Loneliness may be the best choice

Den varme brise som gled ind over den ellers så stille ørken førte den sorte man let i luften. Det eneste levende som ellers prægede dette store og tomme areal var den gyldne hingst. Han ville være gået i med sandets farve hvis det ikke var for hans sorte ben som brød ligheden imellem ham selv og sandet.
Hans krop bevægede sig i takt med hans vejrtrækning og alt syntes at være så harmonisk, men blot fordi alt syntes at være så harmonisk, var der intet harmonisk ved denne hingst. Han var en hingst født i ensomheden og en hingst som vandrede bedst i denne. Hans krop var tydelige tegn på de kampe han i hans liv havde været nød til at tage.
Siden hans fødsel havde alt været en kamp. Han var vokset op i et land, som på ingen måde var som dette. Dette land var sti modsat det land han kom fra – Hvor han stammede fra måtte man kæmpe for hver en bid mad og hver en dræbe vand.

Her var der en overflod af begge dele. De tydelige tegn på hans krop, viste sig i form af dybe og tydelige ar. Hvert ar var hans stolt af og hver ar følte han viste en del af hans personlighed, men for andre ville disse ar være med til at skræmme folk. De ville være med til at folk så skævt til ham og ikke så den skønhed som måske fandtes inden i ham.
Han var på ingen måde en hingst som higede efter skønhed, han higede ikke efter at alle skulle vide hvem han var. Han ønskede at finde sig selv, finde den hingst han før havde været.
Den hingst som han var før hans mange kampe for livet. Men kunne han overhovedet huske hvem han havde været før? Hvilken hingst havde han været før han begyndte at angribe og dræbe alle som overvejede at røre ham. Havde han et hjerte et sted i hans krop?
Hans gyldne øjne gled let rundt og uden at tænke sig om sprang han på bagbenene og et højlydt og dybt frustreret vrinsk forlod hans mule. Hans forben skar igennem luften og manen blev kort kastet rundt. Sådan stod han længe, før han lod sine hove ramme den lune sand igen. Hans blik var i jorden og hans vejrtrækning var en smule mere anstrengt.. Mon ensomheden var hans egen på denne stille morgen?

Geshia kom dansende igennem det tunge sand. Hendes krop var bygget til at bevæge sig igennem det tunge sand. Hun var en blanding i mellem en araber og en akhel-tekhiner, og derfor var hun også meget let og elegant. Dog havde araberen det største præg på hendes krop og sind. Hun var skam en stærk hoppe, og hun var en intelligent hoppe, i hvert fald på mange punkter.
Hun havde dog en dum vane. I perioder sultede hun sig selv, mest fordi at sorgen strømmede ind over hende. Hun havde behov for at få smerten væk, og det gjorde hun ved hjælp af at sulte sig selv. Hun havde gjort det i en længere periode, men var også holdt op nu igen. Hun havde fået lidt mere sul på kroppen, men hun var stadig tynd at se på. Men det så heller ikke helt forkert ud, på grund af hendes kropsbygning. Hendes grønne øjne var dog matte og trætte at se på.
Hun havde heller ikke set nogle af hendes venner i meget lang tid, og det havde nok også sat sit præg på hende. Hun havde det ikke særlig godt med nærkontakt, og havde svært ved at åbne sig, men hun kunne godt havde brug for selvskab alligevel. Hun var dog også en meget nysgerrig hoppe, og det var nok også det der gjorde at hun holdt sig i et selvskab! Det var hendes nysgerrighed.
Geshia vippede med ørene da hun pludselig hørte et vrinsk. Det var et frustreret vrinsk og hun lod sit blik søge rundt. Hendes hale svang bag hende. Snart dukkede en hest op. Det var tydeligvis en hingst. Han var god til at dække sig i sandet, men det der havde vist at han var her, var hans sorte ben og man og hale. Hun brummede mildt og vrinskede derefter mod ham. Det var egentlig ikke rigtig helt imødekommende, men det var prøvende, og en svag nysgerrighed blev vagt i hende. Måske var det meget godt for hende med noget selvskab? Noget der kunne gøre hende en smule gladere, og få hende til at tænke på noget andet!

Der gik et stykke tid før en lyd ramte hans ører og et overrasket blik gled i hans øjne. Han havde troet af hans var alene i sin ensomhed, men dette havde ikke været tilfældet, et stykke foran ham stod en brun hoppe. En hoppe som lignede noget hans kendte fra sit hjemland, men dette var nok mest på grund af hendes farver.
Hendes krop var tynd, men ikke overdrevet tynd og hendes vrinske havde været prøvende. Om dette prøvende vrinsk var tøvende på grund af hans udseende, hans udstråling eller blot hendes egen usikkerhed, dette vidste han ikke. Han stod så lidt og betragtede denne hoppe og ønskede mest blot at sige til hende at hun skulle forlade området, men så ville han opføre sig som alle dem, han altid havde kæmpet for at vælte.

