|
|
Post by Deleted on Mar 8, 2014 16:19:46 GMT 1
Morgana. "Where are we going now?"
rygterne om en flok i dette land, havde endelig nået den gråbrogede vandre. Og søgt efter denne flok var hun. Spurgt om vej havde hun ikke, men færden og rygter.. tegn. Meget vidnede om hvor denne befandt sig, indtil en dag at Morgana havde plantet sine solide hove i denne jord, og så den an. Silhuetter af græssene heste fandtes i området, men hoppen fandt dem utrolig få. Selv havde hun dengang færdes iblandt utroligt store flokke, hvor en enkelt leder havde en masse under sig til at styre mindre grupper af flokke. Dette, virkede lille. Men dog, trak det i hende. Det trak i hoppen at opleve det fælleskab der kunne findes i sådanne flokke, selvom hun nu ikke var en videre social skabning. Desuden... hoppen frygtede lidt hvad der fandtes omkring disse øer, og et fast sted at bo var en ektra beskyttelse. Det kunne hun ikke sige nej til. Nu var spørgsmålet bare... ville hun være velkommen i denne flok, som hun ikke engang kendte navnet på?
En dyb brummen kom fra hende, inden at hun bevægede sig længere ud på de mere åbne områder. En leder måtte findes her, og hoppen agtede ikke at krænke hans autoritet på nogle måder, og heller ikke hans ret til dette område. Hun bevægede sig simpelt herind, fordi dette var den mest direkte måde at finde kontakten til denne leder. Han måtte før ellers siden opfange at den gråbrogede var i området, og forhåbenlig søge imod hende. Og imens hun ventede, ville hun ikke trænge sig på af flokkens resourcer. Derfor så det måske en anelse underligt ud, da hun blot blev stående og så frem for sig.
"Heaven or Hell?" 
|
|
|
|
|
Post by Brêgo on Mar 11, 2014 16:28:47 GMT 1
Finding home. Or, things like that word count: 306 | Tag: Morgana Den brogede hingst var ikke en der bevægede sig meget rundt i området. Faktisk havde han stået meget stille på der sidste. Lysten havde ikke været der. Lysten til selskab, til mad... til vand.... til at snakke eller gå. Han havde holdt sig et sted af gangen i en længere periode end normalt, og ikke spist mere end han behøvede for at overleve, og heller ikke begivet sig mod vandet før tørsten virkelig trængte sig på. Savnet var ved at være for stort. Selv med en ven som den gyldne hoppe og en flok omkring ham, selvom den ikke var i den store ende, så følte han sig alligevel ensom. Meget ensom. Det var efterhånden tydeligt at se, at den brogede hingst på et eller andet tidspunk nok ville ende med at bukke under for sorgen. Han ville give hvad som helst for at få ...... hende ...... at se igen. Hvad som helst. Den eneste grund til han ikke endnu var bukket under, var det ansvar der hvilede på hans skuldre. Ikke kun ansvaret han havde påtaget sig over for flokken - men ansvaret for den sten han bar om halsen.
Hvad det var der fortalte ham at en fremmed var på området vidste han ikke helt. Han syntes han havde hørt en stemme, men hvem skulle fortælle ham den slags? Stenen? Han havde allerede oplevet noget der kun kunne betegnes som magi, både fra stenen men også fra andet i dette land. Magi - noget der ikke kunne forklares med logik. Han hævede hovedet en anelse og lod en lille hæs brummen forlade halsen. Øjnene lukkede han for at forsøge at fokusere og finde frem til den fremmede sjæl på hans område. Hans område der vel også var åbent for alle andre - men et eller andet sagde ham, at denne fremmede søgte ham. |
|
|
|
|
Post by Deleted on Jul 2, 2014 9:23:59 GMT 1
Et stykke tid stod hun, og ingen kom. Ingen alarm vrinsken... ingen lyd der bød hende velkommen. ingenting. Kun den sagte hviskende vind der løb igennem området, og løftede enkelte faldne blade med sig. Bladende bevægede sig en en fjerlet dans hen over det åbne område, inden at det forsvandt bagved nogle træer. Da disse var væk, kom der et lydløst suk fra den gråbrogede. Hendes kraftige hoved løftedes let fra dets hævede stilling, men endnu kom ingen lyde. Hvis lederen eller andet medlem ikke kom til hende... jah, hun ville ikke opsøge dem.
