Colour of Gold (Åben)

Andromeda var langsomt ved at blive Nialls nye hjem, men der var meget, han ikke kunne vænne sig til. Stadig længtes han mod sit gamle rige, hvor hans status havde været en hel anden. Her var han strejfer uden tilhørssted. Engang havde han været velset, engang havde han været magtfuld, en hersker. Det var noget, der ikke var så lige til at give afkald på. Men det var ikke alt, der lod sig forandre. Hans selvtillid fejlede intet og hans holdning var stadig rank. Den omstrejfende, mahognibrune hingst udstrålede autoritet.

Han så for sig, hvordan det golde, brændende ørkensand strakte sig så langt øjet rakte og mødte den forårsblå himmel langt ude i horisonten, uanset hvor man vendte sig. Det var ensformigt, men ikke kedeligt at vandre på øen Zenobia, som Ariel havde fortalt ham om. Vilde og standhaftige planter skød op fra den sandede jord hist og her, men de var minoriteter i forhold til de mange billioner af små, fine sandkorn. Hingstens hove sank ned i det bløde underlag, men efterlod ingen tydelige hovaftryk. Der gik ingen tid, før de var slettet igen.
Den hede ørken tog ikke livet af ham, tværtimod. Hans skridt var energiske, hans øjne var iltre som altid og mørket hvilede på ham, på trods af at solen kastede sine stråler ned fra oven.

word count 220

Håbet rindede langsomt ud, som sandkorn i et timeglas. Hertil havde nysgerrigheden fanget hende. Efter at have vandret dage i den fortryllende skov, havdet det være godt op for hende at stedet hun var havnet var langt større end som så. Hun ahvde befundet sig på en Ø, mens en anden Ø havde været stillet til rådighed i horisonten. Lokkende og indbydende. Det var vel en chance hun havde taget, da hun havde trådt ud i det kolde vand første gang, for dernæst at sætte sig det mål at krydse. Det havde været med både skræk og rædsel, samt panik at hun var nået over i et helt stykke. Mørke skygger i vandet og levende individer under hende, i et dybere hav der ej var at bedømme hvor dybt der egentlig var. Bestemt havde denne krydsning skreget imod alle hendes instinkter, men hun hadve klaret den.

Ø'en her var speciel, og utroligt nok havde der kun været tale om timer før det våde saltvand havde været svedt ud af varmen og solens stråler. Den utroligt bratte omvæltning i klima, havde mere eller mindre overrumplet hende! Sandet under hende havde hun aldrig set før i så store mængder, på ét sted; før hun atter fortsatte med sine feminine og yndefylde skridt. De stålgrå øjne fik dog straks øje på en skikkelse, en flot stor maghoni farvet hest; en fremmed sjæl. Hun stoppede let op, mens hun hejste hovedet opmærksomt og vippede de mørke øre nysgerrigt frem.

Savana havde gået lidt omkring i ørkenens tunge sand. Hun var stadig utrolig ung, og hendes krop hang stadig ikke flot sammen. Hun var stadig en ung hest, faktisk ikke andet end 1-2 år. Derfor var hendes krop uharmonisk. Den ville dog vokse sig sammen til en smuk og harmonisk krop, når hun engang blev gammel nok. Men selv om at denne hoppe ikke var særlig gammel, så var der en meget stor personlighed i hende allerede nu. Hun havde sit specielle jeg, som alle andre heste på øen også havde. Hun havde det der kendetegnede hende. Hun var en bestemt dame, hun sagde hvad hun ville sige. Egentlig var hun ligeglad med hvad andre sagde om hende, hun kunne ikke bruge det til noget! Og med det, der skulle man ikke tro at un var en sur hoppe, for det var hun bestemt ikke! Hun var en hidsig hoppe, med et stort temperament. Men hun kunne skam også være en sød og høflig hoppe. Hun ville ikke sige at hun var en åben hoppe, for det var hun ikke. Man skulle lære hende at kende, og hun skulle stole på den anden hest, før at hun ville være åben. Det tog tid. Hvis der altså overhovedet var nogen der kunne åbne denne hoppe, ud over hendes mor selvfølgelig. Hun stolede kun på sig selv, og hun kunne derfor godt virke en smule mistroisk. Egentlig havde hun også arvet en hel del af hendes personlighed fra hendes mor, men havde derefter sat sit eget præg på det. Hun så op til sin mor. Den bevingede og smukke hoppe ved navn Sunrise Saint. Hun savnede sin mor, de havde et helt specielt bånd. Kærligheden var stor, og hun kunne mærke den fra hendes mor. Hun havde behov for den kærlighed. Og lige meget hvor lang tid de ikke havde set hinanden, så vidste hun at kærligheden altid ville være stor!
Savana havde ikke nogen venner som sådan. Hun havde heller ikke brugt tid på at finde nogen venner, for dem hun havde mødt, dem synes hun bestemt havde været nogle yderst mærkelige heste! Hun brød sig ikke om dem. Og igen havde det været førstehåndsindtrykket der havde gjort at hun synes at de var mærkelige. For i virkeligheden havde de nok været nogle helt vildt søde heste. Men det så Savana bare ikke senere ind i deres samtale og møde! Det var derfor også svært for Savana at få et forhold til nogle, for deres førstehåndsindtryk ødelagde det typisk også for dem! Der skulle i hvert fald meget til før at hun ændrede det førstehåndsindtryk.
Savana svang med hendes dybrøde hale. Hun stod i sin egen verden lige nu. Men sammentidig var hun stadig opmærksom på hendes omgivelser, for hun vidste godt at det kunne være alt for farligt at falde for meget ind i hendes egen verden. Man vidste aldrig hvem der kunne komme og snige sig ind på hende. Hendes blik var dog tomt og fjernt, det var helt tydeligt, specielt også hvis man kom tættere på hende.
Hun var ret god til at skjule sig her i sandet, også alligevel ikke helt. Hendes røde hale afslørede hende, men det gjorde hende nu alligevel ikke så meget, hun var ikke en hoppe der var bange af sig!

