Show me light [Morgana]

I can't see - can you?

Solen var gået ned for længst. Mørket havde lukket sig tæt og fyldte luften omkring hende. Eller var det bare hende den fyldte? Var det bare hende der var inde i en bobbel af mørke uden nogen vej ud? Var hun alene i mørket? De isblå øjne var mørkere end de plejede og kunne næsten siges at nærme sig en mere mere havblå farve. Forsigtigt iaggtog hun himlen fra en forhøjning af mange i ørkenens golde land. Over hende funklede stjernerne og månen, men deres skær nåede ikke hende. De ville ikke nå hende. Hun savnede dem ikke. Hun havde det fint i deres skygge; trods hun for kort tid siden nærmeste havde været afhængig af solen skinnede på hende om dagen og månen og stjernerne holdte hendes fokus i den mørkeste nat. De havde forrådt hende. Havet havde forrådt hende. Solen med. Hun var alene i mørket og hun følte sig lukket inde. Det opslugte hende. Solen kunne tillade skýggernes eksistens, men mørket lod intet lys leve. Egoistisk åd det alt levende.
Andromedas nat var værre end der hvor hun kom fra. Mørket levede her, boede her. Det havde startet med hendes minder. Hun kunne ikke huske sit hjem, de heste, der havde opfostret hende var som hvisket ud af vinden. Alt var væk.

 
  Morgana.

"Where are we going now?"

---

---

En grålig skikkelse vandrede ensomt igennem den mørke nat. Snoede sig med en rolig mine igennem de krogede nøgne stammer, og fulgte en vej som i denne stund hoppen kun selv kunne se. Og hvem var denne hoppe så? hvem var denne sjæl? hun var Morgana. Det var hendes navn - det var hendes essens. Siden tiden havde startet, havde Morgana heddet Morgana - og ville altid hedde dette. Lige meget hvorend hun besluttede at føre sin krop og sjæl hen, ville hun nu engang altid forblive Morgana. Det vidste hun. Men hvad så med alt det hun ikke vidste? og alt det andre ikke vidste?
Og hvorfor gik denne grålige sjæl så omkring i dette mørke?
Jo, måske ønskede hun stilheden. Måske ønskede hun freden.. ensomheden og den stemning som kun en nat som denne kunne give hende. en nat, hvor månen i dette øjelbik stod gemt bagved grå skyer. en nat der næsten kunne fremkalde alverdens monstre og andre udyr. Skabt til at skræmme hvem end der færdedes i denne. Måske ønkede hun i dette øjeblik blot sådan en nat?

Ak, så mange spørgsmål, og så lidt svar. Den dumpe lyd af hove meldte hoppens færden over dette frosne tærren, idet at natten havde sænket disse grader ned til det kølige. Vinteren holdt endnu krampagtigt fast i dette land, men varmen og lyset vandt langsomt ind over dette. En tid Morgana både ville glæde sig til, og forholde sig til med den samme dybe ro der syntes at omgive den grålige hoppe.

---

---

"Heaven or Hell?"