Men dog, som ud af det blå luft viste en enkelt silhuet sig i de sene aftenstråler. Hurtigt røg blikket imod denne skabning, alt imens hun betragtede hvordan den kom tættere og tættere på. Efterhånden begyndte farver og aftegn at komme til syne, og hun brummede en anelse tænkende. Broget. Brune og hvide farver prydede hans stærke krop, imens en gylden kæde svingede taktfast fra side til side over halsen. Han lignede den leder hun søgte.
Langsomt rykkede den gråbrogede kølige skabning benene en smule under sig, for at komponsere for den manglende højde. Jah, hun lignede ikke just en hoppe der hørte til i sådanne varme områder. Hun lignede en i sin fortid havde vandret i bjerge.. i kulde og hårdt landskab. Men sandheden kunne ikke være mere fjern. Hun havde ingen ide om hvor hun havde været tidligere... og hvorfor hendes krop havde taget denne form. Men gjordt var gjordt, og hoppen agtede ikke at holde fast i det hun engang var for længe.
En prøvende og hilsende hæs brummen kom da fra hoppen, og hun kneb forsigtigt øjnene en smule i. Hun var ikke bekendt med mange hilsner, og denne var den hun kendte. Var det godt nok?
|
|
|
|
|
Post by Brêgo on Jul 24, 2014 2:29:57 GMT 1
Finding home. Or, things like that. Man kunne ikke sige at den brogede hingst lod sig lægge afstanden bag sig i blinde, selvom han som sådan ikke havde øje for hvor han var på vej hen. Han følte jorden under hovene - under de gyldne sko, som han langt om længe havde lært at håndtere. I starten havde de fået hans hove til at føles tungere og på sin vis var de upraktiske. Men ikke mere. Nu havde han vænnet sig til dem, og de var ikke længere ubehagelige. Selv når han skulle svømme fra ø til ø var de ikke længere upraktiske. Hans sind opfangede den fremmede før han selv fik øje på hende. Lydene, duftene var nok det der afgjorde det - og det at han ikke var bange for at lytte til sin intuition.
Langsomt sagtnede han farten til han var nede i en taktfast skridt. Det var trods alt ikke alle der brød sig om at man kom for tæt på. Eller kom mod en med alt for meget fart. Han var i forvejen en der ofte kunne komme til at overtræde andre sjæles grænser for nærvær, fordi han ikke selv var en der brød sig om alt for stor afstand til sine med-heste. Ganske vidst kom hoppen også nærmere ham, og han kunne hurtigt opfange hendes former og farver. Broget som ham selv. Dog ikke i samme farver. Hun var grå. Grå og hvid - og af meget kraftigere bygning end ham selv. Ikke fordi han var spinkel, men sammenlignet med hende kunne han sagtens komme til at se sådan ud. Han var heller ikke så rund som han måske burde være blevet igennem foråret med alt det frodige græs, men dog heller ikke udmagret efter vinteren. pænt sat sammen med en passende muskulatur. Han standsede til sidst for at lade hoppen komme nærmere ham - så hun selv kunne finde ud af hvilken afstand der var passende. Hans ører blev begge rettet opmærksomt fremad mod hende, og hendes hilsende brummen blev besvaret med en ligeledes hilsende, men mere hingstet brummen. Selvom han ikke havde behov for at spille med musklerne som de fleste andre, så var han stadig en hingst.
"Vær hilset du brogede vandrer" |
|
|
|
|
Post by Deleted on Sept 27, 2014 22:38:53 GMT 1
Morgana. "Where are we going now?"
