slet ikke at ville forsvinde, så det blev på hans lyserøde mule, varmt og behageligt, med energiske blå øjne, der hvilede i hendes ravbrune øjne.

En latter brød fra hende, dog ikke i en fnysende undertone, som ville hun belæreham eller sige ham imod, men en mild og varm latter, som forstod hun ikke hvorfor han havde sagt de ord han før sagde. Og dette blev Arion, den skimle hingst, bekræftet i, da hun nu stille spørgsmålstegn til ordet han havde påbundet hende, ’skønhed’. Han lod sit hoved glide let på sned, med ørene fremme, nysgerrigt og trippede et enkelt skridt sidelæns, dansende.

,,Skønhed, ja. Askegrå, du ser måske ikke dig selv som jeg gør, men i mine øjne, er du aldeles en skønhed, og intet mindre.”

Svarede han da, med en varm og behagelig stemme, der dog havde en drenget og energisk undertone, inden han stop helt stille, fordi hendes hvidlige mule nu kom nærmere hans. Han lod sin små våde mule røre hendes, i et forsigtigt nip, der dog sagtens kunne mærkes, og dette var jo også meningen. En brummende og maskulin lyd kom fra hans strube imens, inden han da tog et skridt nærmere hende, idet hun fremsagde sit navn.

,,M’lady Ariel. Askegrå skønhed. Det er mig en fornøjelse at træffe dig!”

Sagde han da, og virrede hovedet op, og trak mulen til sig igen, for at knejse nakken en smule, inden han trippede energisk et enkelt skridt sidelæns, og nappede ud imod hendes sorte man, der stod i stor kontrast til hans skimle farve.

Han var fuld af liv. Faktisk kunne han slet ikke stå stille, det var tydeligt. Og det smittede af på den askegrå, eller prikkede til hendes egen energi og livsglæde. Blandede sig med den og lod den vokse. Hendes lyse mund smilede endnu, mildt og muntert, stadig lidt mystificeret over hingsten som var hvid som skyerne. Hun fandt stadig hans ord spøjse, den askegrå havde skam ikke skænket sit eget udseende nogen større opmærksomhed. Eller tanke, overhovedet. Det var ikke noget hun fandt vigtigt, den askegrå holdt mere af at se skønheden i andre og i alt det omkring hende. Så hun brummede kun underholdt af ham, venligt, mens hun selv flyttede lidt på sine lyse hove.

”Hvad end du ser, så kan det næppe måle sig med alt det der kan opleves i Andromeda,”

Hun betragtede ham åbenlyst nysgerrigt og undersøgende. Han måtte bestemt komme fra en anden verden, nu havde hun efterhånden så megen erfaring med fremmede sjæle. De fleste af dem som var født her var endnu kun føl, den eneste voksne hun havde mødt var Asira med de mørke øjne. En sjæl hun håbede på at støde ind i igen engang, men nu stod denne hingst altså foran hende, denne Arion hvis navn var meget lig hendes eget. Underligt. Hun virrede på sin følsomme mule da han havde nippet ud, ikke i ubehag, men det var lige før det kildede. Og så kom han nærmere, bare lidt. Det glædede den askegrå, det var ikke mange, som var glade for nærkontakt i denne verden.

”Det var et held at jeg stødte ind i dig, Arion! Du er ikke fra denne verden, er du?”

word count 276

Den skimle Arion, stod en anelse utålmodigt og trippede ind imellem til siden og tilbage igen. Ja, han var fyldt med energi, det kunne han ikke benægte. Og det ville han nu heller ikke. Han slog et slag med den hvide hale, mens han da indtog en rolig holdning, og forblev stående på alle 4 ben, i hvert fald indtil videre. Han brød sig allerede ganske godt om Ariel, for hun virkede selv til at have nok energi, ligesom ham selv. Og hendes smil, ja, det smittede ganske vidst af på ham, så et smil på hans lyserøde mule dermed kom frem.

,,M’lady, uanset hvad der er at se, af skønheder i dette land, tror jeg nu stadig ikke mit syn på dit udseende, vil være ændret”

Svarede han hende galant, mens han brummede i en dyb og venlig tone, mens han smilede ganske fornøjet. Han charmerede som sådan ikke, men han talte gerne rent ud af posen, i dette tilfælde. Der var jo ikke grund til andet. Hun stod der, den askegrå skønhed, og betragtede den skimle hingst, som var han dumpet ned fra himlen. Måske var hans udseende ikke set så ofte i dette land, men der hvor han kom fra, dominerede den skimle farve, dog kunne den variere meget, til det helt mørke også. Dog var de blå øjne han ejede, ikke noget der var set så ofte i hans hjemland. Men han havde arvet dem fra sin fader.

,,Jeg er glad for at heldet har været på min side, i denne situation så, Ariel.”

Svarede han muntert, inden han strakte mulen lidt frem imod hende igen, og lod sin lyserøde bløde mule, røre hendes mørke pandelok, i en nippende bevægelse, og en venlig gestus, inden han trak hovedet til sig igen.

,,Nej, jeg er ikke fra denne verden. Det tror jeg i hvert fald ikke. Det hele virker en smule sært for mig, lige nu, må jeg nok indrømme. Men jeg vil ikke tro jeg er herfra, for intet er som det så plejer."

Svarede han, med et lidt mere sørmodigt blik i de blå øjne, men dog stadig med en standhaftig undertone, som ’det hele skal nok gå’. Nok mest for sin egen skyld, for Ariel virkede hun ganske tilfreds med at være her.

Et mildt og muntert smil prydede hendes hvide mund, hingsten med skind af skyer var bestemt et interessant selskab som vakte hendes brændende nysgerrighed. Hun vippede på sine bløde ører da hans stemme igen lød, med høflige fraser. Det var egentlig ikke noget den askegrå gik meget op i, og havde egentlig aldrig gjort det. De eneste manerer hun havde lært var fra fremmede, fra vidt forskellige slags selskaber og hun tog ganske let på det at møde fremmede. Det var spændende, men hun buk og lange hilsner lå ikke til hende. Hun var mere direkte i de fleste tilfælde, andre gange mere nede på jorden.

Da han havde besvaret hendes spørgsmål med et blik og en stemme som fortalte hende, at han måtte være lettere forvirret, nappede hun venligt ud i hans retning. Han var ikke den første hun havde mødt, som først lige var dumpet ned her og som måtte sige farvel til et tidligere liv. Et liv i en helt anden verden. Der var ingen trøst hun kunne give ham, ikke andet end mere af denne verden, viden om Andromeda. Og så kunne hun blot håbe på at han ville falde til, endnu havde hun ikke mødt nogen som var forblevet ulykkelig over deres uforklarlige skæbne.

”Langt de fleste her er dukket op ud af det blå, fra andre verdener. Jeg skal ikke kunne svare dig på hvorfor, landet har sit eget liv, simpelt, men mystisk.”

Hun betragtede ham kort med sit ravfarvede blik. Det var egentlig svært at sætte ord på stedet, på hendes hjemland, på trods af hvor stor en del af hende det var. Mon man kunne se på hende at hun var et af landets børn? Den askegrå smilede mildt og rystede så let sin sorte man, inden hun trippede et par skridt sidelæns.

”Vi kan spadsere lidt, hvis du er frisk.”

word count 309

{Out ^^ Lad os starte en ny i stedet!}