Niall talte ikke timerne, men han var sikker på, at han havde gået i flere end som så. Dog tiltalte det ensformige, barske landskab ham stadig. På nær lyset. Her var for tomt, absolut intet kunne kaste sine skygger og skærme ham fra de lyse dage.
Netop fordi han havde strejfet rundt alene i lang tid, kunne han ikke umiddelbart tro sine egne øjne, da en skikkelse tegnede sig i det fjerne. Vedkommende kom fra hans højre side, han opdagede det, netop som han drejede hovedet. Han var ikke sen til at ændre retning.

Hans næsebor sitrede let, da han opfangede den sødmefulde duft fra en hoppe, som vinden bar med sig. Da hun kom tættere på, kunne han danne sig et bedre indtryk af hende. Så vidt han kunne se, lod hun til at være en velskabt, mørkebrun hoppe med hvide aftegninger. Men hun var ikke den eneste, indså han. For der var flere dufte i luften og midt i al intetheden kunne han svagt skimte en anden skikkelse længere væk fra dem.

Hans ører vippede fremefter, ganske forundret. Han havde ikke forventet nogen form for selskab andet end sit eget. Hvem ville ellers lade sig tiltrække af Zenobias barske vilkår?
Allerede nu havde han rettet sig mere op og hans skridt blev længere og mere iltre, for at nå de to hopper. Den mahognibrune hingst kendte sin egen tiltrækningsevne, han var ganske charmerende, når han ønskede at være det. De muntre, stormgrå øjne vidnede bestemt om, at det var tilfældet. Og et smil spillede om hans mund, bedragerisk og lokkende, som hele hans udstråling, der havde ændret sig i et splitsekund.

word count 273

Tydeligt bemærkede hun hvordan denne fremmede hingst fik øje på hende; og om det var således eller ej, tillod hun sig da at tage et par inddragende skridt imod ham. Med al ynde og elegance lod hun de slanke ben bærer hende vejs mod hingsten; hvis øjne og direkte udtryk nu endnu var hende uklart. Dog var det for Phatamorgana på ingen måde uklart at de to ikke var alene. Hingsten afslørede det brat, ved at lede sin opmærksomhed væk fra hende og videre på noget andet; en anden sjæl? Straks stoppede de slanke ben under hende i sanket, da han ikke kun så forbi hende; men godt tyve grader væk fra hendes retning i forhold til ham…

Derpå drejede det fine hoved og opmærksomt lyttede hendes mørke øre. De stålgrå øjne opfangede nysgerrigt en ret så sandfarvet hest, vis pels gik langt mere i ét med dette landskab, frem for hende og hingsten hun ellers havde været på vej i mod. Duftende svang sig igennem den varme luft, og snart blev den mørke hoppe enig med sig selv om at denne tilføjende sjæl, måtte være en hoppe. Atter drejede hun opmærksomheden imod hingsten, der drog vejen mod hende, mod den anden hoppe; eller mod dem begge. Selv så hun gerne at indtræffe at hilse på disse skabninger; men selv blev hun en anelse i tvivl om hvad hun skulle foretage sig da et lokkende smil, ret så charmerende, prydede denne hingst. Roligt og afgørende, tog hun et par skridt mod ham, med et kort hoppet slag med hovedet, før de stålgrå øjne hvilede opmærksomt imod ham og et stille smil prydede hendes mule selvsikkert.

[OUT]