 Hans blik gled ned mod hoppen atter engang. Der gik endnu få sekunder, før den store sandfarvede krop blev sat i gang, han stoppede 2 meter fra denne hoppe og kastede en smule fyrrigt med den store man. Hans gyldne øjne gled kort mod hendes øjne og det var tydeligt allerede fra første øjekast at hun ikke var en dominerende hoppe og hvis hun var dette så havde hun formået at skjule dette godt.
Hans hale blev fyrrigt smældet hårdt bag ham og det var tydeligt at han var en hingst med stort H. Men samtidig også at han var en hingst som ikke var vant til at føre samtaler, eller være sammen med andre heste uden at dette ville føre til slagsmål og måske endda drab.
Han var ikke en hingst som var ond og han dræbte ikke bare for han kunne. Han var en hingst som kæmpede for at overleve og dette ville han altid gøre.
Dette land var på ingen måde som det land han kom fra. Han var vant til at skulle kæmpe og han var vant til kun at blive kontaktet hvis nogen ville slås med ham om noget. Så han var på vat over for denne hoppe. Hans ene øre lå fladt nede i nakken på ham og det andet lå lidt mere lyttende ud til siderene.

Denne hingst virkede på mange ikke som en rar hingst. Han virkede som en hingst der var klar på at tage en slåskamp op. Han var ikke en hingst der var til meget sjov, men samtidig virkede han som hende, ikke en der ville have nærkontakt. Og det gjorde at Geshia ikke frygtede denne hingst på trods af hans mange ar. Så længe de havde afstand selvfølgelig. Hun brød sig simpelthen ikke om det, når hun ikke kendte den anden. Og denne hingst kendte hun på ingen måde. Desuden, de gange hvor hun havde haft nærkontakt med en anden hest, det havde noget med kærlighed at gøre. Så ja, det tog lang tid før at sådanne noget skete, hvis det altså overhovedet skete!
Arene sagde vel noget om hingsten. De viste at denne hingst havde været i kamp. Egentlig ville hun nok sige at denne hingst havde fået en masse tæv, og det var også derfor at han havde svært ved at komme for tæt på. Men ved at kigge ind i hans øjne, der så hun straks at det nok ikke var det han havde fået dem af. Han var en hård hingst, tydeligvis en hingst med en masse mod og kampgejst.
Han stoppede to meter fra hende. Hendes grønne øjne så på ham, prøvede at læse ham. "Goddag, fremmede" sagde hun med en mild, men lidt hæs stemme. Stemmen bar tydeligvis præg af at den ikke var blevet brugt i noget tid. Hendes sorte hale svang ganske stille bag hende og hendes ene øre var fremme mod hingsten, mens det andet var vendt ud til siderne, opmærksom på landskaberne.

Denne hoppe lod ikke til at have noget imod at han var så tæt på hende, han havde selv et problem med at være så tæt på hende, men længere væk ville gør det umuligt at snakke og der ville slet ikke være nogen pointe i at stå sammen og blot kigge på hinanden. Hans ar kunne for mange tyde på at han havde fået en masse tæv, men dette var ikke tilfældet.
 Han var en stolt hingst og han svigtede ikke nogen hvis de først var kommet ind på livet af ham og selv om hans ar var mange så var det ikke engang halvdelen af de slåskampe som han havde været i, som havde efterladt mærker på ham.

Denne hoppe stod og så på ham og inderst inde havde han lyst til at nappe hende og bede hende om at skride, men denne opførsel hørte sig ikke hjemme på dette nye sted, dette var noget han kunne gøre hvor han kom fra. Men så var han ikke bedre end dem som havde prøvet på at kontrollere ham. Et hårdt smæld med hans hale lød bag ham, da han ikke havde regnet med hun ville snakke. Hans stemme havde ikke været brugt i ufattelig lang tid. Det havde ikke
været nødvendigt, der hvor han kom fra foregik alt med kroppen og ord betød intet. Hendes stemme var blød og en smule hæs. Sidst han havde hørt en blød stemme var fra hans mor.
Han stod kort blot og betragtede denne hoppe, hvad han skulle sige vidste han ikke, hvordan han skulle sige det vidste han heller ikke. Hans ene øre blev en smule frustreret vendt i nakken og et kast med hans hoved satte et punktum på hans frustration.
 Det at skulle vænne sig til denne verden var ikke nemt for ham. Hans blik gled dog mod hende og i dette gyldne blik var alle de usynlige ar. Alle de ofre hans havde gjort og alt den smerte som lå så dybt i den store hingst blev kun blottet i de gyldne øjne, som normalt ville være dækket af hans sorte pandelok.

”Goddag du engens hoppe”

Hans stemme var rusten, hård og en smule mørk – Men ondskab var ikke at spore i stemmen.