Det tog ikke lang tid for den mindre hoppe, at anerkende den anden var en del højere. Så lige meget hvor meget hun rankede op i den kraftige krop, ville det ikke være nok til at nå hans ædle højde. Derfor var det også en grund til, at han syntes at bevæge sig hurtigt og flydende over det frodige græs. De lange stærke ben bar ham uden tvivl let over enhver forhindring. Og i sit stille sind, kunne den gråbrogede ikke lade værd med at beundre muskulaturen på denne krop. Det var tydeligt; at selvom hingsten ikke var utroligt velnæret, var han stærk og sund. En hingst, man ikke skulle undervurdere. Måske var det derfor, han ikke selv følte for at understrege sin status? Man kunne blot gætte. Snart sænkede den brunbrogede farten ned til en taktfast trav, for derefter at stoppe helt op. Selv stoppede Morgana også, imens de kølige blå øjne gled over ham. På sin vis kunne blikket se vurderende eller bedømmende ud, men hun tog sig blot sin tid for at se hvem han var. Efter en rum tid i stilhed, løftede hun dog langsomt de brede hove fra jorden, og bevægede sig tættere på ham igen. hvor hun skulle stoppe, vidste hun ikke. Men da han rykkede sig nærmere, eller traks sig yderligere, stoppede hun nogle enkelte meter fra ham. Vær hilset du brogede vandrer. Den dybe stemme brød behageligt igennem stilheden, og Morgana’s ører vippede lyttende frem. Ædel i munden, og ikke desto mindre rank i holdningen. Fredsommeligt vippede hun dem tilbage igen, inden at hun flyttede vægten over på det ene bagben. Hvad skulle hun svare igen? Se, det var et godt spørgsmål. Som den videre usocialiserede skabning hun var, tog hun sig god tid med at tænke. Dog endte hun endelig med at åbne munden.”Vær hilset…”Kom det stilfærdigt fra hende, og hun lagde langsomt hovedet på sned. Ville det nemmeste ikke være, blot at komme til sagen? En stilfærdig brummen kom fra hende i pausen, inden at hun svagt rystede på hovedet. Nej. Sådan fungere det ikke. Først en præsentation, og så.. noget andet. ”Mit navn er.. Morgana.”Den stilfærdige stemme, som bar en dyb undertone blandede sig med stilheden, og hun rettede da op igen. Ventede på hingstens modsvar.
"Heaven or Hell?"
|
|
|
|
|
Post by Brêgo on Sept 29, 2014 0:00:48 GMT 1
Finding home. or, things like that. Han ville ikke selv bevæge sig for tæt på, for han kunne jo aldrig vide hvor hoppernes grænser gik. Han søgte som sådan ikke efter dem for at provokere eller for at overtræde dem, men han lod dem gerne vise hvor tæt på han måtte gå. Han foretrak i hvert fald ikke at skulle stå og råbe frem og tilbage for at holde en samtale kørende. Samtidig var han også en hingst der ikke havde noget imod nærkontakt, i form af små blide puf - og dem han kendte fik da også små nap og var det et selskab han følte sig rigtig godt tilpas i og en han kendte rigtig godt, så var han heller ikke bange for at vise det gennem gnubberi.
Hoppen lod ikke til at kræve så meget plads som andre havde gjort det. Kun få havde følt hans selskab var for meget eller forkert - og det var ikke på grund af ham, men på grund af deres egne forskruede sind. For Brêgo ville aldrig gøre en flue fortræd. Ikke så længe de ikke satte sig i hans pels i hvert fald.
"Morgana" gentog han. "Velkommen til Teylar" tilføjede han til sin hilsen, da hun præsenterede sig selv. Han regnede med det i hvert fald betød hun var interesseret i hans selskab og ikke ville have ham til at gå sin vej så hurtigt som muligt. Ikke at han ville have gjort det hvis han fik besked på det, for området var jo hans, men han havde det godt når andre ønskede hans selskab. Det gjorde ham glad. I lang tid havde han trods alt været fyldt med sorg.
"Mit navn er Brêgo. På hvilken måde kan jeg være til nogen nytte?"
Til forskel fra så mange andre, talte den brogede hingst ikke et alt for fint sprog. Han benyttede sig aldrig af De og Dem, men altid af du og dig. Han følte ikke han var mere værd selvom han var leder af flokken og havde aldrig i tankerne at kaste det i hovedet på de sjæle han mødte. Han var ikke ude på at blære sig. Han var jo bare Brêgo. . . Nårh ja, og kongestenens vogter. Det kunne han ikke glemme. Han havde et ansvar. Han skulle passe på den lilla sten, der hang i en kæde omkring hans hals. Han gik bare ikke og præsenterede sig som en der havde en vigtig status af nogen som helst slags. |
|
|