Geshia betragtede denne hingst. Han virkede ikke som en hingst der havde en samtale, han virkede ikke til at være skabt til det. Han var en krigsmaskine, og underligt nok gjorde det hende ikke bange, og hun flygtede ikke. For krigsmaskiner havde det jo med at røre, komme tæt på og bide i andre, slås og være voldelig. Men det virkede som om at han prøvede at lade være? Hun kunne ikke rigtig finde ud af ham.
Geshias sorte hale slog bag hende og lige så stille sænkede hun mulen en smule og et lille og prøvende smil kom frem på hendes mule, men smilet var bestemt ikke halvhjertet, det var helhjertet. Hun prøvede stille og roligt at åbne op for denne hingst. For han virkede på ingen måde som en åben hingst, og han virkede som en hingst der havde svært ved at stole på andre end ham selv. Og det kunne hun egentlig godt forstå med alle de ar han havde på kroppen.
Pludselig så den buckskinfarvede hingst ind i hendes øjne. Hendes egne grønne, matte og milde øjne så ind i nogle gyldne øjne som var fyldt med smerte, sorg og en masse ar. De her øjne sagde en hel del om denne hingst. Hun vidste at hun ikke måtte blive alt for overbeskyttende over for denne hingst, for så ville han flygte. Og nok også det samme med omsorg, for han var ikke van til det. Og de fleste hingste, som var ligesom ham, de brød sig heller ikke om det. De ville alt for hurtigt føle sig svage. Så hvis hun på nogen måde skulle hjælpe denne hingst, så blev hun nød til at tage den med ro.
Geshia var en hoppe der var utrolig god til at læse andre heste. Mange heste gjorde, uden de vidste det, nogle ting som fortalte om dem selv, og om hvordan de havde det. Om de havde det svært, og hvordan man skulle være over for dem. Det var dog ikke alle heste hun kunne læse, men nogle havde bare nogle tydeligere tegn end andre. Og når det var sagt, så var det ikke fordi at hun nu allerede kendte denne hingst ud og ind, men hun kunne se noget i ham. Dog kunne hun ikke læse ham helt følelsesmæssigt, og hvordan han havde det med hende. Hun kendte ham ikke som han var som hest. Men hun havde en fornemmelse hvordan hun skulle opføre sig, og hvad der måske ville hjælpe ham.
Hingsten sagde nu noget og hun vendte ørene mod ham. Hun nikkede med et lille smil omkring mulen. "Mit navn er Geshia" sagde hun og så ind i hans gyldne øjne med hendes grønne, eller hun søgte dem i hvert fald. "Hvad hedder du?" spurgte hun.

Mange som så denne hingst ville mene at han havde haft et hårdt liv, de ville mene at hans liv havde gået imod ham fra starten af og de ville mene at de ville være nød til at træde varsomt omkring ham. Men Phoe var en af de hingste som ikke brød sig om at folk behandlede ham efter hvordan han så ud, han ønskede ikke at blive gjort forskel på og han ønskede faktisk ikke at folk var tæt på ham. Denne hoppes, blik afslørede det hele.
Hendes blik mod hans ar og hendes meget korte tvivl som var i hendes øjne. Hun vidste ikke hvordan hun skulle behandle ham. Hun var uden tvivl en klog hoppe, som valgte at give ham plads, men hendes tanker blev også hendes minus lige nu. Det var tydeligt at se på denne hoppe at hun ikke ønskede at være for hængende over ham, men hun virkede dog stadig som en som mente at hun skulle have medlidenhed med ham. Men hvorfor skulle hun det? Han havde aldrig i sit liv prøvet andet. Dette havde været hans liv siden han kunne gå og derfor var dette så langt inde i ham at han ikke kendte til andet end den had som rasede rundt i ham.
Han v født, opdraget og oplært i at kæmpe for alt i verden, så hvor længe der ville gå før han på dette sted ville starte et slagsmål, det vidste han ikke.
Han var ikke en hingst som veg tilbage fra ret meget. Han var en hingst som kæmpede for det han troede på og hvis han mente at det var at en bestemt hingst ikke måtte sparke til en bestemt sten, så v der intet at gøre – Dette var nok til at han kunne se sort, så hans selvskab var meget udsat for at blive ofre. Han var vant til hårde behandlinger og på denne måde kunne han godt røre andre heste, men hvis nogen prøvede at nærme sig om kærligt. Så skulle disse virkelig have en to på at han ikke lle kunne finde på at skade dem.
 Men om dette var nok, ja det vidste selv ikke han.
Hans pandelok få foran de gyldne øjne som bar på alt den smerte han nogensinde havde Oplevet og disse øjne ville han aldrig dele med en heste, medmindre han var sikker på at denne heste ville kunne holde til det. Så for nu var hans blik gemt. Hans ører vippede kort mod hende, da hendes stemme lød. Hans stod kort og vidste ikke om han ønskede at dele sit navn med hende. Hun var ikke en han stolede på og næppe en han kom til at stole på. Men hans navn kunne ikke skade ret meget.

"Broken Phoenix"

Hans stemme var kort, ru og en smule hård. Mere ønskede han ikke at snakke om sig selv. mon denne hoppe forstod dette, eller skulle hun have det lært?